Gigantisk forløsning til KMD IRONMAN København

Ironman Copenhagen i går. Igen blev det bare en mega fantastisk oplevelse, hvor måneders intensivt arbejde præget af sygdom kulminerede. Dagen bød på en svømmetur, der var 200 m længere, en tidsstraf på 5 laaaange minutter på cyklingen fordi jeg åbenbart havde ligget på hjul (draftet) og en overskudsløbefest i Københavns gader på trods af regnvejr med de bedste heppere fra ALOT, familie, venner og bekendte.

Hvor jeg dog elsker det game: “stilheden” og forventningens syden og summen om morgenen i startområdet, hvor hver triatlet dybt koncentreret er i gang med de sidste forberedelser, svømningen hvor flow-feelingen sætter ind og den vanvittige overgang til cyklingen, hvor hele verden maser sig ind i ens krop igen; cyklingen hvor der er god tid til at tænke alverdens tanker, nyde udsigten og studere de andre og så endnu en vanvittig overgang efter timer alene på cyklen til en løbefest med 1000-vis af heppere og et Købenavn, der koger af stemning.

Jeg havde som forventet ikke lukket et øje hele natten. Naboens havefest med live-musik holdt mig vågen og selvom jeg havde indrettet en seng på reposet, hvor det larmede mindst og have ørepropper i, sov jeg ikke mange minutter af gange. Kl. 3 var der ved at være ro, men kun en time til jeg skulle op. Men sådan skal det nok være for mig natten før race. Tit synes jeg natten før, er mere udfordrende end selve racet. Jeg gruer altid for den og så er den ligesom dødsdømt på forhånd.

Jeg var tuden, da jeg kyssede pigerne ekstra farvel i hver deres senge kl. 05 – både ved tanken om, hvad jeg budt dem igennem de sidste måneder – og ved tanken om at jeg skulle se dem i København senere. Særligt Carla har været bekymret for, om jeg kunne holde til det samtidig med Colitis Ulcerosa, så hun har set frem til, at det er “overstået”.

Caroline og jeg gik i vandet samtidig sammen – med de hurtigste badehætter. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne svømme under 1.06, men jeg havde en god svømning. Der var dejligt vand, solen brød frem undervejs og vigtigst – INGEN BRANDMÆND. For en uge siden så vi over 100 brandmænd på ruten, så det var lidt en joker. Jeg svømmede på 1.12.24 – stort set samme tid som i 2017, men 200 m længere. Mit eget ur siger 1.48 pr 100 m.

Jeg havde et godt skift til cyklen. Mellanie fangede lige et foto, da vi satte ud. Jeg beholder altid vattet i ørerne fra svømningen under hele cyklingen. Det kan godt suse en del, så det er rart at holde vinden lidt ude. Men smart ser det ikke ud…

De første 10 km er ud af byen og ved Nordhavn så jeg en mand styrte noget så gevaldigt over en kantsten. Det er gyseligt. Han slog en gevaldig koldbøtte og landede på ryggen lige på kantstenen. Vi kaldte vejvisere til stedet, og så er man videre. Det strider mig sådan imod, når jeg har lyst til at stoppe op og hjælpe til, men skal lade andre tage sig af det. Jeg håber ikke det var alt for slemt for ham.

Der var virkelig mange på ruten, der havde punkteringer og defekter. Regn i mange dage op til er altid svært – så kommer der mange småsten på vejen. Jeg havde et godt tråd og træk og ved 30 km overhalede jeg Caroline, der som forventet var kommet op af vandet før mig.

Jeg lå godt i bøjlerne og passede min energi – hver 20 km (hver ca. 35 min) skulle jeg indtage enten en gel, en figenstang, eller lidt vingummier.  Hver 40 km skulle jeg også tage en saltstick. Jeg tog smertestillende og en Imodium ved 160 km.

Ruten er flot: det lange stræk op langs strandvejen (med medvind) og så det tekniske stykke ind over land med mange sving og bakker hvor Danmark tager sig så fint ud. Jeg kan godt forstå man siger, at det er et af de grønneste Ironmanstævner.

På 2. runde ved strandvejen lå vi en større flok, og jeg må have trukket for hurtigt ind foran den bagvedkørende og jeg bemærkede godt, at jeg havde en motorcykel med officials i hælene. Jeg tror, jeg tænkte at jeg ville gøre plads, da jeg trak ind, men det resulterede i et hårdt fløjt fra race-marchsallen, så kiggede han hårdt og meget direkte på mig og stak et kort op i hånden og sagde: ” 5 minutes penalty”. Jeg dukkede fortvivlet hovedet med et dybt suk og måske var der et lille “fuck”, der undslap mine læber. Jeg fattede ikke, hvad der lige skete der.  Motorcyklen kørte lidt videre og delte flere ud og jeg brugte resten af cykelturen til at tænke over, om det hele nu bare kunne være ligemeget.

I Hellerup – ca. 10 km før T2 – blev jeg overhalet af en fyr, som spurgte, om det ikke var mig, der havde fået en straf og sagde, at det skulle jeg ikke være så ked af. Hans ven havde fået en straf ved racet i Kronborg og havde fået et meget bedre løb, fordi han lige havde fået pulsen ned i straf-teltet. Det gav mig lidt ekstra motivation.

Den slags er der meget af på cyklen: man giver lige en “godt kørt” når man overhaler eller “du ser skarp ud”. Jeg ligger overvejende blandt mændene, så der er ikke mange damer at jagte. Jeg lå i det samme felt af de samme 15-20 herrer næsten hele vejen rundt. Det nåede ikke at regne på cyklen, og det var lækkert. Jeg kom rundt på 180 km på 5 timer og 17 minutter – gennemsnitsfart 34 km/t.

I T2 skulle straffen så udmøntes: jeg fandt min pose med løbegear, tog sko på og løb til teltet, hvor stopuret blev tændt med det samme. Og der kunne jeg så stå skoleret i 5 laaaange minutter og tale med dommerne om, hvad der var sket og bekræfte at ja , det var min hjelm der var rød og hvid osv. Men jeg kom endelig afsted på løb og var et stort smil, da jeg forlod T2. Fuck den straf.

Løbet er stadig min favorit-disciplin. Jeg ELSKER det! Ret hurtigt kom vi op forbi ALOT Powerzonen og jeg fik sagt hej til de første klubkammier: Katrine var der, og hver gang jeg kom forbi, kunne jeg høre hende ikke bare råbe, men nærmere brøle Miiiiiaaaaaaa, så alle vidste, at nu kom jeg. ÅH hvor jeg elsker min klub for at være der – hver gang! Det er de samme skøre mennesker, som jeg selv.

Efter 1.5 time løb mit ur tør for batteri. Det var ellers helt opladet fra morgenstunden. Jeg fik byttet ur med Mellanie, så jeg havde lidt at holde styr på tiden med, men jeg vidste ikke før træner Jeanne på sidste runde sagde, at jeg lå så tæt på 10.30 som sluttid. Hun sagde: “Hvis du kan holde den på 5.25 de sidste 8 km, så kommer du under 10.30.” Men mine ben kunne kun en fart: 5.30.

Jeg slap helt for hæk og toiletbesøg, som havde været min største bekymring. Det havde jeg skisme ikke troet jeg ville, sådan som min Colitis Ulcerosa har artet sig de sidste par måneder! Det gjorde, at jeg kunne nyde det endnu mere.

Løberuten er lidt to-delt: Festen i indre by er mellem Langebro og Nyhavn – måske lidt ud af Langelinje. Mens det lange stræk ud mod “the end” og fyrtårnet for enden af molen er lidt lang og uden så meget publikum. De 4 runder gik hurtigt – den 3. var som forventet lidt lang – ikke mindst fordi regnen tog til og jeg blev kold.

Jeg hørte mit navn blive råbt mange gange, men så ikke alle – og dem jeg så kunne jeg ikke altid genkende. Men jeg så Sofie og Hanne fra arbejdet, Stines Andreas og drengene, Amalie og Lars, Annette Bøgh og Lillan, Sussi og familie, Pernille, Camilla Melskens, Rikke Rogs, Søren træner fra Mallorca og min yndlingBabycakes, som var rørstrømt og fuld af gode krammere på Langelinje. Det bedste var pigerne, som var fulde af stolte smil over deres skøre mor og som løb rundt med banneret fra 2017. Jeg tuder lidt nu ved tanken. Jeg løb det afsluttende marathon på 3.50.50 med 5.29 pr km.

Målområdet var flyttet tilbage til Christiansborg – og jeg havde sat mig for, at jeg ikke ville spurte, men sætte farten ned og nyyyyde det. Jeg nåede at se familien på venstre side, men fik vist ikke vinket til dem. Jeg er så vild med den røde løber. Så er det sagt! Mit navn blev råbt op flere gange: “Mia Mørkeby Johnsen – You are an ironman!” YES sir!

Over målstregen stod Karina min gode kollega igennem 9 år klar med to medaljer og klar til en kæmpe, svedig og regnvåd krammer. Jeg fik to medaljer, fordi jeg også har lavet Kronborg. Jeg fandt min familie igennem hegnet, kyssede og møssede på niecerne, min søster og svigerfar var der også foruden dejlige Mark og mine forældre.

Sluttiden blev 10.31.40, men jeg føler i mit hjerte, at den er 10.26.40 (uden straffen) 🙂 Samlet bliver jeg nr. 9 i min aldersgruppe ud af 75, og nr. 37 ud af 407 blandt alle kvinder.img_5769

Efter et tøjskifte mødtes jeg med familien, men regnen satte en stopper for hvor længe det var hyggeligt at stå og sludre over en øl. Pigerne og jeg fandt først min cykel og så bilen, mens de andre tog Metro og tog hjem. Jeg var såååå sulten og gik næsten kold på den lange tur ud til Tivoli Hotel, hvor Mellanie havde fundet en plads til bilen, da hun havde taget pigerne med ind.

Hjemme på sofaen efter et bad, en halv pizza og et glas rødvin (jeg kan aldrig rigtig spise selvom jeg er sulten) kunne jeg nyde hvordan telefonen havde kogt over af lykønskninger og at jeg nu også kan bryste mig af at have den hurtigste dame-tid i klubben på den fulde distance – også selvom den er kun til låns.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s