Tag Archives: eremitageløb

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!

Den forjættede time

4 sek mindre pr km, så er den der! Men hvorfor er den så svær at fange ,den der forjættede time??? Nu har jeg løbet Eremitagetløbet siden 2001 og de sidste år haft det at komme under en time som mål.

I dag var det planen at løbe 4.30 pr km til at starte med og så have lidt at give af, når det begyndte at gå op af bakke, når jeg skulle have en tår at drikke osv. Og det gik efter planen, men planen skulle have været 5 sek. hurtigere /km. Jeg skal helt ned på 4.25 /km for at have nok sekunder i banken… eller også skal jeg have mere fart på, når det går opad.

Det gik som smurt hele vejen rundt. Det dårlige vejr, der var blevet lovet, valgte at holde pause, mens løbet stod på – både blæst og regn blev indstillet. Jeg var egentlig i overskud, kunne godt have presset lidt mere hist og pist, men holdt mig til planen om god fart under 4.30 i medvind og ned af bakke og på de jævne lige stykker, sørge for at presse og hele tiden overhale – og mindre skridt og mindre fart op ad bakke. Jeg må arbejde på at presse mig selv noget mere. Jeg bliver ligesom lidt hængende i det, der føles godt tilsat “medium pres”…

Det sidste stræk er altid hårdt – 300 m op af bakke, men det er nu en dejlig søndag i Dyrehaven. Og jeg må blive ved med at jage den time… 4 sekunder mindre pr/km….!

Eremitageløbet siden 2001

Nu er det 15 år siden Mark og jeg deltog i Eremitageløbet sammen for første gang. Vi har deltaget hvert år enten begge to eller nogle få år kun den ene af os. I 2003 var jeg netop nedkommet med Liva og i 2005 var jeg højgravid med Carla.


Mark har deltaget 15 gange, jeg har deltaget 14 gange. 11 gange har jeg fået eremitagenål, som tildeles til de 25% hurtigste i hver aldersklasse.

Der er sket en del med tiderne hen over årene 🙂

2001: 1.27.02
2002: 1.12.05
2003: deltog ikke, Mark løb med mit nr
2004: 1.13.24 ( Mark deltog ikke – jeg løb med hans nr)
2005: deltog ikke, Mark løb med mit nr
2006: 1.09.25
2007: 1.10.30
2008: 1.09.15
2009: 1.05.00
2010: 1.05.01
2011: 1.03.58
2012: 1.06.45
2013: 1.00.36
2014: 1.02.20
2015: 1.01.30
2016: 1.00.51

Ny næstbedste på Eremitagen i en tætpakket fødselsdagsweekend

En tætpakket weekend er nu bag os og sikken en af slagsen! Både lørdag og søndag er vores yngste blevet fejret med manér (først med pigerne fra klassen og så med familien) og midt i alt det skulle vi liiiige afsted til årets Eremitageløb i Dyrehaven – verdens ældste motionsløb med tidstagning, som blev afviklet for 47. gang. Jeg har deltaget siden 2001 (hvor jeg gennemførte i 1.27.02) afbrudt af graviditeter i 2003 og 2005. Således var det mit 13. E-løb. Det er altid Peter Larsen i form af Erna Iversen der underholder og vi varmer altid op til Tarzan Mama Mia med Kim Larsen. Ja ja, vi kender rutinen.

Jeg håbede på at komme under den famøse time, og på en heldig dag kommer det også til at ske, men det blev ikke i går.

Det kræver altså mere intervaltræning end jeg har kastet efter mine løbesko den forgangne tid – grundet både springerknæet og en del vabler, så det har bare ikke rigtig trukket i mig…

Amalie, Mark og jeg er den dynamiske trio, som i flere år har fulgtes ad til Dyrehaven. Mark kommer altid imponerende flot rundt i betragtning af hans træningsindsats 🙂

Forholdene var optimale – 14 grader, let skydække og ingen vind. Jeg var i startgruppe 1, så der er kun ca. 2000 løbere foran mig … Jeg havde aftalt med Jeanne fra ALOT, at hun skulle være min kanin – nok lige ambitiøst nok. Hun var ude af mit synsfelt efter 150 m fra starten gik 🙂 Jeg holdt en fin pace, men begyndte at tabe tid og havde faktisk lidt svært ved at koncentrere mig om mit løb. Der er jo altid mange mennesker og det kan være svært at komme frem, men jeg faldt ligesom ind i en fart, hvor jeg ikke konstant pressede eller overhalede, hvilket man er nødt til for at komme under den time…

…og så gik jeg sgu lidt kold ved 11 km…

Amalie overhalede mig ved 11-12 km og kommer ind 22 sek før mig – fuld af overskud. Det skønne naturmenneske som hun er, var hun meget begejstret over en dugfyldt edderkoppespind 🙂

Senere i dag skal jeg hente disse nye lækkerier – og de skal da bare prøves i en fart. Efterårsferien er lige om hjørnet og jeg skal væk fra stierne i skoven, ud midt på lyngen i Vesterlyng og finde ud af om trail er noget for mig…