Tag Archives: swim

Karrebæksminde Tri 2018

Årets første TRI-stævne er sat i banken med en vildt fed dag med tropelignende tilstande i det sydsjællandske, hvor jeg lige blev genopfrisket på, hvor fantastisk det er at dyrke tri. Foråret har været ret fokuseret på løb, så det var virkelig skønt at lægge ud med sådan et lækkert stævne, som det var i dag. Jeg opdagede så også liiiige, at cykeltræningen er blevet lidt vel overset, jeg ku slet ikke træde og trække som sidste år, men det var forventet, og jeg var forberedt på det fra starten. Men det var ikke vigtigt i dag – jeg skulle bare godt i gang – og det kom jeg!

Vejret var fænomenalt – vi ramte vel 30 grader midt på dagen, da svømmestarten gik kl. 12. Vandet var 20 grader, og det havde været en hyggelig samkørsel med Randi, som jeg kender tilbage fra pigernes børnehave, hundeluftning og som er i Glostrup TRI.

Alt det logistiske spillede ved dette stævne i år!  Sidste år var vi næsten 1000, der startede i vandet samtidig, og skiftezonen var i 2017 flyttet fra havnen til et græs/sten areal overfor stranden. I år var skiftezonen flyttet tilbage på havnen på asfalten – super godt – og svømmestarten var delt op i en gun-start for de hurtigste og derefter rullende start med 10 atleter med få sekunder imellem. Perfekt. Det gav en mega god svømmeoplevelse, som dog var lidt længere end planlagt – ca 1300 m i stedet for 950 m, men pyt det er jo ens for alle. Jeg kom rundt på 24 minutter i et fint flow fra start til slut. Jeg fik sparket mine briller af af en medsvømmer og måtte lige bruge lidt på at få dem på plads.

Cykelruten var forlænget fra 45 km til 50 km, så det gjorde det lidt svært at sammenligne splits med tiderne sidste år, men det blev gennemsnitsfarten der talte. Den var som forventet lidt lavere end sidste år, men med den sparsomme cykeltræning jeg har fået klaret, skal jeg vist være glad for min 33,8 km/t. Jeg led lidt med min dragt og min sadel – har slet ikke fået trænet i min speedsuite endnu – så det ku mærkes…

Løberuten gik i år heldigvis ikke gennem campingpladsen, hvor der er en del støv på grusstierne, men den blev på asfalten mellem byen og sommerhusene. Det er 3. gang ud af 4 mulige, at jeg deltager i dette stævne, og sommerhusejerne er altid lige fantastiske til at lave små ekstra depoter og sprøjte med vand. Det er stærkt tiltrængt i middagssolen. Jeg holdt en god pace og havde gode ben – var dog lidt plaget af mine nye sko, som jeg først i går fik sat elastiksnørebånd i, så min højre var strammet lidt vel meget, så jeg løb med en snurrende og meget varm fod. Varmen som sådan plagede mig faktisk ikke – jeg havde fået drukket som jeg skulle og sørgede for at holde mig kold med ekstra vand ud over kroppen.

Målområdet var også flyttet, og der var skruet op for stemningen med tilskuertribuner, liveorkester og præmie-darlings. Mega fedt! Den røde løber er altså lige skøn hver gang! Jeg dansede nærmest ind i Anders Rørbæk (arrangør) i den sidste spurt. Sjit, det er fedt!

Vi var ikke mange fra ALOT afsted i dag – familien Vendt, Vibeke og jeg. Mellanie var 5½ minut hurtigere end mig, så jeg skal oppe mig lidt, hvis jeg skal snuppe hende til klubmesterskaberne om 3 uger 🙂

Jeg fik hilst på Grith som jeg har gået på Brøderup Ungdomsskole med for 25 år siden. Hun var mega sej!

Jeg slutter som nr 4 i min aldersgruppe ud 65, som 24 ud af 300 kvinder og som nr 200 ud af 978 deltagere, stort set samme placering som sidste år, men denne gang med nogle hårde nysere i toppen – bla. Helle Frederiksen, Christina Sveistrup og Stine Bækgaard som de tre hurtigste.

Popcorn i lårbasserne

Det er lige gået op for mig, at der kun er EN UGE til, jeg skal TRI-race for første gang i år. Jeg ved ikke, hvorfor det sådan er kommet snigende bag på mig- jeg har vist taget den lidt vel med ro de sidste par uger ovenpå marathon og sygdom. Jeg har haft en hel del “popcorn i lårbasserne” – altså den der følelse af de små fibre i musklerne, der giver sig, når jeg går på trapper, træder til i pedalerne eller sætter lidt fart i løbeskoene. Så jeg har holdt igen på alle fronter – og så går tiden jo – og om bare en uge har jeg Karrebæksminde tri. Hold da op, så kom boblerne i maven da lige væltende! Jeg glæder mig, kan jeg mærke, men bliver jeg klar?

“Popcornene” har sat sit præg på ugens træning. Tirsdag tog jeg tricyklen til job og om eftermiddagen var vi hele 38 til Open Water i Ishøj. Det er altså et flot syn, når vi kommer så mange:-)

Onsdag havde vi Center for Hjerneskade sammen med Liva inkl Carla midt på dagen, så jeg arbejdede hjemmefra og nåede lige 10 km roligt løb med ALOT til aften, inden vi i klubben havde inviteret Lasse Kristian Suhr ud og holde et oplæg om sportsernæring. Det var rigtig godt – der var ny viden både for nybegyndere og de mere garvede. Vi var 25 fra klubben og seføli var der hjemmebag og hygge.

Efter arbejde torsdag mødtes jeg med Mellanie v Fields og vi kørte rundt på “tonseren” på Vestamager/Dragør. Jeg kan ikke helt følge med i hendes tempo – kan godt mærke at cyklen er blevet svigtet dette forår til fordel for løbetræning frem mod de to marathon – men jeg vidste, at det var en del af gamet/planen. Det blev til i alt 80 km cykel (60 sammen) og på hjemvejen slog vi et smut forbi Endurance Sport, hvor vi havde “Klubaften”. Jeg fik købt et par nye og tiltrængte korte tri-bukser til cykel og løb.

Lørdag var der ifølge planen 2 timers cykling og 30 min løb. Men jeg passede min søde niece og nåede ikke afsted, før der kom torden og regn til eftermiddag. Jeg havde endda skiftet til racehjul og var sååå klar. Jeg nappede 10 km løb i stedet mellem to byger og udsatte dagens pas til i søndag. Og så hyggede vi med champignons league finale og rosevin til aften.

Søndag blev det til en helt lille Triathlon dag, som startede med at jeg hentede Katrine kl 10 og så mødtes vi med Rikke, Denni og Laila og nappede 1,8 km havsvøm fra morgenstunden. Mega lækker start på dagen. Hjem og spise frokost og så over og se Carla spille kamp mod Lynge- Broby som de desværre tabte.

Derfra videre i cykeloutfit til flyvestation Værløse sammen med Denni, hvor vi (jeg) tonsede seje intervaller i den stride vind. Der var mere end 22 km/t til forskel på siden med mod- og medvind. Hjem til 30 min brikrun. Og sådan blev det til 3.5 times træning i dag og jeg har vist fået det ud af mine popcorn-lårbasser, som jeg har kunne drive det til… nu må det gå, som det kan med 6 stævner på 4 uger…

Alle fotos af Gitte Vognsen

Snickerskage

I ALOT kan vi godt lide Snickers og kage. Vi har endda opkaldt et stafet løbehold efter den salte og søde chokolade “Team ALOT of Snickers“:-)

Derfor er denne kage et sikkert hit! Serveret efter Open Water dags dato og til bestyrelsesmøde i morgen…

Opskrift til 24 pers.

Bund:

5   Æg

300 g sukker

300 g smør

360 g hvedemel

4.5 tsk. vaniljesukker

2.5 tsk. bagepulver

450 g salte peanuts

Æg og sukker piskes skummende. Smeltet smør og de øvrige ingredienser blandes i. Hældes i to aflange ”rugbrødsforme”. Peanuts fordeles over kagerne. Kagerne bages ved 200 grader C. alm. ovn i 25-30 minutter. – Hold øje med dem og stik i dem efter ca. 20 min.

Karamelsauce:  

360 g Sukker

4 tsk. vaniljesukker

4 tsk. kakao

2 dl. sirup, lys

2 dl. piskefløde

100 g smør

Alle ingredienserne til karamelsaucen blandes i en gryde og koges i 8 min. og hældes over den varme kage. Kagen afkøles.

225 g mørk chokolade 44%

225 g lys chokolade 30%

Chokoladen smeltes i vandbad og smøres på

Tip: Den skal serveres i små stykker, da den nemt kan blive for meget.

Ready steady go – again

I de ti dage, der er gået siden Hamborg Marathon, har jeg (kun) trænet moderat og vedligeholdt – ikke presset på. Hverken på cyklen, svømning eller den smule løb, der har været på programmet. Jeg er derfor ret spændt på, hvordan det kommer til at gå på søndag, når jeg skal løbe mit 2. marathon med 2 uger imellem. Jeg holder dagligt øje med min indsamling til børnecancerfonden og det går stadig lidt fremad, men jeg tror desværre det bliver svært at nå de 10.000 før søndag.

Carla deltog i skole OL i tirsdags, hvor jeg arbejdede hjemmefra. Jeg lagde en løbetur midt på dagen og smuttede over forbi, da hun skulle løbe 400 m.

Der er altså skub i de lange 12-årige ben! Hun var drønskuffet over kun at blive nr 2 i sit heat. Men kommer rundt på ca 1 minut og 20 sekunder. HurtigCarla…:-) Dejligt solskinsvejr og 6.klasses unger overalt.

Tirsdag aften havde Caroline og jeg fået lokket lidt flere med i havet – vi var 6 ALOT’er. Og biologen Caroline fandt et æg på havets bund, som hun da lige måtte have med hjem og undersøge. Vandet er ca 15 grader allerede og meget lækkert. Tirsdag var der lidt flere bølger end i fredags, hvor havet var helt fladt og smukt. Jeg har stadig neoprenhætte og -handsker på samt svømmefødder, men de ryger af i morgen, når vi skal svømme igen.

De tre korte dage, der har været denne uge, har også budt på møde på Livas skole vedr. fremtiden mandag, psykolog med Liva tirsdag og Center for Hjerneskade onsdag. Vi får god hjælp nu – det føles virkelig godt! Det går fremad 🙂

Fridagen i dag på Kr. Himmelfart startede med et par timers cykeltur – roligt – med 4 herrer. Mens vi ventede på hinanden, opdagede jeg, at jeg var punkteret, og jeg fik heldigvis hjælp til et hurtigt slangeskift, før vi stævnede ud mod Roskilde. Jeg kan godt selv, men er bare så langsom til det – og jeg havde jo lissom også liiige lagt neglelak på, sååå jeg hjalp til med at tage tid på Kim.

Jeg nyyyder virkelig at træne for tiden – vi er først på sæsonen, og det gode vejr indbyder virkelig til det. Det hænger nok også sammen med, at min træning er lidt mere fri og mindre skemalagt her i maj.

I eftermiddags tog Amalie og jeg ind på marathon EXPO’en for at hente startnumre. Jeg kom sørme også hjem med en ny HOKA Arahi – løbesko. Jeg har lige opdaget huller i min Arahi købt sidste år, som jeg ellers havde tænkt at løbe i på søndag, men nu gør jeg det, jeg ellers altid ville have forsvoret – løber i nye sko på søndag. Lufter dem nok lige på en 2-3 km i morgen sammen med Balder.

Jeg glæder mig til endnu en løbe-byfest på søndag. Yeay!

Mør Mor

Jeg er mør, mast og træt og bare så klar til nedtrapning frem mod Hamborg nu. Denne uge har været den sidste med gas på, herfra står den på nedtrapning de næste 14 dage frem mod marathon. Det bliver helt ærligt tiltrængt. Jeg sover som en sten, så træt er jeg. Jeg har konstant syre i stængerne og trætte arme. Jeg har holdt lidt øje med træningsmængden fra de første 4 måneder 2017 sammenlignet med i år. Jeg helt ok med ( læs = på niveau eller lidt over) – både i fart og i mængde. Og der er vel at mærke ingen IRONMAN på programmet, så jeg holder dampen oppe. Det er fint 🙂

Ugen har været fuld af gøremål – som altid – men efter arbejdsweekenden i sommerhuset fik jeg også trang til at få gjort lidt ved hytten herhjemme. I dag er der blevet pudset vinduer, ordnet terrase, et par hjørner i haven er studset og Mark har forårsordnet cykler forud for cyklistprøve i Carlas klasse i den kommende uge. Liva har stadig mere og mere energi og glæde ved det hele. Hun overkommer mere og mere dag for dag – skolen er dog stadig en vældig udfordring. Vi håber meget på svar fra kommunen i den kommende uge – efter vi nu igen har ventet 3 uger på en beslutning. Jeg holder dem til ilden med telefonopkald flere gange om ugen. Om alt går vel ved vi på torsdag, om Liva bliver bevilliget rehabiliteringsforløb hos Center for Hjerneskade. Vi krydser hvad der kan krydses! Lørdag aften havde hun og Nikoline lavet nogle virkelig sjove film, som vi havde latterkrampe over i ½ time. Det er et godt tegn på overskud!

Det tager på kræfterne at håndtere de ekstra ting – en tur til osteopat, et møde her og der, så jeg henter enorm energi i min træning til at overkomme det hele.  Tankerne flyder, jeg lægger planer, skaber overblik mens jeg løber, svømmer eller cykler. Jeg bliver ladet op! Heldigvis kører jeg på genopladelige batterier 🙂 Tirsdag havde jeg 11 km bakkeløb med 2000 m svømning efterfølgende, onsdag 18,5 km langt og langsomt løb med klubben, TRIcyklen har været i brug til og fra arbejde 3 gange i denne uge, nu da vejret er kommet i bedre humør. Og i dag fik jeg 53 km begynder-cykling i banken – i regnvejr. Tørvejr da jeg tog afsted og tørvejr, da jeg kom hjem, men ikke undervejs… Kold og sulten hjemme kl. 18…

Fredag svømmede jeg – endelig sammen med Caroline. Hun havde en fin blomst med til mig og det sødeste kort, som tak for en håndsrækning. Jeg blev så glad og rørt. Igen og igen og begejstres jeg ved de venskaber, der er opstået via ALOT de sidste snart 4 år. Sikken en gave at få!

Lørdag morgen efter hundeturen, satte Amalie og jeg ud på 25 km løb med afgang 9.30. Kl. 10 mødtes vi med mændene fra ALOT ved Herstedhøje og løb 10 af de 25 sammen med dem. Jeg nåede hjem til at se Carla spille 0-0 mod Nykøbing Falster – i anden halvleg som anfører. Jeg bliver så stolt når jeg ser hende spille. Hun knokler derudaf med højt tempo og giver sig virkelig i hver en bold. Hun kæmper og er ikke bange for en nærkamp. Og hun er hurtig – en fryd for øjet 🙂

Caroline, Katrine og jeg har fået planlagt lidt mere omkring vores tur til Hamborg: Vi kører i min lille blå Skoda-bil St. bededag ca kl. 11 og skal bo genialt i forhold til ruten. Fredag aften har vi bestilt bord på Die Bank efter anbefaling. Lørdag skal vi ud og hente startnumre og vel bare ose lidt rundt – og spise kulhydrater. Og søndag går det løs. Jeg glæder mig! Vi overvejer, om vi skal spise sådan rigtig “typisk-tysk” på Groninger søndag aften og fejre marathon (et lokalt bryggeri, i en kælder med rigtig stube-stimmung). Mandag kører vi hjem igen. Det bliver mægtigt!

Er jeg mest løber eller triatlet?

I dag er det 5 mdr siden jeg deltog i IRONMAN København. Som månederne er gået, er det stille og roligt gået op for mig, at det er nogle ting der har ændret sig.

Jeg har i mange år levet efter en “regel” eller indstilling om at “ting bliver til guld i mine hænder” – altså jeg lykkes med de ting jeg kaster mig ud i. Det lyder måske lidt smart i en fart men det virker! Det kommer til at gå godt. Lidt Pippi Langstrømpe agtigt: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den indstilling “opdagede” jeg da jeg var sygemeldt med stress i 2007. Selv at være sygemeldt med stress i 1/2 år, fik jeg noget godt ud af: større selvindsigt, viden om egne signaler, mere nærvær for bare at nævne nogle få.

Efteråret har været hårdt og potentielt stressende: jeg skrev afgangsprojekt på Diplomuddannelsen i Ledelse, da Liva blev påkørt og vi har jongleret fuldtidsarbejde, videreuddannnelse og Livas hjernerystelse og følger efter påkørsel oven i hinanden. En sprængfarlig cocktail.

Og selvom jeg i et par dage mærkede min krop fortælle mig at grænsen var tæt på, så fortalte mit hoved mig, at “det skal nok gå – vi klarer den”.

Jeg har en fornemmelse af, at min leveregel er blevet endnu stærkere de sidste måneder: jeg kan endnu mere end jeg ku før: jeg løber da lige et par Marathon, jeg fixer da lige store udfordringer på arbejdet og når da også lige at svømme 3 km efter jeg kommer sent hjem, spist med pigerne hvis de er hjemme fra deres sport og har gået med hunden.

Jeg har løbet siden 2001 og dyrket triathlon siden foråret 2015. Men er jeg mest løber eller mest triatlet? Er det kun årene, der tæller, så er jeg mest løber. Jo mere jeg har dyrket triathlon, jo længere kan jeg løbe på “rutinen” og jo mere kan jeg generelt præstere. Det er altså en stærkt vanedannede følelse! Jeg føler mig stadig mest hjemme i løbedisciplinen, men jo mere triatlet, jeg er blevet, des mere løber er jeg også blevet. Kan man godt være begge dele?

Hvornår kan man kalde sig triatlet? Efter første stævne? Efter en 1/2 eller hel IRONMAN? Når man køber sin første våddragt? Når man lægger sig i bøjlen på cyklen for første gang? Når man kan mærke, det er en del af ens identitet? Det man helst vil tale om?

En ting er sikkert; jeg er blevet stærkere som menneske både i krop og i hoved de sidste 3 år. Jeg er vist triatlet nu (selvom der er mange, der er “mere triatlet” end mig) men jeg er også stadig løber!

Sæson 2017 – en vild oplevelse!

Bladene er gule, røde og brune udenfor, skyerne grå, vinden hård og der er ild i brændeovnen. Jeg har lige lagt strikketøjet. Jeg har siddet lidt og gjort status over den sæson, der er gået. Gad vide, om jeg kan toppe den nogensinde, om jeg vil kigge tilbage på sæson 2017, som noget særligt, dér hvor alting lykkedes rent sportsligt eller om det stadig er begyndelsen af noget større?

Jeg har fået utrolig mange fede, skøre, vilde oplevelser i sæson 2017 og altid i det bedste ALOT selskab og planlagt og bistået af den bedste træner Jeanne. Det kunne sgu nok ikke have ladet sig gøre alene. Det giver virkelig noget ekstra at have nogle at dele det hele med. At høre til et sted. At være en del af en klub.

Jeg bliver helt overvældet, når jeg ser, hvad det sidste halve år har indeholdt:

Bjergkørsel på Mallorca

Efter en dydig vinter på hometraineren i kælderen, startede sæsonen med Katrine på Mallorca på Next Level Camp, hvor jeg fik prøvet kræfter med cykling i bjergene på den smukke ø. Jeg blev en del af den klub, der har kørt Sa Calobra og Puig Major. Jeg mødte ligesindede triatleter og fik skønne nye bekendtskaber fra Jylland og Sjælland, som jeg hen over sommeren er stødt på til diverse stævner: Havard, Pia, Dorte, Casper, Kennet, Mogens, Erling, Jørgen, Charlotte og Gitte. Det var godt nok en fed uge, hvor jeg fik rykket ud af min komfortzone og til mit “next level” og fandt ud af, jeg kan klare mere, end jeg tror. Tænk; det var første gang jeg cyklede mere end 90 km – og endda flere dage i træk. Det virker allerede som længe siden nu. Der er løbet meget vand i åen siden uge 17 🙂

img_9578

Swimrun

Sæson 2017 blev også året, hvor jeg for første gang kastede mig ud i Swimrun (eller Aquatlon som nogle også kalder det). I slutningen af maj var jeg substitut for en klubkammerat i Furesø Exterra swimrun sammen med Tanja, og jeg gjorde mig de første erfaringer med disciplinen, hvor man skifter mange gange mellem løb og svøm. Der gemmer sig mange gode “natur og sports-kombinerede” oplevelser i det dersens Swimrun i fremtiden. Det er skisme skæg!

img_9823

Kronen på værket var Kustjagaran Swimrun med Caroline, hvor vi var på svensk eventyr i skærgården og nød en fantastisk aften på Ødegården bagefter. Swimrun er nok en af de fedeste måder at få naturen ind på livet på- sammen med sin makker. Jeg håber, at sæson 2018 byder på endnu mere af det – sammen med Caroline. Vi har tilmeldt os Ø-løppet i Göteborg d. 4. august og skal ud på 33 km trailløb og 5.7 km svømning.

img_0116

Klubmester igen

I juni var der klubmesterskab i ALOT i Karrebæksminde, og jeg løb med sejren for andet år i træk og kom under 2,5 time på kvart distance og blev samtidig nr 1 i min aldersgruppe. Jeg følte mig ovenpå efter turen til Mallorca og havde en skøn sommerdag med klubkammeraterne. Klubmesterskaberne er altid så hyggelige. Der er hjemmebag, podieceremoni og enorm opbakning.

img_9871

Vinder Stevns Jernmand 1/2

Efter en juni måned, hvor jeg hver onsdag kæmpede med og mod Furesøen til La Santa TRI Sprint Serien og sluttede samlet som nr 3, stillede jeg op i Stevns Jernmand for første gang. Det var et virkelig godt stævne på min hjemmebane, da jeg er vokset op i nærheden af Faxe.

Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg kunne gå hen og vinde hele molevitten, men det skete. Jeg ramte bare dagen. Selvom tiden ikke var imponerende for den ½ distance, så er løbedelen en del trail og cyklingen var udfordret af en vind. Det var godt nok sjovt at have “fører-cyklen foran” hele vejen på løbet og sikken en fed fornemmelse øverst på podiet!

img_0061

Sommeren bød også på en slidsom affære til Burresø 111, lige før vi tog på sommerferie i Spanien. Den ferie var vist meget tiltrængt til mentalt at forberede mig på (de sidste træningspas frem mod) Ironman, som var mit store mål i år. Og mange dejlige sommercykelture med “Team ALOT of Snickers” aka Kim, Jan og Henrik:-)

KMD Ironman

Når jeg tænker tilbage på 20. august i år, har jeg stadig svært ved at sætte ord på dagen, selv her flere måneder efter. Jeg er så glad for og stolt over den oplevelse og præstation det var. Jeg var så overskudsagtig! Tænk, at jeg kom igennem på 10.53 i min debut, jeg svømmede godt, jeg cyklede godt og jeg løb godt. Og mine skift fungerede godt. Jeg troede det skulle gøre mere ondt!

Alt lykkedes på dagen, og der var så mange dejlige mennesker omkring mig derinde: familie, venner og klubkammerater. Det var en lang rus, et svimlende flow, en fantastisk triatlonfest til verdens største Ironmanstævne. Den dag jeg blev Iron-woman var i sandhed en stor dag – vist ikke bare for mig, men også for mine piger og min familie. Jeg hører dem i hvert fald stolt fortælle om, hvor godt jeg klarede det – og det gør mig så enormt glad – helt ind i de mindste celler og det inderste af knoglerne.

ironman5

Det hele blev naturligvis krydret af, at Politiken havde sat kløerne i mig, og jeg havde sagt ja til et portræt om træningen op til og omkostningerne ved at lave en Ironman. Der kom en meget fin artikel i Lørdagsliv dagen før Ironman: “Den virkelige Ironman er min mand, der holder sin kone ud igennem alt dette.”

Jeg er imponeret over, hvor fint journalist Anders Legarth Schmidt har fanget essensen i alle de overvejelser og tanker, jeg har gjort mig det seneste halve år. Ja, jeg er faktisk også stolt over det portræt, for jeg forsøgte ikke at glamourisere konceptet, og jeg turde være ærlig.

Jeg er nu en del af den klub af mennesker, der har lavet en Ironman. Selvom vi i Danmark er flest indbyggere på verdensplan, der har lavet en sådan, så er det en eksklusiv klub, hvor man deler noget indforstået.

131_m-100778793-DIGITAL_HIGHRES-1935_069607-10512317

CPH half i skybrud

Efter nogle uger med afslapning, rødvin, prosecco, fødselsdagsfejring og al den positive opmærksomhed, der fulgte med Ironman og eksponering i Politiken, tog jeg fat i den lidt mere rammesatte løbetræning igen. Spontant meldte jeg mig til CPH Half dagen før og fik mig noget af en løbeoplevelse sammen med de 20.000 andre løbere, da himlen åbnede sig og et skybrud med hagl og torden ramte lige over fælledparken og målområdet.

Jeg synes altid, det er sjovt, når tingene ikke helt går, som de planlagt, så det var en crazy oplevelse med kæmpehagl og vand til anklerne over målstregen.

Jeg jagter stadig min PR på halvmarathon, som er 1.40, og det skal nok lykkes en dag 🙂

img_0890

I ugerne frem mod 6 timersløbet, som kun blev til et Marathon, har jeg haft skønne løbe-oplevelser både i naturen (med mine piger og alene – til Zombiløbet, Eremitageløbet og Sydkystløbet) og i teatret til forestillingen “Jeg løber”, som min søster har skrevet og min svoger spiller på det Kgl. teater. En smuk, rørende og unik perle af en forestilling.

Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ofte har følt, at jeg har haft travlt. Når jeg ser tilbage på sæsonen på denne måde, bliver det tydeligt, hvor meget sporten har fyldt. Og det her er jo kun highlights 🙂 Imellem alt dette gemmer sig utallige træningspas, logistik i familielivet med fodboldkampe og basketstævner, et fuldtidsarbejde, en lettere overset mand, et par delvist svigtede pigebørn, hundeluftningsture og veninder, jeg ikke fik set…

Sikken et rush, et flow og et sus af en sæson 2017!