Tag Archives: fun

Hej forår!

Ugen, som bød på sne i tirsdags, da jeg løb mudrede bakkeintervaller, og sommerlignende vejr i dag søndag, lakker mod enden. Frem med sandalerne, solcremen og tricyklen – yes!

Torsdag var vejrudsigten næsten god nok, lidt fugtige veje, men nu måtte tricyklen altså bare luftes for første gang i år. Det blev til en kort tur til og fra arbejde, men nøj det var fedt! Og også lidt hårdt for hometraineren er kun sparsomt blevet passet 1-2 gange om ugen hen over vinteren.

Fredag skulle vi med sommerhuskollektivet til arbejdsweekend og jeg nåede lige svøm, før vi daffede afsted (2000 m). Det går skisme ikke stærkt, men jeg har masser at give af og kan sagtens fortsætte, så mon ikke det nok skal komme…?

Carla skulle på fodboldstævne lørdag-søndag og overnattede hos holdkammerat for at køre sammen derop. Hun har haft en skøn weekend i Hørsholm og scoret 2 mål:-)

Vi har alle knoklet løs i sommerhuset og mændene har fået lagt gulv i skuret, damerne har ommøbleret stuen, pudset vinduer og været i lidt i haven. Lørdag nåede jeg også knap 13 km i rask tempo lige før spisetid – efter lidt eftermiddags- Snickerskage 🙂

Søndag kulminerede det hele! Vejret, humøret, energien! Ved middagstid havde Liva så god energi, at hun ville med til havet i let løb, og vi fik Oskar med:-) Hele to lækre 14-årige i det smukke Vesterlyng – hvor heldig kan man være… korte ærmer og korte rør. Vi overvejede seriøst at hoppe i havet. Bagefter nappede jeg yderligere 8,35 km så det blev til i alt ca 13 igen i dag.

Liva var i så meget overskud, at hun gerne ville løbe hurtigere på trods af store vabler: “Det er ikke nok, det må gerne gøre ondt”, sagde hun.

Det er så lækkert, at hun bare har lyst til mærke sin krop og give den gas. Det er gode tegn. Hjemme i hytten igen blev der skudt på basketkurv, lavet lavendelstiklinger, og spist stor frokost i haven! Yes!

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

Hedelandsløb

Endelig frost! Elsker bare den frostklare blå himmel og måden det kilder i næseborene når der er frost i luften! Og denne søndag var der hele to løbemuligheder i fremragende selskab: enten den meget oplagte “Frost Cup” i Utterslev Mose med fem flotte løbere fra Alot eller Hedelandsløb med Amalie og Vibeke fra Alot/Fløng Kondi-også nyslået IRONMAN fra i sommers.

Jeg ville gerne løbe lidt længere end de 10 km til Frost Cup, så Hedelandsløbet vandt (og det koster kun en flad 20,-, som jeg måtte låne af Vibeke, da kontanter er en saga blot i mit liv og de ikke tog MobilePay ).

Høj sol og frost i alle vandpytter, hård grus i underlaget og bakke op og bakke ned, bakke op og bakke ned.

Amalie ville under en time, så hun gav den gas, så jeg holdt min egen fart og kom rundt på de 12.8 km på 1.01.51. Som nr 3 blandt kvinderne -Amalie som nr 2:-)

Dejlig start på søndagen som blev efterfulgt af bilvask – ikke rigtig smart at gøre selv i frostvejr… vandet stivner jo mens man vasker !

Jeg kommer igen i Hedeland:-)

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!

Hvad skal jeg?

Denne weekend er på mange måder en overvejelsernes weekend.

Vi har sendt Carla til Horsens på elite træningslejr med Brøndbys U11-1.

Liva skal til fødselsdage begge dage. Mark er i Nyhavn og spille.

Jeg har løbet 21,1 km i dag i tiden 1.47 på grus i skov i et “feel good tempo” uden at presse i de nye Newton sko.  Har stadig en vabel, der driller mig under noget hård hud på øvre svang. Bandt den godt ind i dag og det gik fint. 

Nu kan jeg dog mærke lidt væske på venstre yderside af anklen – der har jeg altid lidt væske, men nu er jeg lidt øm…

I morgen skal jeg ind og heppe på klubkammeraterne fra ALOT til Ironman i vores “power zone” – “High five zone” v diamanten. Jeg ved, at jeg får lyst at stille op næste år! Samtidig har Caroline spurgt om jeg vil lave en swim-run med hende og det vil jeg så gerne! Men kan jeg begge dele næste år? Vil jeg den Ironman nok.

Jeg behøver jo ikke haste begge dele igennem. Da Caroline spurgte i går, kunne jeg bare mærke at jeg hellere ville lave swim run. Caroline er bedre til at svømme end mig, jeg er bedre til at løbe end hun. Vi ku så meget hive hinanden op! Så må Ironman vente. Vi kigger lidt på Stockholm og andre steder. Det er jo søvand mange af de steder, så det skal jeg lige vende mig til…

Den slags ligger jeg så lige og tænker på her på sofaen, mens Viktor Axelsen får sin bronze medalje ved OL.

Det har været sjovt med al den OL i tv. Vi har alle 4 hygget os med at følge med.

Et par andre overvejelser vedr efteråret: jeg er jo tilmeldt lidt forskellige, både trail-, asfalt- og ultraløb. Jeg har tre målsætninger som jeg ikke helt ved, om er forenelige. Må hellere vende det med coach Jeanne. De 3 målsætninger er

  1. Komme under 1.40 på halvmarathon 18.september
  2. Komme under en time på Eremitageløbet 9. Oktober 
  3. Komme over 65 km på 6 timers løbet 29. Oktober 

Udstyr til triatlon- need to og nice to

Hvad er egentlig basisudstyr til triatlon (need to) og hvad er mere nice to have?

Jeg har kun “need to” udstyr, men begynder da at kunne se det lækre i mange af de ting og sager som klubkammerater og med-triatleter investerer i. Jeg kører stadig på min Focus carbon racercykel med Shimano 105 geargruppe på. Ikke noget med elektroniske gear og dråbeformet hjelm, drikkeudstyr på styret og bøjler med bremser. Men fuck,  jeg gad det godt – pengene er bare ikke til det.

Her er “need to” listen:

Swim:

  • en god våddragt
  • svømmebriller
  • badehætte
  • speedsuite – “triatlondragten”
  • vat til ørerne
  • havtaske til træning i åbent vand

Bike:

  • en god cykel
  • cykelpumpe
  • diverse lappegrej og værktøj (multitool)
  • cykelsko
  • cykelhjelm
  • solbriller
  • drikkedunke på cyklen

Run:

  • løbesko og strømper
  • kasket eller skygge

Her er lidt til “nice to” listen, også i forbindelse med træning op til stævnerne:

Swim:

  • håndplader
  • svømmefødder
  • anti dug spray
  • chipholder til anklen

Bike:

  • bøjler eller endnu bedre en rigtig tricykel – det ejer jeg ikke endnu
  • patronpumpe
  • diverse energi geler eller barer
  • nummerbælte med plads til geler

Run:

  • elastiksnører til skoene
  • klip klapper til at tage på før og efter race
  • håndklæde til skiftezonen
  • Et multi sports ur

Mellanie Vendt aka Irontand og undertegnede