Indendørs og udendørs

En søndag som jeg bedst kan lide den:

Carla spillede indendørsstævne fra morgenstunden med sit nye hold – u13-1. Hun var fuld af energi og dynamik og det var vildt fedt at se dem i action sammen:-) Hun er tilbage i trøje nummer 9, men hun savner lidt nummer 13:-)

img_0542-1Hjem og svinge en støvsuger og så ellers afsted på en fantastisk tempotur på 12,5 km på 59:43 rundt om Herstedhøje i jagten mod PR ved Hamborg Marathon: 3 km opvarmning, 2 km pace 5 min/km, 2 km pace 4.45 min/km, 2 km pace 4.30 min/km, 2 km pace 4.20 min/km, afjog hjemad.

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

ALOT nytårsfest

Lørdag aften var festlig – min fjerde nytårsfest med ALOT. Jeg husker ret tydeligt min allerførste fest for 3 år siden, hvor jeg nærmest ikke kendte et øje og kun havde været til svømning et par håndfulde gange. Det var en god “investering” at tage til fest og lære lidt flere klubkammerater at kende. Der er rigtig mange medlemmer som har været med i mange år, og der kommer gode nye til. Jeg kender næsten alle navne, og vi har haft så mange gode race- og heppeoplevelser, indforståede snakke og fede, hårde, sjove træninger sammen.

Før festen var der generalforsamling og ekstraordinært valg til bestyrelsen. Før jeg så mig om, havde jeg fået meldt mig som Bestyrelsessuppleant. Det er en sund klub med en fornuftig økonomi og mange gode kræfter, der løfter i flok. Beretningerne fra formanden og udvalgene fra året, der er gået indeholdt mit navn flere gange: klubmester, IRONMAN og vinder af Stevns. Blev helt småstolt…

Fremragende mad kreeret af Esben, Carolines mand og god snak og hygge med Rikke, Caroline og Katrine.

Jeg fik drukket lidt vel meget af den gode Valpolicella og danset mine fødder ihjel mest med Katrine. Vi var en lille flok, der efter oprydningen ikke kunne nøle os sammen til at tage hjem, så den var mere end 3, før jeg slingrede hjem.

Alot of party med de allerbedste. Årets fest med klubben er et sikkert hit.

Alle foto af Gitte Vognsen

Søndag stod den på fødselsdag hos min svoger på Frb – lidt ondt i håret… Liva ville gerne heppe på sit baskethold, så vi satte hende af et par gader derfra og hun fandt selv over til os bagefter. Hun kan stadig ikke spille med. Hun bliver svimmel og hendes holdkammerater er bange for at ramme hende. Hun har kun været i skole en enkelt gang i år – et par timer i fredags, og vi kæmper med at få fat i de professionelle, som kan hjælpe os videre med hjernerystelsen. Det er snart 3 mdr. siden påkørslen og hun sover stadig meget og længe. Vi bliver kastet rundt imellem læge, hospitalet, kommunen, fysioterapeut og psykolog. Skal rykke flere gange for henvisninger til de rette steder og tiden går bare imens… Det er så frustrerende ikke at vide, hvordan vi hjælper hende bedst.

Carla er i ugen, der er gået blevet rykket fra sit U14 talent pigehold i Brøndby til U13-1. Det var lidt med blandede følelser. Efteråret har været svært for hende på U14. Hun er jo bare lige blevet 12 og er en lille hurtig spirrevip i forhold til mange af de større og ældre piger. Ofte har hun følt at de andre var bedre end hende og holdet er fordoblet i antal så konkurrencen har været hård om pladserne – både til træning og kamp. Omvendt har hun ikke haft lyst til at forlade holdet pga. det sociale. Men nu er 5 piger fra det oprindelige hold blevet rykket samtidig og det er meget godt at følges med nogle man kender 🙂

Hedelandsløb

Endelig frost! Elsker bare den frostklare blå himmel og måden det kilder i næseborene når der er frost i luften! Og denne søndag var der hele to løbemuligheder i fremragende selskab: enten den meget oplagte “Frost Cup” i Utterslev Mose med fem flotte løbere fra Alot eller Hedelandsløb med Amalie og Vibeke fra Alot/Fløng Kondi-også nyslået IRONMAN fra i sommers.

Jeg ville gerne løbe lidt længere end de 10 km til Frost Cup, så Hedelandsløbet vandt (og det koster kun en flad 20,-, som jeg måtte låne af Vibeke, da kontanter er en saga blot i mit liv og de ikke tog MobilePay ).

Høj sol og frost i alle vandpytter, hård grus i underlaget og bakke op og bakke ned, bakke op og bakke ned.

Amalie ville under en time, så hun gav den gas, så jeg holdt min egen fart og kom rundt på de 12.8 km på 1.01.51. Som nr 3 blandt kvinderne -Amalie som nr 2:-)

Dejlig start på søndagen som blev efterfulgt af bilvask – ikke rigtig smart at gøre selv i frostvejr… vandet stivner jo mens man vasker !

Jeg kommer igen i Hedeland:-)

4½ måned uden TRI-cyklen – kan man så overhovedet kalde sig triatlet??

Altså: Jeg må med skam og pinagtighed meddele, at jeg ikke har siddet på min TRI-cykel siden 20. august – dagen hvor jeg blev IRONman… Det er ikke fordi, jeg ikke har haft lyst – hver gang jeg har set en cyklist der ligger ned i bøjlen på en solrig efterårsdag, har det trukket i mig. Men jeg har prioriteret at løbetræne efter en dejlig september måned med restitutionstræning.

Og pludselig blev det for vådt, blæsende og for glat (og måske var der saltet derude?) til at jeg kunne lufte cyklen. Racercyklen var solgt, og den lånte hometrainer var afleveret tilbage. Undskyldninger var der nok af: jeg havde heller ikke fået skiftet fra race-hjul til almindelige hjul – der var bare enormt mange barrierer.

I dag blev så endelig dagen, hvor jeg kom “op på jern-hesten” igen! På en stille tur på 70-75% af max – oven på en jul og et nytår med alt for meget mad og alkohol – 2 kg tungere end for 4½ måned siden. Jeg har købt mig en hometrainer nu – fået det hele gjort klar – skiftet til træningsdæk – fundet den rigtige Netflix serie (Orphan Black), og så var der ingen undskyldninger længere  – og det var på træningsplanen allerede i tirsdags, men blev først effektueret i dag.

NØJ hvor var det stygt! – jeg fik ondt på inderlårene og i rumpetten efter 3 minutter og svedte tran i kælderen i en hel time! Tilgengæld var jeg stolt af mig selv og over at jeg kom i gang – og “Always TRI” og “Alt tæller”  det er trods alt mit mottoer 🙂

Facebook mindede mig i dag om, at det var 3 år siden, at jeg købte min første våddragt og vel officielt der, jeg følte mig som “rigtig” triatlet. Der er trods alt løbet lidt “vand igennem våddragten” i de tre år, selvom jeg følte mig som nybegynder igen – derned i min “Mamas Cave-kælder” i dag…!

Godt år og godt Nytår

Så nåede vi frem til årets sidste dag i 2017. Min sæson 2017 har været helt fantastisk og bliver nok svær at overgå. Der har været mange gode stunder med fantastiske klubkammerater.

I året der er gået blev det til 7600 trænings- og race kilometer fordelt på svømning, cykling (primært race, mens også lidt på transport) og på løb.

Juledagene er som altid fulde af dejligt selskab med familie og venner, god mad og vin/øl, men også dejlige og ekstra mange løbeture. Det bliver altid til lidt mere, når jeg har fri så mange dage i træk og samvittigheden med at spise er bare bedre med en løbetur fra morgenstunden. Efter Ø-marathon lillejuleaften, var vi 12-15 fra ALOT, der løb 2. juledag. ALOT løber alle helligdage kl. 10, men jeg nåede kun med derud. 2. juledag. Derudover har jeg løbet en lille tur med Carla 27.12 og en skøn eftermiddags solnedgangstur i sommerhuset 28.12 …

Fredag 29.12 fik jeg Mark med ud på tur i Vesterlyng! Der går nærmest år imellem det sker – så hyggeligt! Han har ovenikøbet proklameret at han ønsker at løbe et marathon sammen med mig i 2018 – glæder mig så meget til at planlægge det og nyde træninger sammen.

Da vi kom hjem fra løbetur var der positivt svar fra Politiet på vores ønske om agtindsigt i Livas sag efter påkørslen, og resten af dagen var i høj grad påvirket af de nye oplysninger, vi fik via denne. Det var hård læsning for alle: vidnernes udtalelser og fra ham der kørte bilen.

Det forgangne år har været et skelsættende år: mange sportslige højdepunkter men også familiære udfordringer: i kølvandet af Livas påkørsel, min diplomuddannelse kom i hus og mængden af sport i hverdagen – særligt i forbindelse med træningen til IRONman. Ingen tvivl om, at Liva ønsker at lægge året bag sig – der har været lidt vel mange “seje øjeblikke” – helt tilbage fra februar, hvor vi var i Vietnam og hun var syg det meste af turen… Jeg håber så sandelig også, at vi i løbet af den nærmeste fremtid mærker lyset og varmen brede sig igen.

Nu nærmer 2018 sig, og jeg er på vej tilbage til livet med træningsplaner, mindre fed mad og mindre alkohol, og generelt mere struktureret hverdag. Det er dejligt med off season – men dejligt, at jeg glæder mig til den slags hverdag igen. Og selvom 2017 bliver svært at overgå, så har jeg nogle dejlige mål for 2018.

Mål for 2018

29. april skal jeg løbe marathon i Hamborg sammen med Caroline og Katrine. Glæder mig til endnu en tur med dejlige ALOT damer! Min PR på marathon er 3.44 og den vil jeg rigtig gerne slå. Optimalt kommer jeg ned i nærheden af 3.30, men et sted mellem 3.35 og 3.40 er helt ok – med gode ben og den rigtige dag, kommer jeg længere ned. Jeg er blevet mere erfaren i udholdenhed siden min PR på marathon i 2014. Jeg var jo ikke engang startet på tri- livet dengang! Det håber jeg på kan hjælpe mig igennem – kombineret med bakke- og intervaltræning.

Bare 14 dage efter Hamborg har jeg fået startnummer til CPH marathon takket være Fundracers.dk. Mit mål er at samle 10.000 kr. ind til Børnecancerfonden: Jeg er allerede godt i gang – det første døgn samlede jeg 1300 kr. ind. Alle bidrag er velkomne! Læs med under Børnecancerfonden.

I juni går det som altid vildt for sig: Jeg har vundet startnumre til La Santa Sprint Serien i Furesø og til Karrebæksminde triatlon pga. gode placeringer i 2017. Jeg håber at klare mig godt begge steder og gerne stræbe efter podiepladser. Vores klubmesterskab i ALOT er i 2018 på Stevns, hvor det afvikles på kvart distance – måske jeg får lov til at battle om mesterskabet mod Mellanie, som både svømmer og cykler bedre end mig?

Og så skal Caroline og jeg til Ø-løppet og hygge os med mere swimrun.

Jeg håber også at nappe en enkelt 1/2 til Frederiksværk Stålmand sammen med mig team ALOT of Snickers 🙂

Nytårsløb med ALOT

Jeg plejer ikke at kunne være med, når ALOT ønsker godt nytår med en løbetur kl. 10 nytårsaftensdag – vi er som regel i sommerhuset. Men i år er vi hjemme, så det blev muligt!

Jeg er blevet snottet de sidste par dage, så jeg var lidt slap, men vi var mange der mødte op til en 40 minutters tur med efterfølgende kransekage og champagne. Det var rigtig hyggeligt at få ønsket godt nytår til gode klubkammerater fra ALOT!

Ø-Marathon lillejuleaften

Sådan en lillejuleaften starter helt fantastisk, når man mødes med yndlings-Amalie og Hepper Lars og kører en tur til Amager Strandpark for at løbe et lille marathon i stærk blæst fra øst sammen med ca 100 andre løbere til Ø-marathon – jul på øen: et Cannonball sammen med en del “Marathon klub 100 løbere” og lokale Amager Motion løbere. Og så var vi 6 fra ALOT: Christina, Rikke, Denni, Jan, og Søren og mig.

Jeg fik også hilst på Kristine, min første bankrådgiver tilbage fra mine Amagerdage, da Mark og jeg skulle til at købe hus. Så hyggeligt. Et fællesfoto og så var vi klar.

Kl. 10  gik starten ved at alle satte urene i gang. Depoterne havde vi selv medbragt – mit depot var i min rygsæk på bænken foran klubhuset. Vi skulle løbe 8 omgange a 5,3 km langs Amager Strandpark. Jeg tog en gel fast hver ½ time, mens vi løb, en salt stick hver time og drak lidt vand eller saft i depotet på hver runde.

Der var kraftig vind fra øst allerede fra morgenstunden. Så den kunne vi da godt mærke flere udvalgte steder på ruten, hvor blæsten rigtig fik fat. Amalie med nissehue og jeg havde aftalt at følges hele vejen rundt og de første 5 runder, sludrede vi. Mega hyggeligt!

Jeg havde en lille smule “trætte-knæ-krise” ved 23-26 km, men jeg glemte det igen.

De sidste 3 runder satte vi musik på, og stille og roligt begyndt vi at hente nogle af Klub 100 grupperne. Vi kom i “mål” (altså tilbage til klubhuset) efter 8 runde i bedste cannonball stil efter 3 timer og 56 minutter. Vi havde holdt en snurrelige fart på 5.25 pr km og brugt et minut i depot 7 gange.

Så var der kolde juleøl, gløgg og æbleskiver i klubhuset (jeg drak kun en ½ øl, skulle jo køre hjem). Alle der havde medbragt en pakke, må tage en pakke fra gavebordet:-)

Hjemme på Vestegnen stod den på karbad med portvin på kanten efterfulgt af spil med yngsten – og hunden var væltet ved vores side 🙂