Yes! Endelig skete det! Jeg kom under 5 timer på 1/2 IRONMAN distancen. Og samtidig ovenikøbet ny personlig bedste på 1/2 Marathon. På en fortryllende, solbeskinnet dag med nye Mallorca-træningsbekendtskaber, trofaste klubkammerater og gamle “barndomskammerater”. Fuck det var fedt.
Caroline og jeg havde skrålet med på høj musik i bilen med afgang 5.15 fra Vestegnen mod Helsingør og var i højt humør, da vi ankom til klargøring af gear i fin tid. Jeg elsker at have god tid til at hilse på gamle og nye tri-folk og nusse om gearet.
Fra morgenstunden blev jeg genkendt som “Miathlon” i skiftezonen af Louise fra Brøndby tri. Det var sgu lidt pudsigt og sjovt at møde en der læser med. Jeg skriver jo stadig mest bare for mig.
Betiina (fra Mallorca), Caroline og jeg fandt havnekanten lige tidsnok til en kort svømmeopvarming, før der lød hornmusik og kanonskud fra Kronborg og starten gik. Vi fandt vores pladser i båsen og hoppede “tre på stribe” i vandet.
Brandmændene var heldigvis flere meter under os, for der var saftsuseme mange. Det er en teknisk rute med mange orienteringspunkter undervejs. Man svømmer langs kanten af havnen, men med en afstikker ind på midten. Jeg havde et fint flow og lagde mig tilrette uden at bokse for meget med de andre.
Faktisk er alle tre discipliner ved Kronborg kendetegnet ved mange sving, og “orienteringer”, så man får ikke lov til at hvile på laurbæerne særligt længe af gangen.
Op af vandet til noget, der føles som verdens længste skiftezone: men jeg var hurtig i overhalingsbanen og klar til cykel! Jeg skulle afprøve noget nyt! Mine sko sad fast på cyklen med køkkenelastikker og jeg skulle hoppe direkte i skoene på cyklen og det gik super!
Jeg havde håbet, at jeg ku holde 35 km/t på cyklen, men der var skisme mange sving. Jeg havde er herlig tur, så pyt med det.
På løbet havde jeg først lidt krise med smerter i venstre akilles. Da det aftog var det maven, der drillede. Jeg lider en tarmsygdom (Colitis Ulcerosa) og i mandags startede et nyt udbrud. Der vanskeliggør særligt løb, hvor jeg ofte har brug for en tur i hækken: pænt træls i race-sammenhæng!!! Så efter 12 km havde jeg akut brug for et toilet og tabte 45 sek på det. Jeg krængede ærmerne af dragten hurtigt før “det lille hus” og tog dem på igen da jeg havde forladt det- i løb. Jeg er skideirriteret over et udbrud lige nu: ferien er lige om hjørnet, men der er stadig en del arbejde og træning, som kan blive bøvlet hvis jeg skal have et toilet i nærheden hele tiden.
Nå, men efter toiletbesøg kørte det igen. Jeg holdt et jævnt pace og kommer i mål flere minutter under 5 timer : 4.56.06. Endda med med ny pr på 1/2 Marathon i 1:39. Yes yes yes!
Jeg bliver nr 9 til Europamesterskabet på distancen for kvinder i mine aldersgruppe (ud af 82) og samlet nr 60 ud af 460 kvinder. Kom sgu i TOP 10!
Jeg var så rørt og glad, da jeg kom i mål at det var svært at beskrive. Der røg en lille tåre, men mest havde jeg bare armene i vejret. De bedste klubkammier stod og heppede; tak Rikke, Denni og Christina, og hr og fru Vendt i gågaden, det betyder alt med velkendte ansigter.
Før vi pakkede bilerne, heppede vi lige de sidste klubkammier i mål og fik lidt at spise. Vi skrålede også højt med på musikken på hjemturen og dansede lidt på forsædet til Coldplay. Det var 2. race ud frem mod BIG four og sommeren er skøn og ligger foran os.
Det har været sådan en fed dag, som lige blev toppet af “Sankt Hans” bål på terrassen med mine piger da jeg kom hjem inkl. snobrød med Nutella og skumfiduser i kiks.