Tag Archives: zombieløbet

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!

Zombier i mudder til knæene

Zombieløbet i Vallensbæk Mose er en af pigernes store begivenheder herhjemme – på højde med Halloween, fødselsdag og jul. Der bliver planlagt outfit og rolle i dagevis, og det var med dejligt mange forventninger til en dejlig dag, at vi 3 piger tog af sted søndag morgen kl. 8.30 – mod Zombieland for en dag. Yeah!

Det “sjove” er, at ingen af os ser zombiefilm eller -serier, men når 1200 løbere og 400 zombier samles i en meget våd og mudret mose, må vi da være med – igen!

img_0933

NBA zombie

img_0934

Pyjamas zombie

Jeg havde meldt mig som frivillig i nummerudleveringen igen – løbets nerve, hvor alle zombier og løbere skal checke ind. Der er høj puls, god musik og masser af smil, og der var flere gode klubfolk, der var med som frivillige.

Selvom det startede med støvregn, kom solen da løbet startede kl. 11 og TV2 News var med. Tror også, at de lokale hunde- og barnevognsluftere fik sig lidt en overraskelse ved Tueholm sø over at befolkningen var skiftet lidt ud hen over natten….

Ca. 13.30 var presset taget af nummerudleveringen og jeg kunne hoppe i løbeskoene og løbe ruten. Der var garanti for våde fødder oven på en meget våd september. For bare en uge siden var området for løbet helt oversvømmet. Derfor var der også dejlig meget mudder og meget single-trail-løb på smalle stier med huller og brændenælder og et par stejle skrænter. Det er lige sagen – det er helt umuligt at undgå at få taget sine “liv”, og jeg fik også flere lækre zombiekrammere, fordi jeg kom til at løbe direkte ind i nogle af dem – sådan noget blod og slim klistrer lidt når man krammer dem .-)

Det imponerer mig hvert år, hvor meget der bliver gjort ud af det! I år var der flere zombier i kørestole – både nogle der benyttede kørestol i dagens anledning, men også et par børn, som bruger kørestol til daglig. Uha de var spooky! Jeg fik flere gode hvin – også et godt skrig lige før mål, hvor en zombie havde gemt sig bag et barn i kørestol.

Der var såkaldte “Safe-Zones” på ruten – dvs. zoner der var langt fra sikre – tværtimod fulde af zombier i mørke labyrinter, hvor de tog godt fat i løberne. Ikke for sarte sjæle…

Jeg slutter som nr 4 ud af 386 kvinder og nr 17 overall ud af 974. Ikke at det er vigtigt eller noget jeg løb efter – for jeg havde travlt med at grine og hvine 🙂

Kort efter jeg var i mål begav Mellanie og jeg os ud på ruten igen for at lukke ruten som sidste løbere og for at give zombierne besked om, at løbet var slut. De var noget slidte på stemmebåndene af at skræmme løbere og stjæle liv i timevis.

Vi mødte bl.a. en der var gravid i virkeligheden (!) med en blodig mave og også en dame, som reelt manglede noget af sin arm og havde lavet den til en blodig stump i dagens anledning – supercool at bruge virkelige fysiske forhold i udklædningen.

Vi indhentede de allersidste løbere, som kæmpede med den mudrede og våde rute, mens vi tog flag op og fjernede afskærmningsstrimmel, så vi endte med at gå det sidste stykke hjem.

Det er 3. år i træk, vi er med. Carlas første oplevelse med Zombieløbet i 2015 var som løber og lidt overvældende for en 9-årig. Læs med “Zombierne kommer – løbe for “plastik-snip-livet” og sidste år var Liva også med – begge piger som zombier i Zombieløbet 2016

zombie

Og vi kommer helt sikkert igen til næste år!

Se TV2 Lorrys indslag fra dagen

Zombieløbet

Jeg er mør og flad på en fantastisk måde!

Det har været en skidesjov søndag. Pigerne og jeg drog mod mosen i morges lidt i 9 til Zombieløbet hvor pigerne skulle være zombier og skræmme løbere og jeg skulle være frivillig og løber.

Jeg fik sat pigerne i gang i zombiezonen med makeup og indfandt mig i nummerudleveringen, hvor der hurtigt blev meget travlt på den fede måde. Selvom køen var lang, ventede løberne ikke længe og det var sjovt at stå så centralt et sted som frivillig. 

Klokken var mere end 13.30 før jeg kiggede på uret igen. Pigerne havde selv fundet vej ud på ruten og indtaget gode pladser sammen med klassekammerater. Jeg har simpelthen så store børn nu! I går var de alene i henholdsvis Tivoli og City 2 så de kan godt nok meget selv!

Det stilnede lidt af og jeg trak i løbetøjet og begav mig ud på den skræmmende Trailrute med flere hundreder zombier, der lå på lur. Jeg kom igennem med 1 ud af mine 3 liv i form af plastiksnipper om livet. 

Tilbage i mål fik jeg lidt at spise og blev så “shanghajet” til at løbe med ud på ruten på sidste tur som de sidste løbere, hvor vi fjernede alle flag og afmærkninger, fortalte zombierne, at det var slut og gav dem rutevejledning til at finde tilbage.

Herunder ses Babydoll-Zombie-Liva.

Og en helt pæn placering som nr 17 ud af godt 1000 overall:-)

Zombierne kommer – løb for "plastik-snip-livet!"

Jeg begynder med at sige det, som det er: i det følgende er der modstridende og modsatrettede følelser involveret.
Dagen i går stod på Zombieløbet, et 5,5 km langt trail – oplevelsesløb i Vallensbæk Mose.
Carla og jeg deltog for første gang mens Liva var til håndbold stævne med overnatning i Næstved.
Carla har været meget “spændt – ja nærmest nervøs ved tanken ” – stort set siden hun og et par drenge inkl. fædre fra klassen tilmeldte os alle 6. 

Og det havde hun god grund til…

Starten gik igennem en lille labyrint og et total mørklagt hus med røg og damp. Herefter ud på ruten hvor hundredvis af zombier lå gemt og kun var på jagt efter vores 3 liv – manifesteret i tre plastik snipper om livet.
Carla var SÅ HUNDERÆD hver gang vi nærmede os et par zombier. Lyden af mennesker, der skreg foran os eller zombier, der growlede gjorde hendes forventninger uoverkommelige i forhold til, hvad der ville vente om næste “hjørne”, bakketop, eller i næste buskads.
Jeg spurgte hende efter knap 1 km, om hun ville vende om. Jeg stoppede hende op, satte mig på knæ, kiggede hende i øjnene og sagde, at vi sagtens kunne vende om. Det ville hun ikke. Hun ville igennem.

Hun jamrede og klynkede og lige meget hvor meget, jeg forsøgte at berolige hende med ord som “det er jo bare en leg”, “de gør jo ingenting”, “jeg passer på dig” osv. så var det er sejt træk for min yngste der selv havde ønsket at deltage…

Hun kom igennem! Zombierne var heldigvis gode til at fornemme at her kom en pige, der ikke var tryg ved det, så de holdt igen og lod os passere uden yderligere forskrækkelser. De gav tegn til hinanden om at holde igen og det var jeg ærlig talt meget taknemmelig for.

Nu tilbage til det modstridende: for samtidig med, at jeg syntes, det var SÅÅÅ synd og ærgerligt for Carla, at hun ikke kunne nyde det og at al hendes nervøsitet for dagen desværre blev indfriet, så syntes jeg selv, at det var vildt sjovt og fedt at tænke strategisk ved hvert møde med zombierne. Hvilken vej skulle vi uden om dem? Når der var mange – hvordan kommer vi igennem uden at miste liv? Nede ved kanalen, hvor vi skulle igennem vand et par gange og hvor der var rigtig mange zombier, hvad gør vi så her for at undgå?

Tilbage i målområdet efter maximal tidsstraf (for selvfølgelig havde vi ingen liv tilbage), var Carla og drengene lidt mere trygge igen. Efter en kebab og sodavand i det skønne solskinsvejr, kan man klare verden lidt igen.

Det var skønt at se, hvor mange gode ALOT klubfolk, der havde meldt sig som frivillige og hjalp til at det hele bare løb super godt af stabelen og Zombieløbet er bestemt et arrangement, jeg vil anbefale til alle, der kan lide et godt gys og grin!

Min seje unge efter løbet. Næste år vil hun ikke løbe selv. Hun vil være zombie og forskrække mig – for jeg deltager igen – dog med trailsko 🙂