Tag Archives: ALOT

PR i Hedeland

Jeg jagter stadig at komme under den famøse time – efter min tredje deltagelse i Hedelandsløb i dag. Det var en hyggelig fælles køretur med klubkammerater Kim og Henrik (2 ud af 3 af team ALOT of Snickers). Ved klubhuset mødtes vi med Vibeke, Maiken og Kenneth – også fra ALOT.

Jeg hentede min første “kanin” efter ca 4 km – en godt løbende dame som lå med 4.35 i snit. Så havde vi lidt modvind og skibakken skulle også lige klares, så jeg dalede i fart til ca 4.55. Så hentede jeg 4 kaniner mere og den næstsidste km fra 11-12 km, løb jeg på 4.28.

Jeg har ca 50 sekunder ned til at komme under timen – dvs 5 sekunder hurtigere pr km på den 12,8 km lange rute. Jeg havde ellers gode ben i dag, og selvom det var glat af en cm sne, var jeg i overskud med pres på hele vejen rundt. Kom i mål som hurtigste kvinde i tiden 1.00.53.

Jeg skal altså under den time – og det skal jeg nok komme med lidt bedre føre! I dag blev det trods alt til en PR på ruten – vel også godkendt 🙂 Men den skal slås, og jeg skal også slå Tanjas tid – basta. Jeg elsker de små konkurrencer med mig selv 🙂

Gid jeg kunne overføre noget af den samme energi til når jeg sidder på hometraineren, som jeg gjorde i går. Jeg synes, det er decideret synd for mig, når jeg skal dyrke sport indendørs. Jeg er meget mere skabt til sport udenfor: på landevejene, i havet, i skoven, på stranden med frisk luft, lys, sol, dufte, lyde… Ikke svede indendørs!

Jeg finder på alle mulige undskyldninger: jeg synes, det er hårdt, jeg ikke kan få pulsen op, jeg må da godt springe noget over eller stoppe lidt før. Hvad sker der for den moral??? Det er endda sket, at jeg har langet ud efter og spist en Snickers som lå inden for rækkevidde af cyklen (de er flyttet nu) mens jeg så Orphan Black på Netflix … nej nej nej altså. Nu trøstespiser hun også fordi det er åh så synd for hende med de indendørspas 😂? Jeg må fokusere på de gode ting; jeg er blevet tilvænnet at sidde på sadlen igen og jeg kan godt ligge i bøjlen, så det skal nok blive godt, når vi rykker udendørs! Der er ikke længe til. Hold on!

Overvejer Athen Classic Marathon som kærestetur

Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lillejuleaften og var så begejstret over at have løbet hele turen med Amalie, fik jeg sagt til Mark, at det ville jeg SÅ gerne opleve sammen med ham en dag også. Mark løb sit første og eneste Marathon i 2010 i København og har siden da ment, at “Så var det flueben sat – ingen grund til at gøre det igen”.

Til min store overraskelse var han ikke pure afvisende, men sagde at det lød da meget hyggeligt og det ville han gerne tale mere om. Siden har vi talt om det flere gange og er begyndt at kigge lidt efter, hvilket marathon det så skulle være: Et lille cannonball på hjemmebane eller et af de større i en hovedstad? Ikke så vigtigt for mig – mere vigtigt at vi gør det sammen. Laveste fart sætter hastigheden for begge.

Det skal først være i efteråret, da Mark skal bruge tilpas med tid til forberedelse fra sin udmærkede fodboldform og mit forår er fuldt booket op med flere marathons allerede samt tri- og duathlon også.

route_marathon_full

Lidt tilfældigt faldt jeg over Athen Classic Marathon, som ligger perfekt i november, hvor vejret stadig er lunt. Vi har begge en skøn historik med Grækenland, hvor mange af vores fælles rejser er gået til – før vi fik børn og med børn. Mark har endvidere boet ½ på Rhodos før min tid.

Man løber fra byen Marathon (nordøst for Athen) til Athen, og det er jo her marathon distancen er “opfundet” – et must for marathon løbere, vil nogen måske mene. Ruten er semi kuperet med nogen højdemeter, men det må vi tage med, hvis det ender med at være den. Tiden er ikke vigtig – turen sammen er vigtig.

Nå, jeg glæder mig til at se om det bliver denne, vi vælger og skal afsted på sammen. Uh – alle de gode oplevelser vi får, det er så skønt!

Der er først tilmelding til april – og det er vist meget godt – vi skal stadig bruge en del energi på Livas hjernerystelse og eftervirkningerne deraf. Det er ikke ligefrem det sjoveste… Så det ville være dejligt at have sådan en tur at glæde sig til – når vi forhåbentlig har lagt det hele lidt mere på afstand.

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

ALOT nytårsfest

Lørdag aften var festlig – min fjerde nytårsfest med ALOT. Jeg husker ret tydeligt min allerførste fest for 3 år siden, hvor jeg nærmest ikke kendte et øje og kun havde været til svømning et par håndfulde gange. Det var en god “investering” at tage til fest og lære lidt flere klubkammerater at kende. Der er rigtig mange medlemmer som har været med i mange år, og der kommer gode nye til. Jeg kender næsten alle navne, og vi har haft så mange gode race- og heppeoplevelser, indforståede snakke og fede, hårde, sjove træninger sammen.

Før festen var der generalforsamling og ekstraordinært valg til bestyrelsen. Før jeg så mig om, havde jeg fået meldt mig som Bestyrelsessuppleant. Det er en sund klub med en fornuftig økonomi og mange gode kræfter, der løfter i flok. Beretningerne fra formanden og udvalgene fra året, der er gået indeholdt mit navn flere gange: klubmester, IRONMAN og vinder af Stevns. Blev helt småstolt…

Fremragende mad kreeret af Esben, Carolines mand og god snak og hygge med Rikke, Caroline og Katrine.

Jeg fik drukket lidt vel meget af den gode Valpolicella og danset mine fødder ihjel mest med Katrine. Vi var en lille flok, der efter oprydningen ikke kunne nøle os sammen til at tage hjem, så den var mere end 3, før jeg slingrede hjem.

Alot of party med de allerbedste. Årets fest med klubben er et sikkert hit.

Alle foto af Gitte Vognsen

Søndag stod den på fødselsdag hos min svoger på Frb – lidt ondt i håret… Liva ville gerne heppe på sit baskethold, så vi satte hende af et par gader derfra og hun fandt selv over til os bagefter. Hun kan stadig ikke spille med. Hun bliver svimmel og hendes holdkammerater er bange for at ramme hende. Hun har kun været i skole en enkelt gang i år – et par timer i fredags, og vi kæmper med at få fat i de professionelle, som kan hjælpe os videre med hjernerystelsen. Det er snart 3 mdr. siden påkørslen og hun sover stadig meget og længe. Vi bliver kastet rundt imellem læge, hospitalet, kommunen, fysioterapeut og psykolog. Skal rykke flere gange for henvisninger til de rette steder og tiden går bare imens… Det er så frustrerende ikke at vide, hvordan vi hjælper hende bedst.

Carla er i ugen, der er gået blevet rykket fra sit U14 talent pigehold i Brøndby til U13-1. Det var lidt med blandede følelser. Efteråret har været svært for hende på U14. Hun er jo bare lige blevet 12 og er en lille hurtig spirrevip i forhold til mange af de større og ældre piger. Ofte har hun følt at de andre var bedre end hende og holdet er fordoblet i antal så konkurrencen har været hård om pladserne – både til træning og kamp. Omvendt har hun ikke haft lyst til at forlade holdet pga. det sociale. Men nu er 5 piger fra det oprindelige hold blevet rykket samtidig og det er meget godt at følges med nogle man kender 🙂

Hedelandsløb

Endelig frost! Elsker bare den frostklare blå himmel og måden det kilder i næseborene når der er frost i luften! Og denne søndag var der hele to løbemuligheder i fremragende selskab: enten den meget oplagte “Frost Cup” i Utterslev Mose med fem flotte løbere fra Alot eller Hedelandsløb med Amalie og Vibeke fra Alot/Fløng Kondi-også nyslået IRONMAN fra i sommers.

Jeg ville gerne løbe lidt længere end de 10 km til Frost Cup, så Hedelandsløbet vandt (og det koster kun en flad 20,-, som jeg måtte låne af Vibeke, da kontanter er en saga blot i mit liv og de ikke tog MobilePay ).

Høj sol og frost i alle vandpytter, hård grus i underlaget og bakke op og bakke ned, bakke op og bakke ned.

Amalie ville under en time, så hun gav den gas, så jeg holdt min egen fart og kom rundt på de 12.8 km på 1.01.51. Som nr 3 blandt kvinderne -Amalie som nr 2:-)

Dejlig start på søndagen som blev efterfulgt af bilvask – ikke rigtig smart at gøre selv i frostvejr… vandet stivner jo mens man vasker !

Jeg kommer igen i Hedeland:-)

Juleløb med ALOT hos TIK

Juleløb i Taastrup er en tradition med ALOT og vi var mange i dag – alle nåede ikke engang med på billedet taget før start på en kold og blæsende morgen med frost og sne i luften 🙂

Ruten går rundt i Vallensbæk mose på velkendte stier, og jeg lagde som sædvanlig for hårdt ud med 4.30 pr km de første 4-5 km hvorefter luften går af ballonen og jeg puster lidt nogle km for så at vinde kræfter igen. Kom igennem på 46.47. Men blev lige overhaler af en far og datter på 12 år en km før mål. Damn hun var godt løbende!

Bagefter var der morgenbrød og lodtrækningspræmier i klubhuset. Hyggelig søndag morgen! Og så hjem til lidt (jule)småkage bagning og adventskrans.

Jeg glæder mig til at komme tilbage på træningsplaner og lidt rytme igen efter nytår. Jeg havde først sagt til Jeanne, at jeg ville klare mig uden træner, men jeg kan mærke, at det vil være godt for mig med struktur.

Jeg havde jo lånt en hometrainer af Caroline sidste vinter og vinteren før det lånt en af Henrik. Nu køber jeg Jeannes brugte Bkool Onetrainer. Det bliver meget godt at komme på cyklen igen. Har ikke kørt på den siden 20. August! Savner den helt:-) Men træningen har primært stået på løb så cyklen har ikke fået særlig meget opmærksomhed. Det bliver der lavet om på nu:-)