Jeg er høj. Høj på en helt genial god oplevelse med 3 ultra-typer og en overvældende opbakning fra verdens bedste klubkammier i ALOT til de sidste 2 døgns løbeeventyr. Nøj hvor jeg dog elsker det – og jeg vil bare så gerne have mere, mere, mere 😀

Advarsel: dette indlæg kan blive langt, for det var en lang løbetur! Mit stille mål var at gennemføre 24 yards (omgange), det blev til 17 yards, i alt 113.9 km – ny personligt længste distance, et styrt og en brækket finger…

Men jeg spoler lige tiden tilbage til fredag… Efter en kort arbejdsdag var jeg hjemme ca 15.30 og pakkede det sidste, madvarer mm. Jeg måtte ty til sidste års pakkeliste til Backyard i Silkeborg for at sikre, jeg havde det hele med. Kl. 16 lagde jeg mig i den lækre forårssol på terrassen i en god halv time for at forsøge at hvile lidt, men det var svært.

Afgang kl. 17 mod Helsingør i en toplæsset bil. Dyne og pude til den lejede hytte, mad og drikke til adskillige løbetimer, diverse skiftetøj til nat- og dagløb, mine restitutions-power-støvler fra Triathlonshoppen og diverse opladere, pandelygter og dimsegear. De andre var kørt tidligere derop, så jeg mødtes med Tanja, Anders og Poul kl. 18 til fælles pastaspisning med de andre løbere. Vi faldt i snak med et par fra Islev Tri og det er altid hyggeligt at stifte nye “ultra” bekendtskaber.

Efter et velsmagende kulhydratholdigt måltid (som arrangør Henriks mor Lene havde stået for) gik vi ned i en den hytte, som vi havde lejet i Helsingør Ferieby, som var omdrejningspunktet for hele eventet.

Vi “gik i seng” kl. 19 og forsøgte at hvile/sove til kl. 21, hvor uret ringede. Det blev ikke til rigtig søvn, men Tanja og jeg lå i bedste hollywood-frue-stil med sovemasker for øjnene og forsøgte da! Yndigt syn i øvrigt.

Ca. 21.30 gik vi ned til teltene og fik arrangeret det sidste udstyr mm. Det var blevet mørkt og stemningen tyk af forventninger. Alle ville bare gerne i gang. Mange havde ligget i deres medbragte telte og ventet på starten. Jeg var megaspændt på det her med at skulle løbe hele natten, det har jeg ikke prøvet før – jeg har kun prøvet at gå hele natten til Mammuthmarschen og jeg udgik jo netop da det blev mørkt til sidste års Backyard i Silkeborg fordi jeg blev nærmest søsyg af at løbe med pandelampe.

Starten gik endelig kl. 22.00. Vi var 74 løbere tilmeldt, jeg ved faktisk ikke hvor mange vi stillede til start. En yard er på 6,7 km – de første ca 2 km på stier langs vandet på skrænten ned mod Øresund og ind i skoven med rødder og sten og mange små stigninger op og ned. Dernæst ca. 2,5 km på lidt bredere skovveje med jævnt underlag og så igen 2 km hjem igen af nogle af de samme små single track stier. Der er ikke mange højdemeter på, men ca 70 pr yard.

Jeg ved, at jeg skal gå hver gang det går opad. Helt fra start, så det gjorde jeg. Det gik helt fint med pandelampen, og jeg blev ikke søsyg eller svimmel, så jeg var lettet over at være kommet godt fra start. Jeg kunne også genkende flere steder på ruten fra da vi var til rutefremvisning i december.

Natten gik rigtig godt. Jeg brugte et par omgange på at “lande” og jeg var meget fokuseret på at sætte fødderne rigtigt. Efterhånden som runderne bliver flere, lærer man præcis hvor de store sten, rødder eller stubbe er. To gange blev jeg alligevel overrasket og var tæt på at falde. Jeg forsøgte en enkelt omgang med at lytte til lydbog i mørket, men det gjorde mig lidt mindre opmærksom og lidt svimmel, så det droppede jeg igen.

Hver 2. time havde mor Lene og de super hjælpere sørget for mad og snacks til os ud, over det vi havde med selv. Jeg havde drukket kaffe mellem 22-24 fra min egen medbragte kop og kl 02 var der kartoffel-porre suppe, som jeg virkelig havde set frem til. Men da den så lidt mere “gul” ud end når jeg selv laver den, spurgte jeg om der var gul karry i – og det var der. Ergo måtte jeg springe den over pga min allergi overfor bukkehornsfrø som ville have sat en hurtig stopper på at fortsætte. Senere på morgenen blev der serveret havregrød, hjemmebagte boller og andet godt, så der var altid noget at glæde sig til.

En omgang tog ca. 50 minutter at løbe. I pauserne skiftevis sad og lå jeg i ALOT teltet. Det fælles telt var lidt for proppet, så jeg kunne ikke finde ro derinde, hvor jeg ellers først havde installeret mig sammen med Poul. Det var så skønt at få benene op. Det har jeg ikke praktiseret så meget før, men det vil jeg blive ved med. Mit indkøbte “hvile” oppustelige liggeunderlag fungerede perfekt.

Vi sludrede ikke med så mange i løbet af natten, de fleste var ret fokuserede på deres eget løb – inkl. mig selv. Vi vidste, at på den omgang der startede kl. 04, ville det lysne og op på omgangen kl. 05, ville det blive lyst. Det så jeg frem til – at se noget andet end mine egne fødder.

Det var så smuk en solopgang. Det gav mod på mere – og det var sjovt at se sine medløbere for første gang, selvom vi havde løbet i hælene af hinanden i 7 timer 🙂

Man skal i mål inden ko-klokken ringer igen. Den ringer hver time kl hel. Lige før hver yard starter, fløjtes der 3 gange 3 minutter før start, så 2 og så 1 fløjt inden der bimles for start på næste omgang. Nogle gange føles det som om man lige har sat sig, når den ringer, andre gange kan man nærmest føle man når helt ned i gear – det skifter helt enormt.

I timerne mellem kl. 6 og 9 så jeg frem til, at jeg vidste at de første ALOT klubkammier ville være der ved 9 tiden. Jeg hørte Billie Eilish og tænkte på Liva. Det var lige det, jeg havde lyst til – stemningsfuld musik i de første lyse timer. Og nøj hvor var det godt på runde 10 at se kendte glade ansigter i svinget lige før teltområdet. Det boostede helt vildt – og det holdt ved helt til slut.

På et tidspunkt begyndte jeg så småt at få ondt i blæren – det gør jeg, hvis jeg ikke helt får drukket nok. Jeg begyndte at tylle kopper med vand, hver gang jeg kom i depot og det hjalp selvom det stadig gør ondt her dagen efter. Det føles som blærebetændelse – som om man skal tisse hele tiden, ikke helt kan holde sig og kun knibe 3-4 dråber ud. Det skal bare overstås de sekunder med intens smerte. (Jeg kan anbefale en mos-beklædt træstub som støttepunkt for det yderste af ballerne når man lige akut skal tisse på omgang 14 og der er lidt langt ned i lårbasserne. :-D. Mændene har det sgu nemmere på den konto :-S)

Min mave havde været helt umulig stort siden siden runde 3 – og jeg har nok været på toilettet og i hækken samlet 30 gange på de 17 omgange. Jeg tog en Imodium efter runde 10 og det stoppede det heldigvis. Alle kneb gælder for at få lov til at fortsætte – jeg tager også gerne et par panodiler, når det begynder at nive i kroppen, selvom jeg godt ved, at det ikke er verdens bedste idé.

Tanja havde krise fra kl 7 om morgenen, men hang i. Kriser kommer og går, men undervejs kan ens hoved fucke fuldstændig med en. Jeg havde lagt en plan om, at jeg ville bryde de (forhåbentlig) 24 timer ned i mindre bider – først 6 timer (natten frem til daggry), så omgang 8 (50 miles), dernæst kun gabe over 2 omgange af gangen indtil jeg nåede omgang 15, hvor man runder 100 km. Herfra kun en omgang af gangen.

Jeg skiftede fra trailsko til almindelige sko, da det blev lyst. Og langsomt lagde jeg nogle af lagene af tøj. Der var en lidt kold vind og jeg hader at fryse – vil hellere svede så!

Jeg løb et par omgange med Maj-Britt en snarligt nyudklækket sygeplejerske fra KP – hun havde en skøn energi og var for første gang længere ude en marathondistancen og klarede 10 flotte omgange. Senere løb jeg en omgang med Anna som elsker højdemeter og hvor Backyard “kun” var træning til endnu længere og vildere løb i Belgien og alperne senere på sommeren. Det er så forskelligt hvilke ambitioner der er for deltagerne og vi er fælles om det ligegyldigt hvad. Alle er nysgerrige på hinanden – og jeg er rigtig god til at spørge mine medløbere om “hvem de er” og så har jeg jo underholdning undervejs – og bliver ofte klogere på alverdens ting jeg ikke aner noget om ellers: Rulleskiløb, hundeopdræt, job i forsvaret mm.

Hele formiddagen stødte der flere og flere ALOT’er til. Jeg tror der har været tæt på 20 ved middagstid. Nogle var cyklet derop, de var kørt sammen mm. Det var det bedste at komme rundt og i depot til mødet med alle de glade ansigter. Verdensklasse hjælp i depot til at klargøre en pandelampe, fylde vand op, hente og bringe ting, så vi fik et par minutter mere i stolen eller liggende. Jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på det: tænk at de kom derop for vores skyld. Det er sgu stort.

Tanja udgik efter flotte 14 omgange, Anders fik sine første 3 cifre med 100 km på omgang 15, og Poul nappede en bonusrunde og udgik efter omgang 16. Jeg blev dermed “last ALOT standing” – en ikke uvæsentlig titel i den interne konkurrence der (iflg Tanja) havde kørt hele løbet, og som jeg havde underspillet mine ambitioner i fra start (ik Tanja?) 😀

Carla ringede på omgang 14, hun havde været til fest og var blevet hentet af Mark og på vej hjem. De ville kigge op inkl. Balder og gå en tur deroppe. Jeg så virkelig frem til at se dem – det er ikke så tit, jeg har glæden af familien som heppere, for så ku de jo ikke lave andet 😀

På omgang 16 (som var den omgang jeg stoppede på i Silkeborg) skete det så: jeg styrtede. Ved ikke om det var på en rod eller over mine egne ben. Jeg løb og sludrede med en gut om vores hunde og var måske ukoncentreret eller bare begyndende træt efter den manglende nats søvn.

Jeg forsøgte at undvige to-tre skridt frem og klarede det næsten, men lå der lige så lang jeg var. Jeg landede egtl. mest på højre side – arm og skulder, men jeg må have fået venstre arm ind under mig selv, for min venstre pegefinger begyndte ret hurtigt at dunke og hæve op. Jeg HADER at styrte, fordi jeg bliver så forskrækket over det og det bryder den rytme, jeg har. Jeg bliver også mere nervøs for om det sker igen.

Vi løb i depot og der stod Mark, Carla og Balder til den bedste velkomst – hvilken salig lykke med kys, kram og hundepels og bjæf!

Så var det ud på omgang 17. Jeg satte musik på og havde det faktisk godt. Pegefingeren tog dog hurtigt til dunken og hævelse, og det overtog mit fokus. Skide-irriterende, for det kræver et godt fokus på ruten at få drukket nok, holde farten, gå de sædvanlige steder mm. (Jeg havde haft vest på 3-4 omgange for at drikke hele tiden for at undgå det med blæren). Jeg tabte fokus og momentum fuldstændig på den omgang. Da så min playliste spillede In My Blood, begyndte jeg at græde for mig selv – og jeg vidste at slaget var tabt.

Jeg udgik som næstsidste kvinde og der var 13 løbere tilbage i feltet. Det var fint, jeg var tilfreds, havde fået hvad jeg kom efter, selvom jeg stadig havde ok ben og krop. 113,9 km. (Jeg elsker tallet 13, så det er da lidt pudsigt :-))

Jeg fik taget det obligatoriske “taberbillede” – for der er kun én vinder i et backyard løb – the last man standing – og jeg mærkede præcis, hvordan mottoet for løbet føles: “Det er let, indtil det er svært.” Det blev svært for mig med et enkelt skridt forkert. Så hurtigt kan det vende.

Det er en udfordring at løbe uden en målstreg og blive ved med at motivere sig selv. På et tidspunkt bliver alt andet end at løbe mere tillokkende og man skal lede tankerne væk fra smerterne, varme bade, mad, sofa, film, søvn…

I teltet hjalp de sidste gæve ALOT klubkammier Poul, Anders og mig med at pakke sammen og bære ting og sager ud til bilen. Tanja var gået op i hytten og fået bad og lå under dynen og prøvede at få varmen og sove uden held.

Alle ville gerne hjem, men vi var i tvivl om det var forsvarligt for os køre. Jeg er tit helt høj på endorfiner og kan meget sjældent sove natten efter race, så jeg tænkte det gik fint og det gjorde det. Vi fik heppet på de 12 løbere, der satte ud på omgang 19 og kørte så hjem. Jeg ringede til 1813 fra bilen og fik en tid på skadestuen 18.20. Kom hjem efter et røntgen billede og med skinne på. Knoen er flækket og der er slået en lille flig af. Så nu må jeg stritte med fingeren og kan ikke strikke de næste 10 dage.

Jeg gik i seng ved 10 tiden efter 40 vågne timer, næsten 114 km løb og 2 vabler senere. Jeg taber endnu engang venstre storetå negl. Den var ellers lige blevet fin igen siden mammuthen i august, men pyt.

Jeg elsker alt ved dette ultra løberliv: naturen, løbeoplevelsen, strabadserne, ALOT holdånden, logistikken, sammenholdet mellem for hinanden ukendte mennesker, de nye bekendtskaber, smerterne også i dagene efter, alt i alt følelsen af at være enormt privilegeret – over at “kunne det” og have så gode mennesker i mit liv. Og ja nu stopper jeg for ellers bliver jeg alt for sentimental.