Der har været noget af en balancekunst at manøvrere rundt i 2021. Året startede med endnu en laaang coronanedlukning, hjemmearbejde fra sommerhuset, en ulykkelig hjemsendt efterskolepige og et nedlukningsmarathon i mørke med Jeanne.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det år, der er gået. Jeg har slet ikke fået dyrket noget triatlon, og nu her som året går på hæld, havde jeg troet at “trangen til tri” var tilbage i forhåbning om, at det nok bliver muligt at køre stævner i 2022. Men jeg kan ikke mærke det. Det føles som et mærkeligt limbo, som at være på vej et nyt sted hen, som jeg ikke ved hvor er. Sådan har jeg set også med “livet i al almindelighed”: hvordan bliver livet, når det corona-crap er væk? Går det nogensinde f…ing over? Hvad bliver det for et liv, der ligger og venter forude? Det føles som at være i ingenmandsland og ikke helt kunne se over på den anden side af grænsen… Hvad er der derovre? Nedlukningerne er på den ene side ensomme og triste, og bliver der mon nogensinde plads til letsind, spontanitet, rejseri igen? – På den anden side gav det plads til fokus og ro og vi (læs: Mark) fik renoveret det sidste af kælderen og badeværelset ovenpå og jeg blev for alvor ultraløber i 2021.

For et år siden havde jeg nok ikke regnet med at det skulle blive til 3×100 km og flere ultraløb end marathonløb i 2021. Men sådan gik det. Der er blevet brudt nogle grænser!

Det var en stor oplevelse at løbe 67 km på tværs af Bornholm til Højlyngsløbet i Marts på en corona-venlig-mini-ALOT-tur med Mandy, Jakob og Caroline. Bornholm skal ses til fods, fantastisk! Før det havde Mandy og jeg trænet med bl.a Armaminoen og en 50 km tur på hendes 50 års fødselsdag og flere lange ture i januar og februar. Og i det øjeblik vi var kommet over målstregen på Bornholm, blev jeg lokket med til DM i 100 km i Viborg i juni.

Så da Danmark et par måneder senere var næsten coronafri og på en virkelig varm sommerdag fik jeg for første gang tre cifre på løbeuret – 100 km på 10 timer og 44 minutter. Jeg var virkelig stolt over at komme et pænt stykke under 11 timer og over, at jeg mestrede også denne distance – på samme måde som mine oplevelser med IRONMAN, hvor jeg heller ikke har mødt muren. Jeg havde krydset endnu en grænse for hvad kroppen kan! Selv i en alder af 45 år 😀

Sommeren var lys og Carla fik på trods af Corona en fin afslutning på Vestegnens Privatskole og Liva græd sit farvel på Hjemly efterskole. Jeg holdt fast i de gode løberutiner og blev klar til en endnu en unik løbeoplevelse i august – mit første Backyard Ultra løb – i Silkeborg, et “last man standing løb”, hvor løbet fortsætter indtil der kun er én løber tilbage. Poul og jeg var på telttur ved Himmelbjerget, og vi kom begge hjem med mere end vi havde håbet på. Jeg løb 16 runder og nåede 107 km og har fået blod på tanden efter mere. Det var sjovt at prøve kræfter med konceptet. Kan jeg nå 24 runder og dermed 24 timer en dag mon?

Spontant meldte jeg mig i August til Mammuthmarch for at samle penge ind til Børnecancerfonden for Fundracers sammen med Amalie. Det var kun 14 dage efter Backyard Ultra i Silkeborg, og jeg må sande, jeg er MEGET bedre til at løbe end til at marchere. Jeg mødte alle tænkelige og utænkelige grænser på de knap 22 timer, vi var i gang. Jeg har så stor respekt for Amalie, der holdt humøret og dampen oppe hele vejen rundt. Nu her 3 mdr. senere har jeg stadig ikke brug for at gøre det igen. Bare tanken om de opsvulmede Mammuthben, jeg havde hele ugen efter…

Sensommeren og efteråret bød også på en lynhurtig Royal Run, et afbuds CPH Half og et hovsa CPH Coast Half, mens Coronaen stadig var i dvale og inden smittetallene stak helt af i december. Igen i år var vi en lille håndfuld fra ALOT, der løb julekalenderløb og fik 300 km i banken på 24 dage.

Samlet er det blevet til 2722 km løb i år, 7,5 km i gennemsnit pr dag. Jeg har gået 6,7 mio skridt med mit ur på, svarende til ca. 18.000 skridt om dagen mange af dem med bulderbassen Balder (Garmin afslører alt).

Nu ser jeg sgu ærlig talt frem til 2022 – mod mere Ultraløb: Thy Trail Marathon, Højlyngsløbet (igen), Kronborg Backyard, forhåbentlig Cph Marathon, som ikke har kunne afvikles i 2 år pga Corona. Jeg ser frem mod mere magi, mindre mad…

Mod mere menneskemængde, mindre melankoli. Mere livemusik, mindre netflix. Mere mindre, mindre mere. Kom så 2022 – jeg er klar!