Tag Archives: ALOT

Mør Mor

Jeg er mør, mast og træt og bare så klar til nedtrapning frem mod Hamborg nu. Denne uge har været den sidste med gas på, herfra står den på nedtrapning de næste 14 dage frem mod marathon. Det bliver helt ærligt tiltrængt. Jeg sover som en sten, så træt er jeg. Jeg har konstant syre i stængerne og trætte arme. Jeg har holdt lidt øje med træningsmængden fra de første 4 måneder 2017 sammenlignet med i år. Jeg helt ok med ( læs = på niveau eller lidt over) – både i fart og i mængde. Og der er vel at mærke ingen IRONMAN på programmet, så jeg holder dampen oppe. Det er fint 🙂

Ugen har været fuld af gøremål – som altid – men efter arbejdsweekenden i sommerhuset fik jeg også trang til at få gjort lidt ved hytten herhjemme. I dag er der blevet pudset vinduer, ordnet terrase, et par hjørner i haven er studset og Mark har forårsordnet cykler forud for cyklistprøve i Carlas klasse i den kommende uge. Liva har stadig mere og mere energi og glæde ved det hele. Hun overkommer mere og mere dag for dag – skolen er dog stadig en vældig udfordring. Vi håber meget på svar fra kommunen i den kommende uge – efter vi nu igen har ventet 3 uger på en beslutning. Jeg holder dem til ilden med telefonopkald flere gange om ugen. Om alt går vel ved vi på torsdag, om Liva bliver bevilliget rehabiliteringsforløb hos Center for Hjerneskade. Vi krydser hvad der kan krydses! Lørdag aften havde hun og Nikoline lavet nogle virkelig sjove film, som vi havde latterkrampe over i ½ time. Det er et godt tegn på overskud!

Det tager på kræfterne at håndtere de ekstra ting – en tur til osteopat, et møde her og der, så jeg henter enorm energi i min træning til at overkomme det hele.  Tankerne flyder, jeg lægger planer, skaber overblik mens jeg løber, svømmer eller cykler. Jeg bliver ladet op! Heldigvis kører jeg på genopladelige batterier 🙂 Tirsdag havde jeg 11 km bakkeløb med 2000 m svømning efterfølgende, onsdag 18,5 km langt og langsomt løb med klubben, TRIcyklen har været i brug til og fra arbejde 3 gange i denne uge, nu da vejret er kommet i bedre humør. Og i dag fik jeg 53 km begynder-cykling i banken – i regnvejr. Tørvejr da jeg tog afsted og tørvejr, da jeg kom hjem, men ikke undervejs… Kold og sulten hjemme kl. 18…

Fredag svømmede jeg – endelig sammen med Caroline. Hun havde en fin blomst med til mig og det sødeste kort, som tak for en håndsrækning. Jeg blev så glad og rørt. Igen og igen og begejstres jeg ved de venskaber, der er opstået via ALOT de sidste snart 4 år. Sikken en gave at få!

Lørdag morgen efter hundeturen, satte Amalie og jeg ud på 25 km løb med afgang 9.30. Kl. 10 mødtes vi med mændene fra ALOT ved Herstedhøje og løb 10 af de 25 sammen med dem. Jeg nåede hjem til at se Carla spille 0-0 mod Nykøbing Falster – i anden halvleg som anfører. Jeg bliver så stolt når jeg ser hende spille. Hun knokler derudaf med højt tempo og giver sig virkelig i hver en bold. Hun kæmper og er ikke bange for en nærkamp. Og hun er hurtig – en fryd for øjet 🙂

Caroline, Katrine og jeg har fået planlagt lidt mere omkring vores tur til Hamborg: Vi kører i min lille blå Skoda-bil St. bededag ca kl. 11 og skal bo genialt i forhold til ruten. Fredag aften har vi bestilt bord på Die Bank efter anbefaling. Lørdag skal vi ud og hente startnumre og vel bare ose lidt rundt – og spise kulhydrater. Og søndag går det løs. Jeg glæder mig! Vi overvejer, om vi skal spise sådan rigtig “typisk-tysk” på Groninger søndag aften og fejre marathon (et lokalt bryggeri, i en kælder med rigtig stube-stimmung). Mandag kører vi hjem igen. Det bliver mægtigt!

Fy for faen! Sydkystløbet 2018 “spring edition” (?!)

Skal vi ikke bare aftale at en sløj generalprøve giver en god premiere? Den der halvmarathon i dag var en af de sværere. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske fordi jeg er på vej med noget snue, sidder ihvertfald herhjemme nu og ser All England finaler med ondt både i hals, hoved og ører. Piv! Jeg er græsenke i de her dage, mens Mark er på ski med “drengene”, så jeg har ikke meget brug for at blive sløj nu, hvor alle hunde-lufte-ture, børne afleveringer og afhentninger osv er mine:-)

Ca sådan her havde jeg det i dag - et meget godt foto på min tilstand. Foto af Kim Vognsen

Ca sådan her havde jeg det på dagens løbetur…

 

Dagen var flot allerede fra morgenstunden; høj sol, frost og heldigvis mindre vind end i går – kun ca 7-8 m/sek. Det havde drysset en smule med sne i nat. Liva havde overnattet hos Niko (vi tør godt sige, at det går bedre nu – babysteps – men det går den rigtige vej!) og Carla skulle selv afsted på cykel til Brøndby Stadion til træning, efterfølgende fællesspisning og til sidst kamp på stadion.

Efter morgenturen med Balder, hentede jeg Carsten og vi kørte mod Greve. Jeg troede, vi skulle løbe i strandparken, så det var godt jeg gav Carsten et lift, som kunne fortælle, at vi skulle løbe ved Greve idrætscenter.

Jeg fik lagt lidt for hårdt ud (som jeg plejer, hvornår lærer jeg det??) med 4.33-4.38 pr km de første fem og derefter begyndte mine ben at ekse lidt med mig. Jeg måtte i depot ved 13 km og spise lidt banan og drikke udover de to geler, jeg havde med. Jeg havde fornemmelsen af ikke at have fået nok energi.

Jeg kunne mærke farten dale på anden omgang, og jeg begyndte at blive overhalet. Jeg hader, når der sker… jeg ventede hele tiden på, at mit FLOW skulle indtræffe, men det kom aldrig. Det var god læring – på trods – alle løbedage er ikke lige “flyvende” og overskudsagtige, så det er helt ok, at blive nr. 15 ud af 146 kvinder 🙂 Jeg har løbet et utal af halvmarathons på mellem 1.41-1.47, så jeg havde da lige håbet på at komme under 1.40 i dag. Sådan gik det ikke. Hamborg Marathon bliver den gode premiere – basta.

img_0976

Det har ellers været en helt fin træningsuge, hvor jeg har fået svømmet tirsdag og fredag, været på hometraineren tirsdag og torsdag og løb 19 km i onsdags og en kort tur i går for lige at mærke benene. Det vil altså være ret så ufedt med sygdom nu, når jeg er inde i en god trænings-stime…

img_0975

PR i Hedeland

Jeg jagter stadig at komme under den famøse time – efter min tredje deltagelse i Hedelandsløb i dag. Det var en hyggelig fælles køretur med klubkammerater Kim og Henrik (2 ud af 3 af team ALOT of Snickers). Ved klubhuset mødtes vi med Vibeke, Maiken og Kenneth – også fra ALOT.

Jeg hentede min første “kanin” efter ca 4 km – en godt løbende dame som lå med 4.35 i snit. Så havde vi lidt modvind og skibakken skulle også lige klares, så jeg dalede i fart til ca 4.55. Så hentede jeg 4 kaniner mere og den næstsidste km fra 11-12 km, løb jeg på 4.28.

Jeg har ca 50 sekunder ned til at komme under timen – dvs 5 sekunder hurtigere pr km på den 12,8 km lange rute. Jeg havde ellers gode ben i dag, og selvom det var glat af en cm sne, var jeg i overskud med pres på hele vejen rundt. Kom i mål som hurtigste kvinde i tiden 1.00.53.

Jeg skal altså under den time – og det skal jeg nok komme med lidt bedre føre! I dag blev det trods alt til en PR på ruten – vel også godkendt 🙂 Men den skal slås, og jeg skal også slå Tanjas tid – basta. Jeg elsker de små konkurrencer med mig selv 🙂

Gid jeg kunne overføre noget af den samme energi til når jeg sidder på hometraineren, som jeg gjorde i går. Jeg synes, det er decideret synd for mig, når jeg skal dyrke sport indendørs. Jeg er meget mere skabt til sport udenfor: på landevejene, i havet, i skoven, på stranden med frisk luft, lys, sol, dufte, lyde… Ikke svede indendørs!

Jeg finder på alle mulige undskyldninger: jeg synes, det er hårdt, jeg ikke kan få pulsen op, jeg må da godt springe noget over eller stoppe lidt før. Hvad sker der for den moral??? Det er endda sket, at jeg har langet ud efter og spist en Snickers som lå inden for rækkevidde af cyklen (de er flyttet nu) mens jeg så Orphan Black på Netflix … nej nej nej altså. Nu trøstespiser hun også fordi det er åh så synd for hende med de indendørspas 😂? Jeg må fokusere på de gode ting; jeg er blevet tilvænnet at sidde på sadlen igen og jeg kan godt ligge i bøjlen, så det skal nok blive godt, når vi rykker udendørs! Der er ikke længe til. Hold on!

Overvejer Athen Classic Marathon som kærestetur

Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lillejuleaften og var så begejstret over at have løbet hele turen med Amalie, fik jeg sagt til Mark, at det ville jeg SÅ gerne opleve sammen med ham en dag også. Mark løb sit første og eneste Marathon i 2010 i København og har siden da ment, at “Så var det flueben sat – ingen grund til at gøre det igen”.

Til min store overraskelse var han ikke pure afvisende, men sagde at det lød da meget hyggeligt og det ville han gerne tale mere om. Siden har vi talt om det flere gange og er begyndt at kigge lidt efter, hvilket marathon det så skulle være: Et lille cannonball på hjemmebane eller et af de større i en hovedstad? Ikke så vigtigt for mig – mere vigtigt at vi gør det sammen. Laveste fart sætter hastigheden for begge.

Det skal først være i efteråret, da Mark skal bruge tilpas med tid til forberedelse fra sin udmærkede fodboldform og mit forår er fuldt booket op med flere marathons allerede samt tri- og duathlon også.

route_marathon_full

Lidt tilfældigt faldt jeg over Athen Classic Marathon, som ligger perfekt i november, hvor vejret stadig er lunt. Vi har begge en skøn historik med Grækenland, hvor mange af vores fælles rejser er gået til – før vi fik børn og med børn. Mark har endvidere boet ½ på Rhodos før min tid.

Man løber fra byen Marathon (nordøst for Athen) til Athen, og det er jo her marathon distancen er “opfundet” – et must for marathon løbere, vil nogen måske mene. Ruten er semi kuperet med nogen højdemeter, men det må vi tage med, hvis det ender med at være den. Tiden er ikke vigtig – turen sammen er vigtig.

Nå, jeg glæder mig til at se om det bliver denne, vi vælger og skal afsted på sammen. Uh – alle de gode oplevelser vi får, det er så skønt!

Der er først tilmelding til april – og det er vist meget godt – vi skal stadig bruge en del energi på Livas hjernerystelse og eftervirkningerne deraf. Det er ikke ligefrem det sjoveste… Så det ville være dejligt at have sådan en tur at glæde sig til – når vi forhåbentlig har lagt det hele lidt mere på afstand.

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

ALOT nytårsfest

Lørdag aften var festlig – min fjerde nytårsfest med ALOT. Jeg husker ret tydeligt min allerførste fest for 3 år siden, hvor jeg nærmest ikke kendte et øje og kun havde været til svømning et par håndfulde gange. Det var en god “investering” at tage til fest og lære lidt flere klubkammerater at kende. Der er rigtig mange medlemmer som har været med i mange år, og der kommer gode nye til. Jeg kender næsten alle navne, og vi har haft så mange gode race- og heppeoplevelser, indforståede snakke og fede, hårde, sjove træninger sammen.

Før festen var der generalforsamling og ekstraordinært valg til bestyrelsen. Før jeg så mig om, havde jeg fået meldt mig som Bestyrelsessuppleant. Det er en sund klub med en fornuftig økonomi og mange gode kræfter, der løfter i flok. Beretningerne fra formanden og udvalgene fra året, der er gået indeholdt mit navn flere gange: klubmester, IRONMAN og vinder af Stevns. Blev helt småstolt…

Fremragende mad kreeret af Esben, Carolines mand og god snak og hygge med Rikke, Caroline og Katrine.

Jeg fik drukket lidt vel meget af den gode Valpolicella og danset mine fødder ihjel mest med Katrine. Vi var en lille flok, der efter oprydningen ikke kunne nøle os sammen til at tage hjem, så den var mere end 3, før jeg slingrede hjem.

Alot of party med de allerbedste. Årets fest med klubben er et sikkert hit.

Alle foto af Gitte Vognsen

Søndag stod den på fødselsdag hos min svoger på Frb – lidt ondt i håret… Liva ville gerne heppe på sit baskethold, så vi satte hende af et par gader derfra og hun fandt selv over til os bagefter. Hun kan stadig ikke spille med. Hun bliver svimmel og hendes holdkammerater er bange for at ramme hende. Hun har kun været i skole en enkelt gang i år – et par timer i fredags, og vi kæmper med at få fat i de professionelle, som kan hjælpe os videre med hjernerystelsen. Det er snart 3 mdr. siden påkørslen og hun sover stadig meget og længe. Vi bliver kastet rundt imellem læge, hospitalet, kommunen, fysioterapeut og psykolog. Skal rykke flere gange for henvisninger til de rette steder og tiden går bare imens… Det er så frustrerende ikke at vide, hvordan vi hjælper hende bedst.

Carla er i ugen, der er gået blevet rykket fra sit U14 talent pigehold i Brøndby til U13-1. Det var lidt med blandede følelser. Efteråret har været svært for hende på U14. Hun er jo bare lige blevet 12 og er en lille hurtig spirrevip i forhold til mange af de større og ældre piger. Ofte har hun følt at de andre var bedre end hende og holdet er fordoblet i antal så konkurrencen har været hård om pladserne – både til træning og kamp. Omvendt har hun ikke haft lyst til at forlade holdet pga. det sociale. Men nu er 5 piger fra det oprindelige hold blevet rykket samtidig og det er meget godt at følges med nogle man kender 🙂