“Corona-årsdagen” nærmer sig. Jeg har talt dage i kalenderen: 21 dage i alt har jeg mødt fysisk ind på min arbejdsplads det seneste år… Det er flippet og syret at tænke på. Før 12. marts havde jeg en hverdag som jeg faktisk ikke helt kan huske nu, hvordan var. Det var noget med: ud af døren hver morgen, koordinere hundeluft, madpakker, kørsel til og fra fodbold med Carla 4 gange om ugen, 2 svømmetræninger om ugen, cykelture til Hillerød på arbejde, løbeture til arbejde på Nørrebro, og faste træningsplaner. Nu er rytmen en ganske anden: sove helt til kl 7, gå morgentur, lande bag skærmen på hjemmekontoret kl. 8 og så ellers i gang med møder til kl 16.30 derefter en tiltrængt løbetur. Aftensmad. Hundemad. Hundetur i hundetøj. Strikketøj. Vasketøj. Nattøj…

Det er stadig primært løbeture, min motion består af – og gåture med Balder. I februar har jeg dog fået luftet den lånte MTB cykel hele 3 gange – man skal jo starte et sted. Jeg har jagtet glemte kæmper og fået point i Herlevs Challenge. God motivation til at komme ud på anden vis.

Efter den lille genåbning for en uge siden har det været muligt for Carla at komme tilbage til fodboldtræningen – det er ikke bare godt for kroppen – men også virkelig godt for hovedet! Selvom hun har selvtrænet i hele januar alene – og i hele februar haft online sam-træning, er det noget helt andet at have en bold på en bane, tackle og ikke mindst stå og sludre før og efter træning. Corona’en fucker med mine pigers hjerner – og med deres identitet. Hvem er man, hvis man ikke kan dyrke sin idræt på højt niveau? Ikke er den dygtige elev? Ikke kan genkende sig selv, fordi alt det man er og de relationer man indgår i, er trukket væk under en? Jeg kan være meget bekymret for de psykiske konsekvenser af nedlukningerne og de aktuelle levevilkår for teenagerne. Kan man nogle sinde stole på “det gode i livet” igen? Skal vi leve med præmissen om at “all good things come to an end” og at verden også fremover kan forandre sig fra det ene øjeblik til det andet? Jeg kan frygte at kuren ender med at være værre end sygdommen og at kuren rammer bredere…

Mark har også været afsted til fodbold for første gang i et år, og der var gnister i øjnene og ømme lår i dagene efter. Mennesker er ikke skabt til så lidt aktivitet, som der er mulighed for pt. Heldigvis har Mark i den grad virketrang: så nu er der lagt fliser i det sidste rum i kælderen også, og det fremstår så flot og sammenhængende.

Og så må vi træne i ALOT igen – så i onsdags var vi mere end de 25 til træning og måtte dele os op i 3 mindre grupper, før vi løb afsted. Hold op hvor var det skønt at løbe i en gruppe igen!

Liva har brugt 2021 på at træffe en stor beslutning, mens hun har været hjemsendt i nu 2½ måned fra efterskolen: hvilket gymnasium / sportscollege skal hun starte på til sommer? Valget har stået mellem Stenhus Kostskole og Gymnasium (Holbæk) og Ajax Københavns Sportsgymnasium (Valby). Det har virkelig været svært, og jeg har ikke misundet hende at skulle træffe så stort et valg: Hvis hun valgte Holbæk skulle hun flytte på kostskole, men her er et etableret og velfungerende hold med et trænerteam, som hun har stor tillid og tiltro til. Hvis hun valgte Valby kunne hun blive boende hjemme, men skal være med til at bygge holdet op fra start med nogle trænere, hun ikke kender så godt. Begge steder var det også i spil, hvilke kammerater der også overvejer Holbæk og Valby. Hun er endt med at vælge Valby, men der er en kattelem til Stenhus efter grundforløbet, hvis det viser sig ikke at være det rigtige valg. Jeg har syntes, det har været rigtig spændende at følge hendes overvejelser – men også hårdt at se hvilken vildrede, hun har været i! Jeg har indimellem haft lidt svært ved at lægge min uddannelsesvejleder-baggrund på hylden… det har kostet både mange tanker og tårer at blive i stand til at vælge! Jeg tror hun bliver glad for dette valg 🙂

Midt i alt dette, gik det pludselig op for mig at Højlyngsløbet, som jeg er tilmeldt på Bornholm om tre uger, rent faktisk bliver afviklet. Ergo måtte vi i gang med at planlægge turen. Mandy og jeg er begge tilmeldt den fulde distance 67 km (den røde rute på billedet) og mens jeg gik en tur med Caroline, sprang hun også lige på til 21 km. Så nu er vi 4, der daffer afsted fredag 26.3, løber 27.3 og Caroline og jeg tager hjem igen palmesøndag – inden alle påsketuristerne valfarter til Bornholm, som er genåbnet mere end resten af landet. Mandy og kæresten bliver hængende et par dage mere. Jeg er ret spændt! Jeg har kun løbet 67 km en gang før – og det var over 10 timer sidste forår til Ultra Backyard Corona edition Og jeg har ikke rigtig set Bornholm som voksen – kun været derovre på småture bla. med arbejde . Men på denne tur får jeg set meget af det smukke Bornholm.

Min dårlige samvittighed er mit ambassadørskab til Triathlonshop.dk. Jeg får ikke postet en dyt om alt det fede udstyr jeg har modtaget. I dag har jeg fx cyklet MTB – knap 50 km i de skønne cykelbukser fra Orca. Jeg er virkelig blevet fan af cykelbukser med seler og den gode pude! Men jeg kan jo ikke flashe hvor fede de er, når jeg er nødt til at trække varme lange bukser udenpå! Først mødtes jeg med Herlev Tri og Motion, men efter 20+ km, tog Mellanie og jeg er afstikker, fordi vi frøs og havde brug for at få pulsen lidt mere op. Så vi fandt nogle små spor og jeg fik prøvet lidt mere af hvad det vil sige at køre “mtb” – mudder, sving, rødder, sten, broer, bakker og undervejs lærte jeg hvornår jeg skal rejse mig, hvornår jeg skal blive siddende, styre med inderlårene osv. Nøj det er teknisk! Og kræver fuld koncentration. Og jeg er slet ikke klar til at køre med klikpedaler for jeg ville da vælte hele tiden med dem på. Jeg kan slet ikke styre gearene og alle ting samtidig. Al begyndelse er svær – men sjov!