Tag Archives: bike

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!

Den dag jeg blev Iron-Woman

Jeg ved knap nok, hvor jeg skal starte min beretning. Jeg er så høj på rusen fra i går. Jeg havde aldrig turde drømme om sådan et race. Facebook svømmer over med teløk’er og likes. Jeg når først det hele igennem om flere dage! Sikken en opbakning fra familien, klubben og København.

Det har været en fantastisk sæson med tur til Mallorca med Katrine, Swimrun med Caroline og Tanja – og jeg troede faktisk, jeg havde peaket, da jeg vandt Stevns Jernmand eller klubmesterskabet i Karrebæksminde, men tænk at det kunne slutte så fabelagtigt – med et knap 11 timer langt flow, hvor alt bare lykkedes – endda med Politiken på “slæb” hele dagen.  FUCK det var fedt. Det hele!

To fine artikler i Politiken er det blevet til – i lørdags 19.8  »Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«” og i dag mandag 21.8 i “Ironwoman på målstregen: Jeg troede, at det skulle gøre mere ondt”

Min dag startede kl. 04, da uret ringede. Morgenmad, toiletbesøg, pakke det sidste, madpakken, drikkedunke, skiftetøj osv.

Kl lidt i 5 ankom den allerbedste wing-woman, man kan forestille sig; Caroline Myhre-Gregersen, Klub-kammi gennem last og brast, first-timers together i Øresund 1/2 Jern i 2015, Swimrun makker og min fortrolige. Tænk hun stod op for at køre mig og gik først hjem sent i aftes. Det er lige til at tude over.

En kort køretur senere og så var vi på Jollevej. Jeg gennemgik mit udstyr, hentede tingene fra cykelposen og riggede cyklen til – lånte pumpe af min nabo 663. Hendes pumpe havde været på Hawaii, så jeg jokede med, at der nok var gode “Wibes” i den. Det var min fætters fødselsdag i går – og jeg ved, han fulgte med fra det store udland, hvor han bor – så det var en god dag til IM.

Ca kl. 6 skulle jeg mødes med journalist og fotograf fra Politiken. De fandt mig i toiletkøen. Vi havde allerede haft den første byge, så tingene var våde.

Jeg hoppede i våddragten og Politiken fulgte bare med i det, jeg nu foretog mig. Jeg kom til at knække mit vedhæng af min halskæde og fumlede med det. Måtte hen til Caroline og Christina ved hegnet og få hjælp til at bide vedhænget sammen, så jeg kunne have det på. Det er mit lykketal – 13. Og har været min mors. Og Carla har netop fået nr 13 som sit nummer på fodboldholdet. Og det var dét smykke, jeg ville have på, når jeg nu havde lagt alle de andre derhjemme for ikke at hænge fast i søgræsset under svømningen. Da halskæden var fixet, brød solen igennem skyerne og Christina sagde: “Solen skinner på dig Mia” – og så kom tårene for første gang.

Jeg forlod min cykel og smed min bagagepose i containeren og glemte at putte mine elskede klip-klapper med Nuser og Pip i posen inden aflevering. Dem nappede fotografen i bagagen og de blev vist afleveret til Caroline, tror jeg.

Så gik vi mod vandet. Jeg dyppede mig og sikrede mig, at brillerne sad godt, og der blev krammet og sagt godt race. Jan og jeg gik i båsen og i vandet samtidig. Det var et rørende øjeblik. Vi har skisme delt lidt af hvert på de mange træningsture. Der er noget særligt over den lille gruppe fra ALOT, som jeg har trænet en del med frem mod IM: Jan, Kim og Henrik – aka Team ALOT of Snickers. Voksne erfarne mænd og lille Mia. Og alligevel fælles om projekt Ironman.

Vandet var skønt. Jeg havde frygtet, hvor langt søgræsset ville være – det var meget langt for et par uger siden, men jeg tror vandstanden var højere i går, for det generede slet ikke. Jeg havde ellers afklædt mig alle min smykker for ikke at hænge fast eller være nervøs for at miste dem.

Jeg var i svømmeflow stort set fra start, der var et par store brandmænd som jeg fint navigerede uden om og jeg fandt en god rytme fra start. Jeg havde fået placeret mig helt rigtigt – jeg overhalede endda! Jeg syntes, at mange svømmede lidt for langt ud til venstre på det lange stykke – jeg blev tæt ved bøjerne og svømningen gik upåklageligt.

Da jeg kom op, ville jeg tjekke mit ur, men det stod på en forkert visning, så det drillede mig. Jeg vidste derfor ikke hvor hurtigt, jeg havde svømmet og det var først efter 2.5 km på cyklen, at jeg fik det til at spille.

T1 går hæderligt. Jeg finder min blå cykelpose på sin plads, kommer hurtigt ud af våddragten, får hjelm på, min bluse ud over speedsuiten, strømper og cykelsko på. Jeg løber mod containeren og kommer i tanke om mine briller. Jeg ved, de er i posen. Roder posen igennem igen og finder dem. Skiller mig af med posen og løber mod min cykel, som jeg ved præcis hvor er. Har vist Politiken i hælene, men opdager det dårligt. Måske svarer jeg på hvordan vandet var?

Løber ud af T1, over mountline, hopper på cyklen og så går det ind mod byen. God fart uden problemer. Byen er stille, ved at vågne. Jeg nyder det. Jeg ved, at den koger senere og glæder mig til det.

Jeg bliver ved med at holde en god fart og synes det går glat. Der er godt med vind, jeg er glad for mit vat i ørerne, så det ikke suser igennem hele kraniet. Vi får flere små byger og en større ved Nivå. Op af strandvejen er der side-medvind – det er fedt.

Ind over land er der mere modvind og asfalten er vanskeligere. Der er mange små sving – heldigvis har de været forbi med en fejemaskine – der kan godt ligge mange sten. Farten daler en smule, men jeg bekymrer mig ikke om det – tænker at det er forventeligt.

Jeg når til Kongevejen og ned til Allerød. Der står Asta. Jeg når lige at råbe hendes navn, og så er jeg væk.  På Geels bakke står ALOT og det koger. Jeg er fuld af overskud og overhaler store, stærke, tatoverede mænd op af bakken. Hæ hæ.

I Virum står hele sommerhusbanden med fint banner og det hele!

De napper et foto af mig og så kommer det lille stykke motorvej tilbage mod Lyngby og Hellerup.

img_0715

Foto af Brian

Jeg tager min energi fuldstændig efter planen: hver halve time enten en gel, en figenstang eller en snickers. Hver klokken hel tager jeg også en salt sticks. Jeg drikker ikke helt 750 ml i timen, som jeg skulle, nok nærmere 500 skiftevis saft og vand.

Jeg husker, at Jeanne har sagt, at man ikke rigtig gider 2. runde på cyklen, men det gider jeg faktisk godt. Der er blevet lidt længere imellem cyklerne. Jeg overhaler tydeligvis nogle, der er ude på 1. runde.

Jeg har mærket, at jeg har fået slidsår i lysken, men det tog kun en halv time, så er jeg alligevel følelsesløs. Jeg tisser på cyklen flere gange og er blevet helt skrap til det. Man er en rigtig charmetrold som Ironwoman! Heldigvis havde jeg ikke behov for toilet i øvrigt. Jeg priser mig lykkelig over at min Colitis Ulcerosa forblev i ro i ugerne op til.

Før jeg ser mig om, er jeg tilbage efter 2. runde og skal mod T2. Min fart daler lidt de sidste 10 km – måske fordi jeg mentalt omstiller mig? Jeg har cyklet 15 min hurtigere end jeg håbede på.

I T2 som er i kælderen under Skuespilhuset, går det snapt. Op af rampen i løbesko – der er en, der råber “Det er jo Miathlon. Der er fart på i dag”. Jeg når ikke at se, hvem det er 🙂

Jeg kommer op i en sydende publikumsmasse. Der kommer en ordentlig byge, og jeg når at tænke at mine sko bliver tunge, hvis de bliver meget våde. Kursen er stik syd mod ALOT’s power-heppe-zone, og jeg glæder mig til at se alle klubkammeraterne.

Jeg flyver igennem ALOT’ernes highfives og tilråb med et kæmpe smil på læben. Hold kæft, det har jeg drømt om, siden jeg første gang stod og heppede derinde for 2 år siden. De råber til mig, at jeg ligger nr 3 eller 4 i min age-group. Det er slet ikke vigtigt lige der. Så mange kendte ansigter, at jeg slet ikke når at skelne dem alle. Jeg ser dog Katrines tårer. Katrine som jeg tilmeldte mig IM sammen med og var på Mallorca med og som jeg længe troede, jeg skulle lave IM med, men som lod fornuften sejre og valgte IM fra i forsommeren.

img_0704

Foto af Caroline

Hver gang jeg kommer igennem ALOT’s powerzone er der kommet nye ansigter til. Heldigvis kommer jeg igennem hele 10 gange! Ud over alle de skønne ALOT’er er min mand, mine piger, mine forældre, min kusine og hendes mand, naboerne fra vejen, sommerhusfolket og Didde og Steen i powerzonen. Måske endda flere?

img_0709

Foto af Joke

Åh, det er godt med kendte ansigter! Jeg løber godt – har fundet en god rytme efter jeg lige skulle ned i fart de første 3-4 km, hvor jeg altid er lidt for hurtig. Jeg har ikke engang haft fornemmelsen af “hjulben” eller ømme knæ, som jeg godt kan have, lige når jeg har lagt cyklen.

Rundt på ruten møder jeg også Charlotte Egholm, Jonas Thing, Martin fra Swimrun, Sussi, Mia Egelund, Randi, Anja Joensen, Susanne og Henrik, Helle Børgesen – og flere andre klubkammier.

Ruten er fuld af publikum, på nær nogle få stræk på langelinjekaj.

Jeg bruger depoterne som aftalt. Jeg går igennem dem hver gang og fylder op – og starter med at løbe igen, når jeg når den sidste skraldespand. Stick to the plan. Jeg spiser også 2 salt sticks med ca 1½ time imellem, men supplerer med banan osv. Jeg forsøger med en TUC kiks og lidt cola – uha skidt kombi… det fik jeg galt i halsen.

IM result.png

På 4. runde ved jeg, at nu er der kun ½ runde tilbage – ca 5-6 km og nu gælder det om at nyde det sidste. Jeanne råber til mig, at jeg har god tid til at komme under 11 timer. jeg flyver. jeg kan også mærke tårene presse på. Hele heppebanden er rykket fra ALOT teltet til Ofelia Plads. Jeg ser nu også mine svigerforældre. På modsatte side står min søs og svoger og mine elskede niecer. Møsser dem lige. Så mangler jeg lige de sidste km. Jeg synes al musikken er rigtig: De spiller alt det ønskede musik: “Can’t stop the feeling” med Justin, A-ha “Take on me” og Coldplay har jeg også hørt. Jeg mærker tårene. Nu er det nu!

Da jeg kommer rundt om Skuespilhuset og drejer ind mod den røde løber, bliver jeg ramt af min sædvanlige trang til spurt. Den får alt hvad den kan trække!

 

Jeg burde jo nok nærmest gå op af den røde løber for at få øjeblikket til at vare lidt længere :-)Men jeg ved ikke, hvad der stikker mig. Jeg når slet ikke at se dem alle sammen stå der, før jeg flyver over målstregen… MEGA FEDT!

Foto: Helle Børgesen

Bag målstregen er Politiken på pletten. De spørger hvad jeg tænker: Jeg svarer, at jeg flere gange havde tænkt: “hvornår bliver det hårdt? Hvornår kommer det til at gøre rigtig ondt?” Det gjorde det aldrig rigtig…

Jeg kysser og krammer min familie bag hegnet og går hen til udlevering af mit skiftetøj og min finisher-tshirt. Så forlader jeg zonen med en alkoholfri Erdinger i hånden 🙂

Jeg slutter som nr 7 i min age group ud af 65 og samlet som nr 45 ud af 401 kvinder. Jeg havde aldrig forventet at komme under 11 timer til min debut på Ironman distancen. Jeg havde seriøst været glad og tilfreds med de ca 11,5 timer – og også hvis det nærmede sig 12. Det gik over al forventning!

Jeg henter min cykel og cykler til Diamanten til ALOT, hvor jeg mødes med min familie og vi går mod bilen. Det begynder at vælte ned med regn og det buldrer også. Stakkels de sidste der stadig lider på løbet !

Hjemme i Glostrup har mine forældre varmet pasta og kylling og ladet propperne springe. Jeg napper et bad og konstaterer, at jeg er sluppet billigt med to mindre vabler.

Jeg lander på sofaen ca kl 22 og begynder at tjekke den sindsyge aktivitet, der har været på min telefon hele dagen, mens jeg har været i gang. Det er gået helt amok. Læser artiklen fra Politiken, som er kommet på i mellemtiden.

Jeg gik i seng 23.30, men havde svært ved at sove. Så mange indtryk at fordøje! Det er ligemeget – jeg har fri i dag…

I dag er det så en slags hverdag igen – på en måde. Jeg har taget fri. Verden ser lidt anderledes ud. Jeg er Ironman. Liva skulle køres til Høje Taastrup Station og på lejrskole 7.45. Jeg har på Jeannes opfordring bestilt brunchbuffet, så Mark og jeg tog Balder med på tur i S-tog og på Strøget. Det var fedt . Vi kunne sidde ude i solen og nyde det. Mine ben og krop har det forbløffende godt – jeg går forlæns ned af trappen. De er ikke værre, end hvis jeg havde løbet en hurtig halvmarathon.

Hjemme igen fra byen har jeg forsøgt at rense cykelsko for tisselugt – og ellers talt i telefon og skrevet på blog og er stadig slet ikke igennem den enorme aktivitet, der er på Facebook. Det er altså vildt at blive Ironman. Meget vildt. Punktum.

Den dag Ironman og Politiken ringede…

Jeg havde lige afsluttet et møde på arbejdet i torsdags kl ca. 14. Telefonen ringede, jeg fik ikke fat i navnet, men kun fat i, at han ringede fra Ironman Scandinavia eller noget. Han jokede med, at de havde aflyst stævnet på næste søndag, men fortalte så, at han havde fået mit nummer af en TRI kollega og ledte efter en kvindelig profil, som stiller op i sin første lange triatlondistance til et interview med Politiken.

De vil gerne have en historie om, hvad det kræver at forberede sig til en IM og hvilke omkostninger det har.

Jeg fortalte lidt om mit TRI liv og sagde ja til, at Politiken kunne ringe til mig. (Bagefter tjekkede jeg lige telefonnummeret på Facebook og fandt frem til, at det tilhørte en der hedder Frej, som er Marketing Manager hos Ironman Scandinavia, Estonia and Poland – så det var ikke nogen, der lavede fis med mig…)

En halv times tid efter ringer “Anders fra Politiken” – vi taler sammen og aftaler at mødes i næste uge. Hen mod slutningen af samtalen, spørger Anders om noget helt andet – om jeg er i familie med en, der hedder Line? Ja, det er min søster, svarer jeg. Og så viser det sig, at “Anders” er dén “Anders” med bloggen “Jeg løber“, som Line nu er ved at dramatisere til en forestilling på det Kgl. Teater med min svoger i hovedrollen. Så er verden altså lille – og i særdeleshed Danmark… 🙂

I dag har jeg så haft besøg af journalist Anders Legarth Schmidt og fotograf Martin. Det var rigtig sjovt, og jeg afslører ikke hvad vi talte om, men på lørdag d. 19. august kommer interviewet i Politiken, og der kommer også en fotograf med ved start og mål på søndag.

Hvad er mine pointer om forberedelse?

  1. Forventningsafstem igen og igen i parforholdet, i vennekredsen og med familien. Du kommer til at takke nej til arrangementer, trække større veksler på tålmodighed fra kæresten, som oftere står alene med børn og det huslige. Huset kommer ikke til at stå snorelige i træningsperioden. Det kommer til at flyde med udstyr i stuen, i kælderen, i carporten, og du bliver ikke populær på at vælge parforholdet og børnene fra til fordel for en træningspas eller ved at rende rundt i spandex og neopren med cykelolie på fingrene.
  2. Forvent ikke at blive forstået hverken på din passion eller din prioritering. Hverken din kæreste, familie eller dine venner forstår nødvendigvis, hvad der driver din motivation eller hvorfor du vælger at prioritere, som du gør. Måske bekymrer de sig endda ligefrem om du (og din familie) kan holde til det, eller bliver ærgerlige over at føle sig valgt fra til noget så ligegyldigt som en træningstur? Du vil nok opleve at stå lidt alene med dit TRI-liv.
  3. Meld dig ind i en Triatlon-klub og få fællesskab med andre ligesindede som “forstår dig” og som du kan arrangere fællestræning med på de lange pas. Det hele går lidt smidigere i godt selskab, og det er nemmere at komme afsted, hvis andre venter på dig.
  4. Læg de fleste træningspas, så det går mindst muligt ud over familien. Det kan være cykling til- og en omvej hjem fra arbejde, løb til og fra arbejde, svømning mens børnene har sport/legeaftaler osv. I ferier og weekender kan det være at stå tidligt op før resten af familien og få træningen afviklet, mens resten af familien sover.

Selv med disse råd, så har det store omkostninger for familien at træne i de mængder. Lad være at tro, det ikke har.

For nogle måneder var der en gut, der skrev til mig fra Frankrig og spurgte mig, om jeg ville give et bidrag til hans blog og triatlon community om, hvad jeg ville ønske, jeg havde vidst om triatlonlivet, før jeg gennemførte mit første stævne. Jeg svarede følgende:

The one thing I’d wish I had known before doing my first triathlon is how addicted I would become and how expensive it is. I’m a low budget triathlet – both in how much money I can spend on equipment and in the time I can use.

I’m a wife, a mother, a full time worker so even though I was used to go running several times a week and I had run 8 marathons, I never expected triathlon to become such a passion. The passion is boosted by training in my local triathlon club with lots of great people who are passionate about the sport aswell – no matter their age, fitness level, gender and so on.

My triathlon “career” all started 3 years ago when I borrowed an old aluminium race bike from a neighbor and attended a small race close to my home. It was raining all day and very windy – but never the less I was hooked! I love the many elements that influence the training – both the weather, your fitness level, a lot of technique also in maintaining your gear.

Now I’m training for my first Ironman in Copenhagen and I train 12-15 hours a week. I would like to have known how much all this training influences your family life, before I started – but hey – when I started I didn’t know I was gonna train to become an ironman – I just wanted to try it out – and it was such great fun – and still is…!

Se hele indlægget på mytriworld.com

Sidste uge med mængde før nedtrapning

Uge 31 er den sidste uge med knald på træningen – herefter er det nedtrapning de sidste 2 uger frem mod 20. august. Det glæder jeg mig meget til. Min familie kan simpelthen ikke mere, min teenagedatter siger “Du er jo altid væk mor” og min mand sukker stille, når jeg endnu en gang står med træningstøj på. Jeg er som sådan ikke træt af at træne, men træt af det, som det gør ved min familie. Og også lidt træt af at mingelere træningspas ind, der hele tiden er afhængige af vejret.

Vi besluttede at forlænge vores ophold i sommerhuset med nogle dage, så jeg tog bilen ind mandag på arbejde og havde 3 veninder med retur til pigerne om eftermiddagen. Træningsfri mandag med badetur og strikketøj. Aahhh.. Det er altså lækkert at have feriefornemmelsen i kroppen, selvom arbejdet er startet. De 3 andre har stadig ferie så denne uge er jeg både væk på arbejde og træning….

 

Tirsdag arbejdede jeg fra sommerhuset til kl. 14, hvorefter jeg hoppede i cykeltøjet og nappede 143 km med 32 km/t (4.31) hvorefter jeg hoppede i løbeskoene og løb til vandet hvor jeg mødte de tre store teenagepiger. Et dyb i vandet og løb retur (samlet løb 4.5 km). Hjem til hjemmelavede burgere begået af 5 pigebørn – mums.

Onsdag morgen ringede uret kl. 6 og kl. 6.26 sad jeg igen på cyklen med kurs mod København. Jeg cyklede hjem til Glostrup, hoppede i et bad i et tomt hus og tog bilen på job. Ankomst på job 10.00. Senere samme eftermiddag kom resten af familien hjem.

Jeg havde en tid hos osteopaten torsdag og det var dejligt at få gennemgået kroppen. Venstre skulder, nakke og ben. Jeg nåede også 12.6 km løb inden himlen igen åbnede sig i et gigantisk skybrud som gav vand i kælderen…

Vi fik spontant en aftale i kalenderen fredag aften hos sommerhusvennerne, så efter arbejde mødtes jeg med Katrine på Ishøj strand til en times svømning før “festivitas”.

Lørdag kl. 9 mødtes jeg med Jan og Henrik til cykeltur på IM ruten, og det skulle også have været en times løb. Men vi havde en punktering, og jeg skulle også liiige nå at gøre en broccolisalat klar til vejfesten kl 15, så løb blev udsat til søndag. Jeg skulle have vækket Liva, inden jeg kørte, men glemte det! Så da jeg ringede hjem kl. 9.40 med 5 min til Basketcamp, var jeg ikke populær! Dumme Ironman-ego-mor, der kun har nok i sig selv…

Søndag – 2 timers rul kl 8.45 og derefter 12,7 km løb i ok tempo ca 5 km/min. Så til fødselsdag 13-17 og hjem og se damefodbold EM finale. Slutter af med et aften-smut i havet med Caroline i pænt tempo 1,9 km på knap 36 min 🙂 Lidt for mange brandmænd men en flot aften!

Ugen i tal:

  • Svømning: 2,8 km
  • Cykling: 396,5 km
  • Løb: 30 km

Det giver næsten lige så mange km denne uge, som da jeg var på træningstur på Mallorca. Nu skal der trappes ned, og det er helt ærligt ok, for jeg er Ironman-klar nu. Jeg har visualiseret det hele 1000 gange i alt tænkeligt vejr, og jeg mangler blot at skifte dæk og gennemgå cyklen og udstyr i øvrigt. Det føles fedt at være nået hertil…

Sommerferie i sommerhus (uge 30)

Træningsdagbog – kort og godt.

Mandag

Cyklede 83.3 km i Veddinge Bakker – og endte hos Marks farmor tæt på Egebjerg. Dejlig tur i fint vejr med bare arme. Det gik ok med dragten  – ikke det store slid på inderlårene. Måske ender det med, at den dragt er god på dagen???

Tirsdag

Jeg holdt fri på Marks fødselsdag og spillede minigolf med den pukkelryggede familie 🙂

Onsdag

Efter at have fejret Mark lod jeg være med at sætte uret, men vågnede af mig selv 7.30. Snuede lidt og hoppede så i cykeltøjet og var på farten 8.20. Jeg havde lavet en rute som gik lidt langt væk for ikke at blive fristet til at køre hjem, når jeg blev træt.
Via rute 225 kørte jeg til Jyderup, Ruds-Vedby til Slagelse og fulgte derefter rute 150 igennem Vemmelev og så op af rute 277 nordpå mod Kalundborg med et smut ned om Stillinge strand.

Før Kalundborg slog jeg en sløjfe ved Bjerge Strand.

Ved Kalundborg fulgte jeg først rute 22 og så rute 23 mod Holbæk og drejede fra ved Kaldred/Eskebjerg. Tog en ekstra runde ved Eskebjerg.

Det blev til 130,8 km på 4.15. Jeg havde håbet ruten blev 5 timer men jeg syntes det var svært at vurdere hjemmefra.

Jeg hoppede i løbeskoene og løb 8,3 km på 44 min og mødtes med Carla i løb lidt før vi nåede stranden. Vi blev overhalet i bilen af Mark og Liva med Balder og dyppede alle sammen i havet. Så skønt!

Vejret viser sig fra en bedre side end meterologerne siger, så det ender med at blive en dejlig dag!

Torsdag

2 timers rul til Vig og hjem over bakkerne efter en ordentlig byge på våde veje. Heldigvis undgik jeg punktering…

Fredag

2.1 km Open Water ved Vesterlyng strand sammen med et par kitesurfere, som jeg måtte svømme pænt uden om. Mark gik tur med Balder imens på stranden.
Mark har etableret udendørs bruser i sommerhuset, så det var en fornøjelse at kunne skylle udendørs efter svøm.

Lørdag

2 timers langsomt løb næsten op til Sanddobberne og retur og rundt om Vesterlyng og retur. Halvmarathon på under to timer og intet føltes skidt – jeg ku have fortsat. Det regnede frem til kl 14 og først derefter hoppede jeg i skoene. Dejligt bare at løbe for en gang skyld.

Søndag

Dagen skulle have været 5 timer på cyklen og 1,5 times løb. Jeg havde planlagt et rute med en større omvej hjem heroppefra Havnsø. Planen var nemlig at vi skulle hjem i dag. Men pigerne vil helst blive og have veninder med op så jeg pendler til job herfra de næste dage.

Vejrudsigten sagde crazy torden og skybrud. Ikke oplagt til cykling alene på flade veje…
Så da svoger kiggede fordi efter glemt løbejakke hoppede jeg i skoene igen og tog med ham ud selvom skyerne var noget truende.

Vi satte bilen ved Dragskanalen og løb mod Bjergesø og efter ca 35 min kom regnen for alvor.

Ved Sanddobberne Camping var der lidt for kort imellem lyn og brag, og vi løb i vand til anklerne, så vi tog ingen chancer og vi søgte ly i vaskerummet sammen med strandet cykelrytter. Efter max 10 min kunne vi fortsætte.

Min mave drillede i dag (jeg er seriøst nervøs for om der er er udbrud af Collitis Ulcerosa på vej, det kunne faneme lige passe!) og jeg har fine vabler på begge fødder.

Cyklingen som skulle være afviklet i dag er nu udsat til t/r til Kbh / arbejde på tirsdag og planen den kommende uge bliver i det hele taget lidt ændret. Det må jeg lige tale med Jeanne om.

Tænker uge 31 kunne se således ud i stedet:
Mandag fri (måske svømme?)
Tirsdag 180 km cykling til og fra job
Onsdag cykle til job 90 km
Torsdag løbe 90 min
Fredag 60 min svøm
Lørdag 4 timer på cyklen og 1 times løb
Søndag 2 timers rul (eller svømme?)

Jeg har triatlon-termin d. 20. august.

I disse dage, hvor Ironman nærmer sig, går jeg med ret mange tanker om det her TRI liv. Jeg er ret splittet omkring det. På den ene side gør det mig enormt glad og fylder mig med energi. På den anden side tynger det og belaster familien enormt.

Jeg ved godt, at det lige nu er allermest ekstremt, men hvorfor har jeg mon brug for at gå så meget ALL IN?img_0309-3

Et eller andet sted har det taget overhånd i løbet af de(t) sidste år? Jeg mener: mit liv drejer sig jo stort set kun om triatlon – det er det, mine dage er bygget op omkring, og det kommer før det meste andet. Jeg har personlig træner, der leverer træningsplaner som selvom de kun er vejledende, i høj grad sætter min hverdag i system. Jeg har kørt 10 races på 6 uger i juni, og jeg er så glad for ALOT og mine klubkammerater og de træningspas, vi har sammen. Jeg har været på træningscamp på Mallorca for første gang. Jeg indretter min kost og søvn og alkoholindtag (mgl. på samme) efter træningen. Jeg blogger endda om alt dette! Så fylder det da for meget???

Min mand giver udtryk for, at han nærmest er jaloux på min sport og mit klubliv og det kan jeg faktisk godt forstå – jeg bruger jo mere tid på det end på ham. Mine veninder udfordrer mine prioriteringer – og det kan jeg faktisk også godt forstå – jeg ser dem jo ikke… Jeg har i det hele taget kun rigtigt nærvær i de ting, der drejer sig om TRI – og ikke i så meget andet. Det er faneme en trist konstatering…. Hvor blev resten af livet af? Kommer det igen efter 20. august eller hvad er så det næste? Kan jeg nøjes med lystbetonet træning eller have en ambition om ikke at være tilmeldt nogle stævner?

Forleden fik jeg den tanke, at min liv pt. kan sammenlignes med at være højgravid: jeg er i den samme boble, hvor alt drejer sig om det og jeg tæller ned til terminsdatoen 20. august. Min krop er forandret, mit hoved og mine tanker er forandrede. Det man spørger mig om handler om TRI og jeg svarer. Er jeg så også forandret? Hvad er det for et liv, der venter efter terminen? Skal jeg på trænings-rehab og trappe ud eller have en kold tyrker?

Det er jo mildest talt vanedannende at få sådan et endorfin fix næsten dagligt – som oven i købet krydres med podiepladser og den rus, der følger med det. Det er bare fedt at være god til noget – og det er langt hen af vejen dejligt at have ambitioner og noget at stræbe efter. Men behøver det være så ekstremt?? Kan mindre ikke gøre det? For det er jo ikke bare de 10-15 timers træning, der pt. er om ugen – det er også tiden, der går med klargøring af udstyr, pakke ting og sager sammen og ud igen, skylle våddragt, vaske cykel, ja og skrive blog…

Min mand har spurgt mig: “Hvad vil du egentlig med alt det sport? Det er jo ½ tids job oven i dit fuldtidsjob – du er jo nærmest semiprof. Det er meget mere end en hobby nu”… Der gemmer sig mange tanker mellem linjerne i dette spørgsmål… Jeg har ikke svaret endnu, men mine tanker kredser en del om det… Det kan godt være, det er mig, der lægger træningstimerne, men det er ham, der er den virkelige ”endurer” i det her endurancesport-koncept. Det er ham, der udholder mig…

Til et af de små sprint-stævner i juni, jokede en klubkammerat og jeg om, at ”Miathlon” godt kunne være sådan en Marvel- tegneserie-heltindefigur. Sådan en kvinde med superkræfter og en særlig energi, der kan klare alt og stort set aldrig går ned men som selvfølgelig også har en akilleshæl – noget kryptonit – som gør hende svag. Som også må punktere vabler og bliver træt. Mit kryptonit er, at jeg går ALL IN.

4 uger til Ironman

Weekenden efter ferien i Spanien gik hurtigt eftersom lørdagen bestod af 5 timers cykling og 1.5 timers løb. Reelt strakte denne træning sig dog over hele dagen som en hel arbejdsdag 9-17.

Først havde jeg nemlig en punktering og kunne ikke forstå, at jeg ikke havde dækindlæg i mit baghjul – den tro har jeg da kørt rundt i hele race sæsonen. Jeg var ovenikøbet kommet afsted med forkert slange med for kort ventil – så jeg måtte låne mig frem hos Jan.

Ca halvvejs havde Henrik en defekt med sit slangefri hjul, som han endte med at smide en slange i – og bumpe lidt hjemad. Vi kørte IM ruten og slog en sløjfe over Farum og Ganløse hjem – 146 km blev det til 4.57 (netto) – reelt havde vi været afsted i 6.17 (brutto). Kæden hoppede også lige af Kims cykel bag Risby et sted.

Da jeg kom hjem kastede jeg brød i skrutten og hoppede i løbeskoene og nappede 16 km på 1.27. Jeg havde fine ben både på cyklen og i løb og ingen kriser. Ferie har gjort sin virkning… Men jeg gik i seng med hovedpine – som dog heldigvis forsvandt til dagen efter.

Søndag morgen mødtes vi i vores lille snart trofaste IM flok i lagunen 8.45 og svømmede så godt som hele distancen: 3.7 km i oprørt vand hvor vi sloges lidt om pladsen med kitesurferne – uha jeg var noget paranoid det sidste stræk på 200 m hvor de kommer med fuld drøn… 1.16 kom vi rundt på – det tegner godt for 20. august 🙂

Nu venter der en uge i sommerhus, hvor alt udstyret er kommet med – til min glæde og resten af familiens forbandelse… Det er snart overstået…img_0457