Jeg sidder med et glas rosé i sofaen efter en varm dag udendørs oven på mit 12. Marathon d. 13. Maj. Det er bare to uger siden, jeg løb Hamborg Marathon i min til dato bedste tid og i dag lå jeg længe til en endnu bedre PR, men tabte det (igen) de sidste km. I dag havde jeg dog en langt bedre oplevelse og følte mig mere i kontrol end for 2 uger siden. Jeg kom rundt på 3.3.8.18 – 14 sekunder hurtigere – men 5 grader varmere og 400 m længere – jeg løb nemlig hele 42.9 km i dag, da vi alle søgte skyggen hvert minut, vi kunne. Det er 5.05 pr km, og jeg er godt tilfreds.

Jeg løb jo for Fundracers og har samlet 8142 kr. ind til Børnecancerfonden. Det er stadig muligt at donere via linket et par uger endnu, og jeg vil SÅÅÅ gerne nå de 10.000. Man kan fx donere 1 kr. pr km (42 kr.) eller 218 kr., som er 1 krone pr minut, jeg var om at komme igennem dagens løb. Eller 338 kr. som er min sluttid (3.38). Der er frit slag 🙂

Det gav virkelig god mening at løbe for en sag – det er ikke sidste gang jeg gør det! Når det var varmt eller gjorde ondt, fandt jeg kræfter i den gode sags tjeneste. Næste gang vil jeg indsamle til Hjernerystelsesforeningen qua vores families oplevelser det sidste ½ år.

Jeg har ikke løbet Copenhagen Marathon siden 2014 og med Hamborg i nær hukommelse kan jeg ikke undgå at sammenligne de to løb: Hamborg havde flere tilskuere, som stod tættere og som heppede mere, men der er ikke så mange kendte ansigter. København er det marathon jeg har løbet flest gange og som jeg kender bedst. Det er altid en mega fest, særligt udvalgte steder i byen (Nørrebro styrer bare det sjit ved Stefansgade og Dr. Louises Bro), og det er fedt at se ansigter, jeg kender. I dag var jeg ikke så følelsesmæssigt påvirket som i Hamborg. Jeg havde fået mulighed for at sove bedre natten før i min egen seng og spise det, jeg ved, virker i dagene op til fremfor restaurant og hotelmad.

Det var dejligt at genbesøge dele af IRONMAN ruten, og fedt, at vi kom igennem indre by, og at Frederiksberg nu også er en del af ruten, som på CHP HALF. Jeg løb igennem alle brusere og tog 2 glas vand hver gang – et til at drikke og et til at hælde ud over mig selv for at nedkøle. En ISOgel hver ½ time og en salt stick hver time – en ekstra den sidste gang.

Jeg så dejligt mange kendte ansigter: min elskede Liva som fik et smækkys og Nikoline som var officials – og Karina fra job. Hr. og fru Vendt, Jan og Annette fra ALOT, Svigerinde Emma, Annette Bøgh, Swimrun-makker Caroline og hendes datter Sara sammen med Henny fra ALOT, min dejlige veninde Babycakes, Carsten fra ALOT, Peter og Henriette, Stine og Ole fra job og min allermest trofaste hepper Jonas, som også stod der i Hamborg.

Morgenstunden var frisk med udsigt til seriøs varme ved middagstid. Jeg havde samme plan som i Hamborg – forsøge at holde mig til ca 5 min pr km – lidt mindre progressivt og se om den kunne holde hjem. Det gik meget bedre i dag på trods af varmen og af at, jeg havde en blodvabel, der sprang v. 27 km – kort efter disse billeder er taget af the Vendts. Det gør nas i 2 minutter, så aftager det og jeg føler mig ret lettet efterfølgende.

Jeg havde taget et par pamoler fra morgenstunden og par mere med. Dem var jeg glad for efter et par timer, hvor de små fibre i mine lår begyndte at give sig efter Hamborg. Jeg har aldrig benyttet mig af at tage piller, og det er heller ikke sådan, at jeg kan sige det virkelig hjalp, men jeg tør ikke tænke på, hvordan det ville have været uden.

Jeg havde en seriøs løbefest i dag, jeg råbte flere gange på mere hep blandt publikum “Kom så Frederiksberg” – “Hvad så Østerbro – er i der?”. Desværre overhalede jeg Amalie, som var gået kold med dehydrering ved ca 17 km, omvendt hentede Mandy mig fuld af overskud ved 35 km og tog mig med mere end 6 minutter. Det var hyggeligt at være med tog sammen og møde gamle og nye bekendte. Jeg ender som nr 17 i min aldersgruppe ud af 286 og nr 153 blandt alle kvinder ud af 1903.

Hjemme på adressen stod den grill og bobler i solen med Amalie og mine forældre (og besigtigelse af vabel-skader). Jeg endte med at løbe i de “gamle sko” (Hoka ARAHI) og med en blodig sok en del af vejen… Det er vist bagsiden af den fine medalje.

For en uges tid siden rundede vi ½-års dagen. Jeg skrev om påkørslen i indlægget om hvordan 6-timersløb kun blev til marathon. Dagen blev forbigået i tavshed, vi glemte det vist helt, da jeg var i London og afholde en præsentation på en konference, og Liva var til “basket”. Når Liva er til basket, betyder det i praksis, at hun sidder på sidelinjen og kigger på, og sludrer med sine holdkammerater før og efter træning. Ind imellem skyder hun en smule på kurv, når arme, skuldre og hoved er til det. Hun må ikke indgå i reel træning med mulighed for tacklinger eller bolde i hovedet. Så der går endnu mindst ½ år, før hun må træne rigtigt med.

Forleden tog hendes træner fotoet herover af træningen i aftensolen, hvor holdet var rykket udendørs. Jeg blev simpelthen så rørt af det billede. Når man kender hendes historie, ved man hvor meget “på sidelinjen” af sit eget liv, hun er og har været. En tilskuer til, hvordan hendes tid passerer forbi. Og hun er alene om det. Lige gyldigt hvor meget vi støtter, assisterer, motiverer osv, så er hun alene om det. Det er svært at være forælder og ikke kunne tage den på egne skuldre og klare det for hende. Men hun er stærk og har fået en vild indsigt i sig selv, som mange jævnaldrende ikke har  – og hun er fantastisk til at sætte ord på. Hun skrev dette citat på Facebook sammen med billedet:

I watched my wild youth
Disappear in front of my eyes
Moments of magic and wonder
It seems so hard to find

Is it ever coming back again?
Take me back to the feeling when
Everything was left to find

Dean Lewis – fra sangen Waves

Vi har stadig en del aktiviteter knyttet til eftervirkningerne; Jeg tager med til psykolog med hende, vi skiftes til at køre hende til osteopat, og vi er begge to med, når der er møder på skolen og når forløbet hos Center for Hjerneskade (CFH) starter i morgen og herefter er én gang om ugen.

Liva har stadig svært ved at skabe overblik over de ting hun skal og hvordan de skal prioriteres, og svært ved, hvordan hun skal bryde aktiviteter og opgaver – særligt skoleopgaver – ned i mindre bider. Energien svigter ofte og hun betaler tilbage med renter når grænsen pludselig var nået. Hun sover stadig meget, men mindre end tidligere. Bliver stadig svimmel. Har tinitus. Alt sammen typisk for “post commotionelt syndrom”, som ca 20% af hjernerystede får.

Derfor forsøgte vi i aftes med at udfylde en familiekalender, hvor kolonnerne er henholdsvis Skole (den tid hun er af sted – nu næsten dagligt fx 10-12), Lektier (hvilket tidsrum henh. mor og far sidder sammen med hende og hvad der skal arbejdes med), Træning (hvilke dage hun er til basket, men også små løbeture derudover), Andet (fx tider hos behandlere, sociale ting osv.) Det er vi spændte på, om kan hjælpe hende. Det er hendes eget initiativ, så hun var glad for at udfylde den – og den blev da også krydret lidt ekstra i den sidste kolonne med ferieting og ikke mindst, hvornår Shawn Mendes udgiver nye numre, har fødselsdag og er i Danmark og give koncert :-).

Jeg får derudover stadig tiden til at gå med dagligt eller ugentligt at rykke kommunen, som for 14 dage siden gav mundtligt tilsagn om behandlingsforløbet, men som vi stadig ikke har hørt fra på skrift – og CFH har rykket mig for svar i mellemtiden – vel rimeligt nok med et betalingstilsagn, inden vi møder op i morgen. Og så taler jeg ugentlig med Erstatningsadvokaterne, fremsender regninger osv.

Hele familien er nu i øvrigt tilmeldt årets Eremitageløb d. 7. oktober 2018 – Jubilæumsløb nr 50. Det er en ret stor ting, at vi i år har fået Liva med. Carla løb E-løbet sidste år på Marks startnummer, da han var syg, men Liva plejer altid at sige pænt nej tak til et løb. Men i år bed hun på, og jeg tror, hun trænger til et realistisk mål ca et år efter ulykken, men også et mål, der skal trænes hen i mod, så hun får brugt sin krop og sit hoved. Det er mega fedt med den indstilling, så nu skal vi lægge træningsplan alle 4, og jeg glæder mig til turen sammen som familie.