Jeg elsker den rytme, der er i løbeskoene. Det flow, jeg er i når jeg flyver lidt i mellem hver skridt. Et af mine yndlingssteder at løbe er i Vesterlyng ved sommerhuset sammen med køerne (som dog var modsatte ende i dag.)
Jeg troede slet ikke, det ville være noget for mig: at løbe til og fra arbejde. Al det bøvl med ekstra tøj og sko i en rygsæk, “timing” af lidt let og spise, før jeg løber afsted hjemmefra, de 15 min tidligere jeg skal afsted for at være badet og klar til kl 9.
Men det er så skønt! Jeg elsker den time og nogle minutter, det tager at løbe de 12,5 km. Mørket, når jeg løber hjemmefra, måden det lysner på skridt for skridt lige før gadelamperne slukker og dagen får fat. Min tur går gennem Solvangsparken, stierne igennem Ejby, Vestvolden, Rødovre, over Damhussøen med de fine lys fra byen der skinner i overfladen af søen, igennem Vanløse, hvor jeg altid kigger ind til violinbyggeren, som er tidligt på færde.
Så ind mod byen af Finsensvej, mens skolebørnene finder vej med deres forældre i hånden og kioskerne åbner. Krydser indover ved CBS og op af Falkoner Alle til den bliver til Jagtvej, mens byens puls for alvor stiger, og flere og flere skynder sig på arbejde. Jeg skærer det sidste hjørne op mod Tagensvej, og så er jeg fremme til en hurtigt bad. Jeg har alle mine ting stående i et “locker”, så det er kun tøj og sko, der er i rygsækken.
Arbejdsdagen er altid rar efter en morgenløbetur. Og selvom jeg ikke hungrer efter at skulle i løbeskoene igen på hjemturen, så gider jeg godt og glæder mig til følelsen, når jeg kommer hjem og har 25 km i banken:-)
Hjemturen er altid lidt sej de første km. Jeg skal lige i gang. Men så begynder jeg at kigge på mennesker og zig zagge igennem dem i myldretiden. Solnedgangen ved Damhussøen er så fin. Jeg hører radio begge veje og kommer til at grine lidt med indimellem. Eller synge med. Og når jeg så kommer hjem, er træningen klaret og jeg kan nyde en dejlig lang aften.
Endelig frost! Elsker bare den frostklare blå himmel og måden det kilder i næseborene når der er frost i luften! Og denne søndag var der hele to løbemuligheder i fremragende selskab: enten den meget oplagte “Frost Cup” i Utterslev Mose med fem flotte løbere fra Alot eller Hedelandsløb med Amalie og Vibeke fra Alot/Fløng Kondi-også nyslået IRONMAN fra i sommers.
Jeg ville gerne løbe lidt længere end de 10 km til Frost Cup, så Hedelandsløbet vandt (og det koster kun en flad 20,-, som jeg måtte låne af Vibeke, da kontanter er en saga blot i mit liv og de ikke tog MobilePay ).
Høj sol og frost i alle vandpytter, hård grus i underlaget og bakke op og bakke ned, bakke op og bakke ned.
Amalie ville under en time, så hun gav den gas, så jeg holdt min egen fart og kom rundt på de 12.8 km på 1.01.51. Som nr 3 blandt kvinderne -Amalie som nr 2:-)
Dejlig start på søndagen som blev efterfulgt af bilvask – ikke rigtig smart at gøre selv i frostvejr… vandet stivner jo mens man vasker !
Jeg kommer igen i Hedeland:-)
Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?
Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.
Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:
Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂
Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!
Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.
I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.
Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.
Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!
Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)
Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!
Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.
Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”
Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.
Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.
Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.
Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.
Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂
I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.
Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…
Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!
Jeg sidder og nyder følelsen i kroppen efter to timers cykling med Kim i dag rundt om Roskilde i morges og godt 1,5 times swimrun træning med Caroline til aften.
Vi var mange, der mødte op til svømning i dag – nok 25 ALOT’er. Det var også en dejlig aften. De næste mange dage står den på regn i Danmark.
Jeg skal snart pakke både til swimrun i Sverige i den kommende weekend og dernæst til sommerferie inkl løb og svøm i Spanien. Jeg tømmer derfor lige hovedet over hvad jeg skal huske:-)
Swimrun i Sverige
Sommerferie i Spanien inkl svøm og løb
Se også Pakkeliste til triatlon
Så ramte jeg endelig øreklapstolen med strikketøjet inden for rækkevidde! 
Ugen har været hektisk oven på skiferien. Men jeg har holdt træningsplanen på trods af flere bump på vejen. Og dét føles fedt!
I dag er en særlig succes. Jeg fik luftet min cykel på 61 km udendørs hele alene med mine intervaller på trods af at cyklen har drillet er par dage.
I torsdags afleverede jeg nemlig min bil på værksted tidligt om morgenen og cyklede hjem fra Køge. 3 km hjemmefra punkterede jeg, efter jeg lige havde kørt igennem nogle nyafklippede buskads-rester, hvor havemænd gik og arbejdede på cykelstien. Pis os! I stedet for at skifte slange på stedet, gik jeg hjem og ordnede det i kælderen – indendørs i varmen er at foretrække fremfor Ring 3 i Brøndby!
Jeg lappede løs i bedste pigemaner, med neglelak og pink gummihandske.
Fredag tjekkede jeg så om lapningen holdt, men den stod flad i kælderen igen. Jeg orkede ikke at kigge på det fredag aften efter svømning og cyklen til og fra job. Gik i seng.
I morges stod jeg op og brugte morgenen på at få luftet hunden og afleveret yngsten til fodbold- ryste-sammen-arrangement. Skulle også lige købe ny mobil til gemalen som var blevet bestjålet i beruset og sovende tilstand i S-toget i nat! Arg caramba!
Så først efter 12 var jeg klar til at kigge på min cykel igen. Synes den “skraldede”. Og jeg måtte jo have klemt den nye slange da jeg skiftede den torsdag så den var punkteret igen. På den igen. Endnu en ny slange og mens jeg spiste frokost, tjekkede jeg om den holdt luft. Det gjorde den og skraldelyden var mindre. Så i stedet for min plan B om Hometraineren i kælderen, måtte jeg ud og afprøve den. Jeg var afsted i et par timer og kom tilfreds hjem.
Ugen har ellers budt på:
I morgen glæder jeg mig til Hedelandsløb på 12 km kl 10. Mere følger herom:-)
I januar skal jeg lige starte med at smide 2 kg, som er røget på i december grundet en kombination af passivitet (iskias og ryggen) og en del chokolade-, gløgg-, småkage-, og vin-fristelser – foruden den gode julemad. Nu lægger jeg stilen om og alkohollen på hylden og skal ned og veje 60 kg igen ved hjælp af 2-3 ugers intensiv smalkost (1500 kalorier pr dag). Det gjorde jeg også i 2013, så det nurde være en smal sag – se med her:
