Nr 3 til Stevns som en ristet salt sild

Efterhånden har jeg prøvet lidt af hvert både som løber og triatlet – men ikke dagens udfordring: Stevns Jernmand (½ Ironman distance) i mere end 30 grader, med pæne bølger og kun en uge efter Kronborg. Jeg har aldrig prøvet at race halv Ironman to søndage i træk, men igen – sidste år havde jeg heller ikke prøvet at løbe marathon med 14 dage imellem. Indimellem overrasker man sig selv: Jeg blev samlet nr. 3 blandt damerne – i min til dato dårligste tid på distancen… Det siger vist lidt om, at vi alle havde det svært under forholdene.

Stevns er jo mit gamle hood. Jeg er vokset op nær Faxe og har gået i gymnasiet i Køge, så selv om jeg ikke har slået mine folder særlig meget på Rødvig Havn, føles det alligevel lidt som at køre race i mit barndomskvarter. Og de sidste 2 år er jeg endt på podiet dernede, så jeg vil gerne klare mig godt. Min mor kom endda og heppede 🙂

Det har været en heftig uge med Furesø-picnic og det Flydende Teater i tirsdags, studenter-hue-påsætning i onsdags og Billie-Eilish-på-Tinderbox i torsdags. Fede ting men også mange af slagsen oven fuldt tempo på arbejde.

Der var lagt i kakkelovnen til hed ALOT hygge – med solskin, stegetemperaturer, grill, den snart obligatoriske Snickerskage og kolde sodavander til deltagere og heppere. Der kunne køres på både 1/4 og ½ distance i dag og vi fordelte os ret lige imellem de to distancer.

Jeg er blevet SERIØST dårlig til at svømme i bølger, så jeg svømmede bryst helt ud til 3. bøje og dermed med hovedet ovenvande de første 600 m, mens vi havde modtstrøm. Jeg får kvalme og blive top-rundtosset af at kigge ned på bunden. Så først da vi fik medstrøm, kunne jeg svømme crawl og opleve bare et minimum af “flow”. Jeg havde derfor en ret ringe svømmetid på næsten 43 minutter, og havde tracket næsten 2100 m fremfor de 1900 m som stævnet indebærer. Der blev råbt til mig, at jeg var nr 10, da jeg kom op af vandet, og jeg havde allerede under brystsvømningen tænkt, at der røg den podieplads.

Jeg afprøver elastiktricket på cyklen igen i T1 og det kører bare… hurtigt op på cyklen med bare fødder i skoene.

Cyklen gik rimeligt – jeg holder næsten 34 km i timen. Der er en del dårlig asfalt og varmen og vinden tiltager i løbet af dagen. Vi cykler 4 runder a 22.5 km. Jeg cykler også forbi en medrytter, der er styrtet og finder først bagefter ud af, at det er en klubkammerat. Det er aldrig rart at overvære. Brækket kraveben og asfalteksem. Jeg mærker varmen meget intenst i bølger på min sorte dragt, det brænder indimellem. Søger skyggen ved træerne, men den er der ikke hele tiden. Begge mine drikkedunke er helt tomme. Jeg har taget nye ved hvert depot og pøset koldt vand over mig selv. Jeg bliver overhalet af mænd, der råber heppende tilråb. Jeg ender med at have den bedste cykeltid blandt alle kvinder. 2.39.18

Så kom løbet… Kl. 14.30… I den værste middagshede. Vi havde for længst passeret 30 grader og varmen kom i kvalmende bølger. Jeg starter med at vælte vand indenbords lige efter jeg har sat cyklen. Og sætter i løb og forsøger at sætte fart på, men varmen lægger en dæmper på, hvad benene kan presses til. Jeg tænker efter den første km, at det her kan jeg simpelthen ikke. Men så finder jeg lidt flow og tænker at DNF (Did Not Finish) bare ikke er en mulighed… “Tag dig sammen, det er bare smerte og varme…”

Vi løber omvendt af de sidste år, på en ny og meget fin rute: ud langs klinten på Stevns på græs med udsigt over vandet, ned i kalkgravs”gryden” og hjem af asfalt mod Rødvig ca. 5.3 km pr omgang – i alt 4 gange. Jeg bliver svimmel, når jeg kigger ud over havet, og når vi løber ned i Gryden og igennem tørrehuset til fuls skrald på Vollbeat, nyder jeg skyggen, inden jeg igen blændes af sollys på den hvide kalk. Jeg har min skygge på, men har glemt mine briller. Der skærer i mine øjne. Efter 12 km er jeg igen nødt til at gå i  hækken pga. den satans Collitis Ulcerosa. Det sker hver gang jeg løber pt.

Jeg går igennem hvert depot – drikker to glas vand, spiser en banan eller et stykke æble, hælder vand ud over kroppen og løber så videre.

Jeg kommer i mål i tiden: 5.19.57 – hele 24 minutter langsommere end for en uge siden, men det er faneme godkendt under dagens omstændigheder. Tænk at blive nr. 3 – hattrick på Stevns – 3 år i træk med podieplads. Og så i sådan en “langsom” tid. Caroline står i mål med min medalje og overrasker mig med at give mig den på. Hun græder lidt, siger hun er stolt af mig. Jeg stønner vist bare. (Sorry Caro, jeg havde ikke overskud til mere.)

Alle mine drømme om Hawaii er indstillet. FUCK, det var varmt. Jeg sætter mig ned og dør langsomt med kvalme og trang til cola. Mellanie henter en. Jeg skal have mine sko af NU, de brænder jo, på trods af at jeg har hældt vand ud over mig selv ved hvert depot.

Podiet er altid sjovt: kvinde nr. 2 overhalede mig i grotesk fart ved ca. 9 km og jeg havde ingen kræfter til at sætte efter. Ingen i top 3 kom under 5 timer, så vi led alle sammen.img_0056

Bagefter kravler jeg over i ALOT teltet og tvinger mig selv til at spise en hotdog og drikke lidt mere, men hver gang jeg trækker vejret, er jeg bange for det hele skal komme op igen. Min søde mor var vist også lidt bekymret. Og Nikolaj som er en af medarrangørerne af stævnet og min barndoms-legekammerat, siger han ikke har set mig så presset før. Det er sandt. I dag var jeg så presset, som jeg har været på en halv. Jeg gravede dybt og kom i mål. img_5194

Triatlon er mange ting, men først og fremmest er det fællesskabet i min klub, der bærer mig igennem. At jeg ved jeg ikke er alene, selvom jeg kæmper alene. Det er ret fantastisk.

One thought on “Nr 3 til Stevns som en ristet salt sild

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s