Tag Archives: løb

PR i Hedeland

Jeg jagter stadig at komme under den famøse time – efter min tredje deltagelse i Hedelandsløb i dag. Det var en hyggelig fælles køretur med klubkammerater Kim og Henrik (2 ud af 3 af team ALOT of Snickers). Ved klubhuset mødtes vi med Vibeke, Maiken og Kenneth – også fra ALOT.

Jeg hentede min første “kanin” efter ca 4 km – en godt løbende dame som lå med 4.35 i snit. Så havde vi lidt modvind og skibakken skulle også lige klares, så jeg dalede i fart til ca 4.55. Så hentede jeg 4 kaniner mere og den næstsidste km fra 11-12 km, løb jeg på 4.28.

Jeg har ca 50 sekunder ned til at komme under timen – dvs 5 sekunder hurtigere pr km på den 12,8 km lange rute. Jeg havde ellers gode ben i dag, og selvom det var glat af en cm sne, var jeg i overskud med pres på hele vejen rundt. Kom i mål som hurtigste kvinde i tiden 1.00.53.

Jeg skal altså under den time – og det skal jeg nok komme med lidt bedre føre! I dag blev det trods alt til en PR på ruten – vel også godkendt 🙂 Men den skal slås, og jeg skal også slå Tanjas tid – basta. Jeg elsker de små konkurrencer med mig selv 🙂

Gid jeg kunne overføre noget af den samme energi til når jeg sidder på hometraineren, som jeg gjorde i går. Jeg synes, det er decideret synd for mig, når jeg skal dyrke sport indendørs. Jeg er meget mere skabt til sport udenfor: på landevejene, i havet, i skoven, på stranden med frisk luft, lys, sol, dufte, lyde… Ikke svede indendørs!

Jeg finder på alle mulige undskyldninger: jeg synes, det er hårdt, jeg ikke kan få pulsen op, jeg må da godt springe noget over eller stoppe lidt før. Hvad sker der for den moral??? Det er endda sket, at jeg har langet ud efter og spist en Snickers som lå inden for rækkevidde af cyklen (de er flyttet nu) mens jeg så Orphan Black på Netflix … nej nej nej altså. Nu trøstespiser hun også fordi det er åh så synd for hende med de indendørspas 😂? Jeg må fokusere på de gode ting; jeg er blevet tilvænnet at sidde på sadlen igen og jeg kan godt ligge i bøjlen, så det skal nok blive godt, når vi rykker udendørs! Der er ikke længe til. Hold on!

Overvejer Athen Classic Marathon som kærestetur

Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lillejuleaften og var så begejstret over at have løbet hele turen med Amalie, fik jeg sagt til Mark, at det ville jeg SÅ gerne opleve sammen med ham en dag også. Mark løb sit første og eneste Marathon i 2010 i København og har siden da ment, at “Så var det flueben sat – ingen grund til at gøre det igen”.

Til min store overraskelse var han ikke pure afvisende, men sagde at det lød da meget hyggeligt og det ville han gerne tale mere om. Siden har vi talt om det flere gange og er begyndt at kigge lidt efter, hvilket marathon det så skulle være: Et lille cannonball på hjemmebane eller et af de større i en hovedstad? Ikke så vigtigt for mig – mere vigtigt at vi gør det sammen. Laveste fart sætter hastigheden for begge.

Det skal først være i efteråret, da Mark skal bruge tilpas med tid til forberedelse fra sin udmærkede fodboldform og mit forår er fuldt booket op med flere marathons allerede samt tri- og duathlon også.

route_marathon_full

Lidt tilfældigt faldt jeg over Athen Classic Marathon, som ligger perfekt i november, hvor vejret stadig er lunt. Vi har begge en skøn historik med Grækenland, hvor mange af vores fælles rejser er gået til – før vi fik børn og med børn. Mark har endvidere boet ½ på Rhodos før min tid.

Man løber fra byen Marathon (nordøst for Athen) til Athen, og det er jo her marathon distancen er “opfundet” – et must for marathon løbere, vil nogen måske mene. Ruten er semi kuperet med nogen højdemeter, men det må vi tage med, hvis det ender med at være den. Tiden er ikke vigtig – turen sammen er vigtig.

Nå, jeg glæder mig til at se om det bliver denne, vi vælger og skal afsted på sammen. Uh – alle de gode oplevelser vi får, det er så skønt!

Der er først tilmelding til april – og det er vist meget godt – vi skal stadig bruge en del energi på Livas hjernerystelse og eftervirkningerne deraf. Det er ikke ligefrem det sjoveste… Så det ville være dejligt at have sådan en tur at glæde sig til – når vi forhåbentlig har lagt det hele lidt mere på afstand.

Når jeg løber til og fra arbejde

Jeg troede slet ikke, det ville være noget for mig: at løbe til og fra arbejde. Al det bøvl med ekstra tøj og sko i en rygsæk, “timing” af lidt let og spise, før jeg løber afsted hjemmefra, de 15 min tidligere jeg skal afsted for at være badet og klar til kl 9.

Men det er så skønt! Jeg elsker den time og nogle minutter, det tager at løbe de 12,5 km. Mørket, når jeg løber hjemmefra, måden det lysner på skridt for skridt lige før gadelamperne slukker og dagen får fat. Min tur går gennem Solvangsparken, stierne igennem Ejby, Vestvolden, Rødovre, over Damhussøen med de fine lys fra byen der skinner i overfladen af søen, igennem Vanløse, hvor jeg altid kigger ind til violinbyggeren, som er tidligt på færde.

Så ind mod byen af Finsensvej, mens skolebørnene finder vej med deres forældre i hånden og kioskerne åbner. Krydser indover ved CBS og op af Falkoner Alle til den bliver til Jagtvej, mens byens puls for alvor stiger, og flere og flere skynder sig på arbejde. Jeg skærer det sidste hjørne op mod Tagensvej, og så er jeg fremme til en hurtigt bad. Jeg har alle mine ting stående i et “locker”, så det er kun tøj og sko, der er i rygsækken.

Arbejdsdagen er altid rar efter en morgenløbetur. Og selvom jeg ikke hungrer efter at skulle i løbeskoene igen på hjemturen, så gider jeg godt og glæder mig til følelsen, når jeg kommer hjem og har 25 km i banken:-)

Hjemturen er altid lidt sej de første km. Jeg skal lige i gang. Men så begynder jeg at kigge på mennesker og zig zagge igennem dem i myldretiden. Solnedgangen ved Damhussøen er så fin. Jeg hører radio begge veje og kommer til at grine lidt med indimellem. Eller synge med. Og når jeg så kommer hjem, er træningen klaret og jeg kan nyde en dejlig lang aften.

Juleløb med ALOT hos TIK

Juleløb i Taastrup er en tradition med ALOT og vi var mange i dag – alle nåede ikke engang med på billedet taget før start på en kold og blæsende morgen med frost og sne i luften 🙂

Ruten går rundt i Vallensbæk mose på velkendte stier, og jeg lagde som sædvanlig for hårdt ud med 4.30 pr km de første 4-5 km hvorefter luften går af ballonen og jeg puster lidt nogle km for så at vinde kræfter igen. Kom igennem på 46.47. Men blev lige overhaler af en far og datter på 12 år en km før mål. Damn hun var godt løbende!

Bagefter var der morgenbrød og lodtrækningspræmier i klubhuset. Hyggelig søndag morgen! Og så hjem til lidt (jule)småkage bagning og adventskrans.

Jeg glæder mig til at komme tilbage på træningsplaner og lidt rytme igen efter nytår. Jeg havde først sagt til Jeanne, at jeg ville klare mig uden træner, men jeg kan mærke, at det vil være godt for mig med struktur.

Jeg havde jo lånt en hometrainer af Caroline sidste vinter og vinteren før det lånt en af Henrik. Nu køber jeg Jeannes brugte Bkool Onetrainer. Det bliver meget godt at komme på cyklen igen. Har ikke kørt på den siden 20. August! Savner den helt:-) Men træningen har primært stået på løb så cyklen har ikke fået særlig meget opmærksomhed. Det bliver der lavet om på nu:-)

Overspringshandling eller gulerod?

De sidste 10 dage har stået i “jeg-skriver-afgangsprojekt-på-diplomuddannelse-og-jeg-har-ikke-noget-liv-og-faktisk-lidt-ondt-af-mig-selv-følelsens” tegn.

Jeg har derfor været hjemme på min egen matrikel i næsten 2 arbejdsuger, først i kølvandet af Livas påkørsel for at passe hende og dernæst for at skrive opgave. Det går langsomt fremad med min store pige, selvom hun er lidt utålmodig efter normale tilstande. Hun har stadig ikke klaret en hel skoledag og trækkes med at falde i staver, koncentrationsbesvær, voldsom træthed og er ør i hovedet og øm i kroppen. På den måde har det været lidt held i uheld, at jeg skulle være en del hjemme i disse dage – hun har ikke skulle være mange øjeblikke alene hjemme.

Livas påkørsel trak naturligvis mine tanker væk fra mit afgangsprojekt og pludselig var der gået en uge, hvor jeg skulle have produceret opgave. Jeg var en uge bagud! Det er lang tid, når der kun er 15 uger til projektet. Men sådan lå landet altså.

Jeg havde for længst planlagt 2 ting lidt oveni min opgaveskrivning – nemlig et minicruise til Oslo med familien fra i søndags til tirsdag og en tur til Orø med gode venner i sommerhus fra i fredags til lørdag. Oslo var smuk, stille, solrig og tiltrængt for hele familien oven på begivenhederne den sidste tid. Og da jeg nåede til fredag i min skriveensomhed hungrede jeg efter selskab og adspredelse. Jeg har helt glemt hvordan studielivet er! Men pludselig var jeg presset på tid fordi min plan var skredet.

Den uge, der nu er gået har derfor stået på opgaveskrivning fra 8-22 kun afbrudt af mad, hundeluft og praktiske gøremål med Liva. Og løb: Jeg har brugt løbeture som en belønning eller en opladning: “Når du har skrevet det her afsnit, som skal være på ca 4-8 eller 12 sider, SÅ må du løbe en tur og få inspiration, så du kan skrive et afsnit mere!”

Det virker ganske enkelt fantastisk: De ting jeg lige havde haft lidt svært ved at få skrevet, eller ikke kunne se en løsning på blev ordnet derude i skoven. Jeg fik nye tanker, jeg fik sat system i det, der var kaotisk og gemt det, der skal gemmes til den mundtlige eksamen. Det har ikke været hver dag, jeg egentlig syntes jeg havde tid til en løbetur, men det gav mening hver gang, jeg kom afsted.

Så da der pludselig blev annonceret et klub-trail-løb søndag morgen – på min sidste hele skrive dag, skulle jeg så slå til? Ville det være overspringshandling eller gulerod?

Min reviderede skriveplan var bygget op om, at jeg skulle have et færdigt første udkast af hele opgaven klar, inden jeg tog i sommerhus fredag. Så i dag skulle jeg læse hele opgaven igennem fra ende til anden og lime det sammen, der ikke hang sammen inden aflevering på tirsdag… Så kunne jeg da godt liiiige nå en skovtur med ALOT, ik?

Vi mødtes knap 20 fra ALOT lidt over 9 i skoven til Ebbes udgave af et fødselsdagsløb. Med nummer på maven og det hele! Man konkurrerede i 2 kategorier – over 49 år og under 49 – i anledningen af Ebbes sidste dag som 49-årig.

Skoven var mudret og single tracket vådt – vi løb en runde af 1,4 km – så langt vi kunne komme på 49 minutter.

Det var skide skægt og ret så hårdt, og jeg havde Thomas i hælene det meste af vejen rundt. Efter løbet var der stående fødselsdagstraktement i Ebbes have med boller, lagkage og varm kakao. Den helt rigtige ALOT ånd 🙂

Hjem til opgave-gennemlæsning som varede helt til kl. 19 og nu er jeg mega øm – har ikke løbet trail i mere end et år.

Der var kun en enkelt fantastisk overspringshandling mere: en tilmelding til Hamborg Marathon 29. April med de to skønneste damer: Katrine og Caroline. Så min Mallorca-makker og min swim-run makker og jeg tager afsted på forlænget weekend. Det er en herlig gulerod!

Opgaven er nu næsten afleverings-klar med de mangler sådan en nu indeholder, når planen skred – pyt – jeg skal ikke have 12, jeg skal bare bestå…

Foto/ Kim Vognsen – altid på pletten, tak Kim!

6 timers-løb blev “kun” til Marathon.

I dag skulle jeg have haft debut med mit første ultraløb og løbe i 6 timer. Men det gik ikke helt sådan – og jeg er ikke engang skuffet, selvom jeg har mit livs første DNF (Did Not Finish). Der var andet, der var vigtigere.

Ugen tog nemlig en alvorlig og kedelig drejning i onsdags, som har fyldt alt andet lige siden: Min store datter på knap 14 blev påkørt, da hun som fodgænger sammen med et par venner (Nikoline og Tobias) krydsede et forgængerfelt for grønt, da en billist kørte lige over for rødt på den dobbeltsporrede Nordre Ringvej i Glostrup.

Mit liv frøs til is, da jeg fik opringningen fra Nikoline, mens jeg var ude i Vestskoven på min sidste langsomme træningstur forud for i dag. “Liva har slået sig rigtig meget – hun er blevet ramt af en bil”.

Mine ben satte helt automatisk 3 gear op i fart, mens jeg bombarderede Nikoline med spørgsmål: “Hvor er I? Er der ringet efter 112? Kan Liva tale? Er der andre voksne? Hvor er ham der kørte bilen? Er Liva ked af det? Er hun bange?” Nikoline blev hængende i røret, mens jeg spurtede de knap 2.5 km på ca. 9 min hen til mit barn, min unge, min førstefødte. Jeg tog den direkte vej fra skoven af Ringvejen, og da jeg nærmede mig kunne jeg se blå blink og mærke tårene presse sig på.

Jeg nærmest rev døren til ambulancen op og kom ind til Liva, der var ved bevisthed og så fin ud, men talte i tåger og var vildt forvirret over, hvor hun var og hvad der var sket.

Jeg kørte med ambulancen til Hvidovre Hospital, mens jeg ringede til min mand, som forlod sit arbejde i hast, hentede vores yngste, som var til fodbold og lige rundede vores hus som stod ulåst og gav hunden en kop mad.

På hospitalet konstaterede lægerne, at Liva havde et mindre kraniebrud/flænge i kraniet, hjernerystelse, mindre knubs på ben og i hoved og en del smerter i skuldre og arme. Siden onsdag aften har vi været indlagt 48 timer til observation og kom hjem sent i aftes. Jeg var der den første nat, mens min mand var der den næste nat. Liva var allerede i god bedring op af torsdagen, så det var rigtig, rigtig dejligt! Hun og vi har været så heldige!

img_0049

Alt er blevet bokset ud af kalenderen i de her dage: Arbejde, konsultationssamtale på skolen og teatertur (jeg skulle have set “Jeg løber” med dejlige damer fra ALOT).

I dag var så dagen: Skulle jeg tage afsted eller blive hjemme? I aftes var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle afsted for nu var Liva jo kommet godt hjem, men her til morgen var jeg virkelig vægelsindet, tudevorn og sart – havde slet ikke lyst til at forlade mit barn, bare lyst til at kigge på hende hele dagen. Men hun ville hellere ned og heppe på sit baskethold, når hun nu ikke kunne spille med.

Jeg tror ikke, det er gået op for mig, hvad der var sket, før i dag. Jeg har sammen med Mark bare klaret, ordnet og fixet, hvad der var brug for. Men her til morgen var der plads til, at jeg kunne “føle” og ikke “ordne”.

Jeg endte med at tage afsted – i tvivl om jeg havde lyst, om jeg gad, om det var det værd, men fordi jeg også havde lyst til at se de her to dejlige ALOT damer og få et kram og lidt frisk luft.  Jeg hylede allerede, da jeg så dem, men fandt smilet frem til fotografen.

img_0055

Caroline og jeg havde ovenikøbet venindesko på fra Hoka (Arahi) – og det var Carolines første marathon, og jeg havde glædet mig til at være med til det og til forhåbentlig at slå Tanjas distance på de 6 timer, som er lidt over 60 km :-Oimg_0054

Men sådan gik det ikke. Jeg løb marathon i dag og de sidste 3 runder hylede jeg hele vejen rundt og ville bare hjem. Jeg savnede min familie. Jeg besluttede ved 37 km, at jeg ville udgå efter marathon, som jeg løb på 4.08 i stormende kuling – heldigvis den “rigtige vej” rundt om søen med mest mulig medvind.

img_0051

Jeg havde ellers gode ben, men et sløjt hoved. Det blev tydeligt for mig i dag, hvor meget ens præstation hænger sammen med hovedet – ikke med benene. Jeg kunne sagtens være fortsat med mine ben i dag, men mit hoved og mit hjerte ville hjem. Jeg lå jævnt med faste km tider og ville nok være havnet i top 3 og var stadig i overskud, da jeg stoppede.img_0053

Jeg udgik efter 19 runder a 2,221 km og luskede hen til min bil efter grådkvalt at have hvisket farvel til mine skønne klubkammerater, som var de bedste frivillige arrangører i depoterne, i tidstagningen og i hele afviklingen af dette fantastiske løb.

Da jeg kom hjem, kom mine forældre og svigerforældre på besøg kort efter , og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle være lige der sammen med dem, mens min Liva fortalte om sin oplevelse.

PS Tanja skrev således på sin Facebookprofil:

“Lørdag løb jeg marathon rundt om Tueholmsø – 19 omgange for at være helt præcist.

For mange handler løb om tal – tider, km, hastighed, placering mm. For mig handler løb også om venskab, om at komme tæt på hinanden. Jeg løb de første fem omgange sammen med skønne Mia, der i lørdags skulle have løbet sit første 6-timers løb, men Mia valgte at udgå efter marathon, for hende datter blev i onsdags kørt ned af en bil og fik hjernerystelse og kraniebrud. Det var først lørdag, at reaktionerne på ugens voldsomme begivenhed rigtig ramte Mia og det var hårdt for hende allerede fra morgenstunden. Vi fik talt uheldet og alle tankerne igennem på vores tur rundt og rundt om Tueholmsø. Vi fik også talt om teaterstykket “Jeg løber”, om kræft, tab, sorg, savn og angst for, at der sker vores børn noget.

Det er tunge emner, men det er godt at snakke, mens man løber. Derfor kommer man også bare nogle gange meget tæt på hinanden, når man løber sammen og det er faktisk en af de ting, som jeg sætter mest pris på ved løb. Jeg har fundet venner for livet gennem mit løb og det er jeg meget taknemmelig for”