Så gik endnu en uge med sport og familieliv – det er 2 uger siden vinterferien – og der er 2 uger til påskeferien. Det er liiige til at overkomme 🙂

Mandag: Efter arbejde nåede jeg lige et pas på hometraineren, som jeg havde skubbet fra søndag. Hometraineren og jeg er stadig ikke vældig gode venner… synes det er så svært at motivere mig selv til at “gå i kælderen” og jeg er så stolt af mig selv, når det så lykkes. Jeg tror dog ikke, jeg får det ud af det, som jeg kunne. Men alt tæller, må være mottoet, indtil jeg snart kan komme på landevejen igen!

Tirsdag: Arbejdede jeg hjemmefra. Heldigvis har jeg en fleksibel arbejdsplads – helt og aldeles nødvendigt i disse dage. Jeg startede med et møde på Livas skole, og tog nærmest direkte sammen med Liva til de sidste test på Center for Hjerneskade. Jeg arbejdede i venteværelset, mens hun var i sving. Nu afventer vi er bud på en rehabiliteringsplan. Vi sporer en lille fremgang. Hjemme igen – mere arbejde og ved fyraftens tid nåede jeg lige 7.5 km hurtig løb på de stier, jeg kunne finde uden sne og is. 4.39 pr km. Aftensmad og så til svømning: jeg havde samme dag modtaget ny (brugt) badedragt med posten som skulle testes. Lækkert.

Onsdag: Store fusionsdag på arbejdet, hvor den nye organisation blev præsenteret kl 8. Jeg havde mange møder og var til tredje møde på tredje adresse kl 10. Jeg fik mail om, at jeg skal holde oplæg om “digital assessment” på konference i London 26.4, dagen før vi kører til Hamborg for at løbe Marathon. Jeg nåede ikke hometraineren, men havde taget cyklen på arbejde. Samme aften var der bestyrelsesmøde i ALOT. Godt selskab og gode ideer!

Torsdag: Jeg løb til job 12,5 km og løb en omvej hjem 14 km. Dejlige, rolige 26,5 km i snevejr og med glatte fortove. Jeg hørte det sidste af min lydbog fra vinterferiens natlige køreture til og fra Østrig. Det er skønt at blive underholdt på den måde på en by-løbetur.

Fredag: Det blev kun til transportcyklen til og fra arbejde. Jeg kunne ikke nå til svømning, da vi kl 17 skulle se Carla optræde til Klubbernes stort anlagte “Mini Playback”. Det gik forrygende – hun er en rigtig lille entertainer med fuld skrald på energien. Power og energi helt ud i fingerspidserne:-) De vandt “humørprisen” og var glade. Liva har været i Lalandia i weekenden og det var en dejlig omend udmattende weekend for hende:-)

Lørdag: Op kl 8, gå med hunden og ud og løbe med ALOT: mødtes denne lørdag med Mandy på “broen” og løb derfra videre til Herstedhøje og mødtes med fire hurtigere herrer. Jeg sakkede lidt bagud rundt på den fine rute i skoven (stadig lidt vel meget sne og is på stierne, og den var sej i dag). Det blev til 19,5 km på 1.42.

Lørdag fik jeg også hentet min nye våddragt – købt brugt – brugt fem gange. Jeg er så glad for Zone 3 Vanquish modellen, så det var et scoop, da Iben Stougaard pludselig havde 2017 modellen til salg – lige i min størrelse (“small-tall”). Den kommer ikke i klorvand – kun i hav, så jeg må vente lidt med at teste den i vand. Men jeg forsøger nok at skrue mig ned i den snarligt, bare lige for at fornemme den 🙂

Søndag: Jeg glemte at sætte uret, så jeg vågnede 8.50 og var dejlig udhvilet efter en stille lørdag aften med Carla og Balder. Jeg ville gerne nå at løbe med ALOT. Jeg nåede lige at få lidt at spise inden jeg satte ud kl 9.30. Det blev til 15,5 meget våde og smattede km løb i skoven i tøsne og “flydende” skovstier.

Søndag eftermiddag spillede Carla kamp mod Nykøbing, og hun scorede et flot mål til 1-1 og kampen slutter 3-1. Fin kamp af Brøndby pigerne, som afslutter ugen.

Lækker weekend! Fredag stod den på svømning, og hjemmelavede burgere med Amalie bagefter. Liva havde overnattende kammerater i kælderen og var i godt humør:-)

Lørdagen startede med 19 km løb i sneklædt skov med Jan og Carsten. Det var en dejlig tur – ikke så hårdt som frygtet, mens vi var afsted, men jeg har mærket mine baglår og baller lige siden, jeg kom hjem! Troede ikke løs sne havde så effektiv virkning på de små muskelgrupper i det område…(!?)

Efter lidt sofahygge og rengøring kom min yngste niece på besøg til overnatning. Vi gik snetur med hunden i mørket efter aftensmaden. Balder smed sin frisbee et hemmeligt sted i parken og vi gik hjem uden. Her til morgen dukkede den op igen med Elises hjælp.

Midt på dagen tog Carla, Elise og jeg til Taastrup og Carla spillede stævne med Brøndby u13-1. Hun scorede 6 flotte mål! Liva heppede på basketdrengene i Glostrup hallen imens, og Mark sov ud efter en hård arbejdsnat i Horsens.

Da vi kom hjem fra Taastrup, kom farmor og farfar forbi til en kop kaffe. Jeg burde hoppe på hometraineren, men det blev altså udsat til i morgen… min ugentlige træningsfridag bliver søndag i stedet for i mandag. Sofaen fik fat i mig inkl et glad rødvin…

Vi sidder her i bilen på vej hjem mod Danmark og jeg gør status over årets skitur. Vi har lagt den fine strækning bag os, hvor vi kører i dalen mellem bjergene med dyner af sne på bjælkehytternes tage og aftensolen, der danser på bjergtinderne.

Oddsene var ikke vanvittig gode for at komme på ski i år. Turen var bestilt, da Liva blev påkørt og siden da, har vi været en hjernerystet familie på mange måder.

Vi overvejede lige til det sidste, om vi skulle blive hjemme, men valgte at tage afsted og få lidt luftforandring til os alle fire – uden at vide, hvor meget vi kom på ski. Det var ikke til at vide, hvor meget Liva kunne – om noget overhovedet. Balancen er fortsat en joker.

Selvom vi kun har stået ca 1/2 af de km, vi plejer at stå på ski, har der været mange succeser:

• Liva er kommet op ca kl 8 hver dag, hvilket ikke er sket i 4 måneder (og hun har haft nemmere ved at falde i søvn)
• Liva har kun haft en enkelt dag, hvor hun blev hjemme og ikke kom afsted på ski – ellers har hun stået med os hele tiden. Hun har kunne holde balancen på skiene og har kørt meget fornuftigt og kontrolleret (og hun kører så flot på ski!)
• Liva er ikke styrtet eller blevet ramt af andre – et af mine skrækscenarier som var med i overvejelserne om at tage hende med ud på ski!
• Carla har lært at køre på snowboard og er allerede blevet rigtig skrap til det.
• Jeg har fået et par fine løbeture bla rundt om søen i Zell am See.
• Selskabet med genboerne fra vejen har endnu engang var hyggeligt og sjovt.

Der har dog også været et par udfordringer:

• Hannah brækkede sit håndled den første dag på snowboardskole. Så surt! Derefter mistede Stine også lysten og Carla var den eneste, der blev hængende.
• Carla er blevet superdygtig på boardet, men hun er stadig ikke så hurtig som hun er på ski (maxfart for hende i år blev 76 km/t) – så vi har ventet en del mere end vi plejer. Men det passede ret godt i år, så vi ikke fik overbelastet Liva.
• Liva har holdt en del pauser og er stadig virkelig træt. Det gik slet ikke, da vi kom op i 3000 m. Hun var ligbleg og så tæt på at besvime. Vi ramlede også ind i en tæt tåge, hvor ingen af os kunne orientere os og hun mindst af os alle. Det var endnu et skrækscenarie – at få hende ned uden hun mistede al energi og overskud (hvilket er noget hun har fået mere tendens til efter ulykken. Hun tappes pludseligt for energi)

Vi boede fint midt i byen i store lejligheder hvor de fire piger havde deres helt egen etage og lejlighed. Vi voksne kunne dermed sludre og spille spil uden at skulle være stille:-) Vi har haft alt slags vejr: sol, sne, regn, slud og dermed også alt slags føre: pudder, hårdt pakket, nyprepareret, is, slushice og pukler.

Nu kommer vi så hjem til en uge med hektisk “hjernerystelses-aktivitet”.

Allerede mandag morgen kl 9 skal Mark og jeg til samtale på Center for hjerneskade, og alle øvrige dage i ugen skal Liva testes, som led i sin udredning, som gik igennem lige op til vi tog afsted og som vi har modtaget programmet for, mens vi har været afsted.

Vi skal også sende alverdens ting til advokaterne og modpartens forsikringsselskab. Det er fast arbejde.

Jeg er glad og lettet over, at det er gået så godt under omstændighederne. Og så krydser jeg liiiige fingre for at Liva ikke skal betale alt for meget tilbage “med renter” efter en uge med mere aktivitet end hun har været vant til, når vi atter er hjemme i “hverdagen” igen!

Da Liva blev påkørt for snart 4 måneder siden (d. 25. oktober 2017) havde vi ingen forestillinger om, at det ville have det efterspil, som det stadig har. Vi er på ingen måde kommet tilbage til normale tilstande endnu. Selvom Liva har gode dage og gode perioder/timer er det stadig svært.

I dag fik jeg vækket hende allerede kl. 10. Normalt sover hun til ca 12 efter en nat, hvor hun har brugt lang tid på at falde i søvn. Når hun kommer afsted i skole, er det kun for et par timer af gangen – i går var hun i skole for første gang i knap 3 uger. Når hun er derovre, har hun meget svært ved at tage imod en instruktion og løse de opgaver, hun bliver bedt om. I går skulle de spille memoryspil i tysk, og hun havde så svært ved at genskabe, hvordan hun plejer at gøre for at huske og kunne ikke huske det tyske ord for “bord” da hun ved et tilfælde fandt et stik. Det hele kører langsommere i hendes hoved. Hun er samtidig lys- og lydfølsom.

Basket er hun heller ikke parat til – hun tager over i hallen, de dage hun orker det og sidder og kigger på. Dribler en smule med en bold. Hun får ondt i skuldre og nakke, når hun skyder på kurv, og hun kan ikke spille med i kampe eller lave de øvelser, hvor hun skal rotere fx pivotering og spinning-moves.

Særligt siden nytår synes jeg, det har været hårdt – for hende og for os. Vi havde en stille forventning om, at hun ville “være sig selv” til jul – og det var hun langt fra. Og i det nye år har det tæret gevaldigt på alles kræfter, at det ikke er gået mere fremad – snarere tværtimod.

MR scanningen i starten af januar var fin – og alle de neurologiske undersøgelser er også fine. Men Liva er ikke sig selv. Hun mister balancen for et godt ord, sover stadig 12-14 timer i døgnet og er meget træt, når hun vågner, hun har svært ved at koncentrere sig, glemmer eller bytter om på ord og bogstaver, har hyletone ved ørerne, ondt i nakke, summen i hovedet osv.

Lige efter nytår rykkede jeg Center for Hjerneskade for en tid til en udredning, som vi havde fået en henvisning til fra Hvidovre Hospital. Og så startede der ellers noget af et henvisningscirkus, for det var slet ikke hospitalet, der kunne henvise til Centeret, men kommunen, som vi slet ikke har inddraget undervejs i denne proces.

Derfor ringede jeg til vores kommune, og blev sendt i ring i hele januar (har vel talt med forskellige og rykket kommunen 2-4 gange ugentligt i hele januar). Til sidst fandt de frem til, hvem der skulle skrive en bevilling og efterfølgende godkende en sådan… Vi var både omkring en hjerneskade-teamkoordinator (og dennes sekretær), visitationen og familieafsnittet. Alle er meget søde og forstående hver gang vi henvender os – men hvor er det “missing link” – den person i vores velfærdssamfund, som opsøger de pårørende, og som løber med bolden, tager teten og fixer det, når overskuddet bare ikke er der?

I dag er der så endelig kommet en bevilling på en udredning, og jeg har fluks ringet til Center for hjerneskade. Liva påbegynder udredning i uge 9. En lille men vigtigt sejr. Center for Hjerneskade kan hjælpe os med en somatisk og kognitiv udredning på, hvad der er den rigtige (kognitive) behandling og genoptræningsplan for Liva. Vi aner jo ikke, om det vi har gjort, de sidste knap 4 måneder er det rigtige eller det forkerte. Der er bare ikke særlig mange (læger, forskere, socialrådgivere, lærere, fysioterapeuter, optikere), der ved særligt meget om langvarig hjernerystelse. Det havde været så meget lettere med en brækket arm. Liva har en brækket hjerne…

Siden nytår er humøret dalet gevaldigt, hun græder mere og udviser tegn på depression. Det er så svært, for hun ligner jo sig selv – der er ingen synlige tegn – ingen kan dermed se på hende, hvad hun tumler med. “De usynlige sår er de sværeste at hele”. Vi har været et par gange til psykolog, hun går fast hos osteopat – begge dele er noget vores egen og modpartens forsikring dækker. Så vi “hygger os” også med at sende bilag til forsikringsselskaber om aftenen.

Jeg fører et excel ark, hvor jeg skriver udførligt ned, hvilke dage Liva er i skole og i hvor lang tid, i hvilket tidsrum hun sover og hvad der i øvrigt er på programmet hvilke dage. Der er blevet planlagt møder på skolen (Mor her er da også mellemled mellem skolen og kommunen), rykket på tandlægetider (Liva kunne ikke overskue det skarpe lys), talt med hjernerystelsesforeningen, ny tid hos læger osv. Vi laver konstant om på planerne efter Livas behov (og samtidig har vi også lillesøster Carlas at hygge om).

Den seneste overvejelse (og ændring af planer)  handler om skiferien. Vi skulle egentlig have prøvet snowboard i år for første gang, men det skal Liva i hvert fald ikke. Man falder for meget på numsen, og det giver stød op igennem ryggen til hovedet. Liva må ikke slå hovedet. Så Liva er selvsagt mega skuffet over at gå glip af det (ligesom hun går glip af Basket tur til Århus, Tivolitur, Skøjtetur osv. osv). Det påvirker alle andres planer i familien- inkl. genboens, som vi rejser sammen med.

Vi overvejede også helt at blive hjemme og undersøgte med rejseforsikringen, om den dækker. Det gør den ikke, fordi vi ikke har en formålsdækning (formålet med ferien er ligesom at stå på ski). Men vil forsikringen så dække, hvis vi alligevel tager afsted? Det kunne vi få afgjort med en forhåndsundersøgelse – som vi så har fået lavet vedr. Liva – og nej nej, forsikringen dækker ikke, hvis der tilstøder noget som kan relateres til hjernerystelsen, og tør vi så overhovedet lade Liva stå på ski, selvom hun er ret skrap til det – eller tør vi heller ikke det?

Parallelt hermed begynder mit humør sjovt nok også at vakle, jeg bliver grådlabil, har svært ved at koncentrere mig om mit arbejde, orker ikke min træning osv. Overskuddet til at se vores venner, tale om det med dem – eller bare finde tid til at tale med hinanden om det, er småt. For ikke at tale om overskuddet til at kontakte den der erstatningsadvokat, men i fredags fik jeg taget mig sammen og fik ringet op. Vi må tage det hele i de tempi, der er overskud…

Selvom det er Liva, der bærer byrden (og jeg til en hver tid ville bytte med hende, hvis jeg kunne) så er det hele familien, der burde få erstatning for “svie og smerte”. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at føreren af bilen slipper med en betinget frakendelse af førerretten og en bøde, mens vi ikke aner, hvornår (og om) Livas gamle liv vender tilbage 100 %.

Vi har besluttet at tage afsted på den skiferie – Carla tager på snowboard med genboen og Mark og jeg skiftes til at stå på ski, mens den anden hygger med Liva (vi kan vel finde et SPA eller se, hvad der kan lade sig gøre, når vi kommer frem). Hun sover sikkert længe, og måske kan hun ikke holde den skarpe sol ud med genskindet fra sneen. I dag har vi for en sikkerheds skyld købt de lækreste solbriller til teenageren fra Burberry, som et lille bitte plaster på såret… Det gav smil på læben. Lad det være begyndelsen på bedringen 🙂

Hvad gør en “klog” når man skal til fastelavn og ikke har forberedt en dyt? Tager alt sit Triathlon uudstyr på på én gang og tværer mascara ud ved øjnene og er dermed en “misforstået triatlet…” Jeg var max pinlig syntes børnene…