Tag Archives: bike

Karrebæksminde Tri 2018

Årets første TRI-stævne er sat i banken med en vildt fed dag med tropelignende tilstande i det sydsjællandske, hvor jeg lige blev genopfrisket på, hvor fantastisk det er at dyrke tri. Foråret har været ret fokuseret på løb, så det var virkelig skønt at lægge ud med sådan et lækkert stævne, som det var i dag. Jeg opdagede så også liiiige, at cykeltræningen er blevet lidt vel overset, jeg ku slet ikke træde og trække som sidste år, men det var forventet, og jeg var forberedt på det fra starten. Men det var ikke vigtigt i dag – jeg skulle bare godt i gang – og det kom jeg!

Vejret var fænomenalt – vi ramte vel 30 grader midt på dagen, da svømmestarten gik kl. 12. Vandet var 20 grader, og det havde været en hyggelig samkørsel med Randi, som jeg kender tilbage fra pigernes børnehave, hundeluftning og som er i Glostrup TRI.

Alt det logistiske spillede ved dette stævne i år!  Sidste år var vi næsten 1000, der startede i vandet samtidig, og skiftezonen var i 2017 flyttet fra havnen til et græs/sten areal overfor stranden. I år var skiftezonen flyttet tilbage på havnen på asfalten – super godt – og svømmestarten var delt op i en gun-start for de hurtigste og derefter rullende start med 10 atleter med få sekunder imellem. Perfekt. Det gav en mega god svømmeoplevelse, som dog var lidt længere end planlagt – ca 1300 m i stedet for 950 m, men pyt det er jo ens for alle. Jeg kom rundt på 24 minutter i et fint flow fra start til slut. Jeg fik sparket mine briller af af en medsvømmer og måtte lige bruge lidt på at få dem på plads.

Cykelruten var forlænget fra 45 km til 50 km, så det gjorde det lidt svært at sammenligne splits med tiderne sidste år, men det blev gennemsnitsfarten der talte. Den var som forventet lidt lavere end sidste år, men med den sparsomme cykeltræning jeg har fået klaret, skal jeg vist være glad for min 33,8 km/t. Jeg led lidt med min dragt og min sadel – har slet ikke fået trænet i min speedsuite endnu – så det ku mærkes…

Løberuten gik i år heldigvis ikke gennem campingpladsen, hvor der er en del støv på grusstierne, men den blev på asfalten mellem byen og sommerhusene. Det er 3. gang ud af 4 mulige, at jeg deltager i dette stævne, og sommerhusejerne er altid lige fantastiske til at lave små ekstra depoter og sprøjte med vand. Det er stærkt tiltrængt i middagssolen. Jeg holdt en god pace og havde gode ben – var dog lidt plaget af mine nye sko, som jeg først i går fik sat elastiksnørebånd i, så min højre var strammet lidt vel meget, så jeg løb med en snurrende og meget varm fod. Varmen som sådan plagede mig faktisk ikke – jeg havde fået drukket som jeg skulle og sørgede for at holde mig kold med ekstra vand ud over kroppen.

Målområdet var også flyttet, og der var skruet op for stemningen med tilskuertribuner, liveorkester og præmie-darlings. Mega fedt! Den røde løber er altså lige skøn hver gang! Jeg dansede nærmest ind i Anders Rørbæk (arrangør) i den sidste spurt. Sjit, det er fedt!

Vi var ikke mange fra ALOT afsted i dag – familien Vendt, Vibeke og jeg. Mellanie var 5½ minut hurtigere end mig, så jeg skal oppe mig lidt, hvis jeg skal snuppe hende til klubmesterskaberne om 3 uger 🙂

Jeg fik hilst på Grith som jeg har gået på Brøderup Ungdomsskole med for 25 år siden. Hun var mega sej!

Jeg slutter som nr 4 i min aldersgruppe ud 65, som 24 ud af 300 kvinder og som nr 200 ud af 978 deltagere, stort set samme placering som sidste år, men denne gang med nogle hårde nysere i toppen – bla. Helle Frederiksen, Christina Sveistrup og Stine Bækgaard som de tre hurtigste.

Popcorn i lårbasserne

Det er lige gået op for mig, at der kun er EN UGE til, jeg skal TRI-race for første gang i år. Jeg ved ikke, hvorfor det sådan er kommet snigende bag på mig- jeg har vist taget den lidt vel med ro de sidste par uger ovenpå marathon og sygdom. Jeg har haft en hel del “popcorn i lårbasserne” – altså den der følelse af de små fibre i musklerne, der giver sig, når jeg går på trapper, træder til i pedalerne eller sætter lidt fart i løbeskoene. Så jeg har holdt igen på alle fronter – og så går tiden jo – og om bare en uge har jeg Karrebæksminde tri. Hold da op, så kom boblerne i maven da lige væltende! Jeg glæder mig, kan jeg mærke, men bliver jeg klar?

“Popcornene” har sat sit præg på ugens træning. Tirsdag tog jeg tricyklen til job og om eftermiddagen var vi hele 38 til Open Water i Ishøj. Det er altså et flot syn, når vi kommer så mange:-)

Onsdag havde vi Center for Hjerneskade sammen med Liva inkl Carla midt på dagen, så jeg arbejdede hjemmefra og nåede lige 10 km roligt løb med ALOT til aften, inden vi i klubben havde inviteret Lasse Kristian Suhr ud og holde et oplæg om sportsernæring. Det var rigtig godt – der var ny viden både for nybegyndere og de mere garvede. Vi var 25 fra klubben og seføli var der hjemmebag og hygge.

Efter arbejde torsdag mødtes jeg med Mellanie v Fields og vi kørte rundt på “tonseren” på Vestamager/Dragør. Jeg kan ikke helt følge med i hendes tempo – kan godt mærke at cyklen er blevet svigtet dette forår til fordel for løbetræning frem mod de to marathon – men jeg vidste, at det var en del af gamet/planen. Det blev til i alt 80 km cykel (60 sammen) og på hjemvejen slog vi et smut forbi Endurance Sport, hvor vi havde “Klubaften”. Jeg fik købt et par nye og tiltrængte korte tri-bukser til cykel og løb.

Lørdag var der ifølge planen 2 timers cykling og 30 min løb. Men jeg passede min søde niece og nåede ikke afsted, før der kom torden og regn til eftermiddag. Jeg havde endda skiftet til racehjul og var sååå klar. Jeg nappede 10 km løb i stedet mellem to byger og udsatte dagens pas til i søndag. Og så hyggede vi med champignons league finale og rosevin til aften.

Søndag blev det til en helt lille Triathlon dag, som startede med at jeg hentede Katrine kl 10 og så mødtes vi med Rikke, Denni og Laila og nappede 1,8 km havsvøm fra morgenstunden. Mega lækker start på dagen. Hjem og spise frokost og så over og se Carla spille kamp mod Lynge- Broby som de desværre tabte.

Derfra videre i cykeloutfit til flyvestation Værløse sammen med Denni, hvor vi (jeg) tonsede seje intervaller i den stride vind. Der var mere end 22 km/t til forskel på siden med mod- og medvind. Hjem til 30 min brikrun. Og sådan blev det til 3.5 times træning i dag og jeg har vist fået det ud af mine popcorn-lårbasser, som jeg har kunne drive det til… nu må det gå, som det kan med 6 stævner på 4 uger…

Alle fotos af Gitte Vognsen

Ready steady go – again

I de ti dage, der er gået siden Hamborg Marathon, har jeg (kun) trænet moderat og vedligeholdt – ikke presset på. Hverken på cyklen, svømning eller den smule løb, der har været på programmet. Jeg er derfor ret spændt på, hvordan det kommer til at gå på søndag, når jeg skal løbe mit 2. marathon med 2 uger imellem. Jeg holder dagligt øje med min indsamling til børnecancerfonden og det går stadig lidt fremad, men jeg tror desværre det bliver svært at nå de 10.000 før søndag.

Carla deltog i skole OL i tirsdags, hvor jeg arbejdede hjemmefra. Jeg lagde en løbetur midt på dagen og smuttede over forbi, da hun skulle løbe 400 m.

Der er altså skub i de lange 12-årige ben! Hun var drønskuffet over kun at blive nr 2 i sit heat. Men kommer rundt på ca 1 minut og 20 sekunder. HurtigCarla…:-) Dejligt solskinsvejr og 6.klasses unger overalt.

Tirsdag aften havde Caroline og jeg fået lokket lidt flere med i havet – vi var 6 ALOT’er. Og biologen Caroline fandt et æg på havets bund, som hun da lige måtte have med hjem og undersøge. Vandet er ca 15 grader allerede og meget lækkert. Tirsdag var der lidt flere bølger end i fredags, hvor havet var helt fladt og smukt. Jeg har stadig neoprenhætte og -handsker på samt svømmefødder, men de ryger af i morgen, når vi skal svømme igen.

De tre korte dage, der har været denne uge, har også budt på møde på Livas skole vedr. fremtiden mandag, psykolog med Liva tirsdag og Center for Hjerneskade onsdag. Vi får god hjælp nu – det føles virkelig godt! Det går fremad 🙂

Fridagen i dag på Kr. Himmelfart startede med et par timers cykeltur – roligt – med 4 herrer. Mens vi ventede på hinanden, opdagede jeg, at jeg var punkteret, og jeg fik heldigvis hjælp til et hurtigt slangeskift, før vi stævnede ud mod Roskilde. Jeg kan godt selv, men er bare så langsom til det – og jeg havde jo lissom også liiige lagt neglelak på, sååå jeg hjalp til med at tage tid på Kim.

Jeg nyyyder virkelig at træne for tiden – vi er først på sæsonen, og det gode vejr indbyder virkelig til det. Det hænger nok også sammen med, at min træning er lidt mere fri og mindre skemalagt her i maj.

I eftermiddags tog Amalie og jeg ind på marathon EXPO’en for at hente startnumre. Jeg kom sørme også hjem med en ny HOKA Arahi – løbesko. Jeg har lige opdaget huller i min Arahi købt sidste år, som jeg ellers havde tænkt at løbe i på søndag, men nu gør jeg det, jeg ellers altid ville have forsvoret – løber i nye sko på søndag. Lufter dem nok lige på en 2-3 km i morgen sammen med Balder.

Jeg glæder mig til endnu en løbe-byfest på søndag. Yeay!

Mør Mor

Jeg er mør, mast og træt og bare så klar til nedtrapning frem mod Hamborg nu. Denne uge har været den sidste med gas på, herfra står den på nedtrapning de næste 14 dage frem mod marathon. Det bliver helt ærligt tiltrængt. Jeg sover som en sten, så træt er jeg. Jeg har konstant syre i stængerne og trætte arme. Jeg har holdt lidt øje med træningsmængden fra de første 4 måneder 2017 sammenlignet med i år. Jeg helt ok med ( læs = på niveau eller lidt over) – både i fart og i mængde. Og der er vel at mærke ingen IRONMAN på programmet, så jeg holder dampen oppe. Det er fint 🙂

Ugen har været fuld af gøremål – som altid – men efter arbejdsweekenden i sommerhuset fik jeg også trang til at få gjort lidt ved hytten herhjemme. I dag er der blevet pudset vinduer, ordnet terrase, et par hjørner i haven er studset og Mark har forårsordnet cykler forud for cyklistprøve i Carlas klasse i den kommende uge. Liva har stadig mere og mere energi og glæde ved det hele. Hun overkommer mere og mere dag for dag – skolen er dog stadig en vældig udfordring. Vi håber meget på svar fra kommunen i den kommende uge – efter vi nu igen har ventet 3 uger på en beslutning. Jeg holder dem til ilden med telefonopkald flere gange om ugen. Om alt går vel ved vi på torsdag, om Liva bliver bevilliget rehabiliteringsforløb hos Center for Hjerneskade. Vi krydser hvad der kan krydses! Lørdag aften havde hun og Nikoline lavet nogle virkelig sjove film, som vi havde latterkrampe over i ½ time. Det er et godt tegn på overskud!

Det tager på kræfterne at håndtere de ekstra ting – en tur til osteopat, et møde her og der, så jeg henter enorm energi i min træning til at overkomme det hele.  Tankerne flyder, jeg lægger planer, skaber overblik mens jeg løber, svømmer eller cykler. Jeg bliver ladet op! Heldigvis kører jeg på genopladelige batterier 🙂 Tirsdag havde jeg 11 km bakkeløb med 2000 m svømning efterfølgende, onsdag 18,5 km langt og langsomt løb med klubben, TRIcyklen har været i brug til og fra arbejde 3 gange i denne uge, nu da vejret er kommet i bedre humør. Og i dag fik jeg 53 km begynder-cykling i banken – i regnvejr. Tørvejr da jeg tog afsted og tørvejr, da jeg kom hjem, men ikke undervejs… Kold og sulten hjemme kl. 18…

Fredag svømmede jeg – endelig sammen med Caroline. Hun havde en fin blomst med til mig og det sødeste kort, som tak for en håndsrækning. Jeg blev så glad og rørt. Igen og igen og begejstres jeg ved de venskaber, der er opstået via ALOT de sidste snart 4 år. Sikken en gave at få!

Lørdag morgen efter hundeturen, satte Amalie og jeg ud på 25 km løb med afgang 9.30. Kl. 10 mødtes vi med mændene fra ALOT ved Herstedhøje og løb 10 af de 25 sammen med dem. Jeg nåede hjem til at se Carla spille 0-0 mod Nykøbing Falster – i anden halvleg som anfører. Jeg bliver så stolt når jeg ser hende spille. Hun knokler derudaf med højt tempo og giver sig virkelig i hver en bold. Hun kæmper og er ikke bange for en nærkamp. Og hun er hurtig – en fryd for øjet 🙂

Caroline, Katrine og jeg har fået planlagt lidt mere omkring vores tur til Hamborg: Vi kører i min lille blå Skoda-bil St. bededag ca kl. 11 og skal bo genialt i forhold til ruten. Fredag aften har vi bestilt bord på Die Bank efter anbefaling. Lørdag skal vi ud og hente startnumre og vel bare ose lidt rundt – og spise kulhydrater. Og søndag går det løs. Jeg glæder mig! Vi overvejer, om vi skal spise sådan rigtig “typisk-tysk” på Groninger søndag aften og fejre marathon (et lokalt bryggeri, i en kælder med rigtig stube-stimmung). Mandag kører vi hjem igen. Det bliver mægtigt!

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!

Den dag jeg blev Iron-Woman

Jeg ved knap nok, hvor jeg skal starte min beretning. Jeg er så høj på rusen fra i går. Jeg havde aldrig turde drømme om sådan et race. Facebook svømmer over med teløk’er og likes. Jeg når først det hele igennem om flere dage! Sikken en opbakning fra familien, klubben og København.

Det har været en fantastisk sæson med tur til Mallorca med Katrine, Swimrun med Caroline og Tanja – og jeg troede faktisk, jeg havde peaket, da jeg vandt Stevns Jernmand eller klubmesterskabet i Karrebæksminde, men tænk at det kunne slutte så fabelagtigt – med et knap 11 timer langt flow, hvor alt bare lykkedes – endda med Politiken på “slæb” hele dagen.  FUCK det var fedt. Det hele!

To fine artikler i Politiken er det blevet til – i lørdags 19.8  »Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«” og i dag mandag 21.8 i “Ironwoman på målstregen: Jeg troede, at det skulle gøre mere ondt”

Min dag startede kl. 04, da uret ringede. Morgenmad, toiletbesøg, pakke det sidste, madpakken, drikkedunke, skiftetøj osv.

Kl lidt i 5 ankom den allerbedste wing-woman, man kan forestille sig; Caroline Myhre-Gregersen, Klub-kammi gennem last og brast, first-timers together i Øresund 1/2 Jern i 2015, Swimrun makker og min fortrolige. Tænk hun stod op for at køre mig og gik først hjem sent i aftes. Det er lige til at tude over.

En kort køretur senere og så var vi på Jollevej. Jeg gennemgik mit udstyr, hentede tingene fra cykelposen og riggede cyklen til – lånte pumpe af min nabo 663. Hendes pumpe havde været på Hawaii, så jeg jokede med, at der nok var gode “Wibes” i den. Det var min fætters fødselsdag i går – og jeg ved, han fulgte med fra det store udland, hvor han bor – så det var en god dag til IM.

Ca kl. 6 skulle jeg mødes med journalist og fotograf fra Politiken. De fandt mig i toiletkøen. Vi havde allerede haft den første byge, så tingene var våde.

Jeg hoppede i våddragten og Politiken fulgte bare med i det, jeg nu foretog mig. Jeg kom til at knække mit vedhæng af min halskæde og fumlede med det. Måtte hen til Caroline og Christina ved hegnet og få hjælp til at bide vedhænget sammen, så jeg kunne have det på. Det er mit lykketal – 13. Og har været min mors. Og Carla har netop fået nr 13 som sit nummer på fodboldholdet. Og det var dét smykke, jeg ville have på, når jeg nu havde lagt alle de andre derhjemme for ikke at hænge fast i søgræsset under svømningen. Da halskæden var fixet, brød solen igennem skyerne og Christina sagde: “Solen skinner på dig Mia” – og så kom tårene for første gang.

Jeg forlod min cykel og smed min bagagepose i containeren og glemte at putte mine elskede klip-klapper med Nuser og Pip i posen inden aflevering. Dem nappede fotografen i bagagen og de blev vist afleveret til Caroline, tror jeg.

Så gik vi mod vandet. Jeg dyppede mig og sikrede mig, at brillerne sad godt, og der blev krammet og sagt godt race. Jan og jeg gik i båsen og i vandet samtidig. Det var et rørende øjeblik. Vi har skisme delt lidt af hvert på de mange træningsture. Der er noget særligt over den lille gruppe fra ALOT, som jeg har trænet en del med frem mod IM: Jan, Kim og Henrik – aka Team ALOT of Snickers. Voksne erfarne mænd og lille Mia. Og alligevel fælles om projekt Ironman.

Vandet var skønt. Jeg havde frygtet, hvor langt søgræsset ville være – det var meget langt for et par uger siden, men jeg tror vandstanden var højere i går, for det generede slet ikke. Jeg havde ellers afklædt mig alle min smykker for ikke at hænge fast eller være nervøs for at miste dem.

Jeg var i svømmeflow stort set fra start, der var et par store brandmænd som jeg fint navigerede uden om og jeg fandt en god rytme fra start. Jeg havde fået placeret mig helt rigtigt – jeg overhalede endda! Jeg syntes, at mange svømmede lidt for langt ud til venstre på det lange stykke – jeg blev tæt ved bøjerne og svømningen gik upåklageligt.

Da jeg kom op, ville jeg tjekke mit ur, men det stod på en forkert visning, så det drillede mig. Jeg vidste derfor ikke hvor hurtigt, jeg havde svømmet og det var først efter 2.5 km på cyklen, at jeg fik det til at spille.

T1 går hæderligt. Jeg finder min blå cykelpose på sin plads, kommer hurtigt ud af våddragten, får hjelm på, min bluse ud over speedsuiten, strømper og cykelsko på. Jeg løber mod containeren og kommer i tanke om mine briller. Jeg ved, de er i posen. Roder posen igennem igen og finder dem. Skiller mig af med posen og løber mod min cykel, som jeg ved præcis hvor er. Har vist Politiken i hælene, men opdager det dårligt. Måske svarer jeg på hvordan vandet var?

Løber ud af T1, over mountline, hopper på cyklen og så går det ind mod byen. God fart uden problemer. Byen er stille, ved at vågne. Jeg nyder det. Jeg ved, at den koger senere og glæder mig til det.

Jeg bliver ved med at holde en god fart og synes det går glat. Der er godt med vind, jeg er glad for mit vat i ørerne, så det ikke suser igennem hele kraniet. Vi får flere små byger og en større ved Nivå. Op af strandvejen er der side-medvind – det er fedt.

Ind over land er der mere modvind og asfalten er vanskeligere. Der er mange små sving – heldigvis har de været forbi med en fejemaskine – der kan godt ligge mange sten. Farten daler en smule, men jeg bekymrer mig ikke om det – tænker at det er forventeligt.

Jeg når til Kongevejen og ned til Allerød. Der står Asta. Jeg når lige at råbe hendes navn, og så er jeg væk.  På Geels bakke står ALOT og det koger. Jeg er fuld af overskud og overhaler store, stærke, tatoverede mænd op af bakken. Hæ hæ.

I Virum står hele sommerhusbanden med fint banner og det hele!

De napper et foto af mig og så kommer det lille stykke motorvej tilbage mod Lyngby og Hellerup.

img_0715

Foto af Brian

Jeg tager min energi fuldstændig efter planen: hver halve time enten en gel, en figenstang eller en snickers. Hver klokken hel tager jeg også en salt sticks. Jeg drikker ikke helt 750 ml i timen, som jeg skulle, nok nærmere 500 skiftevis saft og vand.

Jeg husker, at Jeanne har sagt, at man ikke rigtig gider 2. runde på cyklen, men det gider jeg faktisk godt. Der er blevet lidt længere imellem cyklerne. Jeg overhaler tydeligvis nogle, der er ude på 1. runde.

Jeg har mærket, at jeg har fået slidsår i lysken, men det tog kun en halv time, så er jeg alligevel følelsesløs. Jeg tisser på cyklen flere gange og er blevet helt skrap til det. Man er en rigtig charmetrold som Ironwoman! Heldigvis havde jeg ikke behov for toilet i øvrigt. Jeg priser mig lykkelig over at min Colitis Ulcerosa forblev i ro i ugerne op til.

Før jeg ser mig om, er jeg tilbage efter 2. runde og skal mod T2. Min fart daler lidt de sidste 10 km – måske fordi jeg mentalt omstiller mig? Jeg har cyklet 15 min hurtigere end jeg håbede på.

I T2 som er i kælderen under Skuespilhuset, går det snapt. Op af rampen i løbesko – der er en, der råber “Det er jo Miathlon. Der er fart på i dag”. Jeg når ikke at se, hvem det er 🙂

Jeg kommer op i en sydende publikumsmasse. Der kommer en ordentlig byge, og jeg når at tænke at mine sko bliver tunge, hvis de bliver meget våde. Kursen er stik syd mod ALOT’s power-heppe-zone, og jeg glæder mig til at se alle klubkammeraterne.

Jeg flyver igennem ALOT’ernes highfives og tilråb med et kæmpe smil på læben. Hold kæft, det har jeg drømt om, siden jeg første gang stod og heppede derinde for 2 år siden. De råber til mig, at jeg ligger nr 3 eller 4 i min age-group. Det er slet ikke vigtigt lige der. Så mange kendte ansigter, at jeg slet ikke når at skelne dem alle. Jeg ser dog Katrines tårer. Katrine som jeg tilmeldte mig IM sammen med og var på Mallorca med og som jeg længe troede, jeg skulle lave IM med, men som lod fornuften sejre og valgte IM fra i forsommeren.

img_0704

Foto af Caroline

Hver gang jeg kommer igennem ALOT’s powerzone er der kommet nye ansigter til. Heldigvis kommer jeg igennem hele 10 gange! Ud over alle de skønne ALOT’er er min mand, mine piger, mine forældre, min kusine og hendes mand, naboerne fra vejen, sommerhusfolket og Didde og Steen i powerzonen. Måske endda flere?

img_0709

Foto af Joke

Åh, det er godt med kendte ansigter! Jeg løber godt – har fundet en god rytme efter jeg lige skulle ned i fart de første 3-4 km, hvor jeg altid er lidt for hurtig. Jeg har ikke engang haft fornemmelsen af “hjulben” eller ømme knæ, som jeg godt kan have, lige når jeg har lagt cyklen.

Rundt på ruten møder jeg også Charlotte Egholm, Jonas Thing, Martin fra Swimrun, Sussi, Mia Egelund, Randi, Anja Joensen, Susanne og Henrik, Helle Børgesen – og flere andre klubkammier.

Ruten er fuld af publikum, på nær nogle få stræk på langelinjekaj.

Jeg bruger depoterne som aftalt. Jeg går igennem dem hver gang og fylder op – og starter med at løbe igen, når jeg når den sidste skraldespand. Stick to the plan. Jeg spiser også 2 salt sticks med ca 1½ time imellem, men supplerer med banan osv. Jeg forsøger med en TUC kiks og lidt cola – uha skidt kombi… det fik jeg galt i halsen.

IM result.png

På 4. runde ved jeg, at nu er der kun ½ runde tilbage – ca 5-6 km og nu gælder det om at nyde det sidste. Jeanne råber til mig, at jeg har god tid til at komme under 11 timer. jeg flyver. jeg kan også mærke tårene presse på. Hele heppebanden er rykket fra ALOT teltet til Ofelia Plads. Jeg ser nu også mine svigerforældre. På modsatte side står min søs og svoger og mine elskede niecer. Møsser dem lige. Så mangler jeg lige de sidste km. Jeg synes al musikken er rigtig: De spiller alt det ønskede musik: “Can’t stop the feeling” med Justin, A-ha “Take on me” og Coldplay har jeg også hørt. Jeg mærker tårene. Nu er det nu!

Da jeg kommer rundt om Skuespilhuset og drejer ind mod den røde løber, bliver jeg ramt af min sædvanlige trang til spurt. Den får alt hvad den kan trække!

 

Jeg burde jo nok nærmest gå op af den røde løber for at få øjeblikket til at vare lidt længere :-)Men jeg ved ikke, hvad der stikker mig. Jeg når slet ikke at se dem alle sammen stå der, før jeg flyver over målstregen… MEGA FEDT!

Foto: Helle Børgesen

Bag målstregen er Politiken på pletten. De spørger hvad jeg tænker: Jeg svarer, at jeg flere gange havde tænkt: “hvornår bliver det hårdt? Hvornår kommer det til at gøre rigtig ondt?” Det gjorde det aldrig rigtig…

Jeg kysser og krammer min familie bag hegnet og går hen til udlevering af mit skiftetøj og min finisher-tshirt. Så forlader jeg zonen med en alkoholfri Erdinger i hånden 🙂

Jeg slutter som nr 7 i min age group ud af 65 og samlet som nr 45 ud af 401 kvinder. Jeg havde aldrig forventet at komme under 11 timer til min debut på Ironman distancen. Jeg havde seriøst været glad og tilfreds med de ca 11,5 timer – og også hvis det nærmede sig 12. Det gik over al forventning!

Jeg henter min cykel og cykler til Diamanten til ALOT, hvor jeg mødes med min familie og vi går mod bilen. Det begynder at vælte ned med regn og det buldrer også. Stakkels de sidste der stadig lider på løbet !

Hjemme i Glostrup har mine forældre varmet pasta og kylling og ladet propperne springe. Jeg napper et bad og konstaterer, at jeg er sluppet billigt med to mindre vabler.

Jeg lander på sofaen ca kl 22 og begynder at tjekke den sindsyge aktivitet, der har været på min telefon hele dagen, mens jeg har været i gang. Det er gået helt amok. Læser artiklen fra Politiken, som er kommet på i mellemtiden.

Jeg gik i seng 23.30, men havde svært ved at sove. Så mange indtryk at fordøje! Det er ligemeget – jeg har fri i dag…

I dag er det så en slags hverdag igen – på en måde. Jeg har taget fri. Verden ser lidt anderledes ud. Jeg er Ironman. Liva skulle køres til Høje Taastrup Station og på lejrskole 7.45. Jeg har på Jeannes opfordring bestilt brunchbuffet, så Mark og jeg tog Balder med på tur i S-tog og på Strøget. Det var fedt . Vi kunne sidde ude i solen og nyde det. Mine ben og krop har det forbløffende godt – jeg går forlæns ned af trappen. De er ikke værre, end hvis jeg havde løbet en hurtig halvmarathon.

Hjemme igen fra byen har jeg forsøgt at rense cykelsko for tisselugt – og ellers talt i telefon og skrevet på blog og er stadig slet ikke igennem den enorme aktivitet, der er på Facebook. Det er altså vildt at blive Ironman. Meget vildt. Punktum.

Den dag Ironman og Politiken ringede…

Jeg havde lige afsluttet et møde på arbejdet i torsdags kl ca. 14. Telefonen ringede, jeg fik ikke fat i navnet, men kun fat i, at han ringede fra Ironman Scandinavia eller noget. Han jokede med, at de havde aflyst stævnet på næste søndag, men fortalte så, at han havde fået mit nummer af en TRI kollega og ledte efter en kvindelig profil, som stiller op i sin første lange triatlondistance til et interview med Politiken.

De vil gerne have en historie om, hvad det kræver at forberede sig til en IM og hvilke omkostninger det har.

Jeg fortalte lidt om mit TRI liv og sagde ja til, at Politiken kunne ringe til mig. (Bagefter tjekkede jeg lige telefonnummeret på Facebook og fandt frem til, at det tilhørte en der hedder Frej, som er Marketing Manager hos Ironman Scandinavia, Estonia and Poland – så det var ikke nogen, der lavede fis med mig…)

En halv times tid efter ringer “Anders fra Politiken” – vi taler sammen og aftaler at mødes i næste uge. Hen mod slutningen af samtalen, spørger Anders om noget helt andet – om jeg er i familie med en, der hedder Line? Ja, det er min søster, svarer jeg. Og så viser det sig, at “Anders” er dén “Anders” med bloggen “Jeg løber“, som Line nu er ved at dramatisere til en forestilling på det Kgl. Teater med min svoger i hovedrollen. Så er verden altså lille – og i særdeleshed Danmark… 🙂

I dag har jeg så haft besøg af journalist Anders Legarth Schmidt og fotograf Martin. Det var rigtig sjovt, og jeg afslører ikke hvad vi talte om, men på lørdag d. 19. august kommer interviewet i Politiken, og der kommer også en fotograf med ved start og mål på søndag.

Hvad er mine pointer om forberedelse?

  1. Forventningsafstem igen og igen i parforholdet, i vennekredsen og med familien. Du kommer til at takke nej til arrangementer, trække større veksler på tålmodighed fra kæresten, som oftere står alene med børn og det huslige. Huset kommer ikke til at stå snorelige i træningsperioden. Det kommer til at flyde med udstyr i stuen, i kælderen, i carporten, og du bliver ikke populær på at vælge parforholdet og børnene fra til fordel for en træningspas eller ved at rende rundt i spandex og neopren med cykelolie på fingrene.
  2. Forvent ikke at blive forstået hverken på din passion eller din prioritering. Hverken din kæreste, familie eller dine venner forstår nødvendigvis, hvad der driver din motivation eller hvorfor du vælger at prioritere, som du gør. Måske bekymrer de sig endda ligefrem om du (og din familie) kan holde til det, eller bliver ærgerlige over at føle sig valgt fra til noget så ligegyldigt som en træningstur? Du vil nok opleve at stå lidt alene med dit TRI-liv.
  3. Meld dig ind i en Triatlon-klub og få fællesskab med andre ligesindede som “forstår dig” og som du kan arrangere fællestræning med på de lange pas. Det hele går lidt smidigere i godt selskab, og det er nemmere at komme afsted, hvis andre venter på dig.
  4. Læg de fleste træningspas, så det går mindst muligt ud over familien. Det kan være cykling til- og en omvej hjem fra arbejde, løb til og fra arbejde, svømning mens børnene har sport/legeaftaler osv. I ferier og weekender kan det være at stå tidligt op før resten af familien og få træningen afviklet, mens resten af familien sover.

Selv med disse råd, så har det store omkostninger for familien at træne i de mængder. Lad være at tro, det ikke har.

For nogle måneder var der en gut, der skrev til mig fra Frankrig og spurgte mig, om jeg ville give et bidrag til hans blog og triatlon community om, hvad jeg ville ønske, jeg havde vidst om triatlonlivet, før jeg gennemførte mit første stævne. Jeg svarede følgende:

The one thing I’d wish I had known before doing my first triathlon is how addicted I would become and how expensive it is. I’m a low budget triathlet – both in how much money I can spend on equipment and in the time I can use.

I’m a wife, a mother, a full time worker so even though I was used to go running several times a week and I had run 8 marathons, I never expected triathlon to become such a passion. The passion is boosted by training in my local triathlon club with lots of great people who are passionate about the sport aswell – no matter their age, fitness level, gender and so on.

My triathlon “career” all started 3 years ago when I borrowed an old aluminium race bike from a neighbor and attended a small race close to my home. It was raining all day and very windy – but never the less I was hooked! I love the many elements that influence the training – both the weather, your fitness level, a lot of technique also in maintaining your gear.

Now I’m training for my first Ironman in Copenhagen and I train 12-15 hours a week. I would like to have known how much all this training influences your family life, before I started – but hey – when I started I didn’t know I was gonna train to become an ironman – I just wanted to try it out – and it was such great fun – and still is…!

Se hele indlægget på mytriworld.com