En af de legendariske Mallorca-ture er turen ned i “hullet”: Sa Calobra. Det er en 10 km lang nedfart i hårnålesving – helt ned til havet. Derefter er der lige så langt op igen. Begge dele er hårdt: nedad fordi man hænger i bremsen og skal tænke teknisk og strategisk i forhold til sving, trafik med biler og busser og alle de andre cyklister. Opad fordi det går… opad!
Samlet var dagens cykeltur på 100 km kørt på 4 timer og 18 min og det tog mig 45:37 min at cykle de 9.5 km op af Sa Calobra. Det er samtidig en fin tur derover – op og ned af bakkerne og særligt den lange nedkørsel hjem fra Col Feminia er mega fed: der er godt udsyn, så man kan holde god fart. Det minder om at stå på ski ned af en virkelig fed piste, som fortsætter i en evighed!
Her er virkelig fint og vi er generelt heldige med vejret. Her ses hotellet badet i morgenlys, solopgangen over havet og solnedgangen i aftes over fuglereservatet bag hotellet.
Vi spiser godt til for at holde til strabadsererne: dagens morgenmad bestod af omelet, brød med smør og syltetøj, yoghurt med musli, 4 pandekager og 2 kopper kaffe. Nok noget nær det tre-dobbelte af hvad jeg spiser derhjemme…
Cykelturen lå fra 8.30-13.45 og efter en pause på terrassen i solskin mødtes vi kl 16 til en god times løbetur (påtænkt 12-14 km). Heldigvis var det blevet overskyet for turen blev lidt længere, da vores træner fik ledt os lidt på afveje. Så til sidst måtte vi stoppe op og få hjælp af google maps og der var 7 km hjem. Ergo blev turen over 18 for mit vedkommende. Men pyt, det skulle gå langsomt og det gjorde det. Stemningen var god og der blev sludret og pjattet. Ruten var flad og det var virkelig hyggeligt at se lidt andet af Mallorca end kysten og bjergene.
En hurtig omgang i spaen kl 18, og så var vi klar til mad – meget mad!
Jeg sluttede dagen af med at slentre langs vandet og tale med familien derhjemme og se om jeg kunne finde et par slebne glas i vandkanten. En af mine yndlingsbeskæftigelser:-)