Tag Archives: løber

Løbeskoene luftet i London

Leave a reply

Jeg er lige et par dage i London for at afholde et bidrag på en konference om digital eksamen.

Jeg har de sidste to år bla. ledet et implementeringsprojekt og jeg skal dele erfaringerne om, hvordan vi afvikler “røv-til-sæde” prøver digitalt med multiple choice i en lukket browser, så de studerende ikke kan bruge digitale hjælpemidler og dermed snyde.

Jeg elsker at stå foran en forsamling, selvom jeg naturligvis kan mærke hjertet banke og de svedige håndflader – særligt når det foregår på et andet sprog. Men jeg er godt forberedt. På mange måder ligner det jo forberedelsen til et race: man skal helst mærke blodet bruse og være lidt ekstra spændt for at præstere godt! Så længe jeg ved, at jeg har gjort hvad jeg kunne i forberedelsen så må resten gå som det gør.

Ja tak til at komme lidt ud af komfortzonen – det kendetegner vist også tri-livet.

Efter ankomst og check in på hotellet, snørede jeg de snart ret slidte Hoka Arahi og satte ud på “30 min let jog” i følge den meget rolige plan, der er for denne uge. Jeg løb rundt om campus området nogle gange.

Jeg elsker at opleve nye steder i løbesko. Det er så fedt at fare en lille smule vild og finde hjem igen og se lidt af byen eller hvor jeg nu er.

Det var en fin middag i aftes, hvor jeg lige fik varmet mit business engelske op og her til morgen havde vi en smuk blå himmel – perfekt til en løbetur med de to Uniwise herrer Rasmus og Amir.:-) Ret svedige som det ses. Jeg havde kun mine vintertights med, såååå på en solskinsmorgen var de vældig varme kl 07.00

Konference var fin og mit bidrag gik godt. Fik lige hjertebanken de sidste 10 min før jeg gik på, men det er sjovt at være udenlands og høre hvor mange ens overvejelser vi har på tværs af landegrænser. Jeg talte om, hvordan vi har afviklet store digitale stedprøver på ex. Metropol 🙂

Nu går turen lige hjem til en nat i Danmark inden damebilen har afgang til Hamborg i morgen 🙂

PR i Hedeland

Leave a reply

Jeg jagter stadig at komme under den famøse time – efter min tredje deltagelse i Hedelandsløb i dag. Det var en hyggelig fælles køretur med klubkammerater Kim og Henrik (2 ud af 3 af team ALOT of Snickers). Ved klubhuset mødtes vi med Vibeke, Maiken og Kenneth – også fra ALOT.

Jeg hentede min første “kanin” efter ca 4 km – en godt løbende dame som lå med 4.35 i snit. Så havde vi lidt modvind og skibakken skulle også lige klares, så jeg dalede i fart til ca 4.55. Så hentede jeg 4 kaniner mere og den næstsidste km fra 11-12 km, løb jeg på 4.28.

Jeg har ca 50 sekunder ned til at komme under timen – dvs 5 sekunder hurtigere pr km på den 12,8 km lange rute. Jeg havde ellers gode ben i dag, og selvom det var glat af en cm sne, var jeg i overskud med pres på hele vejen rundt. Kom i mål som hurtigste kvinde i tiden 1.00.53.

Jeg skal altså under den time – og det skal jeg nok komme med lidt bedre føre! I dag blev det trods alt til en PR på ruten – vel også godkendt 🙂 Men den skal slås, og jeg skal også slå Tanjas tid – basta. Jeg elsker de små konkurrencer med mig selv 🙂

Gid jeg kunne overføre noget af den samme energi til når jeg sidder på hometraineren, som jeg gjorde i går. Jeg synes, det er decideret synd for mig, når jeg skal dyrke sport indendørs. Jeg er meget mere skabt til sport udenfor: på landevejene, i havet, i skoven, på stranden med frisk luft, lys, sol, dufte, lyde… Ikke svede indendørs!

Jeg finder på alle mulige undskyldninger: jeg synes, det er hårdt, jeg ikke kan få pulsen op, jeg må da godt springe noget over eller stoppe lidt før. Hvad sker der for den moral??? Det er endda sket, at jeg har langet ud efter og spist en Snickers som lå inden for rækkevidde af cyklen (de er flyttet nu) mens jeg så Orphan Black på Netflix … nej nej nej altså. Nu trøstespiser hun også fordi det er åh så synd for hende med de indendørspas 😂? Jeg må fokusere på de gode ting; jeg er blevet tilvænnet at sidde på sadlen igen og jeg kan godt ligge i bøjlen, så det skal nok blive godt, når vi rykker udendørs! Der er ikke længe til. Hold on!

Når jeg løber til og fra arbejde

Leave a reply

Jeg troede slet ikke, det ville være noget for mig: at løbe til og fra arbejde. Al det bøvl med ekstra tøj og sko i en rygsæk, “timing” af lidt let og spise, før jeg løber afsted hjemmefra, de 15 min tidligere jeg skal afsted for at være badet og klar til kl 9.

Men det er så skønt! Jeg elsker den time og nogle minutter, det tager at løbe de 12,5 km. Mørket, når jeg løber hjemmefra, måden det lysner på skridt for skridt lige før gadelamperne slukker og dagen får fat. Min tur går gennem Solvangsparken, stierne igennem Ejby, Vestvolden, Rødovre, over Damhussøen med de fine lys fra byen der skinner i overfladen af søen, igennem Vanløse, hvor jeg altid kigger ind til violinbyggeren, som er tidligt på færde.

Så ind mod byen af Finsensvej, mens skolebørnene finder vej med deres forældre i hånden og kioskerne åbner. Krydser indover ved CBS og op af Falkoner Alle til den bliver til Jagtvej, mens byens puls for alvor stiger, og flere og flere skynder sig på arbejde. Jeg skærer det sidste hjørne op mod Tagensvej, og så er jeg fremme til en hurtigt bad. Jeg har alle mine ting stående i et “locker”, så det er kun tøj og sko, der er i rygsækken.

Arbejdsdagen er altid rar efter en morgenløbetur. Og selvom jeg ikke hungrer efter at skulle i løbeskoene igen på hjemturen, så gider jeg godt og glæder mig til følelsen, når jeg kommer hjem og har 25 km i banken:-)

Hjemturen er altid lidt sej de første km. Jeg skal lige i gang. Men så begynder jeg at kigge på mennesker og zig zagge igennem dem i myldretiden. Solnedgangen ved Damhussøen er så fin. Jeg hører radio begge veje og kommer til at grine lidt med indimellem. Eller synge med. Og når jeg så kommer hjem, er træningen klaret og jeg kan nyde en dejlig lang aften.

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

1 Reply

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!

6 timers-løb blev “kun” til Marathon.

1 Reply

I dag skulle jeg have haft debut med mit første ultraløb og løbe i 6 timer. Men det gik ikke helt sådan – og jeg er ikke engang skuffet, selvom jeg har mit livs første DNF (Did Not Finish). Der var andet, der var vigtigere.

Ugen tog nemlig en alvorlig og kedelig drejning i onsdags, som har fyldt alt andet lige siden: Min store datter på knap 14 blev påkørt, da hun som fodgænger sammen med et par venner (Nikoline og Tobias) krydsede et forgængerfelt for grønt, da en billist kørte lige over for rødt på den dobbeltsporrede Nordre Ringvej i Glostrup.

Mit liv frøs til is, da jeg fik opringningen fra Nikoline, mens jeg var ude i Vestskoven på min sidste langsomme træningstur forud for i dag. “Liva har slået sig rigtig meget – hun er blevet ramt af en bil”.

Mine ben satte helt automatisk 3 gear op i fart, mens jeg bombarderede Nikoline med spørgsmål: “Hvor er I? Er der ringet efter 112? Kan Liva tale? Er der andre voksne? Hvor er ham der kørte bilen? Er Liva ked af det? Er hun bange?” Nikoline blev hængende i røret, mens jeg spurtede de knap 2.5 km på ca. 9 min hen til mit barn, min unge, min førstefødte. Jeg tog den direkte vej fra skoven af Ringvejen, og da jeg nærmede mig kunne jeg se blå blink og mærke tårene presse sig på.

Jeg nærmest rev døren til ambulancen op og kom ind til Liva, der var ved bevisthed og så fin ud, men talte i tåger og var vildt forvirret over, hvor hun var og hvad der var sket.

Jeg kørte med ambulancen til Hvidovre Hospital, mens jeg ringede til min mand, som forlod sit arbejde i hast, hentede vores yngste, som var til fodbold og lige rundede vores hus som stod ulåst og gav hunden en kop mad.

På hospitalet konstaterede lægerne, at Liva havde et mindre kraniebrud/flænge i kraniet, hjernerystelse, mindre knubs på ben og i hoved og en del smerter i skuldre og arme. Siden onsdag aften har vi været indlagt 48 timer til observation og kom hjem sent i aftes. Jeg var der den første nat, mens min mand var der den næste nat. Liva var allerede i god bedring op af torsdagen, så det var rigtig, rigtig dejligt! Hun og vi har været så heldige!

img_0049

Alt er blevet bokset ud af kalenderen i de her dage: Arbejde, konsultationssamtale på skolen og teatertur (jeg skulle have set “Jeg løber” med dejlige damer fra ALOT).

I dag var så dagen: Skulle jeg tage afsted eller blive hjemme? I aftes var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle afsted for nu var Liva jo kommet godt hjem, men her til morgen var jeg virkelig vægelsindet, tudevorn og sart – havde slet ikke lyst til at forlade mit barn, bare lyst til at kigge på hende hele dagen. Men hun ville hellere ned og heppe på sit baskethold, når hun nu ikke kunne spille med.

Jeg tror ikke, det er gået op for mig, hvad der var sket, før i dag. Jeg har sammen med Mark bare klaret, ordnet og fixet, hvad der var brug for. Men her til morgen var der plads til, at jeg kunne “føle” og ikke “ordne”.

Jeg endte med at tage afsted – i tvivl om jeg havde lyst, om jeg gad, om det var det værd, men fordi jeg også havde lyst til at se de her to dejlige ALOT damer og få et kram og lidt frisk luft.  Jeg hylede allerede, da jeg så dem, men fandt smilet frem til fotografen.

img_0055

Caroline og jeg havde ovenikøbet venindesko på fra Hoka (Arahi) – og det var Carolines første marathon, og jeg havde glædet mig til at være med til det og til forhåbentlig at slå Tanjas distance på de 6 timer, som er lidt over 60 km :-Oimg_0054

Men sådan gik det ikke. Jeg løb marathon i dag og de sidste 3 runder hylede jeg hele vejen rundt og ville bare hjem. Jeg savnede min familie. Jeg besluttede ved 37 km, at jeg ville udgå efter marathon, som jeg løb på 4.08 i stormende kuling – heldigvis den “rigtige vej” rundt om søen med mest mulig medvind.

img_0051

Jeg havde ellers gode ben, men et sløjt hoved. Det blev tydeligt for mig i dag, hvor meget ens præstation hænger sammen med hovedet – ikke med benene. Jeg kunne sagtens være fortsat med mine ben i dag, men mit hoved og mit hjerte ville hjem. Jeg lå jævnt med faste km tider og ville nok være havnet i top 3 og var stadig i overskud, da jeg stoppede.img_0053

Jeg udgik efter 19 runder a 2,221 km og luskede hen til min bil efter grådkvalt at have hvisket farvel til mine skønne klubkammerater, som var de bedste frivillige arrangører i depoterne, i tidstagningen og i hele afviklingen af dette fantastiske løb.

Da jeg kom hjem, kom mine forældre og svigerforældre på besøg kort efter , og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle være lige der sammen med dem, mens min Liva fortalte om sin oplevelse.

PS Tanja skrev således på sin Facebookprofil:

“Lørdag løb jeg marathon rundt om Tueholmsø – 19 omgange for at være helt præcist.

For mange handler løb om tal – tider, km, hastighed, placering mm. For mig handler løb også om venskab, om at komme tæt på hinanden. Jeg løb de første fem omgange sammen med skønne Mia, der i lørdags skulle have løbet sit første 6-timers løb, men Mia valgte at udgå efter marathon, for hende datter blev i onsdags kørt ned af en bil og fik hjernerystelse og kraniebrud. Det var først lørdag, at reaktionerne på ugens voldsomme begivenhed rigtig ramte Mia og det var hårdt for hende allerede fra morgenstunden. Vi fik talt uheldet og alle tankerne igennem på vores tur rundt og rundt om Tueholmsø. Vi fik også talt om teaterstykket “Jeg løber”, om kræft, tab, sorg, savn og angst for, at der sker vores børn noget.

Det er tunge emner, men det er godt at snakke, mens man løber. Derfor kommer man også bare nogle gange meget tæt på hinanden, når man løber sammen og det er faktisk en af de ting, som jeg sætter mest pris på ved løb. Jeg har fundet venner for livet gennem mit løb og det er jeg meget taknemmelig for”

Forberedelse til Cph Ultra 6-timers løb

Leave a reply

Nu har jeg lagt det sidste længere træningspas bag mig. I går løb jeg 24,35 km i den fart, jeg håber at løbe i på lørdag til mit første ultraløb. Det var en fin tur, hvor jeg kom vidt omkring i sommerhusområdet. Fra Havnsø via Vallekilde til Dragsholm, så en rundstrækning på 9 km af landevejene rundt om Dragsholm og hjem igen. En ekstra sløjfe ned omkring Vesterlyng og hen over Vesterlyng Camping.

Her til morgen er jeg vågnet med fine ben – jeg kan generelt ikke mærke de lange ture, så længe jeg holder farten nede. Men jeg har fået ondt i halsen henover natten. Jeg frøs også i går i længere perioder i min t-shirt og min 3/4 lange shorts. Pis. Skal jeg nu til at være syg med 5 dage til race?

Jeg kværner ingefærthe med citron og honning i dag og masser af hvidløg til aften….

Nå, men når det nu går løs på lørdag (for det gør det – om det så bliver på piller), så skal jeg sammen med ca 70 andre ud på ruten rundt om Tueholm sø, som er en 2,22 km rundstrækning. Nogle løber marathon, andre løber 6 timer som stafet. Og så er vi nogle der løber alle 6 timer selv.

Om alt går vel, løber jeg søen rundt 28-29 gange, hvilket vil give mig ca 63 km svarende til 1/2 marathon hver 2. time. Jeg aner ikke, om jeg kan holde den fart, det må tiden vise. Men jeg har trænet rigtig meget i det pace og føler jeg kan blive ved og ved der…Det er ca 10.6 km i timen (5.40 pr km) eller knap 13 minutter pr omgang inkl. depot, som findes det samme sted på ruten hver gang.

Min strategi er, at bryde turen op i timer til at starte med. Hvis det bliver for uoverskueligt, må jeg bryde den ned i mindre bider – enten ½ timer eller bare en runde af gangen. Jeg håber at finde nogen at følges med i perioder som løber samme fart.

Jeg vil gå i depot hver runde og trykke “LAP” på mit ur hver gang, for på den måde at huske mig selv på, at på de

  • ulige runder (runde 1,3,5,7, osv.) skal jeg drikke hver gang, tage en salt stick og en anden mindre snack
  • lige runder (runde 2,4,6,8 osv.) skal jeg tage en gel, en figenstang eller noget andet jeg kender og som har kulhydrat osv.

Der er de bedste depoter på det løb: Jeg var frivillig “Ultra-hjælper” sidste år, så jeg ved at der er både kaffe, cola, vingummi, chokolade, frugt, og ikke mindst lagkage og varm kakao, når man kommer i mål. Jeg tager i øvrigt min egen saft med, for jeg vil gerne vide, at den er blandet, så min mave kan klare det. Den mave har ikke umiddelbart vist sig fra sin bedste side den seneste tid! Mine knæ virker også lidt trætte…

Tøjet afhænger af vejret. Indtil nu er jeg ikke kommet over i de lange tights og har også løbet i korte ærmer i det lune efterår. Jeg tror også, det bliver sådan på lørdag – dog starter jeg med en vest på. Hvis det regner, tager jeg min tynde løbe-regnjakke på/med.

Det bliver så spændende, hvad der venter mig på den anden side af marathondistancen, der har jeg aldrig været før! Håber ikke jeg går kold ved 15 km… Den kommende uge er der bare lidt let træning og en del “carbonloading”, når vi nærmer os race. Efterhånden ved jeg godt, hvad der virker for mig, så jeg tænker at det er det jeg skal. Ikke eksperimentere med noget nyt.

Der kommer mange skønne ALOT’er og løber med eller er frivillige. Det bliver helt sikkert en dejlig dag, uanset hvad der sker! Det har jeg besluttet mig for 🙂

Zombierne kommer – løb for "plastik-snip-livet!"

Leave a reply
Jeg begynder med at sige det, som det er: i det følgende er der modstridende og modsatrettede følelser involveret.
Dagen i går stod på Zombieløbet, et 5,5 km langt trail – oplevelsesløb i Vallensbæk Mose.
Carla og jeg deltog for første gang mens Liva var til håndbold stævne med overnatning i Næstved.
Carla har været meget “spændt – ja nærmest nervøs ved tanken ” – stort set siden hun og et par drenge inkl. fædre fra klassen tilmeldte os alle 6. 

Og det havde hun god grund til…

Starten gik igennem en lille labyrint og et total mørklagt hus med røg og damp. Herefter ud på ruten hvor hundredvis af zombier lå gemt og kun var på jagt efter vores 3 liv – manifesteret i tre plastik snipper om livet.
Carla var SÅ HUNDERÆD hver gang vi nærmede os et par zombier. Lyden af mennesker, der skreg foran os eller zombier, der growlede gjorde hendes forventninger uoverkommelige i forhold til, hvad der ville vente om næste “hjørne”, bakketop, eller i næste buskads.
Jeg spurgte hende efter knap 1 km, om hun ville vende om. Jeg stoppede hende op, satte mig på knæ, kiggede hende i øjnene og sagde, at vi sagtens kunne vende om. Det ville hun ikke. Hun ville igennem.

Hun jamrede og klynkede og lige meget hvor meget, jeg forsøgte at berolige hende med ord som “det er jo bare en leg”, “de gør jo ingenting”, “jeg passer på dig” osv. så var det er sejt træk for min yngste der selv havde ønsket at deltage…

Hun kom igennem! Zombierne var heldigvis gode til at fornemme at her kom en pige, der ikke var tryg ved det, så de holdt igen og lod os passere uden yderligere forskrækkelser. De gav tegn til hinanden om at holde igen og det var jeg ærlig talt meget taknemmelig for.

Nu tilbage til det modstridende: for samtidig med, at jeg syntes, det var SÅÅÅ synd og ærgerligt for Carla, at hun ikke kunne nyde det og at al hendes nervøsitet for dagen desværre blev indfriet, så syntes jeg selv, at det var vildt sjovt og fedt at tænke strategisk ved hvert møde med zombierne. Hvilken vej skulle vi uden om dem? Når der var mange – hvordan kommer vi igennem uden at miste liv? Nede ved kanalen, hvor vi skulle igennem vand et par gange og hvor der var rigtig mange zombier, hvad gør vi så her for at undgå?

Tilbage i målområdet efter maximal tidsstraf (for selvfølgelig havde vi ingen liv tilbage), var Carla og drengene lidt mere trygge igen. Efter en kebab og sodavand i det skønne solskinsvejr, kan man klare verden lidt igen.

Det var skønt at se, hvor mange gode ALOT klubfolk, der havde meldt sig som frivillige og hjalp til at det hele bare løb super godt af stabelen og Zombieløbet er bestemt et arrangement, jeg vil anbefale til alle, der kan lide et godt gys og grin!

Min seje unge efter løbet. Næste år vil hun ikke løbe selv. Hun vil være zombie og forskrække mig – for jeg deltager igen – dog med trailsko 🙂