Tag Archives: ironman

Overvejer Athen Classic Marathon som kærestetur

Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lillejuleaften og var så begejstret over at have løbet hele turen med Amalie, fik jeg sagt til Mark, at det ville jeg SÅ gerne opleve sammen med ham en dag også. Mark løb sit første og eneste Marathon i 2010 i København og har siden da ment, at “Så var det flueben sat – ingen grund til at gøre det igen”.

Til min store overraskelse var han ikke pure afvisende, men sagde at det lød da meget hyggeligt og det ville han gerne tale mere om. Siden har vi talt om det flere gange og er begyndt at kigge lidt efter, hvilket marathon det så skulle være: Et lille cannonball på hjemmebane eller et af de større i en hovedstad? Ikke så vigtigt for mig – mere vigtigt at vi gør det sammen. Laveste fart sætter hastigheden for begge.

Det skal først være i efteråret, da Mark skal bruge tilpas med tid til forberedelse fra sin udmærkede fodboldform og mit forår er fuldt booket op med flere marathons allerede samt tri- og duathlon også.

route_marathon_full

Lidt tilfældigt faldt jeg over Athen Classic Marathon, som ligger perfekt i november, hvor vejret stadig er lunt. Vi har begge en skøn historik med Grækenland, hvor mange af vores fælles rejser er gået til – før vi fik børn og med børn. Mark har endvidere boet ½ på Rhodos før min tid.

Man løber fra byen Marathon (nordøst for Athen) til Athen, og det er jo her marathon distancen er “opfundet” – et must for marathon løbere, vil nogen måske mene. Ruten er semi kuperet med nogen højdemeter, men det må vi tage med, hvis det ender med at være den. Tiden er ikke vigtig – turen sammen er vigtig.

Nå, jeg glæder mig til at se om det bliver denne, vi vælger og skal afsted på sammen. Uh – alle de gode oplevelser vi får, det er så skønt!

Der er først tilmelding til april – og det er vist meget godt – vi skal stadig bruge en del energi på Livas hjernerystelse og eftervirkningerne deraf. Det er ikke ligefrem det sjoveste… Så det ville være dejligt at have sådan en tur at glæde sig til – når vi forhåbentlig har lagt det hele lidt mere på afstand.

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!

»Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«

Mia Mørkeby deltager for første gang i en ironman søndag. Her fortæller hun, hvorfor hun udsætter sig for 11-12 timers strabadser i vand, på cykel og i løbesko.

Mia Mørkeby stiller op til Ironman

Når Mia Mørkeby ligger i en våddragt i havet under træning, trækker hun en orange bøje efter sig. Træningskammeraterne holder øje med hinanden i vandet. Hun tager den røde dragt på, når hun skifter tøj på parkeringspladsen før og efter svømmetræning. Foto: Martin Lehmann

»Jeg tog beslutningen for et år siden, da jeg sammen med min klub, ALOT, Albertslund Løb og Tri, heppede på atleterne på den sidste del af Ironman Copenhagen. Vi havde en heppestation, hvor vi dansede rundt i klipklapper, drak sodavand, grillede pølser og heppede på vores klubkammerater og andre, der kom forbi.

Jeg blev grebet af stemningen. Jeg vidste godt, at tog jeg først derind og heppede, ville jeg få lyst til at gennemføre en ironman selv. Jeg havde dyrket triatlon et par år og følte mig klar til at træne mig op til den ultimative distance. Indtil da havde det været overkommeligt. Altså, jeg vil ikke kalde det let, men det var kontrollerbart og overskueligt op til en halv ironman.

Jeg kan godt lide at komme derud, hvor jeg ikke ved, hvad der sker.

blå bog.png

Det er interessant, fordi jeg lærer noget om mig selv og min krop. Jeg lærer også, at jeg kan mere, end jeg tror. Det har jeg prøvet mange gange i det her game. Selv når jeg tænker, at jeg har prøvet det her tusind gange, kommer jeg ud et sted, hvor det er overraskende hårdt og ekstra svært. Det er sjovt.

Jeg begyndte at løbe i 2001, da jeg lånte løbesko af en veninde og deltog i et 5-kilometer-løb for kvinder. Det var sådan, det startede. Efter det løb jeg i mange år og var glad ved det. Jeg løb flere halvmaraton og maraton og nød friheden af bare at kunne blive ved med at løbe.

Afhængig af en tilstand

Jeg er flowjunkie. Jeg kan lige så godt sige det. Jeg er dybt afhængig af den der tilstand i løb, hvor alt andet er lukket ude, og du kun løber. Jeg var spændt på, om jeg kunne tage den følelse med over i svømning og cykling også.

Der var flere, der drillede mig og sagde: Du laver da en ironman, inden du er 40. De spurgte, hvorfor jeg ikke dyrkede triatlon, for jeg cyklede til og fra arbejde og var god til at løbe og svømme. For tre år siden meldte jeg mig til en triatlon for kvinder i Brøndby med 800 deltagere. Jeg lånte en rigtig 80’er-cykel, pink og grå med gear nede på stangen. Det var øsende regnvejr, jeg svømmede i mit løbetøj og cyklede i løbesko.

Jeg meldte mig til en halv ironman og var nødt til at købe en rigtig cykel, sko og våddragt. Jeg har brugt omkring 30.000 kroner på udstyr. Det er mindre end mange andre triatleter.

Jeg kunne mærke, at triatlon var sjovt. Der er noget grænseoverskridende over det. Der er elementer af vind, vejr, fysik og teknik. Du kan punktere. Få problemer med kæden.

Jeg har joket med, at da jeg valgte ikke at få flere børn end to, måtte jeg gøre noget andet, hvor jeg kunne opnå den samme fantastiske bedrift som at føde. Jeg ville have den følelse af power igen. Måske var det en erstatning for ikke at få flere børn. På den anden side kunne jeg også få nogle flere børn. Det kan være, at det er mere givende på den lange bane.

Jeg bliver høj af træning og konkurrence. Jeg kommer i en tilstand, hvor intet handler om madpakker, hundeluftning og arbejdsopgaver. Jeg er bare i vandet. Jeg kan kun høre min vejrtrækning og koncentrerer mig om at navigere efter et punkt derude. Jeg er kun der. Jeg får en bølge i munden, jeg skovler en vandmand væk. Flow er, når man glemmer alt omkring sig og er i ro. Jeg glemmer tid og sted, selv om det er hårdt.

Mia Mørkeby stiller op til Ironman (1).jpg

Mia Mørkeby har siden november trænet mellem 8 og 17 timer om ugen for at blive stærk nok til en Ironman. Det har trukket store veksler på hendes mand og børn. Når de ser hende, er hun ofte på vej til træning eller er lige kommet hjem. Desuden er hovedet fuld af tanker om træningen. Foto: Martin Lehmann

Jeg startede i november på en ironmantræningsplan, som min personlige træner har lagt. Jeg vidste godt nogenlunde, hvordan jeg skulle træne, men havde brug for lidt mere struktur. I vinter trænede jeg 8-10 timer om ugen. Fra april 12 timer om ugen, juni 12-13, og i juli fik jeg en plan, der gik helt amok med 15-16-17 timers træning om ugen. Jeg tænkte, at det magter jeg ikke, samtidig med jeg skal holde ferie med mand og børn. Men det gik. De seneste uger har jeg trappet ned frem mod ironmanen søndag.

Min træning er fordelt mellem 60 procent cykling, 30 procent løb og 10 procent svømning. Det afspejler nogenlunde tidsforbruget under en ironman. Jeg kommer fra løb, så det har jeg blot skullet holde ved lige. Cykling har jeg skullet lære, der er meget teknik. Svømning skulle jeg også lære, men ikke fra bunden, jeg kunne svømme crawl, da jeg gik i gang med triatlon.

Nogle dage svømmer jeg om morgenen og løber til og fra arbejde; det er 13 kilometer hver vej. Det er vildt fedt at bruge transport som træning. Det tager 40 minutter på cykel fra mit hjem i Glostrup til mit arbejde på Tagensvej i København. Løber jeg, tager det en time og nogle minutter. Det er næsten gratis i tidsforbrug. Cykler jeg på arbejde, kører jeg en omvej ud omkring lufthavnen på vej hjem. Jeg nyder virkelig den der til-og-fra-træning, der ikke går ud over familien i samme grad som i weekenden, når jeg cykler og løber de lange ture.

Under min træning til ironman var min længste svømmetur 4-5 kilometer i en svømmehal. Min længste cykeltur var 5 timer eller 150 kilometer, og jeg har løbet 1,5 timer som det længste. Jeg arbejder 37 timer om ugen, men har efter aftale med min chef ikke lagt alle de arbejdstimer, jeg skal, mens jeg trænede til ironman. Jeg har et minus på et par timer om ugen. Jeg skylder alle steder: arbejdet, familien og vennerne.

Helt lavpraktisk er det min mand, Mark, der tager med vores datter til fodboldstævne, mens jeg cykler fem timer. Jeg løber til og fra arbejde, men det kan jeg kun, fordi han handler ind. Det er en evig forhandling. Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette.

Mia Mørkeby stiller op til Ironman (2)

Der er en del grej at holde styr på, når Mia Mørkeby søndag skal svømme 3,8 km, cykle 180 km og løbe 42,195 km. Foto: Martin Lehmann

Det er ikke mig, der laver en ironman, det er os, selv om det er mig, der fysisk er i vælten og lægger træningstimerne og tankerne. Det er ikke kun træningstimerne. Det er også tiden omkring. Jeg pakker, vasker og kører. Jeg er væk to timer, når jeg skal svømme en time. Min mand står med lorten i alt det praktiske. Han er på forkant med alt i familien. Det er jeg ikke. Han har gjort, hvad han kunne, men han har også været ved at brække sig over det.

Min teenagedatter siger, at hun savner mig, og når hun vil snakke med mig om noget vigtigt, står jeg i entreen og er enten på vej ud eller er lige kommet ind. Eller også er mine tanker et andet sted. Jeg er så meget i en boble, hvor jeg kun kan tænke på træningen.

Jeg føler, at jeg svigter mine børn. Jeg har grædt over det og tænkt: Fuck, jeg gider ikke mere, det gør noget skidt ved min familie. Hvis det bare var mig uden Mark, pigerne, huset og hunden, var det anderledes. Så var det bare af sted. Trods omkostningerne gør jeg det alligevel, fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg oplever det der flow og bliver høj af energi.

Jeg kan ikke dit-dut-dat

Min datter Carla på 11 er stolt og nysgerrig. Hun fortæller sine veninder og deres forældre, at jeg skal lave en ironman. Min datter Liva på 13 synes, jeg er væk hele tiden.

Forleden havde jeg lovet at vække hende om morgenen, fordi hun skulle til basketstævne. Jeg skulle lufte hund og kom skævt ud ad døren til min cykeltur, så jeg glemte det. Jeg kom i tanke om det under en punktering i Ballerup. Jeg ringede og vækkede hende og sagde, at hun måtte sige til træneren, at det var hendes dumme, latterlige ironmanmor, der glemte at vække hende.

Mit sociale liv har været ikkeeksisterende. Jeg er heldig at have venner, som gider indrette sig efter mig og gå tur med vores hunde, lige når jeg kan. Jeg har hele tiden sagt: Nej, jeg kan ikke dit-dut-dat, for jeg skal cykle, løbe og svømme. Mit sociale liv er med dem, jeg træner med.

Hvis du overvejer en ironman, så forvent ikke, at dine omgivelser forstår din passion og dine prioriteringer. Jeg er konstant blevet udfordret af mine venner og min familie. Jeg taler så lidt som muligt om træning herhjemme, for de gider ikke at høre om det. Den klarer vi i klubben, når vi sidder på cyklen eller står på en parkeringsplads ved Ishøj Strand og skifter til våddragt. Mit helle er min klub.

Mia Mørkeby stiller op til Ironman (3).jpg

Mia Mørkeby har lagt 60 procent af sine træningstimer på cyklen. Det er den disciplin, der tager længst tid under en ironman. Foto: Martin Lehmann

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan gennemføre. Jeg har i mit liv oplevet, at jeg lykkes med de ting, jeg kaster mig ud i. Også i triatlon. Jeg er god til det. Jeg vandt Stevns’ halve ironman i juni som bedste kvinde. Pludselig stod jeg øverst på podiet. Jeg er spændt på, hvilken oplevelse der venter søndag, og forventer, at det bliver hårdt, og at der kommer kriser undervejs.

En klubkammerat sagde forleden, at en hel ironman er fire gange så hård som en halv – jeg har gennemført en halv tre gange. Det koster fire gange så lang tid at træne til en hel. Der tænkte jeg: Fuck, du har tilmeldt dig, der er ingen vej tilbage. Men jeg har al træningen bag mig. Jeg har gennemført det lange og seje træk mod søndag.

Frygter et race from hell

Jeg frygter mest et race from hell med skybrud og punkteringer, lyn og torden, otte toiletbesøg i hækken på cykel- og løberuten. Jeg har en energiplan i dagene op til og under selve konkurrencen. Under konkurrencen tager jeg energigeler, spiser figenstænger, Snickers og lidt salt. På Geels Bakke står en klubkammerat med en bolle med Nutella.

Da jeg tilmeldte mig, aftalte jeg med min mand, at jeg kun kunne gøre det, hvis han og børnene står ved målstregen og på løberuten. Det har han lovet. Mine forældre og nogle veninder kommer også og hepper. Min drømmetid er et sted mellem 11 og 12 timer.

Jeg græder tit, når jeg kommer over målstregen. Nogle gange er det til bittesmå stævner. Det er så hårdt at nå dertil, så jeg bliver helt overvældet, når jeg kommer i mål. Jeg forventer at være en rigtig tudeprinsesse i mål. Jeg bliver meget berørt af at tale om det nu, kan jeg mærke.

Selve opløbet er på en rød løber. Der er en crazy intens stemning. Tit løber jeg og opildner tilskuere ved at hæve armene; de reagerer med det samme. Det vil jeg gøre søndag også. Jeg vil flyve ind over målstregen. Og så tuder jeg.

Jeg kommer stadig til at løbe og dyrke triatlon, men jeg glæder mig til at træne mere lystbetonet, hvor jeg ikke hele tiden skal kæmpe for at mingelere noget rundt i kalenderen, så det passer. Jeg tror, jeg vil forfine nogle af de kortere distancer, som ikke kræver samme mængde tid i træningen.

Jeg skal ikke lave en ny ironman foreløbig. Det kan jeg ikke byde min familie«.

Af Anders Legarth Schmidt –  bragt i Politiken 19.8.2017

Den dag jeg blev Iron-Woman

Jeg ved knap nok, hvor jeg skal starte min beretning. Jeg er så høj på rusen fra i går. Jeg havde aldrig turde drømme om sådan et race. Facebook svømmer over med teløk’er og likes. Jeg når først det hele igennem om flere dage! Sikken en opbakning fra familien, klubben og København.

Det har været en fantastisk sæson med tur til Mallorca med Katrine, Swimrun med Caroline og Tanja – og jeg troede faktisk, jeg havde peaket, da jeg vandt Stevns Jernmand eller klubmesterskabet i Karrebæksminde, men tænk at det kunne slutte så fabelagtigt – med et knap 11 timer langt flow, hvor alt bare lykkedes – endda med Politiken på “slæb” hele dagen.  FUCK det var fedt. Det hele!

To fine artikler i Politiken er det blevet til – i lørdags 19.8  »Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«” og i dag mandag 21.8 i “Ironwoman på målstregen: Jeg troede, at det skulle gøre mere ondt”

Min dag startede kl. 04, da uret ringede. Morgenmad, toiletbesøg, pakke det sidste, madpakken, drikkedunke, skiftetøj osv.

Kl lidt i 5 ankom den allerbedste wing-woman, man kan forestille sig; Caroline Myhre-Gregersen, Klub-kammi gennem last og brast, first-timers together i Øresund 1/2 Jern i 2015, Swimrun makker og min fortrolige. Tænk hun stod op for at køre mig og gik først hjem sent i aftes. Det er lige til at tude over.

En kort køretur senere og så var vi på Jollevej. Jeg gennemgik mit udstyr, hentede tingene fra cykelposen og riggede cyklen til – lånte pumpe af min nabo 663. Hendes pumpe havde været på Hawaii, så jeg jokede med, at der nok var gode “Wibes” i den. Det var min fætters fødselsdag i går – og jeg ved, han fulgte med fra det store udland, hvor han bor – så det var en god dag til IM.

Ca kl. 6 skulle jeg mødes med journalist og fotograf fra Politiken. De fandt mig i toiletkøen. Vi havde allerede haft den første byge, så tingene var våde.

Jeg hoppede i våddragten og Politiken fulgte bare med i det, jeg nu foretog mig. Jeg kom til at knække mit vedhæng af min halskæde og fumlede med det. Måtte hen til Caroline og Christina ved hegnet og få hjælp til at bide vedhænget sammen, så jeg kunne have det på. Det er mit lykketal – 13. Og har været min mors. Og Carla har netop fået nr 13 som sit nummer på fodboldholdet. Og det var dét smykke, jeg ville have på, når jeg nu havde lagt alle de andre derhjemme for ikke at hænge fast i søgræsset under svømningen. Da halskæden var fixet, brød solen igennem skyerne og Christina sagde: “Solen skinner på dig Mia” – og så kom tårene for første gang.

Jeg forlod min cykel og smed min bagagepose i containeren og glemte at putte mine elskede klip-klapper med Nuser og Pip i posen inden aflevering. Dem nappede fotografen i bagagen og de blev vist afleveret til Caroline, tror jeg.

Så gik vi mod vandet. Jeg dyppede mig og sikrede mig, at brillerne sad godt, og der blev krammet og sagt godt race. Jan og jeg gik i båsen og i vandet samtidig. Det var et rørende øjeblik. Vi har skisme delt lidt af hvert på de mange træningsture. Der er noget særligt over den lille gruppe fra ALOT, som jeg har trænet en del med frem mod IM: Jan, Kim og Henrik – aka Team ALOT of Snickers. Voksne erfarne mænd og lille Mia. Og alligevel fælles om projekt Ironman.

Vandet var skønt. Jeg havde frygtet, hvor langt søgræsset ville være – det var meget langt for et par uger siden, men jeg tror vandstanden var højere i går, for det generede slet ikke. Jeg havde ellers afklædt mig alle min smykker for ikke at hænge fast eller være nervøs for at miste dem.

Jeg var i svømmeflow stort set fra start, der var et par store brandmænd som jeg fint navigerede uden om og jeg fandt en god rytme fra start. Jeg havde fået placeret mig helt rigtigt – jeg overhalede endda! Jeg syntes, at mange svømmede lidt for langt ud til venstre på det lange stykke – jeg blev tæt ved bøjerne og svømningen gik upåklageligt.

Da jeg kom op, ville jeg tjekke mit ur, men det stod på en forkert visning, så det drillede mig. Jeg vidste derfor ikke hvor hurtigt, jeg havde svømmet og det var først efter 2.5 km på cyklen, at jeg fik det til at spille.

T1 går hæderligt. Jeg finder min blå cykelpose på sin plads, kommer hurtigt ud af våddragten, får hjelm på, min bluse ud over speedsuiten, strømper og cykelsko på. Jeg løber mod containeren og kommer i tanke om mine briller. Jeg ved, de er i posen. Roder posen igennem igen og finder dem. Skiller mig af med posen og løber mod min cykel, som jeg ved præcis hvor er. Har vist Politiken i hælene, men opdager det dårligt. Måske svarer jeg på hvordan vandet var?

Løber ud af T1, over mountline, hopper på cyklen og så går det ind mod byen. God fart uden problemer. Byen er stille, ved at vågne. Jeg nyder det. Jeg ved, at den koger senere og glæder mig til det.

Jeg bliver ved med at holde en god fart og synes det går glat. Der er godt med vind, jeg er glad for mit vat i ørerne, så det ikke suser igennem hele kraniet. Vi får flere små byger og en større ved Nivå. Op af strandvejen er der side-medvind – det er fedt.

Ind over land er der mere modvind og asfalten er vanskeligere. Der er mange små sving – heldigvis har de været forbi med en fejemaskine – der kan godt ligge mange sten. Farten daler en smule, men jeg bekymrer mig ikke om det – tænker at det er forventeligt.

Jeg når til Kongevejen og ned til Allerød. Der står Asta. Jeg når lige at råbe hendes navn, og så er jeg væk.  På Geels bakke står ALOT og det koger. Jeg er fuld af overskud og overhaler store, stærke, tatoverede mænd op af bakken. Hæ hæ.

I Virum står hele sommerhusbanden med fint banner og det hele!

De napper et foto af mig og så kommer det lille stykke motorvej tilbage mod Lyngby og Hellerup.

img_0715

Foto af Brian

Jeg tager min energi fuldstændig efter planen: hver halve time enten en gel, en figenstang eller en snickers. Hver klokken hel tager jeg også en salt sticks. Jeg drikker ikke helt 750 ml i timen, som jeg skulle, nok nærmere 500 skiftevis saft og vand.

Jeg husker, at Jeanne har sagt, at man ikke rigtig gider 2. runde på cyklen, men det gider jeg faktisk godt. Der er blevet lidt længere imellem cyklerne. Jeg overhaler tydeligvis nogle, der er ude på 1. runde.

Jeg har mærket, at jeg har fået slidsår i lysken, men det tog kun en halv time, så er jeg alligevel følelsesløs. Jeg tisser på cyklen flere gange og er blevet helt skrap til det. Man er en rigtig charmetrold som Ironwoman! Heldigvis havde jeg ikke behov for toilet i øvrigt. Jeg priser mig lykkelig over at min Colitis Ulcerosa forblev i ro i ugerne op til.

Før jeg ser mig om, er jeg tilbage efter 2. runde og skal mod T2. Min fart daler lidt de sidste 10 km – måske fordi jeg mentalt omstiller mig? Jeg har cyklet 15 min hurtigere end jeg håbede på.

I T2 som er i kælderen under Skuespilhuset, går det snapt. Op af rampen i løbesko – der er en, der råber “Det er jo Miathlon. Der er fart på i dag”. Jeg når ikke at se, hvem det er 🙂

Jeg kommer op i en sydende publikumsmasse. Der kommer en ordentlig byge, og jeg når at tænke at mine sko bliver tunge, hvis de bliver meget våde. Kursen er stik syd mod ALOT’s power-heppe-zone, og jeg glæder mig til at se alle klubkammeraterne.

Jeg flyver igennem ALOT’ernes highfives og tilråb med et kæmpe smil på læben. Hold kæft, det har jeg drømt om, siden jeg første gang stod og heppede derinde for 2 år siden. De råber til mig, at jeg ligger nr 3 eller 4 i min age-group. Det er slet ikke vigtigt lige der. Så mange kendte ansigter, at jeg slet ikke når at skelne dem alle. Jeg ser dog Katrines tårer. Katrine som jeg tilmeldte mig IM sammen med og var på Mallorca med og som jeg længe troede, jeg skulle lave IM med, men som lod fornuften sejre og valgte IM fra i forsommeren.

img_0704

Foto af Caroline

Hver gang jeg kommer igennem ALOT’s powerzone er der kommet nye ansigter til. Heldigvis kommer jeg igennem hele 10 gange! Ud over alle de skønne ALOT’er er min mand, mine piger, mine forældre, min kusine og hendes mand, naboerne fra vejen, sommerhusfolket og Didde og Steen i powerzonen. Måske endda flere?

img_0709

Foto af Joke

Åh, det er godt med kendte ansigter! Jeg løber godt – har fundet en god rytme efter jeg lige skulle ned i fart de første 3-4 km, hvor jeg altid er lidt for hurtig. Jeg har ikke engang haft fornemmelsen af “hjulben” eller ømme knæ, som jeg godt kan have, lige når jeg har lagt cyklen.

Rundt på ruten møder jeg også Charlotte Egholm, Jonas Thing, Martin fra Swimrun, Sussi, Mia Egelund, Randi, Anja Joensen, Susanne og Henrik, Helle Børgesen – og flere andre klubkammier.

Ruten er fuld af publikum, på nær nogle få stræk på langelinjekaj.

Jeg bruger depoterne som aftalt. Jeg går igennem dem hver gang og fylder op – og starter med at løbe igen, når jeg når den sidste skraldespand. Stick to the plan. Jeg spiser også 2 salt sticks med ca 1½ time imellem, men supplerer med banan osv. Jeg forsøger med en TUC kiks og lidt cola – uha skidt kombi… det fik jeg galt i halsen.

IM result.png

På 4. runde ved jeg, at nu er der kun ½ runde tilbage – ca 5-6 km og nu gælder det om at nyde det sidste. Jeanne råber til mig, at jeg har god tid til at komme under 11 timer. jeg flyver. jeg kan også mærke tårene presse på. Hele heppebanden er rykket fra ALOT teltet til Ofelia Plads. Jeg ser nu også mine svigerforældre. På modsatte side står min søs og svoger og mine elskede niecer. Møsser dem lige. Så mangler jeg lige de sidste km. Jeg synes al musikken er rigtig: De spiller alt det ønskede musik: “Can’t stop the feeling” med Justin, A-ha “Take on me” og Coldplay har jeg også hørt. Jeg mærker tårene. Nu er det nu!

Da jeg kommer rundt om Skuespilhuset og drejer ind mod den røde løber, bliver jeg ramt af min sædvanlige trang til spurt. Den får alt hvad den kan trække!

 

Jeg burde jo nok nærmest gå op af den røde løber for at få øjeblikket til at vare lidt længere :-)Men jeg ved ikke, hvad der stikker mig. Jeg når slet ikke at se dem alle sammen stå der, før jeg flyver over målstregen… MEGA FEDT!

Foto: Helle Børgesen

Bag målstregen er Politiken på pletten. De spørger hvad jeg tænker: Jeg svarer, at jeg flere gange havde tænkt: “hvornår bliver det hårdt? Hvornår kommer det til at gøre rigtig ondt?” Det gjorde det aldrig rigtig…

Jeg kysser og krammer min familie bag hegnet og går hen til udlevering af mit skiftetøj og min finisher-tshirt. Så forlader jeg zonen med en alkoholfri Erdinger i hånden 🙂

Jeg slutter som nr 7 i min age group ud af 65 og samlet som nr 45 ud af 401 kvinder. Jeg havde aldrig forventet at komme under 11 timer til min debut på Ironman distancen. Jeg havde seriøst været glad og tilfreds med de ca 11,5 timer – og også hvis det nærmede sig 12. Det gik over al forventning!

Jeg henter min cykel og cykler til Diamanten til ALOT, hvor jeg mødes med min familie og vi går mod bilen. Det begynder at vælte ned med regn og det buldrer også. Stakkels de sidste der stadig lider på løbet !

Hjemme i Glostrup har mine forældre varmet pasta og kylling og ladet propperne springe. Jeg napper et bad og konstaterer, at jeg er sluppet billigt med to mindre vabler.

Jeg lander på sofaen ca kl 22 og begynder at tjekke den sindsyge aktivitet, der har været på min telefon hele dagen, mens jeg har været i gang. Det er gået helt amok. Læser artiklen fra Politiken, som er kommet på i mellemtiden.

Jeg gik i seng 23.30, men havde svært ved at sove. Så mange indtryk at fordøje! Det er ligemeget – jeg har fri i dag…

I dag er det så en slags hverdag igen – på en måde. Jeg har taget fri. Verden ser lidt anderledes ud. Jeg er Ironman. Liva skulle køres til Høje Taastrup Station og på lejrskole 7.45. Jeg har på Jeannes opfordring bestilt brunchbuffet, så Mark og jeg tog Balder med på tur i S-tog og på Strøget. Det var fedt . Vi kunne sidde ude i solen og nyde det. Mine ben og krop har det forbløffende godt – jeg går forlæns ned af trappen. De er ikke værre, end hvis jeg havde løbet en hurtig halvmarathon.

Hjemme igen fra byen har jeg forsøgt at rense cykelsko for tisselugt – og ellers talt i telefon og skrevet på blog og er stadig slet ikke igennem den enorme aktivitet, der er på Facebook. Det er altså vildt at blive Ironman. Meget vildt. Punktum.