Zombierne kommer – løb for "plastik-snip-livet!"

Jeg begynder med at sige det, som det er: i det følgende er der modstridende og modsatrettede følelser involveret.
Dagen i går stod på Zombieløbet, et 5,5 km langt trail – oplevelsesløb i Vallensbæk Mose.
Carla og jeg deltog for første gang mens Liva var til håndbold stævne med overnatning i Næstved.
Carla har været meget “spændt – ja nærmest nervøs ved tanken ” – stort set siden hun og et par drenge inkl. fædre fra klassen tilmeldte os alle 6. 

Og det havde hun god grund til…

Starten gik igennem en lille labyrint og et total mørklagt hus med røg og damp. Herefter ud på ruten hvor hundredvis af zombier lå gemt og kun var på jagt efter vores 3 liv – manifesteret i tre plastik snipper om livet.
Carla var SÅ HUNDERÆD hver gang vi nærmede os et par zombier. Lyden af mennesker, der skreg foran os eller zombier, der growlede gjorde hendes forventninger uoverkommelige i forhold til, hvad der ville vente om næste “hjørne”, bakketop, eller i næste buskads.
Jeg spurgte hende efter knap 1 km, om hun ville vende om. Jeg stoppede hende op, satte mig på knæ, kiggede hende i øjnene og sagde, at vi sagtens kunne vende om. Det ville hun ikke. Hun ville igennem.

Hun jamrede og klynkede og lige meget hvor meget, jeg forsøgte at berolige hende med ord som “det er jo bare en leg”, “de gør jo ingenting”, “jeg passer på dig” osv. så var det er sejt træk for min yngste der selv havde ønsket at deltage…

Hun kom igennem! Zombierne var heldigvis gode til at fornemme at her kom en pige, der ikke var tryg ved det, så de holdt igen og lod os passere uden yderligere forskrækkelser. De gav tegn til hinanden om at holde igen og det var jeg ærlig talt meget taknemmelig for.

Nu tilbage til det modstridende: for samtidig med, at jeg syntes, det var SÅÅÅ synd og ærgerligt for Carla, at hun ikke kunne nyde det og at al hendes nervøsitet for dagen desværre blev indfriet, så syntes jeg selv, at det var vildt sjovt og fedt at tænke strategisk ved hvert møde med zombierne. Hvilken vej skulle vi uden om dem? Når der var mange – hvordan kommer vi igennem uden at miste liv? Nede ved kanalen, hvor vi skulle igennem vand et par gange og hvor der var rigtig mange zombier, hvad gør vi så her for at undgå?

Tilbage i målområdet efter maximal tidsstraf (for selvfølgelig havde vi ingen liv tilbage), var Carla og drengene lidt mere trygge igen. Efter en kebab og sodavand i det skønne solskinsvejr, kan man klare verden lidt igen.

Det var skønt at se, hvor mange gode ALOT klubfolk, der havde meldt sig som frivillige og hjalp til at det hele bare løb super godt af stabelen og Zombieløbet er bestemt et arrangement, jeg vil anbefale til alle, der kan lide et godt gys og grin!

Min seje unge efter løbet. Næste år vil hun ikke løbe selv. Hun vil være zombie og forskrække mig – for jeg deltager igen – dog med trailsko 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s