Tag Archives: swimout

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!

Kustjagaren swimrun

Det er utroligt, hvad jeg har fået af fantastiske oplevelser i det her “swimbikerun-fun-game”…

For snart et år siden spurgte Caroline, om jeg ville være hendes swimrun makker og om jeg ville med til Sverige til Kustjagaren swimrun med 26 km trailløb langs kysten og 4,5 km svøm i skærgården ved Karlskrona.

Jeg tænkte: “Fedt at blive spurgt!…”, “Men hun svømmer jo meget hurtigere end mig…” og “Kan det kombineres med Ironman træning?”

For Caroline var Kustjagaren første gang med løb længere end halvmarathon og første gang med swimrun. Hun er en mega stærk svømmer og er kommet fint med på løb de senere uger. Jeg har smugprøvet swimrun med Tanja til Xterra swimrun i Furesøen 28. Maj. Og jo trænet en del svøm og længere løb som en del af IM træning henover de seneste uger. Vi var så klar!

Fredag eftermiddag daffede Carla og jeg så afsted mod det svenske land. Det stod ned i stænger, Carla var DJ i bilen og efter to timers skråle-med-køretur ankom vi til Hästveda, hvor Caroline og familie har ødegård.


Lørdag morgen stod vi op 5.30 og tog afsted mod Karlskrona kl 6.30 med kaffe i krus og kulhydrater – klar til endnu en to timers køretur.

Caroline havde dagen før hentet chip og veste, og i ugerne op til tjekket alt det praktiske ud omkring banen, parkering, cut off steder og -tider, så jeg skulle slet ikke tænke på noget. Luksus.

Ved ankomst til Koncerthuset på Stortorget i Karlskrona fik vi racebrief og kørte derefter i 11 busser ud til Torhamn – en pynt ca 30 km fra Karlskrona. Her gik ruten så tilbage over sø og land til Karlskrona.kust

Vi talte i bussen med nogle stykker som forventede at være  ca. 5-5 1/2 time om ruten. Og min fornemmelse var, at Caroline og jeg da nok også ville ligge deromkring alt efter hvor teknisk svær ruten var.

I Torhamn skiftede vi til vores gear og lagde tørre skiftetøj i en rygsæk i en lastbil, som blev fragtet retur til Karlskrona.


Vi skrev de enkelte distancer ned bag på Carolines ben med tusch, så vi kunne se, hvor langt vi var undervejs. Inkl. væskedepot og cut-off steder.

Kl 10.30 gik starten. Vi var ca 260 par fordelt på herrehold, damehold og mix. Vejret var stille, skyet og med regn i luften. Luft og vand ca 16 grader.

Der var i alt 11 løbepas og 10 svømmepas, altså 20 skift – først 8 km løb.


Ruten var SÅ smuk. Vi svømmede fra ø til ø, løb igennem dyreparker, i skov, henover øer på små dyrestier og langs vandet hele vejen.

Lokalbefolkningen var trukket ud af deres huse, og små ekstra depoter var skudt op med alskens lækkerier. Hep og opbakning meget af vejen, så super!

Jeg frøs i vandet på de længere stykker, men vandet var lækkert. Det var nemt at finde vej – store orange markeringer viste, hvor vi skulle i land. Vi overhalede hver gang vi svømmede og vi havde et rigtig godt flow, hvor jeg for det meste lå helt lige bag Carolines fødder. Carlas hjemmepyntede træk-line-elastik med multifarvede små elastikker på, fungerede perfekt. Vi havde testet længden på den hjemmefra og den var nem at se under vand.

På et enkelt stræk kunne jeg mærke min rystende kolde ben trawle efter mig og mine fingre havde svært ved at være strukket ud. Uha lige der, glædede jeg mig SÅ MEGET til at få varmen i løb.

Et par depoter havde kaffe og jeg tog chancen og varmede hænderne og drak kaffe og spiste chokolade (var nervøs for om maven kunne holde til det). Jeg var så rystende kold, at mine hænder ikke kunne holde kaffen, så den røg ud over 🙂 Men nøj, hvor den smagte godt!

På et tidspunkt skulle vi over et 40 m vandstykke med ret mudret vand. Det smagte af jord og der var ingen sigtbarhed. Ved næste depot konstaterede vi, at vi begge havde mudder i hovederne…😂

Mine tænder klaprede og det er altså ret svært at åbne energipakkerne i løb med kolde hænder… For ikke at tale om at spise med klaprende tænder… Jeg tror, jeg skal have mig en kortærmet uld undertrøje til at have under. Der er jo ikke så meget sul på mig til at holde varmen med længere.

Da vi nærmede os byen var det mere asfalt, vi løb på. Caroline havde fået lyd på vejrtrækningen. Jeg trak hende op af bakke. I helt udspilet trækline:-) Jeg sagde til Caroline: “Det er nu, du kan mærke det er endurance-sport”… Men vi overhalede stadig – store voksne mænd, der var nede og gå eller løb langsomt. Der var ikke mange pigehold i nærheden…

På et tidspunkt blev vi dog overhalet af et herrepar, hvor deres forreste løber løb hurtigere end mig og den bageste også nærmeste blev trukket. Den bageste konstaterede tørt under overhalingen til Caroline “Min løber hurtigere end din”

Det sidste svømmepas var rundt om en lille færge i havnen. Og så lige en løbe-rundtur i byen. De sidste 400 m gik opad – op til Stortorget hvor målområdet var.

Caroline var rørstrømsk, da vi kom i mål. Godt at se, der er andre end mig, hvor øjnene løber over på målstregen… Overraskelsen var stor, da vi fik tiden at vide: 4.31.01. Så meget hurtigere end forventet!!

Vores ure havde ikke tracket rigtigt under svømningen. Mit var gået på autopause, hver gang, vi svømmede, så vi havde ikke haft fornemmelse af tid.

Vi blev nr 11 ud af 28 damepar og nr 113 ud af 238 overall. I den bedste halvdel! Ca 20 par udgik. Se alle resultater 

Swimrun er virkelig et fedt koncept! Og Sverige har de optimale rammer. Det er i Sverige, at konceptet er udviklet for 6-7 år siden. Det er så skønt, at man er et makkerpar og kan hjælpe/trække hinanden – og ikke mindst, at man har en at dele hele oplevelsen med i modsætning til andre løb, hvor man er sin egen herre.

Tilbage på ødegården var der hygge med oksemørbrad på grill, rødvin, jordbær og bål, skumfidusser og ugletuden fra skoven. Helt genialt at vende tilbage til glade børn og hygge. Carla havde haft en dejlig dag på Ødegården hele dagen med Sara – Carolines jævnaldrende datter, hvor de havde været i værkstedet og snedkerere, spillet spil og fodbold.

1.tur i havet, 2 sløje cykelpas, 3 vigtige erkendelser

Hav! Så blev open water sæsonen i Danmark skudt i gang for mit vedkommende. Jeg har jo smugstartet lidt både i Vietnam og på Mallorca hvor vandet er markant mere salt og naturligvis varmere men nøj det var lækket (og friskt) da den værste gispen pga kulde lige havde lagt sig. 9 grader var vandet.

Det er min 3. sæson med åbent hav svømning og hvert år har jeg åbnet sæsonen med Caroline, som i år bliver min partner in crime til Kustjägaran swim-run d .1. Juli i Karlskrona.

Vi svømmede bare 350 m og daffede så direkte i svømmmehallen med klubkammeraterne – jeg kørte bil i badedragt og min ALOT kutte:-) og løb i bare tæer fra parkeringspladsen.

Torsdagens cykeltur var gyselig efter 17 km løb onsdag, som åbenbart trak tænder ud. Jeg havde vist ikke fået spist nok inden jeg kørte ud…Jeg havde intet at skyde med og havde godt nok svært ved at presse fart ind i stængerne. Jeg måtte skubbes af formand Åge på hjemturen på selv de mindste stigninger – jeg havde syre alle steder…

Lørdagscykelturen gik til “tyren” i Farum. Jeg kørte ok men jeg bliver udfordret af bakkerne og har svært ved at holde momentum opad – der bliver jeg ligesom sat af. Jeg fik et par gode teknik råd og da jeg kørte hjemad, gik det bedre ved at træde tungt opad:-)

De sidste par dage har bragt et par vigtige erkendelser om det lange seje træk, det er frem mod Ironman.

  1. Det skal gøre ondt – det er der, jeg skaber resultater
  2. Træd de hårde gear op af bakke og bliv stærk.
  3. Spis nok – og det rigtige!