En tætpakket weekend er nu bag os og sikken en af slagsen! Både lørdag og søndag er vores yngste blevet fejret med manér (først med pigerne fra klassen og så med familien) og midt i alt det skulle vi liiiige afsted til årets Eremitageløb i Dyrehaven – verdens ældste motionsløb med tidstagning, som blev afviklet for 47. gang. Jeg har deltaget siden 2001 (hvor jeg gennemførte i 1.27.02) afbrudt af graviditeter i 2003 og 2005. Således var det mit 13. E-løb. Det er altid Peter Larsen i form af Erna Iversen der underholder og vi varmer altid op til Tarzan Mama Mia med Kim Larsen. Ja ja, vi kender rutinen.

Jeg håbede på at komme under den famøse time, og på en heldig dag kommer det også til at ske, men det blev ikke i går.

Det kræver altså mere intervaltræning end jeg har kastet efter mine løbesko den forgangne tid – grundet både springerknæet og en del vabler, så det har bare ikke rigtig trukket i mig…

Amalie, Mark og jeg er den dynamiske trio, som i flere år har fulgtes ad til Dyrehaven. Mark kommer altid imponerende flot rundt i betragtning af hans træningsindsats 🙂

Forholdene var optimale – 14 grader, let skydække og ingen vind. Jeg var i startgruppe 1, så der er kun ca. 2000 løbere foran mig … Jeg havde aftalt med Jeanne fra ALOT, at hun skulle være min kanin – nok lige ambitiøst nok. Hun var ude af mit synsfelt efter 150 m fra starten gik 🙂 Jeg holdt en fin pace, men begyndte at tabe tid og havde faktisk lidt svært ved at koncentrere mig om mit løb. Der er jo altid mange mennesker og det kan være svært at komme frem, men jeg faldt ligesom ind i en fart, hvor jeg ikke konstant pressede eller overhalede, hvilket man er nødt til for at komme under den time…

…og så gik jeg sgu lidt kold ved 11 km…

Amalie overhalede mig ved 11-12 km og kommer ind 22 sek før mig – fuld af overskud. Det skønne naturmenneske som hun er, var hun meget begejstret over en dugfyldt edderkoppespind 🙂