Jeg ved knap nok, hvor jeg skal starte min beretning. Jeg er så høj på rusen fra i går. Jeg havde aldrig turde drømme om sådan et race. Facebook svømmer over med teløk’er og likes. Jeg når først det hele igennem om flere dage! Sikken en opbakning fra familien, klubben og København.

Det har været en fantastisk sæson med tur til Mallorca med Katrine, Swimrun med Caroline og Tanja – og jeg troede faktisk, jeg havde peaket, da jeg vandt Stevns Jernmand eller klubmesterskabet i Karrebæksminde, men tænk at det kunne slutte så fabelagtigt – med et knap 11 timer langt flow, hvor alt bare lykkedes – endda med Politiken på “slæb” hele dagen.  FUCK det var fedt. Det hele!

To fine artikler i Politiken er det blevet til – i lørdags 19.8  »Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«” og i dag mandag 21.8 i “Ironwoman på målstregen: Jeg troede, at det skulle gøre mere ondt”

Min dag startede kl. 04, da uret ringede. Morgenmad, toiletbesøg, pakke det sidste, madpakken, drikkedunke, skiftetøj osv.

Kl lidt i 5 ankom den allerbedste wing-woman, man kan forestille sig; Caroline Myhre-Gregersen, Klub-kammi gennem last og brast, first-timers together i Øresund 1/2 Jern i 2015, Swimrun makker og min fortrolige. Tænk hun stod op for at køre mig og gik først hjem sent i aftes. Det er lige til at tude over.

En kort køretur senere og så var vi på Jollevej. Jeg gennemgik mit udstyr, hentede tingene fra cykelposen og riggede cyklen til – lånte pumpe af min nabo 663. Hendes pumpe havde været på Hawaii, så jeg jokede med, at der nok var gode “Wibes” i den. Det var min fætters fødselsdag i går – og jeg ved, han fulgte med fra det store udland, hvor han bor – så det var en god dag til IM.

Ca kl. 6 skulle jeg mødes med journalist og fotograf fra Politiken. De fandt mig i toiletkøen. Vi havde allerede haft den første byge, så tingene var våde.

Jeg hoppede i våddragten og Politiken fulgte bare med i det, jeg nu foretog mig. Jeg kom til at knække mit vedhæng af min halskæde og fumlede med det. Måtte hen til Caroline og Christina ved hegnet og få hjælp til at bide vedhænget sammen, så jeg kunne have det på. Det er mit lykketal – 13. Og har været min mors. Og Carla har netop fået nr 13 som sit nummer på fodboldholdet. Og det var dét smykke, jeg ville have på, når jeg nu havde lagt alle de andre derhjemme for ikke at hænge fast i søgræsset under svømningen. Da halskæden var fixet, brød solen igennem skyerne og Christina sagde: “Solen skinner på dig Mia” – og så kom tårene for første gang.

Jeg forlod min cykel og smed min bagagepose i containeren og glemte at putte mine elskede klip-klapper med Nuser og Pip i posen inden aflevering. Dem nappede fotografen i bagagen og de blev vist afleveret til Caroline, tror jeg.

Så gik vi mod vandet. Jeg dyppede mig og sikrede mig, at brillerne sad godt, og der blev krammet og sagt godt race. Jan og jeg gik i båsen og i vandet samtidig. Det var et rørende øjeblik. Vi har skisme delt lidt af hvert på de mange træningsture. Der er noget særligt over den lille gruppe fra ALOT, som jeg har trænet en del med frem mod IM: Jan, Kim og Henrik – aka Team ALOT of Snickers. Voksne erfarne mænd og lille Mia. Og alligevel fælles om projekt Ironman.

Vandet var skønt. Jeg havde frygtet, hvor langt søgræsset ville være – det var meget langt for et par uger siden, men jeg tror vandstanden var højere i går, for det generede slet ikke. Jeg havde ellers afklædt mig alle min smykker for ikke at hænge fast eller være nervøs for at miste dem.

Jeg var i svømmeflow stort set fra start, der var et par store brandmænd som jeg fint navigerede uden om og jeg fandt en god rytme fra start. Jeg havde fået placeret mig helt rigtigt – jeg overhalede endda! Jeg syntes, at mange svømmede lidt for langt ud til venstre på det lange stykke – jeg blev tæt ved bøjerne og svømningen gik upåklageligt.

Da jeg kom op, ville jeg tjekke mit ur, men det stod på en forkert visning, så det drillede mig. Jeg vidste derfor ikke hvor hurtigt, jeg havde svømmet og det var først efter 2.5 km på cyklen, at jeg fik det til at spille.

T1 går hæderligt. Jeg finder min blå cykelpose på sin plads, kommer hurtigt ud af våddragten, får hjelm på, min bluse ud over speedsuiten, strømper og cykelsko på. Jeg løber mod containeren og kommer i tanke om mine briller. Jeg ved, de er i posen. Roder posen igennem igen og finder dem. Skiller mig af med posen og løber mod min cykel, som jeg ved præcis hvor er. Har vist Politiken i hælene, men opdager det dårligt. Måske svarer jeg på hvordan vandet var?

Løber ud af T1, over mountline, hopper på cyklen og så går det ind mod byen. God fart uden problemer. Byen er stille, ved at vågne. Jeg nyder det. Jeg ved, at den koger senere og glæder mig til det.

Jeg bliver ved med at holde en god fart og synes det går glat. Der er godt med vind, jeg er glad for mit vat i ørerne, så det ikke suser igennem hele kraniet. Vi får flere små byger og en større ved Nivå. Op af strandvejen er der side-medvind – det er fedt.

Ind over land er der mere modvind og asfalten er vanskeligere. Der er mange små sving – heldigvis har de været forbi med en fejemaskine – der kan godt ligge mange sten. Farten daler en smule, men jeg bekymrer mig ikke om det – tænker at det er forventeligt.

Jeg når til Kongevejen og ned til Allerød. Der står Asta. Jeg når lige at råbe hendes navn, og så er jeg væk.  På Geels bakke står ALOT og det koger. Jeg er fuld af overskud og overhaler store, stærke, tatoverede mænd op af bakken. Hæ hæ.

I Virum står hele sommerhusbanden med fint banner og det hele!

De napper et foto af mig og så kommer det lille stykke motorvej tilbage mod Lyngby og Hellerup.

Jeg tager min energi fuldstændig efter planen: hver halve time enten en gel, en figenstang eller en snickers. Hver klokken hel tager jeg også en salt sticks. Jeg drikker ikke helt 750 ml i timen, som jeg skulle, nok nærmere 500 skiftevis saft og vand.

Jeg husker, at Jeanne har sagt, at man ikke rigtig gider 2. runde på cyklen, men det gider jeg faktisk godt. Der er blevet lidt længere imellem cyklerne. Jeg overhaler tydeligvis nogle, der er ude på 1. runde.

Jeg har mærket, at jeg har fået slidsår i lysken, men det tog kun en halv time, så er jeg alligevel følelsesløs. Jeg tisser på cyklen flere gange og er blevet helt skrap til det. Man er en rigtig charmetrold som Ironwoman! Heldigvis havde jeg ikke behov for toilet i øvrigt. Jeg priser mig lykkelig over at min Colitis Ulcerosa forblev i ro i ugerne op til.

Før jeg ser mig om, er jeg tilbage efter 2. runde og skal mod T2. Min fart daler lidt de sidste 10 km – måske fordi jeg mentalt omstiller mig? Jeg har cyklet 15 min hurtigere end jeg håbede på.

I T2 som er i kælderen under Skuespilhuset, går det snapt. Op af rampen i løbesko – der er en, der råber “Det er jo Miathlon. Der er fart på i dag”. Jeg når ikke at se, hvem det er 🙂

Jeg kommer op i en sydende publikumsmasse. Der kommer en ordentlig byge, og jeg når at tænke at mine sko bliver tunge, hvis de bliver meget våde. Kursen er stik syd mod ALOT’s power-heppe-zone, og jeg glæder mig til at se alle klubkammeraterne.

Jeg flyver igennem ALOT’ernes highfives og tilråb med et kæmpe smil på læben. Hold kæft, det har jeg drømt om, siden jeg første gang stod og heppede derinde for 2 år siden. De råber til mig, at jeg ligger nr 3 eller 4 i min age-group. Det er slet ikke vigtigt lige der. Så mange kendte ansigter, at jeg slet ikke når at skelne dem alle. Jeg ser dog Katrines tårer. Katrine som jeg tilmeldte mig IM sammen med og var på Mallorca med og som jeg længe troede, jeg skulle lave IM med, men som lod fornuften sejre og valgte IM fra i forsommeren.

Hver gang jeg kommer igennem ALOT’s powerzone er der kommet nye ansigter til. Heldigvis kommer jeg igennem hele 10 gange! Ud over alle de skønne ALOT’er er min mand, mine piger, mine forældre, min kusine og hendes mand, naboerne fra vejen, sommerhusfolket og Didde og Steen i powerzonen. Måske endda flere?

Åh, det er godt med kendte ansigter! Jeg løber godt – har fundet en god rytme efter jeg lige skulle ned i fart de første 3-4 km, hvor jeg altid er lidt for hurtig. Jeg har ikke engang haft fornemmelsen af “hjulben” eller ømme knæ, som jeg godt kan have, lige når jeg har lagt cyklen.

Rundt på ruten møder jeg også Charlotte Egholm, Jonas Thing, Martin fra Swimrun, Sussi, Mia Egelund, Randi, Anja Joensen, Susanne og Henrik, Helle Børgesen – og flere andre klubkammier.

Ruten er fuld af publikum, på nær nogle få stræk på langelinjekaj.

Jeg bruger depoterne som aftalt. Jeg går igennem dem hver gang og fylder op – og starter med at løbe igen, når jeg når den sidste skraldespand. Stick to the plan. Jeg spiser også 2 salt sticks med ca 1½ time imellem, men supplerer med banan osv. Jeg forsøger med en TUC kiks og lidt cola – uha skidt kombi… det fik jeg galt i halsen.

På 4. runde ved jeg, at nu er der kun ½ runde tilbage – ca 5-6 km og nu gælder det om at nyde det sidste. Jeanne råber til mig, at jeg har god tid til at komme under 11 timer. jeg flyver. jeg kan også mærke tårene presse på. Hele heppebanden er rykket fra ALOT teltet til Ofelia Plads. Jeg ser nu også mine svigerforældre. På modsatte side står min søs og svoger og mine elskede niecer. Møsser dem lige. Så mangler jeg lige de sidste km. Jeg synes al musikken er rigtig: De spiller alt det ønskede musik: “Can’t stop the feeling” med Justin, A-ha “Take on me” og Coldplay har jeg også hørt. Jeg mærker tårene. Nu er det nu!

Da jeg kommer rundt om Skuespilhuset og drejer ind mod den røde løber, bliver jeg ramt af min sædvanlige trang til spurt. Den får alt hvad den kan trække!

 

Jeg burde jo nok nærmest gå op af den røde løber for at få øjeblikket til at vare lidt længere :-)Men jeg ved ikke, hvad der stikker mig. Jeg når slet ikke at se dem alle sammen stå der, før jeg flyver over målstregen… MEGA FEDT!

Bag målstregen er Politiken på pletten. De spørger hvad jeg tænker: Jeg svarer, at jeg flere gange havde tænkt: “hvornår bliver det hårdt? Hvornår kommer det til at gøre rigtig ondt?” Det gjorde det aldrig rigtig…

Jeg kysser og krammer min familie bag hegnet og går hen til udlevering af mit skiftetøj og min finisher-tshirt. Så forlader jeg zonen med en alkoholfri Erdinger i hånden 🙂

Jeg slutter som nr 7 i min age group ud af 65 og samlet som nr 45 ud af 401 kvinder. Jeg havde aldrig forventet at komme under 11 timer til min debut på Ironman distancen. Jeg havde seriøst været glad og tilfreds med de ca 11,5 timer – og også hvis det nærmede sig 12. Det gik over al forventning!

Jeg henter min cykel og cykler til Diamanten til ALOT, hvor jeg mødes med min familie og vi går mod bilen. Det begynder at vælte ned med regn og det buldrer også. Stakkels de sidste der stadig lider på løbet !

Hjemme i Glostrup har mine forældre varmet pasta og kylling og ladet propperne springe. Jeg napper et bad og konstaterer, at jeg er sluppet billigt med to mindre vabler.

Jeg lander på sofaen ca kl 22 og begynder at tjekke den sindsyge aktivitet, der har været på min telefon hele dagen, mens jeg har været i gang. Det er gået helt amok. Læser artiklen fra Politiken, som er kommet på i mellemtiden.

Jeg gik i seng 23.30, men havde svært ved at sove. Så mange indtryk at fordøje! Det er ligemeget – jeg har fri i dag…

I dag er det så en slags hverdag igen – på en måde. Jeg har taget fri. Verden ser lidt anderledes ud. Jeg er Ironman. Liva skulle køres til Høje Taastrup Station og på lejrskole 7.45. Jeg har på Jeannes opfordring bestilt brunchbuffet, så Mark og jeg tog Balder med på tur i S-tog og på Strøget. Det var fedt . Vi kunne sidde ude i solen og nyde det. Mine ben og krop har det forbløffende godt – jeg går forlæns ned af trappen. De er ikke værre, end hvis jeg havde løbet en hurtig halvmarathon.

Hjemme igen fra byen har jeg forsøgt at rense cykelsko for tisselugt – og ellers talt i telefon og skrevet på blog og er stadig slet ikke igennem den enorme aktivitet, der er på Facebook. Det er altså vildt at blive Ironman. Meget vildt. Punktum.