Jeg har sygdommen Colitis Ulcerosa, blødende tyktarmsbetændelse, en tabusygdom, som ingen taler om, for hvem gider at høre på tale om toiletbesøg, smerter og mavepine? jeg er egentlig også helst fri for at tale om det, for jeg vil hellere fokusere på alt det andet, men ikke desto mindre så har jeg et udbrud lige nu. Det startede for 3 uger siden og har medført, at jeg på hver eneste løbetur, jeg har haft siden, har måtte i hækken. Også under stævnerne Kronborg og Stevns Jernmand.

Jeg har haft sygdommen i 5 år og dette er mit 4. rigtige udbrud. Et udbrud medfører for mig hyppige toiletbesøg med blodig afføring og en del smerter over lænden. Typisk har et udbrud varet 3 mdr. af gangen, og i den periode er jeg ret afhængig at toiletter og smertestillende. Og hele min hverdag skal times og tilrettelægges efter maven: gårturen med hunden, hvornår jeg kan gå ud af døren på arbejde osv. Så når jeg skriver en masse om lange træningspas og fede, fæle og fantastiske stævner, er der også en anden side af sagen.

I dag stævnede jeg ud på en times løbetur – inkl. 2×2 km i pace 4.30. Og jeg tilrettelagde ruten, så der var rigeligt med hæk og skov, som jeg kunne hoppe ind i – for jeg ved det vil ske.

Efter 5 km er der gevinst, og resten af turen forsøger jeg at aflede mine tanker på det, de naturligt koncentrerer sig om: Hvordan skal det dog gå til IRONMAN d. 18. august? Et udbrud plejer at tage til, for at toppe og derefter klinge af… hvad nu hvis det topper lige der i august? Det er stadig tiltagende, det er jeg ikke i tvivl om. Mine tidligere udbrud er som regel startet, når jeg har haft ro i mit liv – i ferier, eller lige efter en ferie, men ikke dette. Der er godt gang i den for tiden, men ferie rundt om hjørnet – om end fuld af træning. FUCK noget lort, hvis sommeren skal være præget af et udbrud! Ikke mindst påvirker det mit humør, hvis jeg tillader mig selv, at have ondt af mig selv. JEG VIL IKKE!

Efter turen i hækken, får jeg afledt tankerne og sætter fokus den lækre følelse af støvregnen i mit ansigt, det lange græs i vejkanten, der slikker mine bare ben, lyden af “svuppet” fra min højre sko, hvor min sok er blevet våd og Coldplays “Amazing day” i mine ører, der hjælper en lille frø, dansende over vejen på den våde asfalt. Det skal nok gå. Jeg har klaret det før, så det gør jeg igen. BASTA.