Skiferie 2018: en hjernerystet, en nybegynder på snowboard og en med brækket håndled.

Vi sidder her i bilen på vej hjem mod Danmark og jeg gør status over årets skitur. Vi har lagt den fine strækning bag os, hvor vi kører i dalen mellem bjergene med dyner af sne på bjælkehytternes tage og aftensolen, der danser på bjergtinderne.

Oddsene var ikke vanvittig gode for at komme på ski i år. Turen var bestilt, da Liva blev påkørt og siden da, har vi været en hjernerystet familie på mange måder.

Vi overvejede lige til det sidste, om vi skulle blive hjemme, men valgte at tage afsted og få lidt luftforandring til os alle fire – uden at vide, hvor meget vi kom på ski. Det var ikke til at vide, hvor meget Liva kunne – om noget overhovedet. Balancen er fortsat en joker.

Selvom vi kun har stået ca 1/2 af de km, vi plejer at stå på ski, har der været mange succeser:

  • Liva er kommet op ca kl 8 hver dag, hvilket ikke er sket i 4 måneder (og hun har haft nemmere ved at falde i søvn)
  • Liva har kun haft en enkelt dag, hvor hun blev hjemme og ikke kom afsted på ski – ellers har hun stået med os hele tiden. Hun har kunne holde balancen på skiene og har kørt meget fornuftigt og kontrolleret (og hun kører så flot på ski!)
  • Liva er ikke styrtet eller blevet ramt af andre – et af mine skrækscenarier som var med i overvejelserne om at tage hende med ud på ski!
  • Carla har lært at køre på snowboard og er allerede blevet rigtig skrap til det.
  • Jeg har fået et par fine løbeture bla rundt om søen i Zell am See.
  • Selskabet med genboerne fra vejen har endnu engang var hyggeligt og sjovt.

Der har dog også været et par udfordringer:

  • Hannah brækkede sit håndled den første dag på snowboardskole. Så surt! Derefter mistede Stine også lysten og Carla var den eneste, der blev hængende.
  • Carla er blevet superdygtig på boardet, men hun er stadig ikke så hurtig som hun er på ski (maxfart for hende i år blev 76 km/t) – så vi har ventet en del mere end vi plejer. Men det passede ret godt i år, så vi ikke fik overbelastet Liva.
  • Liva har holdt en del pauser og er stadig virkelig træt. Det gik slet ikke, da vi kom op i 3000 m. Hun var ligbleg og så tæt på at besvime. Vi ramlede også ind i en tæt tåge, hvor ingen af os kunne orientere os og hun mindst af os alle. Det var endnu et skrækscenarie – at få hende ned uden hun mistede al energi og overskud (hvilket er noget hun har fået mere tendens til efter ulykken. Hun tappes pludseligt for energi)

Vi boede fint midt i byen i store lejligheder hvor de fire piger havde deres helt egen etage og lejlighed. Vi voksne kunne dermed sludre og spille spil uden at skulle være stille:-) Vi har haft alt slags vejr: sol, sne, regn, slud og dermed også alt slags føre: pudder, hårdt pakket, nyprepareret, is, slushice og pukler.

Nu kommer vi så hjem til en uge med hektisk “hjernerystelses-aktivitet”.

Allerede mandag morgen kl 9 skal Mark og jeg til samtale på Center for hjerneskade, og alle øvrige dage i ugen skal Liva testes, som led i sin udredning, som gik igennem lige op til vi tog afsted og som vi har modtaget programmet for, mens vi har været afsted.

Vi skal også sende alverdens ting til advokaterne og modpartens forsikringsselskab. Det er fast arbejde.

Jeg er glad og lettet over, at det er gået så godt under omstændighederne. Og så krydser jeg liiiige fingre for at Liva ikke skal betale alt for meget tilbage “med renter” efter en uge med mere aktivitet end hun har været vant til, når vi atter er hjemme i “hverdagen” igen!

En “hjernerystet” familie

Da Liva blev påkørt for snart 4 måneder siden (d. 25. oktober 2017) havde vi ingen forestillinger om, at det ville have det efterspil, som det stadig har. Vi er på ingen måde kommet tilbage til normale tilstande endnu. Selvom Liva har gode dage og gode perioder/timer er det stadig svært.

I dag fik jeg vækket hende allerede kl. 10. Normalt sover hun til ca 12 efter en nat, hvor hun har brugt lang tid på at falde i søvn. Når hun kommer afsted i skole, er det kun for et par timer af gangen – i går var hun i skole for første gang i knap 3 uger. Når hun er derovre, har hun meget svært ved at tage imod en instruktion og løse de opgaver, hun bliver bedt om. I går skulle de spille memoryspil i tysk, og hun havde så svært ved at genskabe, hvordan hun plejer at gøre for at huske og kunne ikke huske det tyske ord for “bord” da hun ved et tilfælde fandt et stik. Det hele kører langsommere i hendes hoved. Hun er samtidig lys- og lydfølsom.

Basket er hun heller ikke parat til – hun tager over i hallen, de dage hun orker det og sidder og kigger på. Dribler en smule med en bold. Hun får ondt i skuldre og nakke, når hun skyder på kurv, og hun kan ikke spille med i kampe eller lave de øvelser, hvor hun skal rotere fx pivotering og spinning-moves.img_0049

Særligt siden nytår synes jeg, det har været hårdt – for hende og for os. Vi havde en stille forventning om, at hun ville “være sig selv” til jul – og det var hun langt fra. Og i det nye år har det tæret gevaldigt på alles kræfter, at det ikke er gået mere fremad – snarere tværtimod.

MR scanningen i starten af januar var fin – og alle de neurologiske undersøgelser er også fine. Men Liva er ikke sig selv. Hun mister balancen for et godt ord, sover stadig 12-14 timer i døgnet og er meget træt, når hun vågner, hun har svært ved at koncentrere sig, glemmer eller bytter om på ord og bogstaver, har hyletone ved ørerne, ondt i nakke, summen i hovedet osv.

Lige efter nytår rykkede jeg Center for Hjerneskade for en tid til en udredning, som vi havde fået en henvisning til fra Hvidovre Hospital. Og så startede der ellers noget af et henvisningscirkus, for det var slet ikke hospitalet, der kunne henvise til Centeret, men kommunen, som vi slet ikke har inddraget undervejs i denne proces.

Derfor ringede jeg til vores kommune, og blev sendt i ring i hele januar (har vel talt med forskellige og rykket kommunen 2-4 gange ugentligt i hele januar). Til sidst fandt de frem til, hvem der skulle skrive en bevilling og efterfølgende godkende en sådan… Vi var både omkring en hjerneskade-teamkoordinator (og dennes sekretær), visitationen og familieafsnittet. Alle er meget søde og forstående hver gang vi henvender os – men hvor er det “missing link” – den person i vores velfærdssamfund, som opsøger de pårørende, og som løber med bolden, tager teten og fixer det, når overskuddet bare ikke er der?

I dag er der så endelig kommet en bevilling på en udredning, og jeg har fluks ringet til Center for hjerneskade. Liva påbegynder udredning i uge 9. En lille men vigtigt sejr. Center for Hjerneskade kan hjælpe os med en somatisk og kognitiv udredning på, hvad der er den rigtige (kognitive) behandling og genoptræningsplan for Liva. Vi aner jo ikke, om det vi har gjort, de sidste knap 4 måneder er det rigtige eller det forkerte. Der er bare ikke særlig mange (læger, forskere, socialrådgivere, lærere, fysioterapeuter, optikere), der ved særligt meget om langvarig hjernerystelse. Det havde været så meget lettere med en brækket arm. Liva har en brækket hjerne…

Siden nytår er humøret dalet gevaldigt, hun græder mere og udviser tegn på depression. Det er så svært, for hun ligner jo sig selv – der er ingen synlige tegn – ingen kan dermed se på hende, hvad hun tumler med. “De usynlige sår er de sværeste at hele”. Vi har været et par gange til psykolog, hun går fast hos osteopat – begge dele er noget vores egen og modpartens forsikring dækker. Så vi “hygger os” også med at sende bilag til forsikringsselskaber om aftenen.

Jeg fører et excel ark, hvor jeg skriver udførligt ned, hvilke dage Liva er i skole og i hvor lang tid, i hvilket tidsrum hun sover og hvad der i øvrigt er på programmet hvilke dage. Der er blevet planlagt møder på skolen (Mor her er da også mellemled mellem skolen og kommunen), rykket på tandlægetider (Liva kunne ikke overskue det skarpe lys), talt med hjernerystelsesforeningen, ny tid hos læger osv. Vi laver konstant om på planerne efter Livas behov (og samtidig har vi også lillesøster Carlas at hygge om).

Den seneste overvejelse (og ændring af planer)  handler om skiferien. Vi skulle egentlig have prøvet snowboard i år for første gang, men det skal Liva i hvert fald ikke. Man falder for meget på numsen, og det giver stød op igennem ryggen til hovedet. Liva må ikke slå hovedet. Så Liva er selvsagt mega skuffet over at gå glip af det (ligesom hun går glip af Basket tur til Århus, Tivolitur, Skøjtetur osv. osv). Det påvirker alle andres planer i familien- inkl. genboens, som vi rejser sammen med.

Vi overvejede også helt at blive hjemme og undersøgte med rejseforsikringen, om den dækker. Det gør den ikke, fordi vi ikke har en formålsdækning (formålet med ferien er ligesom at stå på ski). Men vil forsikringen så dække, hvis vi alligevel tager afsted? Det kunne vi få afgjort med en forhåndsundersøgelse – som vi så har fået lavet vedr. Liva – og nej nej, forsikringen dækker ikke, hvis der tilstøder noget som kan relateres til hjernerystelsen, og tør vi så overhovedet lade Liva stå på ski, selvom hun er ret skrap til det – eller tør vi heller ikke det?

Parallelt hermed begynder mit humør sjovt nok også at vakle, jeg bliver grådlabil, har svært ved at koncentrere mig om mit arbejde, orker ikke min træning osv. Overskuddet til at se vores venner, tale om det med dem – eller bare finde tid til at tale med hinanden om det, er småt. For ikke at tale om overskuddet til at kontakte den der erstatningsadvokat, men i fredags fik jeg taget mig sammen og fik ringet op. Vi må tage det hele i de tempi, der er overskud…

Selvom det er Liva, der bærer byrden (og jeg til en hver tid ville bytte med hende, hvis jeg kunne) så er det hele familien, der burde få erstatning for “svie og smerte”. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at føreren af bilen slipper med en betinget frakendelse af førerretten og en bøde, mens vi ikke aner, hvornår (og om) Livas gamle liv vender tilbage 100 %.

Vi har besluttet at tage afsted på den skiferie – Carla tager på snowboard med genboen og Mark og jeg skiftes til at stå på ski, mens den anden hygger med Liva (vi kan vel finde et SPA eller se, hvad der kan lade sig gøre, når vi kommer frem). Hun sover sikkert længe, og måske kan hun ikke holde den skarpe sol ud med genskindet fra sneen. I dag har vi for en sikkerheds skyld købt de lækreste solbriller til teenageren fra Burberry, som et lille bitte plaster på såret… Det gav smil på læben. Lad det være begyndelsen på bedringen 🙂

Fastelavn

Hvad gør en “klog” når man skal til fastelavn og ikke har forberedt en dyt? Tager alt sit Triathlon uudstyr på på én gang og tværer mascara ud ved øjnene og er dermed en “misforstået triatlet…” Jeg var max pinlig syntes børnene…

PR i Hedeland

Jeg jagter stadig at komme under den famøse time – efter min tredje deltagelse i Hedelandsløb i dag. Det var en hyggelig fælles køretur med klubkammerater Kim og Henrik (2 ud af 3 af team ALOT of Snickers). Ved klubhuset mødtes vi med Vibeke, Maiken og Kenneth – også fra ALOT.

Jeg hentede min første “kanin” efter ca 4 km – en godt løbende dame som lå med 4.35 i snit. Så havde vi lidt modvind og skibakken skulle også lige klares, så jeg dalede i fart til ca 4.55. Så hentede jeg 4 kaniner mere og den næstsidste km fra 11-12 km, løb jeg på 4.28.

Jeg har ca 50 sekunder ned til at komme under timen – dvs 5 sekunder hurtigere pr km på den 12,8 km lange rute. Jeg havde ellers gode ben i dag, og selvom det var glat af en cm sne, var jeg i overskud med pres på hele vejen rundt. Kom i mål som hurtigste kvinde i tiden 1.00.53.

Jeg skal altså under den time – og det skal jeg nok komme med lidt bedre føre! I dag blev det trods alt til en PR på ruten – vel også godkendt 🙂 Men den skal slås, og jeg skal også slå Tanjas tid – basta. Jeg elsker de små konkurrencer med mig selv 🙂

Gid jeg kunne overføre noget af den samme energi til når jeg sidder på hometraineren, som jeg gjorde i går. Jeg synes, det er decideret synd for mig, når jeg skal dyrke sport indendørs. Jeg er meget mere skabt til sport udenfor: på landevejene, i havet, i skoven, på stranden med frisk luft, lys, sol, dufte, lyde… Ikke svede indendørs!

Jeg finder på alle mulige undskyldninger: jeg synes, det er hårdt, jeg ikke kan få pulsen op, jeg må da godt springe noget over eller stoppe lidt før. Hvad sker der for den moral??? Det er endda sket, at jeg har langet ud efter og spist en Snickers som lå inden for rækkevidde af cyklen (de er flyttet nu) mens jeg så Orphan Black på Netflix … nej nej nej altså. Nu trøstespiser hun også fordi det er åh så synd for hende med de indendørspas 😂? Jeg må fokusere på de gode ting; jeg er blevet tilvænnet at sidde på sadlen igen og jeg kan godt ligge i bøjlen, så det skal nok blive godt, når vi rykker udendørs! Der er ikke længe til. Hold on!

Overvejer Athen Classic Marathon som kærestetur

Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lillejuleaften og var så begejstret over at have løbet hele turen med Amalie, fik jeg sagt til Mark, at det ville jeg SÅ gerne opleve sammen med ham en dag også. Mark løb sit første og eneste Marathon i 2010 i København og har siden da ment, at “Så var det flueben sat – ingen grund til at gøre det igen”.

Til min store overraskelse var han ikke pure afvisende, men sagde at det lød da meget hyggeligt og det ville han gerne tale mere om. Siden har vi talt om det flere gange og er begyndt at kigge lidt efter, hvilket marathon det så skulle være: Et lille cannonball på hjemmebane eller et af de større i en hovedstad? Ikke så vigtigt for mig – mere vigtigt at vi gør det sammen. Laveste fart sætter hastigheden for begge.

Det skal først være i efteråret, da Mark skal bruge tilpas med tid til forberedelse fra sin udmærkede fodboldform og mit forår er fuldt booket op med flere marathons allerede samt tri- og duathlon også.

route_marathon_full

Lidt tilfældigt faldt jeg over Athen Classic Marathon, som ligger perfekt i november, hvor vejret stadig er lunt. Vi har begge en skøn historik med Grækenland, hvor mange af vores fælles rejser er gået til – før vi fik børn og med børn. Mark har endvidere boet ½ på Rhodos før min tid.

Man løber fra byen Marathon (nordøst for Athen) til Athen, og det er jo her marathon distancen er “opfundet” – et must for marathon løbere, vil nogen måske mene. Ruten er semi kuperet med nogen højdemeter, men det må vi tage med, hvis det ender med at være den. Tiden er ikke vigtig – turen sammen er vigtig.

Nå, jeg glæder mig til at se om det bliver denne, vi vælger og skal afsted på sammen. Uh – alle de gode oplevelser vi får, det er så skønt!

Der er først tilmelding til april – og det er vist meget godt – vi skal stadig bruge en del energi på Livas hjernerystelse og eftervirkningerne deraf. Det er ikke ligefrem det sjoveste… Så det ville være dejligt at have sådan en tur at glæde sig til – når vi forhåbentlig har lagt det hele lidt mere på afstand.

Når jeg løber til og fra arbejde

Jeg troede slet ikke, det ville være noget for mig: at løbe til og fra arbejde. Al det bøvl med ekstra tøj og sko i en rygsæk, “timing” af lidt let og spise, før jeg løber afsted hjemmefra, de 15 min tidligere jeg skal afsted for at være badet og klar til kl 9.

Men det er så skønt! Jeg elsker den time og nogle minutter, det tager at løbe de 12,5 km. Mørket, når jeg løber hjemmefra, måden det lysner på skridt for skridt lige før gadelamperne slukker og dagen får fat. Min tur går gennem Solvangsparken, stierne igennem Ejby, Vestvolden, Rødovre, over Damhussøen med de fine lys fra byen der skinner i overfladen af søen, igennem Vanløse, hvor jeg altid kigger ind til violinbyggeren, som er tidligt på færde.

Så ind mod byen af Finsensvej, mens skolebørnene finder vej med deres forældre i hånden og kioskerne åbner. Krydser indover ved CBS og op af Falkoner Alle til den bliver til Jagtvej, mens byens puls for alvor stiger, og flere og flere skynder sig på arbejde. Jeg skærer det sidste hjørne op mod Tagensvej, og så er jeg fremme til en hurtigt bad. Jeg har alle mine ting stående i et “locker”, så det er kun tøj og sko, der er i rygsækken.

Arbejdsdagen er altid rar efter en morgenløbetur. Og selvom jeg ikke hungrer efter at skulle i løbeskoene igen på hjemturen, så gider jeg godt og glæder mig til følelsen, når jeg kommer hjem og har 25 km i banken:-)

Hjemturen er altid lidt sej de første km. Jeg skal lige i gang. Men så begynder jeg at kigge på mennesker og zig zagge igennem dem i myldretiden. Solnedgangen ved Damhussøen er så fin. Jeg hører radio begge veje og kommer til at grine lidt med indimellem. Eller synge med. Og når jeg så kommer hjem, er træningen klaret og jeg kan nyde en dejlig lang aften.