Category Archives: RACE

PR i Hedeland

Jeg jagter stadig at komme under den famøse time – efter min tredje deltagelse i Hedelandsløb i dag. Det var en hyggelig fælles køretur med klubkammerater Kim og Henrik (2 ud af 3 af team ALOT of Snickers). Ved klubhuset mødtes vi med Vibeke, Maiken og Kenneth – også fra ALOT.

Jeg hentede min første “kanin” efter ca 4 km – en godt løbende dame som lå med 4.35 i snit. Så havde vi lidt modvind og skibakken skulle også lige klares, så jeg dalede i fart til ca 4.55. Så hentede jeg 4 kaniner mere og den næstsidste km fra 11-12 km, løb jeg på 4.28.

Jeg har ca 50 sekunder ned til at komme under timen – dvs 5 sekunder hurtigere pr km på den 12,8 km lange rute. Jeg havde ellers gode ben i dag, og selvom det var glat af en cm sne, var jeg i overskud med pres på hele vejen rundt. Kom i mål som hurtigste kvinde i tiden 1.00.53.

Jeg skal altså under den time – og det skal jeg nok komme med lidt bedre føre! I dag blev det trods alt til en PR på ruten – vel også godkendt 🙂 Men den skal slås, og jeg skal også slå Tanjas tid – basta. Jeg elsker de små konkurrencer med mig selv 🙂

Gid jeg kunne overføre noget af den samme energi til når jeg sidder på hometraineren, som jeg gjorde i går. Jeg synes, det er decideret synd for mig, når jeg skal dyrke sport indendørs. Jeg er meget mere skabt til sport udenfor: på landevejene, i havet, i skoven, på stranden med frisk luft, lys, sol, dufte, lyde… Ikke svede indendørs!

Jeg finder på alle mulige undskyldninger: jeg synes, det er hårdt, jeg ikke kan få pulsen op, jeg må da godt springe noget over eller stoppe lidt før. Hvad sker der for den moral??? Det er endda sket, at jeg har langet ud efter og spist en Snickers som lå inden for rækkevidde af cyklen (de er flyttet nu) mens jeg så Orphan Black på Netflix … nej nej nej altså. Nu trøstespiser hun også fordi det er åh så synd for hende med de indendørspas 😂? Jeg må fokusere på de gode ting; jeg er blevet tilvænnet at sidde på sadlen igen og jeg kan godt ligge i bøjlen, så det skal nok blive godt, når vi rykker udendørs! Der er ikke længe til. Hold on!

Juleløb med ALOT hos TIK

Juleløb i Taastrup er en tradition med ALOT og vi var mange i dag – alle nåede ikke engang med på billedet taget før start på en kold og blæsende morgen med frost og sne i luften 🙂

Ruten går rundt i Vallensbæk mose på velkendte stier, og jeg lagde som sædvanlig for hårdt ud med 4.30 pr km de første 4-5 km hvorefter luften går af ballonen og jeg puster lidt nogle km for så at vinde kræfter igen. Kom igennem på 46.47. Men blev lige overhaler af en far og datter på 12 år en km før mål. Damn hun var godt løbende!

Bagefter var der morgenbrød og lodtrækningspræmier i klubhuset. Hyggelig søndag morgen! Og så hjem til lidt (jule)småkage bagning og adventskrans.

Jeg glæder mig til at komme tilbage på træningsplaner og lidt rytme igen efter nytår. Jeg havde først sagt til Jeanne, at jeg ville klare mig uden træner, men jeg kan mærke, at det vil være godt for mig med struktur.

Jeg havde jo lånt en hometrainer af Caroline sidste vinter og vinteren før det lånt en af Henrik. Nu køber jeg Jeannes brugte Bkool Onetrainer. Det bliver meget godt at komme på cyklen igen. Har ikke kørt på den siden 20. August! Savner den helt:-) Men træningen har primært stået på løb så cyklen har ikke fået særlig meget opmærksomhed. Det bliver der lavet om på nu:-)

6 timers-løb blev “kun” til Marathon.

I dag skulle jeg have haft debut med mit første ultraløb og løbe i 6 timer. Men det gik ikke helt sådan – og jeg er ikke engang skuffet, selvom jeg har mit livs første DNF (Did Not Finish). Der var andet, der var vigtigere.

Ugen tog nemlig en alvorlig og kedelig drejning i onsdags, som har fyldt alt andet lige siden: Min store datter på knap 14 blev påkørt, da hun som fodgænger sammen med et par venner (Nikoline og Tobias) krydsede et forgængerfelt for grønt, da en billist kørte lige over for rødt på den dobbeltsporrede Nordre Ringvej i Glostrup.

Mit liv frøs til is, da jeg fik opringningen fra Nikoline, mens jeg var ude i Vestskoven på min sidste langsomme træningstur forud for i dag. “Liva har slået sig rigtig meget – hun er blevet ramt af en bil”.

Mine ben satte helt automatisk 3 gear op i fart, mens jeg bombarderede Nikoline med spørgsmål: “Hvor er I? Er der ringet efter 112? Kan Liva tale? Er der andre voksne? Hvor er ham der kørte bilen? Er Liva ked af det? Er hun bange?” Nikoline blev hængende i røret, mens jeg spurtede de knap 2.5 km på ca. 9 min hen til mit barn, min unge, min førstefødte. Jeg tog den direkte vej fra skoven af Ringvejen, og da jeg nærmede mig kunne jeg se blå blink og mærke tårene presse sig på.

Jeg nærmest rev døren til ambulancen op og kom ind til Liva, der var ved bevisthed og så fin ud, men talte i tåger og var vildt forvirret over, hvor hun var og hvad der var sket.

Jeg kørte med ambulancen til Hvidovre Hospital, mens jeg ringede til min mand, som forlod sit arbejde i hast, hentede vores yngste, som var til fodbold og lige rundede vores hus som stod ulåst og gav hunden en kop mad.

På hospitalet konstaterede lægerne, at Liva havde et mindre kraniebrud/flænge i kraniet, hjernerystelse, mindre knubs på ben og i hoved og en del smerter i skuldre og arme. Siden onsdag aften har vi været indlagt 48 timer til observation og kom hjem sent i aftes. Jeg var der den første nat, mens min mand var der den næste nat. Liva var allerede i god bedring op af torsdagen, så det var rigtig, rigtig dejligt! Hun og vi har været så heldige!

img_0049

Alt er blevet bokset ud af kalenderen i de her dage: Arbejde, konsultationssamtale på skolen og teatertur (jeg skulle have set “Jeg løber” med dejlige damer fra ALOT).

I dag var så dagen: Skulle jeg tage afsted eller blive hjemme? I aftes var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle afsted for nu var Liva jo kommet godt hjem, men her til morgen var jeg virkelig vægelsindet, tudevorn og sart – havde slet ikke lyst til at forlade mit barn, bare lyst til at kigge på hende hele dagen. Men hun ville hellere ned og heppe på sit baskethold, når hun nu ikke kunne spille med.

Jeg tror ikke, det er gået op for mig, hvad der var sket, før i dag. Jeg har sammen med Mark bare klaret, ordnet og fixet, hvad der var brug for. Men her til morgen var der plads til, at jeg kunne “føle” og ikke “ordne”.

Jeg endte med at tage afsted – i tvivl om jeg havde lyst, om jeg gad, om det var det værd, men fordi jeg også havde lyst til at se de her to dejlige ALOT damer og få et kram og lidt frisk luft.  Jeg hylede allerede, da jeg så dem, men fandt smilet frem til fotografen.

img_0055

Caroline og jeg havde ovenikøbet venindesko på fra Hoka (Arahi) – og det var Carolines første marathon, og jeg havde glædet mig til at være med til det og til forhåbentlig at slå Tanjas distance på de 6 timer, som er lidt over 60 km :-Oimg_0054

Men sådan gik det ikke. Jeg løb marathon i dag og de sidste 3 runder hylede jeg hele vejen rundt og ville bare hjem. Jeg savnede min familie. Jeg besluttede ved 37 km, at jeg ville udgå efter marathon, som jeg løb på 4.08 i stormende kuling – heldigvis den “rigtige vej” rundt om søen med mest mulig medvind.

img_0051

Jeg havde ellers gode ben, men et sløjt hoved. Det blev tydeligt for mig i dag, hvor meget ens præstation hænger sammen med hovedet – ikke med benene. Jeg kunne sagtens være fortsat med mine ben i dag, men mit hoved og mit hjerte ville hjem. Jeg lå jævnt med faste km tider og ville nok være havnet i top 3 og var stadig i overskud, da jeg stoppede.img_0053

Jeg udgik efter 19 runder a 2,221 km og luskede hen til min bil efter grådkvalt at have hvisket farvel til mine skønne klubkammerater, som var de bedste frivillige arrangører i depoterne, i tidstagningen og i hele afviklingen af dette fantastiske løb.

Da jeg kom hjem, kom mine forældre og svigerforældre på besøg kort efter , og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle være lige der sammen med dem, mens min Liva fortalte om sin oplevelse.

PS Tanja skrev således på sin Facebookprofil:

“Lørdag løb jeg marathon rundt om Tueholmsø – 19 omgange for at være helt præcist.

For mange handler løb om tal – tider, km, hastighed, placering mm. For mig handler løb også om venskab, om at komme tæt på hinanden. Jeg løb de første fem omgange sammen med skønne Mia, der i lørdags skulle have løbet sit første 6-timers løb, men Mia valgte at udgå efter marathon, for hende datter blev i onsdags kørt ned af en bil og fik hjernerystelse og kraniebrud. Det var først lørdag, at reaktionerne på ugens voldsomme begivenhed rigtig ramte Mia og det var hårdt for hende allerede fra morgenstunden. Vi fik talt uheldet og alle tankerne igennem på vores tur rundt og rundt om Tueholmsø. Vi fik også talt om teaterstykket “Jeg løber”, om kræft, tab, sorg, savn og angst for, at der sker vores børn noget.

Det er tunge emner, men det er godt at snakke, mens man løber. Derfor kommer man også bare nogle gange meget tæt på hinanden, når man løber sammen og det er faktisk en af de ting, som jeg sætter mest pris på ved løb. Jeg har fundet venner for livet gennem mit løb og det er jeg meget taknemmelig for”

Sydkystløbet 21,1 km

Som et led i træningen frem mod 6-timersløbet om 2 uger, tilmeldte jeg mig i løbet af ugen til Sydkystløbet. Vi var en god håndfuld fra ALOT, der havde en dejlig morgen i stille vejr, let overskyet, og ca 15 grader i Køge Bugt Strandpark: Denni, Rikke, Christina, Henrik, Carsten, Johnni, Jan og mig, der løb halvmarathon og 5 friske 5 km løbere fra vores “Lær at løbe 5 km” hold 🙂

Sydkystløbet er arrangeret af Greve Tri og Motion og man kan løbe alt fra børneløb til marathon. Vi var i alt ca 1000 deltagere.

Det er virkelig et velafviklet løb – med rigtig gode depoter og dejligt mange smil fra frivillige. Og fotografer der er på pletten 🙂

Jeg havde et godt løb. Egentlig skulle jeg ifølge træningsplanen løbe i marathontempo ca 5.40 pr km, men jeg havde lyst til at sætte lidt skub på. Måske var det i dag, jeg skulle komme under 1.40?  Jeg kommer faktisk meget jævnt rundt på ca 4.50 pr km, men ruten var i følge mit ur 21,4 km, så de sidste 300 m ekstra var lige en tand for meget til at få den ned under 1.40. Pyt, det var en dejlig tur – og jeg skal nok ramme dagen en dag. (Gad vide om det også hænger sammen med de 2 ekstra kg, der er røget på siden Ironman eller de 1½ glas rødvin, jeg nød i aftes til VM i Ironman fra Hawai på tv?)

img_1062

Ruten er 10,5 km rundt og flad og hurtig, og der er ok med plads – særligt efter første runde, hvor man løber med børneløbet og 5 km ruten noget af vejen . Jeg lå længe bag en pige i 20’erne med lys lang fletning, og hun var en fin “hare”. Jeg overhalede hende ved 8 km og tænkte hun nok ville overhale mig igen. Men hun blev bag mig. Så fandt jeg en ny hare – en fyr med SAS-logo på ryggen, men ham nåede jeg ikke op til. Jeg hentede til gengæld et par andre både på ½ og på fuld marathon.

SAMSUNG CSC

Jeg forsøger mig med en slutspurt, men der er ikke så meget mere at give af. Men da fyren bag mig også sætter en spurt ind, vil jeg bare ikke overhales og det lykkes mig at komme først. Vi highfiver i mål og siger “Godt løbet”. Det er altså noget af det fede ved løb- man får et lille unikt fællesskab på få sekunder.

SAMSUNG CSC

Jeg slutter som nr 21 ud af 128 kvinder. Den hurtigste kvinde var inde på 1.02! Saftsuseme hurtigt! Jeg ligger bare lidt for komfortabelt dér med en sluttid på 1.42-1.44. Det er lidt for ofte, der jeg slutter på halvmarathon – men også der, jeg ligger på Halv Jern på trods af svøm og cykling først.

sydkyst.png

Den kommende uge er den sidste med lidt “mængde” op til ca 18 km, inden jeg i ugen op til 6-timersløbet kun har mindre distancer. Jeg holder lidt ferie den kommende uge og vi skal bl.a. i sommerhuset. Dejligt at løbe deroppe 🙂

Løberlivet er godt 🙂

Zombier i mudder til knæene

Zombieløbet i Vallensbæk Mose er en af pigernes store begivenheder herhjemme – på højde med Halloween, fødselsdag og jul. Der bliver planlagt outfit og rolle i dagevis, og det var med dejligt mange forventninger til en dejlig dag, at vi 3 piger tog af sted søndag morgen kl. 8.30 – mod Zombieland for en dag. Yeah!

Det “sjove” er, at ingen af os ser zombiefilm eller -serier, men når 1200 løbere og 400 zombier samles i en meget våd og mudret mose, må vi da være med – igen!

img_0933

NBA zombie

img_0934

Pyjamas zombie

Jeg havde meldt mig som frivillig i nummerudleveringen igen – løbets nerve, hvor alle zombier og løbere skal checke ind. Der er høj puls, god musik og masser af smil, og der var flere gode klubfolk, der var med som frivillige.

Selvom det startede med støvregn, kom solen da løbet startede kl. 11 og TV2 News var med. Tror også, at de lokale hunde- og barnevognsluftere fik sig lidt en overraskelse ved Tueholm sø over at befolkningen var skiftet lidt ud hen over natten….

Ca. 13.30 var presset taget af nummerudleveringen og jeg kunne hoppe i løbeskoene og løbe ruten. Der var garanti for våde fødder oven på en meget våd september. For bare en uge siden var området for løbet helt oversvømmet. Derfor var der også dejlig meget mudder og meget single-trail-løb på smalle stier med huller og brændenælder og et par stejle skrænter. Det er lige sagen – det er helt umuligt at undgå at få taget sine “liv”, og jeg fik også flere lækre zombiekrammere, fordi jeg kom til at løbe direkte ind i nogle af dem – sådan noget blod og slim klistrer lidt når man krammer dem .-)

Det imponerer mig hvert år, hvor meget der bliver gjort ud af det! I år var der flere zombier i kørestole – både nogle der benyttede kørestol i dagens anledning, men også et par børn, som bruger kørestol til daglig. Uha de var spooky! Jeg fik flere gode hvin – også et godt skrig lige før mål, hvor en zombie havde gemt sig bag et barn i kørestol.

Der var såkaldte “Safe-Zones” på ruten – dvs. zoner der var langt fra sikre – tværtimod fulde af zombier i mørke labyrinter, hvor de tog godt fat i løberne. Ikke for sarte sjæle…

Jeg slutter som nr 4 ud af 386 kvinder og nr 17 overall ud af 974. Ikke at det er vigtigt eller noget jeg løb efter – for jeg havde travlt med at grine og hvine 🙂

Kort efter jeg var i mål begav Mellanie og jeg os ud på ruten igen for at lukke ruten som sidste løbere og for at give zombierne besked om, at løbet var slut. De var noget slidte på stemmebåndene af at skræmme løbere og stjæle liv i timevis.

Vi mødte bl.a. en der var gravid i virkeligheden (!) med en blodig mave og også en dame, som reelt manglede noget af sin arm og havde lavet den til en blodig stump i dagens anledning – supercool at bruge virkelige fysiske forhold i udklædningen.

Vi indhentede de allersidste løbere, som kæmpede med den mudrede og våde rute, mens vi tog flag op og fjernede afskærmningsstrimmel, så vi endte med at gå det sidste stykke hjem.

Det er 3. år i træk, vi er med. Carlas første oplevelse med Zombieløbet i 2015 var som løber og lidt overvældende for en 9-årig. Læs med “Zombierne kommer – løbe for “plastik-snip-livet” og sidste år var Liva også med – begge piger som zombier i Zombieløbet 2016

zombie

Og vi kommer helt sikkert igen til næste år!

Se TV2 Lorrys indslag fra dagen

Spontan Cph Half i skybrud

Jeg har prøvet flere ting i dag, som jeg ikke har prøvet før:-)

For det første: En spontan halvmarathon – startnummer tiltusket på Facebook i går … stortset samtidig med, at jeg skænkede et glas rødvin. Jeg plejer altid at nyde at glæde mig til mine stævner, men jeg havde ikke mulighed for at deltage i Cph Half, fordi jeg havde en anden dejlig aftale om at passe niecer. Den blev imidlertid aflyst pga sygdom og så kom trangen over mig i går. Københavns gader fulde af fest! What’s not to like!

For det andet: jeg havde hverken spist eller drukket, som man bør op til langdistance og som jeg plejer dagene før, men pyt, det behøvede ikke gå stærkt.

I morges stod jeg derfor i Fælledparken kl 9.30 efter at have hentet startnummer og jeg hed da Thomas i dagens anledning (tak Linda:-))

Solen skinnede herligt og varmede endda. Jeg nød Sussis gode selskab (min partner in sports-crime fra mødregruppe anno 2005-06) og et par skønne klubkammerater fra ALOT.

I startfeltet fandt jeg træner Jeanne og hendes bror. Vi placerede os i sluttid mellem 1.40-1.45 og ville se hvad benene kunne holde til.

Det gik super fint med tempo ca. 4.40 pr km frem til 9 km og jeg fik smækkys af niecer og søs ved Frb Center 🙂

Men så faldt hastigheden, men jeg var fuldstændig ligeglad, for det var bare fedt at løbe:-)

Ved indre by begyndte himmelen at trække sammen og åbnede sig med gevaldige lyn og larmende torden lige oppe over vores hoveder ud over Østerbro. Så kom regnen og den fulgte os i mål de sidste 4-5 km.

Jeg løb og smilede stort set hele vejen – come rain or shine! Ved godt, at torden er farligt på åbne pladser, men jeg er bare så vild med at være i elementerne, og det var godt nok skruet op for “special effects” i dag. Jeg følte mig heller ikke i fare, mens vi løb mellem Østerbros bygninger.

Op af Østerbrogade tog regnen til, og da vi svingede op af Øster Allé brød helvede løs. Gaden blev erstattet af en flod, hvor hagl flød i vandoverfladen, og vi fik de koldeste frost-fødder. Vi løb i vand til midt på læggen uden chance for at se, hvor kantsten mødte cykelstien. Eller andre ujævnheder. Det var så skørt. Og fantastisk – og lidt farligt…

Så … for det tredje: Jeg har aldrig prøvet en målstreg under vand før!

Jeg kunne godt høre i højtalerne at fokus var lidt et andet sted, end på, hvem der kom i mål- der var en mindre undtagelsestilstand i målområdet. Der blev talt om, at vi ikke skulle stoppe, men fortsætte og forlade området osv.

Da jeg gik ind i Fælledparken med mine frosne tæer, var også den fuldstændig oversvømmet og lignede en mose.

Jeg hentede bare min bagage og gik mod min bil, som var parkeret på mit arbejde. Alle rystede på hovedet til hinanden. Jeg spiste en skønt æble og en våd kanelgiffel. Fik spontant den idé lige at snuppe en hurtig skyller og få tørt tøj på, inden jeg kørte hjemad. Jeg har håndklæde osv liggende fast på arbejde. Det blev jeg glad for )selvom der kun kom koldt vand ud af den weekend-lukkede-varme hane) da jeg kørte hjemad og det tog en evighed at komme hjem. Vejene var oversvømmede eller fulde af hagl.

Tagensvej hvor jeg holdt for rødt

Billede fra målområdet lige efter jeg kom ind. Kaos med ambulancer, damp fra varme løbe-kroppe og kold hagl-suppe!

 

Min telefon kimede og bimlede hele vejen hjem: flere ville høre, om jeg var ok. TV2 news kørte åbenbart en “Breaking news” om, at der var flere tilskadekomne under løbet bla ramt af lyn, og mens jeg sad i bilen på vej hjem, blev resten af løbet aflyst pga sikkerhedsmæssige udfordringer.

Ja ja… at være spontan giver så sandelig oplevelser! Kommer i mål i 1.44. som nr 639 ud af 7098 kvinder.