Det har været en mentalt vild dag, hvor årets største sportslige udfordring skulle finde sted. Vi stod op kl chok, pakkede de sidste ting og fandt vores sporvogn med en madpakke under armen. Vi var heldige og gik direkte ombord på den lille færge på Saltholmen, som tog os til Styrsø, og vi ankom til startområdet kl 7 – tre timer før racestart. Nej, der var ikke så mange atleter på det tidspunkt, men vi havde masser af plads til at slappe af, spise morgenmad, skifte tøj, sondere startområdet og se de andre atleter ankomme osv.

Swimrun folket er ret særligt: de er ikke så udstyrsfikserede som triatleterne, men ambitionerne kan godt være høje desuagtet. De kreerer gerne deres egen pullbuoy, fordi den er bedst, selvom den ikke er det rigtige mærke. De “ligner lidt” surferne som folkefærd: Meget prof gemt bag en lidt tilfældig fremtoning. Vi kunne godt se, at vi 2 danske “flickor” faldt lidt ved siden af i dag:-)

Vi har svømmet og løbet samlet i 6 timer og 16 minutter i en intens og overvældende smuk naturoplevelse, som vi på ingen måde kunne forberede os rigtigt på – hverken hjemme i Danmark eller ved tidligere deltagelse i andre Swimrun løb i Sverige.

Swim

De 17 svømmepas var fine og også meget forskellige: vandtemperaturen perfekt til at afkøle efter løb, uden at vi blev for kolde, selvom vi svømmede i dragt med korte ærmer og ben. Lidt mere salt vand end i Danmark, men ikke så salt som Middelhavet.

For det meste relativt roligt vand, 3-4 gange havde vi høj sø og særligt en gang var det svært at komme op på klipperne pga. bølger der slog imod. Jeg blev helt søsyg af at kigge både under vand hvor beplantningen bølgede frem og tilbage, og samtidig over vand var det svært at se pga. af de store bølger. Våde klipper er altså svære at kravle op på, når man får bølger i nakken – klipperne behøver ikke engang være særligt stejle. Vi ventede på ar en bølge kunne hjælpe os op. Det er svært at finde steder at få fat uden at glide og samtidig stå fast og trække sig selv op.

Havbunden var svær at stå på: sten med skarpe muslinger på og mange planter, men også ofte meget mudret eller svampet, hvor ens sko sank i og hang fast. Vi har også et par gange svømmet med hovedet over vand, fordi det bare var en stor mudderpøl. Og kom op med mudder overalt. Den ene muddersvømning var lige før et depot, og jeg så en pige spise kanelsnegl, mens hun var helt sort i hovedet:-) Caroline og jeg havde lige fået skyllet os i en vandlange, som nogle lokale havde stillet op, så vi var ikke helt så mudrede… selvom kanelsneglen knaste lidt ekstra.

En af de sidste svøm fik jeg skrabet hul i min dragt på numsen, da jeg forsøgte at glide ned i havet hen over nogle muslinger: jeg mærkede ikke noget til det bagefter men skal vist hjem og lappe dragt.

På havet var der ofte sejlende trafik og selvom der var markeret med buoyer og der lå officials og signalerede til dem, at der var svømning i gang, var vi liiige lidt ekstra opmærksomme på, om vi nu også var blevet set. Vi svømmer jo ikke med havtaske og sådan en lille hurtig speedbåd eller et større sejlskib skulle jo nødig sejle os ned!

Vi så en håndfuld brandmænd, men de var dybere under os. Vi svømmede generelt steder, hvor der var så dybt, at vi ikke kunne se bunden. Et par gange var det bare vandpassager, hvor vi kunne “gå over” på eller ved siden af store sten.

Skift

Når vi skulle ned i vandet skulle badehætten på, hvis den har været af under et løb på mere end ca 1200 m. Brillerne på. Og pullbuoyen skal mellem benene. Den sidder ellers i en elastik på siden af låret, mens vi løber. Så skal vi hægtes sammen med linen. I starten havde vi også linen på under løb, men vi tog den af, da den generede os.

Op af vandet er det modsat. Brillerne skal af først, så man kan se, hvad man foretager sig. Pullbuoyen ud på siden af kroppen. Hætten må vente til man er oppe, for man skal bruge hænderne.

Jeg havde skrevet forventede ca tider for, hvornår vi kom i depot på min pullebuoy. Første depot efter ca 1 time osv. Det holdt fuldstændig stik.

Caroline havde skrevet strækningerne på sin, så vi kunne følge med i, hvor langt vi skulle hver gang. Det fungerede så fint.

Run

Første halvdel af turen var der ikke meget run over os. Hver gang vi kom i land fra et svøm, var det klippeklatring, hop mellem store sten osv. Det kræver så megen koncentration hele tiden at fokusere på, hvor fødderne skulle placeres. Derfor var linen mellem os et ekstra unødigt issue at forholde os til. Jeg fandt aldrig “flow” i “løbet”, fordi det var mega teknisk og vanskeligt. Ofte var der end ikke et (dyre)spor, vi skulle følge, men bare markeringer med strips, der hang synlige steder bundet på grene eller sten. Så var det bare op ad. Eller nedad. Ofte siddende lidt på numsen eller ved at give en hånd til den anden. Som at løbe på stenmolerne i Ishøj tilsat højdemeter og løse sten.

En af øerne havde får alle steder, og så vi kom vist til at “jagte” et par stykker, der brægende satte i løb, da vi løb efter dem. Vi nåede ikke at overhale dem…:-)

Ellers bød løberuten også på lækre stier i tæt fyrreskov, som duftede af Yosemite eller Rocky Mountains, skærgård med udsigt over små havne og svensk landidyl med træhuse, klipper med østersskaller overalt, hede med lyng og krat som skulle forceres uden tanke på rifter og torne, passager i sand langs små strande med dyrelort overalt.

Vi kom igennem de små landsbyer, hvor alle heppede foran egne huse, fra vejkanten eller på altaner. Børnene gav vi highfives hver gang, de havde lapperne fremme. Smilede til alle som heppede.

Pigehold er et sjældent syn. Vi var bare 11 pigehold, så vi fik ekstra kredit bare for at være piger. Det er stadig en mandsdomineret sport og hvis pigerne er med, er det oftest på mixhold.

Jeg havde vat i ørerne ca halvdelen af turen, men efter det første lange løb på knap 7 km, hvor jeg havde haft overdelen af dragten krænget ned om hofterne for ikke at koge over, havde jeg mistet mit reserve-vat. Det gjorde dog ikke noget. Badehætten holdt der meste af vandet ude og vandet var ikke koldt.

Den sidste time til mål

Vi troede, vi var næsten hjemme, da uret viste 34 km, så var der jo “bare knap 6 hjem”. Vi troede også, at vi havde lagt det strengeste bag os. Men trætheden begyndte at melde sig. Vi havde taget vores energi ved hvert depot og også undervejs – hver halve time som planlagt. Men ankler og knæ begyndte at værke. Slitage og friktion af sand i sokkerne, tidstagningschippen ved anklerne osv.

Da vi havde løbet det andet lange løbepas på ca 8 km, havde vi tre pas af hver slags tilbage. Og vi kendte to af svømningerne fordi vi havde svømmet dem.

Sidste svømning bød på en ret knoklet passage til lille klippeø med fuglelort overalt som skulle forceres klatrende. Så kom den rigtige svømmedel. Der lå en vandfotograf klar til at forevige vores kluntede kuren og plasken i vandet. Hovedspring var vist muligt der, men ikke for os. Vi er også blevet filmet og fotograferet af droner, så jeg glæder mig til at se billederne, som må komme i separat indlæg. De viser sikket meget bedre, hvad vi har gennemgået!

Da vi kom op på det sidste løb til mål, havde vi forestillet os asfalt hele vejen: men nej nej det var et stort vildnis af krat og klippestykker. Vi lå og battlede med et par herrehold – hold nr 3, 13, 48, 59. De sku fandme ikke komme i mål før os! Vi kunne høre dem svagt os i krattet, men ikke se dem. Mens vi klatrede videre, forbandede vi lidt ruten. Nu skulle vi sgu i mål, selvom de 6 timers målsætning var smuldret.

Endelig kom vi ned i skoven på rigtig sti, men vi overså en markering og løb forkert, og den sidste løbestrækning blev derfor lige lidt længere. Aftaltstykket de sidste halvanden km var lange for Caroline. Hun var færdig! Jeg peppede hende og råbte også lidt af hende, mens hun stønnede over det. Hold nr 3 lå lige i hælene på os. Jeg måtte tilbage og tage hende i hånden og sådan krydsede vi målstrækningen – hånd i hånd.

Vi blev de hurtigste….. af de langsommeste. Vigtig sejr! Mit ur viste 40.15 km på 6.16. Vi blev nr 10 ud af 11 damehold. 16 hold var langsommere end os ud af de i alt 130 hold, der gennemførte 🙂

I mål spiste vi kanelgifler og smed skoene med det samme. Vi havde været våde konstant, så det var lækkert at komme ud af det klamme tøj og våde sko.

Vi fandt en øl og noget mad, efter vi havde skiftet tøj og var blevet tørre.

Swimrun er i høj grad teamsamabejde; at kunne fornemme, læse og forstå hinanden uden at tale undervejs. Jeg fik signaleret at vi skulle holde mere mod venstre under svømning ved at lægge mig ud på siden af Caroline, hvor jeg ellers lå bag hende – for at få hende til at skifte retning. Og hun forstod. Ellers lå vi også meget side om side og Caroline ved, hun skal ligge på min højre side, så jeg kan se hende, når jeg tager luft. Omvendt ved jeg, at hun skal presses på det sidste løb. Da Caroline efter knap 5 timer havde mere lyd på vejrtrækningen, foreslog jeg at hun tog endnu en omgang astmamedicin – samtidig med at hun selv tænkte det. Så vores team fungerer bare!

Øløppet “over all”

Løbet er for erfarne swimrunnere, og det bar det præg af. Jeg er glad for, at det ikke var mit debut-swimrunrace og for at jeg har startet hjemme i Furesøen og derefter Kustjagaren i Karlskrona og dermed stille bygget på, men det her var tæt på kategorien ekstremsport. Jeg skulle ikke nyde nået af at falde og slå hovedet eller slå tænder ud på en af de klipper og lade Caroline løbe efter hjælp. Så vi gennemførte “the safe way”.

Afmærkningen fungerer fint, sikkerheden var ok, det var toplækkert med rigtig mad både før og efter race. Mega fedt med fotografer alle steder. Samtidig var det “low key”, på trods af at det er verdens største event af sin slags og med så mange elitedeltagere.

Publikum – de lokalet og tilrejsende var virkelig fantastisk opbakkende. Små depoter var skudt op i landsbyerne, vandslangestationer afkølede os og børnene havde en fest med vandpistoler osv.

De erfarne/professionelle deltagere, som det stort set udelukkende var, træner deres skift, springer på hovedet i vandet, fordi de kender ruten, og har trænet og trænet og trænet konceptet med at løbe på klipper, springe op og ned af hav, lyng, krat, sten osv. Så de kravler ikke rundt, som vi gør! :-S De kommer rundt flere timer hurtigere end os. Vi begriber ikke at de tør – eller kan.

Tilbage på hotellet efter en smidig hjemtransport, kunne vi godt mærke kroppen de mærkeligste steder, og vi havde ikke den store lyst til at bade efter 5 timer i våddragt. Men det gjorde nu godt med et bad! Og derefter lækker mad med et glas rødvin til.

Dagen i dag har været en enorm oplevelse for livet! Jeg føler, jeg har set hele Sverige på en dag, og jeg formår endnu mere end jeg troede, jeg kunne. Jeg var slet ikke forberedt på hvor vild denne tur var, så der gør sejren endnu større. Sjit det var vildt…