Tag Archives: runner

Hej forår!

Ugen, som bød på sne i tirsdags, da jeg løb mudrede bakkeintervaller, og sommerlignende vejr i dag søndag, lakker mod enden. Frem med sandalerne, solcremen og tricyklen – yes!

Torsdag var vejrudsigten næsten god nok, lidt fugtige veje, men nu måtte tricyklen altså bare luftes for første gang i år. Det blev til en kort tur til og fra arbejde, men nøj det var fedt! Og også lidt hårdt for hometraineren er kun sparsomt blevet passet 1-2 gange om ugen hen over vinteren.

Fredag skulle vi med sommerhuskollektivet til arbejdsweekend og jeg nåede lige svøm, før vi daffede afsted (2000 m). Det går skisme ikke stærkt, men jeg har masser at give af og kan sagtens fortsætte, så mon ikke det nok skal komme…?

Carla skulle på fodboldstævne lørdag-søndag og overnattede hos holdkammerat for at køre sammen derop. Hun har haft en skøn weekend i Hørsholm og scoret 2 mål:-)

Vi har alle knoklet løs i sommerhuset og mændene har fået lagt gulv i skuret, damerne har ommøbleret stuen, pudset vinduer og været i lidt i haven. Lørdag nåede jeg også knap 13 km i rask tempo lige før spisetid – efter lidt eftermiddags- Snickerskage 🙂

Søndag kulminerede det hele! Vejret, humøret, energien! Ved middagstid havde Liva så god energi, at hun ville med til havet i let løb, og vi fik Oskar med:-) Hele to lækre 14-årige i det smukke Vesterlyng – hvor heldig kan man være… korte ærmer og korte rør. Vi overvejede seriøst at hoppe i havet. Bagefter nappede jeg yderligere 8,35 km så det blev til i alt ca 13 igen i dag.

Liva var i så meget overskud, at hun gerne ville løbe hurtigere på trods af store vabler: “Det er ikke nok, det må gerne gøre ondt”, sagde hun.

Det er så lækkert, at hun bare har lyst til mærke sin krop og give den gas. Det er gode tegn. Hjemme i hytten igen blev der skudt på basketkurv, lavet lavendelstiklinger, og spist stor frokost i haven! Yes!

Fy for faen! Sydkystløbet 2018 “spring edition” (?!)

Skal vi ikke bare aftale at en sløj generalprøve giver en god premiere? Den der halvmarathon i dag var en af de sværere. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske fordi jeg er på vej med noget snue, sidder ihvertfald herhjemme nu og ser All England finaler med ondt både i hals, hoved og ører. Piv! Jeg er græsenke i de her dage, mens Mark er på ski med “drengene”, så jeg har ikke meget brug for at blive sløj nu, hvor alle hunde-lufte-ture, børne afleveringer og afhentninger osv er mine:-)

Ca sådan her havde jeg det i dag - et meget godt foto på min tilstand. Foto af Kim Vognsen

Ca sådan her havde jeg det på dagens løbetur…

 

Dagen var flot allerede fra morgenstunden; høj sol, frost og heldigvis mindre vind end i går – kun ca 7-8 m/sek. Det havde drysset en smule med sne i nat. Liva havde overnattet hos Niko (vi tør godt sige, at det går bedre nu – babysteps – men det går den rigtige vej!) og Carla skulle selv afsted på cykel til Brøndby Stadion til træning, efterfølgende fællesspisning og til sidst kamp på stadion.

Efter morgenturen med Balder, hentede jeg Carsten og vi kørte mod Greve. Jeg troede, vi skulle løbe i strandparken, så det var godt jeg gav Carsten et lift, som kunne fortælle, at vi skulle løbe ved Greve idrætscenter.

Jeg fik lagt lidt for hårdt ud (som jeg plejer, hvornår lærer jeg det??) med 4.33-4.38 pr km de første fem og derefter begyndte mine ben at ekse lidt med mig. Jeg måtte i depot ved 13 km og spise lidt banan og drikke udover de to geler, jeg havde med. Jeg havde fornemmelsen af ikke at have fået nok energi.

Jeg kunne mærke farten dale på anden omgang, og jeg begyndte at blive overhalet. Jeg hader, når der sker… jeg ventede hele tiden på, at mit FLOW skulle indtræffe, men det kom aldrig. Det var god læring – på trods – alle løbedage er ikke lige “flyvende” og overskudsagtige, så det er helt ok, at blive nr. 15 ud af 146 kvinder 🙂 Jeg har løbet et utal af halvmarathons på mellem 1.41-1.47, så jeg havde da lige håbet på at komme under 1.40 i dag. Sådan gik det ikke. Hamborg Marathon bliver den gode premiere – basta.

img_0976

Det har ellers været en helt fin træningsuge, hvor jeg har fået svømmet tirsdag og fredag, været på hometraineren tirsdag og torsdag og løb 19 km i onsdags og en kort tur i går for lige at mærke benene. Det vil altså være ret så ufedt med sygdom nu, når jeg er inde i en god trænings-stime…

img_0975

Overvejer Athen Classic Marathon som kærestetur

Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lillejuleaften og var så begejstret over at have løbet hele turen med Amalie, fik jeg sagt til Mark, at det ville jeg SÅ gerne opleve sammen med ham en dag også. Mark løb sit første og eneste Marathon i 2010 i København og har siden da ment, at “Så var det flueben sat – ingen grund til at gøre det igen”.

Til min store overraskelse var han ikke pure afvisende, men sagde at det lød da meget hyggeligt og det ville han gerne tale mere om. Siden har vi talt om det flere gange og er begyndt at kigge lidt efter, hvilket marathon det så skulle være: Et lille cannonball på hjemmebane eller et af de større i en hovedstad? Ikke så vigtigt for mig – mere vigtigt at vi gør det sammen. Laveste fart sætter hastigheden for begge.

Det skal først være i efteråret, da Mark skal bruge tilpas med tid til forberedelse fra sin udmærkede fodboldform og mit forår er fuldt booket op med flere marathons allerede samt tri- og duathlon også.

route_marathon_full

Lidt tilfældigt faldt jeg over Athen Classic Marathon, som ligger perfekt i november, hvor vejret stadig er lunt. Vi har begge en skøn historik med Grækenland, hvor mange af vores fælles rejser er gået til – før vi fik børn og med børn. Mark har endvidere boet ½ på Rhodos før min tid.

Man løber fra byen Marathon (nordøst for Athen) til Athen, og det er jo her marathon distancen er “opfundet” – et must for marathon løbere, vil nogen måske mene. Ruten er semi kuperet med nogen højdemeter, men det må vi tage med, hvis det ender med at være den. Tiden er ikke vigtig – turen sammen er vigtig.

Nå, jeg glæder mig til at se om det bliver denne, vi vælger og skal afsted på sammen. Uh – alle de gode oplevelser vi får, det er så skønt!

Der er først tilmelding til april – og det er vist meget godt – vi skal stadig bruge en del energi på Livas hjernerystelse og eftervirkningerne deraf. Det er ikke ligefrem det sjoveste… Så det ville være dejligt at have sådan en tur at glæde sig til – når vi forhåbentlig har lagt det hele lidt mere på afstand.

Når jeg løber til og fra arbejde

Jeg troede slet ikke, det ville være noget for mig: at løbe til og fra arbejde. Al det bøvl med ekstra tøj og sko i en rygsæk, “timing” af lidt let og spise, før jeg løber afsted hjemmefra, de 15 min tidligere jeg skal afsted for at være badet og klar til kl 9.

Men det er så skønt! Jeg elsker den time og nogle minutter, det tager at løbe de 12,5 km. Mørket, når jeg løber hjemmefra, måden det lysner på skridt for skridt lige før gadelamperne slukker og dagen får fat. Min tur går gennem Solvangsparken, stierne igennem Ejby, Vestvolden, Rødovre, over Damhussøen med de fine lys fra byen der skinner i overfladen af søen, igennem Vanløse, hvor jeg altid kigger ind til violinbyggeren, som er tidligt på færde.

Så ind mod byen af Finsensvej, mens skolebørnene finder vej med deres forældre i hånden og kioskerne åbner. Krydser indover ved CBS og op af Falkoner Alle til den bliver til Jagtvej, mens byens puls for alvor stiger, og flere og flere skynder sig på arbejde. Jeg skærer det sidste hjørne op mod Tagensvej, og så er jeg fremme til en hurtigt bad. Jeg har alle mine ting stående i et “locker”, så det er kun tøj og sko, der er i rygsækken.

Arbejdsdagen er altid rar efter en morgenløbetur. Og selvom jeg ikke hungrer efter at skulle i løbeskoene igen på hjemturen, så gider jeg godt og glæder mig til følelsen, når jeg kommer hjem og har 25 km i banken:-)

Hjemturen er altid lidt sej de første km. Jeg skal lige i gang. Men så begynder jeg at kigge på mennesker og zig zagge igennem dem i myldretiden. Solnedgangen ved Damhussøen er så fin. Jeg hører radio begge veje og kommer til at grine lidt med indimellem. Eller synge med. Og når jeg så kommer hjem, er træningen klaret og jeg kan nyde en dejlig lang aften.

Indendørs og udendørs

En søndag som jeg bedst kan lide den:

Carla spillede indendørsstævne fra morgenstunden med sit nye hold – u13-1. Hun var fuld af energi og dynamik og det var vildt fedt at se dem i action sammen:-) Hun er tilbage i trøje nummer 9, men hun savner lidt nummer 13:-)

img_0542-1Hjem og svinge en støvsuger og så ellers afsted på en fantastisk tempotur på 12,5 km på 59:43 rundt om Herstedhøje i jagten mod PR ved Hamborg Marathon: 3 km opvarmning, 2 km pace 5 min/km, 2 km pace 4.45 min/km, 2 km pace 4.30 min/km, 2 km pace 4.20 min/km, afjog hjemad.

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!