Sidste år hed jeg Thomas og i år hed jeg Pernille. For 2. år i træk er det lykkedes mig at være “free-runer” til CPH half ved at overtage et nummer fra en anden. Mit budget for startnumre er for længst overskredet med IRONMAN næste år, så der er ikke flere penge i kassen. Heldigvis (for mig) er der andre, som ikke har fået trænet helt så meget som de havde planlagt, og så kan jeg jo ligeså godt løbe in kognito. Det må være en del af gamet med at være budgettriatlet: at have is i maven og vente på at muligheden viser sig fremfor at købe nr med det samme 🙂

Jeg har en omgang forkølelse på vej, så det var godt, at vejret ikke var så dramatisk som sidste år, hvor jeg løb en spontan CPH half i Skybrud. Kortvarigt overvejede jeg at blive under dynen i dag – det kradser og svier i halsen – men det perfekte løbevejr var svært at blive hjemme fra. Jeg fik lift af fire klubkammier og vi mødtes med en del flere fra klubben derinde, selvom vi aldrig blev fuldtallige til fælles foto.

På trods af begyndende snue havde jeg et halvmarathon som “jeg plejer”:

• Jeg lægger for hårdt ud, selvom det føles godt (som jeg plejer)
• Jeg taber fart når det går op af bakke (som jeg plejer)
• Jeg formår ikke at holde presset selvom benene og lungerne egentlig har det meget godt (som jeg plejer)
• Jeg taber fart på sidste halvdel, fordi jeg har lagt for hårdt ud (som jeg plejer)
• Jeg kommer i mål i 1.42 (som jeg plejer)

Byen var virkelig festlig med fede powerzoner- det er altså et meget veltilrettelagt løb også i år, hvor alle bagagedepoter var flyttet til langs med startfeltet. Det fungerede godt. Eneste minus er at publikum også har adgang og hunde og barnevogne skaber prop. Vi er jo 20.000 løbere i forvejen.

Der var masser af toiletvogne og det fungerede godt på ruten med energi på begge sider af ruten. Mange publikummer! København kan godt være stolte af det race!

Jeg blev indhentet af Danny v ca 10 km og kort efter af Mandy, som jeg forsøgte at hægte mig på, men det måtte jeg opgive ved det næste depot. Vi løber tæt hele vejen i den fartgruppe, så hun forsvandt for mig i virvaret og ville nok alligevel have været for hurtig…

Efter mål ventede vi på de sidste fra ALOT og forsøgte at samle os uden held. Men det var hyggeligt de af os, der fandt hinanden.

Om en måned venter der er et lille cannonball Marathon i Herlev, så det skal jeg nok blive klar til:-) Inden da kommer Zombieløbet og Eremitageløbet, “som vi plejer”…