Tag Archives: run

PR i Hedeland

Jeg jagter stadig at komme under den famøse time – efter min tredje deltagelse i Hedelandsløb i dag. Det var en hyggelig fælles køretur med klubkammerater Kim og Henrik (2 ud af 3 af team ALOT of Snickers). Ved klubhuset mødtes vi med Vibeke, Maiken og Kenneth – også fra ALOT.

Jeg hentede min første “kanin” efter ca 4 km – en godt løbende dame som lå med 4.35 i snit. Så havde vi lidt modvind og skibakken skulle også lige klares, så jeg dalede i fart til ca 4.55. Så hentede jeg 4 kaniner mere og den næstsidste km fra 11-12 km, løb jeg på 4.28.

Jeg har ca 50 sekunder ned til at komme under timen – dvs 5 sekunder hurtigere pr km på den 12,8 km lange rute. Jeg havde ellers gode ben i dag, og selvom det var glat af en cm sne, var jeg i overskud med pres på hele vejen rundt. Kom i mål som hurtigste kvinde i tiden 1.00.53.

Jeg skal altså under den time – og det skal jeg nok komme med lidt bedre føre! I dag blev det trods alt til en PR på ruten – vel også godkendt 🙂 Men den skal slås, og jeg skal også slå Tanjas tid – basta. Jeg elsker de små konkurrencer med mig selv 🙂

Gid jeg kunne overføre noget af den samme energi til når jeg sidder på hometraineren, som jeg gjorde i går. Jeg synes, det er decideret synd for mig, når jeg skal dyrke sport indendørs. Jeg er meget mere skabt til sport udenfor: på landevejene, i havet, i skoven, på stranden med frisk luft, lys, sol, dufte, lyde… Ikke svede indendørs!

Jeg finder på alle mulige undskyldninger: jeg synes, det er hårdt, jeg ikke kan få pulsen op, jeg må da godt springe noget over eller stoppe lidt før. Hvad sker der for den moral??? Det er endda sket, at jeg har langet ud efter og spist en Snickers som lå inden for rækkevidde af cyklen (de er flyttet nu) mens jeg så Orphan Black på Netflix … nej nej nej altså. Nu trøstespiser hun også fordi det er åh så synd for hende med de indendørspas 😂? Jeg må fokusere på de gode ting; jeg er blevet tilvænnet at sidde på sadlen igen og jeg kan godt ligge i bøjlen, så det skal nok blive godt, når vi rykker udendørs! Der er ikke længe til. Hold on!

Overvejer Athen Classic Marathon som kærestetur

Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lillejuleaften og var så begejstret over at have løbet hele turen med Amalie, fik jeg sagt til Mark, at det ville jeg SÅ gerne opleve sammen med ham en dag også. Mark løb sit første og eneste Marathon i 2010 i København og har siden da ment, at “Så var det flueben sat – ingen grund til at gøre det igen”.

Til min store overraskelse var han ikke pure afvisende, men sagde at det lød da meget hyggeligt og det ville han gerne tale mere om. Siden har vi talt om det flere gange og er begyndt at kigge lidt efter, hvilket marathon det så skulle være: Et lille cannonball på hjemmebane eller et af de større i en hovedstad? Ikke så vigtigt for mig – mere vigtigt at vi gør det sammen. Laveste fart sætter hastigheden for begge.

Det skal først være i efteråret, da Mark skal bruge tilpas med tid til forberedelse fra sin udmærkede fodboldform og mit forår er fuldt booket op med flere marathons allerede samt tri- og duathlon også.

route_marathon_full

Lidt tilfældigt faldt jeg over Athen Classic Marathon, som ligger perfekt i november, hvor vejret stadig er lunt. Vi har begge en skøn historik med Grækenland, hvor mange af vores fælles rejser er gået til – før vi fik børn og med børn. Mark har endvidere boet ½ på Rhodos før min tid.

Man løber fra byen Marathon (nordøst for Athen) til Athen, og det er jo her marathon distancen er “opfundet” – et must for marathon løbere, vil nogen måske mene. Ruten er semi kuperet med nogen højdemeter, men det må vi tage med, hvis det ender med at være den. Tiden er ikke vigtig – turen sammen er vigtig.

Nå, jeg glæder mig til at se om det bliver denne, vi vælger og skal afsted på sammen. Uh – alle de gode oplevelser vi får, det er så skønt!

Der er først tilmelding til april – og det er vist meget godt – vi skal stadig bruge en del energi på Livas hjernerystelse og eftervirkningerne deraf. Det er ikke ligefrem det sjoveste… Så det ville være dejligt at have sådan en tur at glæde sig til – når vi forhåbentlig har lagt det hele lidt mere på afstand.

Når jeg løber til og fra arbejde

Jeg troede slet ikke, det ville være noget for mig: at løbe til og fra arbejde. Al det bøvl med ekstra tøj og sko i en rygsæk, “timing” af lidt let og spise, før jeg løber afsted hjemmefra, de 15 min tidligere jeg skal afsted for at være badet og klar til kl 9.

Men det er så skønt! Jeg elsker den time og nogle minutter, det tager at løbe de 12,5 km. Mørket, når jeg løber hjemmefra, måden det lysner på skridt for skridt lige før gadelamperne slukker og dagen får fat. Min tur går gennem Solvangsparken, stierne igennem Ejby, Vestvolden, Rødovre, over Damhussøen med de fine lys fra byen der skinner i overfladen af søen, igennem Vanløse, hvor jeg altid kigger ind til violinbyggeren, som er tidligt på færde.

Så ind mod byen af Finsensvej, mens skolebørnene finder vej med deres forældre i hånden og kioskerne åbner. Krydser indover ved CBS og op af Falkoner Alle til den bliver til Jagtvej, mens byens puls for alvor stiger, og flere og flere skynder sig på arbejde. Jeg skærer det sidste hjørne op mod Tagensvej, og så er jeg fremme til en hurtigt bad. Jeg har alle mine ting stående i et “locker”, så det er kun tøj og sko, der er i rygsækken.

Arbejdsdagen er altid rar efter en morgenløbetur. Og selvom jeg ikke hungrer efter at skulle i løbeskoene igen på hjemturen, så gider jeg godt og glæder mig til følelsen, når jeg kommer hjem og har 25 km i banken:-)

Hjemturen er altid lidt sej de første km. Jeg skal lige i gang. Men så begynder jeg at kigge på mennesker og zig zagge igennem dem i myldretiden. Solnedgangen ved Damhussøen er så fin. Jeg hører radio begge veje og kommer til at grine lidt med indimellem. Eller synge med. Og når jeg så kommer hjem, er træningen klaret og jeg kan nyde en dejlig lang aften.

Indendørs og udendørs

En søndag som jeg bedst kan lide den:

Carla spillede indendørsstævne fra morgenstunden med sit nye hold – u13-1. Hun var fuld af energi og dynamik og det var vildt fedt at se dem i action sammen:-) Hun er tilbage i trøje nummer 9, men hun savner lidt nummer 13:-)

img_0542-1Hjem og svinge en støvsuger og så ellers afsted på en fantastisk tempotur på 12,5 km på 59:43 rundt om Herstedhøje i jagten mod PR ved Hamborg Marathon: 3 km opvarmning, 2 km pace 5 min/km, 2 km pace 4.45 min/km, 2 km pace 4.30 min/km, 2 km pace 4.20 min/km, afjog hjemad.

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

Hedelandsløb

Endelig frost! Elsker bare den frostklare blå himmel og måden det kilder i næseborene når der er frost i luften! Og denne søndag var der hele to løbemuligheder i fremragende selskab: enten den meget oplagte “Frost Cup” i Utterslev Mose med fem flotte løbere fra Alot eller Hedelandsløb med Amalie og Vibeke fra Alot/Fløng Kondi-også nyslået IRONMAN fra i sommers.

Jeg ville gerne løbe lidt længere end de 10 km til Frost Cup, så Hedelandsløbet vandt (og det koster kun en flad 20,-, som jeg måtte låne af Vibeke, da kontanter er en saga blot i mit liv og de ikke tog MobilePay ).

Høj sol og frost i alle vandpytter, hård grus i underlaget og bakke op og bakke ned, bakke op og bakke ned.

Amalie ville under en time, så hun gav den gas, så jeg holdt min egen fart og kom rundt på de 12.8 km på 1.01.51. Som nr 3 blandt kvinderne -Amalie som nr 2:-)

Dejlig start på søndagen som blev efterfulgt af bilvask – ikke rigtig smart at gøre selv i frostvejr… vandet stivner jo mens man vasker !

Jeg kommer igen i Hedeland:-)