Bevares – det er ikke altid optimalt løbevejr – men hold da magle for en våd og gennemblæst tur, vi fik til dagens såkaldte “forårsudgave” af Trailmans halvmarathon langs Københavnerkysten. Vi startede i hård slud og sluttede i regn og med 10-12 m/sek fra øst, fik vi “glæde af” blæsten på 2/3 af ruten.

Amalie og jeg har ikke kunne løbe sammen længe, eftersom hun har været skadet, men nu er hun endelig klar til lidt distance igen. Det var rigtig dejligt og meget velkendt med den løbemakker, jeg har haft gennem længst tid.

Start og mål er ved Kongelundshallen og efter godt en kilometer, løber man den ca. 7 km lange strækning på asfalt langs havet. Et mega fedt stræk, når man har medvind – og en ren gyser at lægge ud med, når det blæser fra siden med hård slud. Jeg var så glad for min hue fra Triatlonshop.dk, som blev trukket helt ned om kinden og halvt over øjet for at skærme, for det gjorde bare nas at få de små sne-bomber i øjnene. Heldigvis havde jeg min højhalsede jakke på og det var godt at være to fra starten, ellers var jeg sgu nok vendt om. Amalie satte pacen og er ren diesel i hård vind, så jeg forsøgte ind imellem at lægge mig lidt i læ af hende.

Sigtbarheden var lige nul, så vi var tæt på Kalvebod broen, før vi reelt kunne se den, og her skulle vi vende og ind over Amager Fælled. Naivt havde jeg forestillet mig, at vi kunne få lidt læ, men vi fik blot 7 km mere med hård sidevind og slud, dog fra modsatte side. Vi var gennemblødte i alt fra sokker til handsker.

Den sidste 1/3 del af ruten er mere skovstier og også enkelte passager med single-track. Vi mærkede jo slet ikke at vi endelig fik lidt medvind, fordi vi var i læ at træerne, men det var tiltrængt med ro i ørerne. Der var dejligt mudret, men heldigvis fladt. Jeg kunne trække lidt mere på erfaringen fra trailløb og Amalie sakkede lidt bagud. I et sving fik mudderet fat i hende og hun var nede og ligge, pivforskrækket, så vi brugte lige et minut på, at hun kunne komme sig. Hun er så RÅ, børster bare mudderet af pandebåndet, får vejret og fortsætter – ingen piveri… Jeg havde nok ømmet og brokket mig lidt 🙂

Vi løb uden at kigge på uret, for det var pakket ind i alt vores tøj, og dermed løb vi bare på, hvad der føltes godt. Det var fedt! Bagefter kan jeg se på uret, at farten lå ret stabilt på ca. 5.30 pr km og så brugte vi lidt ekstra i depot. Ruten var lidt for kort ift. hvad mit ur sagde, men pyt med det. Vi kom ind som nr. 5 ud af 28 kvinder.

På parkeringspladsen ved hallen, måtte vi af med alt det våde tøj, før vi kunne køre hjemad. Og der blev fyret helt op for sædevarmen i bilen for at få varmen. Et bad, lidt frokost og en kop kaffe senere var jeg klar til at gå den våde eftermiddagstur med Balder og køre Amalie hjem og handle på vejen. Nu står den på sofa med Carla. Lækker søndag!