Mammuthmarch 2021 – jeg mødte alle grænser

Jeg skal aldrig 100 km igen, næ nej, lad mig bare løbe 100+ km eller lave IRONMAN, men så langt – det skal jeg ikke. Det er alt for hårdt og min krop er så ødelagt, som den aldrig har været før. Jeg kan seriøst ikke hverken gå eller stå. Hvem skulle tro, man kunne smadre sig selv på den måde – ved blot at gå? Ikke mig tydeligvis….

Jeg har fået den største respekt for “dem der kan gå” og for disciplinen “march”. Det ville nok selvfølglig også have hjulpet, hvis jeg havde trænet til det, men billetten kom i hus 4 uger før , så det er kun blevet til de sædvanlige hundeluftere…

Jeg havde det bedste selskab til de mange timer, som vi var i aktion – Amalie stod last og brast ved min side på de lige knap 22 timer, vi var i gang. Vi gik for Børnecancefonden og vi har i skrivende stund samlet 11.000 kr ind og det føles virkelig godt!

Man kan stadig nå at støtte vores indsamling til Børnecancerfonden,

Amalie og jeg mødtes i Vedbæk havn kl. 14.15 i går og vi fik hurtigt indregistreret os. Jeg fik et hyggeligt prik på skulderen af Lisbet i registreringskøen, som var min tutor på DB i 1998 og hun skulle sende sin mand Kristian afsted. Kl. 14.30 gik vores start og Amalie og jeg kom afsted – med al vores nøje udvalgte og afstemte oppakning – ift vejret, som ville blive ret vådt.

Ret hurtigt faldt vi i snak med folk ude på ruten – først med søstrene Mette og Karina og derefter med Kristian som fulgtes med Christina. Det overraskede mig positivt, hvor meget man falder i snak med sine med-march-gængere. Ruten gik mestendels gennem skov og langs søerne i Nordsjælland, over Lyngby Sø, Bagsværd Sø, Furesø til Dyrehaven ved Hillerød og Rude skov. Meget fin rute og så dejligt at høre livshistorier fra så mange ukendte mennesker.

Jakob Bay som er ophavsmanden til FundRacers og som havde arrangeret billetter og indsamlingen gik med – inkl sin cykel – de første mange timer. Planen var egtl “bare” til Farum men det blev forlænget, da TV2 news ringede.

Efter knap 20 km mødte vi Statsminister Mette F som var til fest ved Brede Spisehus, og det gik egentlig slag i slag og ganske godt frem til 60 km. Jeg kunne dog allerede fra ca 30 km mærke en spænding i mit højre baglår- lige over knæhasen – ikke et sted jeg plejer at mærke noget som helst til.

Vi gik derudaf, mens det var lyst og henad kl 21 faldt mørket på og vi skulle for alvor ind i skoven. Pandelamperne blev tændt og slangerne af lys bevægede sig langsomt igennem mørket.

Først på aftenen havde TV2 News kontaktet Jakob for at få et indslag, om hvorfor vi “gør det” og kl 22 var vi med live i TV, da vi fik arrangeret et møde med kamerahold og journalist i mørket på Ganløse landevej. Der var meget spontant og sjovt at være med.

Vi var startet i den sidste startgruppe kl 14.30, så fordi vi lige brugte 20 minutter med TV2, føltes det pludselig som om, at vi var de allersidste i mørket. Vi skulle til selv i højere grad at navigere og kunne ikke blot følge efter de andre. Det var svært i mørket, men ruten var de fleste steder markeret fint med refleksbånd som vores pandelamper oplyste.

Vi havde 2. Depot i Lynge hallen og her gik det stærkt med at få regnbukser på, en kop kaffe og smertestillende. Derfra gik ruten mod Hillerød bla igennem Dyrehaven. Vi sagde farvel til Jakob som i 8 timer havde trukket rundt på sin cykel og som var glad for medieomtalen.

Jeg gik flere gange med Christina og det var mægtig hyggeligt. Jeg talte også med en kolpatient som deltog i sin 29. 100 km march og som havde 35 mararhon på Cv’et. Det var nord for Farum. Og mens regnen tog til.

Mellem 01-02 var regnen virkelig tung og alt var vådt. Igennem Allerød by mødte vi feststemte unge der var på vej hjem med pizza og kebab under armen.

Knæsmerterne tog til og jeg begyndte at skulle “æde mig selv” mere og mere. Det føltes dog stadig muskulært, så jeg vurderede det ikke som “farligt”. Kl henad 04 ramte vi Hillerød og vi passerede min arb plads på Carlsbergvej og Frederiksborg slot stod flot og lidt uhyggeligt i skyggerne af nattemørket. Der var depot på Johanneskolen og vi måtte have stængerne op i nogle minutter og også skifte strømper. Vi lagde regntøjet væk i håb om at det værste var overstået.

Der lysnede efter kl 05, og jeg havde hørt lidt lydbog sidst på natten. Jeg blev mere og mere tavs og indadvendt. Amalie siger, hun aldrig har oplevet mig så tavs og at hun godt kunne se, jeg var presset. Selv var hun i overskud hele vejen og havde en virkelig god tur. Natten gik egtl forbløffende hurtigt – det var ellers den jeg havde gruet for.

Jeg var ikke i tvivl om, jeg havde virkelige mange vabler og først på morgenen satte krisen ind – ca v. 70 km. Jeg skiftede fra Salomon 5 til mine Hoka løbesko ved Lønholt og håbede nye sko kunne gøre en forskel. Det gjorde de ikke. Tværtimod stod jeg dårligere fast i mudderet og svuppede mere rundt i skoen.

Jeg hvinede højt, da en stor vabel på trædepuderne sprang på venstre fod på et langt asfaltstykke, og jeg havde fornøjelsen af “sko-sovsen” i ihvertfald i 30 min. Kriser kommer og går… men den krise der startede ved solopgang holdt helt til målstregen…

Vi blev langsommere for hver time, der gik og jeg blev mere og mere grådlabil. Jeg holdt stadig fast i de gode rutiner med at få drukket og spist fast hver 30-60 minutter. Jeg begyndte at blive irriteret over lyde: fra motorvej og fra vores egen musik. Også tegn på at være presset.

Det langsomme pace gjorde det tiltagende svært at beregne, hvornår vi ville komme i mål – hvornår det ville slutte. Og i takt med at vi kom tættere og tættere på, føltes målstregen længere og længere væk. Jeg havde virkelig svært ved at være i det så længe og ikke vide hvornår det dog ville slutte.

De sidste 10 km fattede jeg ikke kunne gå såååå langsomt og det føltes som om det ville fortsætte i en evighed. Jeg har aldrig prøvet noget lignende før, og jeg har aldrig i hele mit liv skulle grave så dybt efter grund til at fortsætte – på trods af indsamling til børnecancerfonden og besøg af TV2 news. Det længste jeg har været i gang er 16 timer – til Great Dane Backyard for 14 dage siden, og eller 10 1/2 time til IRONMAN. Vi mødte andre der også havde det svært og prøvede at bakke hinanden lidt op.” Den målstreg må da være lige om næste hjørne”… men hold kæft hvor blev det bare ved og ved…

En lige brød helt sammen da hun blev nødt til at vente for rødt lys og jeg stod klynkende ved siden af og græde-sagde “jeg ved hvordan du har det”…

Se sidste 3 km i Vedbæk var absurde. Jeg pev og klynkede og kunne have revet hovedet af en kvinde med stave dee overhalede os og sagde “der gør først ondt i morgen”!!!

På målstregen vrælede jeg som en baby, lykkelig over at det endelig var slut og vi gik direkte i bilen og kørte hjem, hvor jeg måtte hjælpes ud af bilen. Knæ, fødder og lænd er værst, men jeg har også noget mærkelig eksem på fødderne rundt om hælen.

Dagen er gået på sofaen efter karbad og mad men også med stille reflektion over, hvorfor det var så hårdt. Jeg har ikke trænet gang – kun løb, fejl nr 1, jeg troede naivt, jeg kunne gøre det på rutinen fra løb, fejl nr. 2, og så er jeg bare nok mere til tempo i løb frem for slow i gang. Vi gennemførte i 21:55 og det på trods af TV2 besøg.

Jeg har identificeret 10 store vabler, og jeg vil ikke kunne gå før om flere dage, mit højre knæ er svulmet gevaldigt op og jeg kan hverken stå, gå, hvile på det eller rykke mig i sofaen uden hjælp.

Jeg skal aldrig gå så langt igen. Det har alt for store konsekvenser. Der mødte jeg sgu min mur: fysisk og mentalt. Fy for den lede! Jeg håber, at jeg om nogle dage kan blive stolt over det, men lige nu har jeg bare ondt af mig selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s