Der var garanti for gennemblæsning af tankerne i dag da jeg ankom ca 9.30 ved starten til Røsnæs Trail. Jeg rendte ret hurtigt på både Louise Sass en bekendt fra Tri og ultraløb, som jeg vidste stillede op, men også Daniel fra ALOT og Maibritt – en ad min mors tidligere elever. Det er det hyggeligt ved disse løb at man sludrer med dem man har lært at kende igennem sporten.

Ruten gik op og ned og op og ned igen. Ned til den stenede strand, op over skrænterne og det smukke bakkede landskab der kendetegner Vestsjælland. Igennem krat af smalle sandede stier, op og ned af trapper, igennem dyreindhegninger, skov og sommerhusområder. Virkelig en smuk smuk tur men også en hård rute med ca 900 højdemeter.


Der var lange passager med anemonedækket skovbund og på stranden var der pludselig en hel masse opskyllede søstjerner.

Efter ca 12 km blev jeg overhalet af en 60+ årig fantastisk løbende kvinde. Jeg var for længst blevet sat af af Louise og ved depotet ved fyret indhentede Daniel mig også. Jeg var kun blevet overhalet på hele den side hvor vi havde stiv modvind.

Vi var vel 130 mænd og 35 kvinder, vil jeg gætte på, så væsentlig flere end på Bornholm. Jeg ved godt, at jeg på de lange løb ofte henter mine medløbere på den sidste halvdel af ruten når min dieselmotor er kommet i gang. Og ganske rigtigt, da vi kom over på medvindssiden fik jeg ny energi. Man bliver altså også lidt træt i ørerne efter stiv kuling igennem kraniet i to en halv time.

Jeg hentede mindst 25 pladser på tilbagevejen. Der kom en haglbyge på vejen. Køerne virkede ligeglade under de nyudsprungne kirsebærtræer.

På de sidste to km indhentede jeg den 60+ årige dame, stadig i virkelig god pace. Og så hentede jeg Louise. Jeg havde også hentet Daniel med ca 9 km til mål.
Det var ikke verdens flotteste tidsmæssige præstation i dag, men det var en vanvittig flot rute.


Jeg kom i mål på 3.51 efter at have gået op af alle bakker og trænet min energi mm inden det om 14 dage går løs til Back Yard Kronborg.
Tilbage i Havnsø i sommerhuset havde hele vennegruppen gjort klar til påskefrokost med det hele så jeg skulle blot hoppe i bad og sætte mig til bords. De sidste ankom endda efter mig så det var ikke mig de ventede på.
Sikken en skøn start på en uges ferie!