I dag skulle jeg have haft debut med mit første ultraløb og løbe i 6 timer. Men det gik ikke helt sådan – og jeg er ikke engang skuffet, selvom jeg har mit livs første DNF (Did Not Finish). Der var andet, der var vigtigere.

Ugen tog nemlig en alvorlig og kedelig drejning i onsdags, som har fyldt alt andet lige siden: Min store datter på knap 14 blev påkørt, da hun som fodgænger sammen med et par venner (Nikoline og Tobias) krydsede et forgængerfelt for grønt, da en billist kørte lige over for rødt på den dobbeltsporrede Nordre Ringvej i Glostrup.

Mit liv frøs til is, da jeg fik opringningen fra Nikoline, mens jeg var ude i Vestskoven på min sidste langsomme træningstur forud for i dag. “Liva har slået sig rigtig meget – hun er blevet ramt af en bil”.

Mine ben satte helt automatisk 3 gear op i fart, mens jeg bombarderede Nikoline med spørgsmål: “Hvor er I? Er der ringet efter 112? Kan Liva tale? Er der andre voksne? Hvor er ham der kørte bilen? Er Liva ked af det? Er hun bange?” Nikoline blev hængende i røret, mens jeg spurtede de knap 2.5 km på ca. 9 min hen til mit barn, min unge, min førstefødte. Jeg tog den direkte vej fra skoven af Ringvejen, og da jeg nærmede mig kunne jeg se blå blink og mærke tårene presse sig på.

Jeg nærmest rev døren til ambulancen op og kom ind til Liva, der var ved bevisthed og så fin ud, men talte i tåger og var vildt forvirret over, hvor hun var og hvad der var sket.

Jeg kørte med ambulancen til Hvidovre Hospital, mens jeg ringede til min mand, som forlod sit arbejde i hast, hentede vores yngste, som var til fodbold og lige rundede vores hus som stod ulåst og gav hunden en kop mad.

På hospitalet konstaterede lægerne, at Liva havde et mindre kraniebrud/flænge i kraniet, hjernerystelse, mindre knubs på ben og i hoved og en del smerter i skuldre og arme. Siden onsdag aften har vi været indlagt 48 timer til observation og kom hjem sent i aftes. Jeg var der den første nat, mens min mand var der den næste nat. Liva var allerede i god bedring op af torsdagen, så det var rigtig, rigtig dejligt! Hun og vi har været så heldige!

Alt er blevet bokset ud af kalenderen i de her dage: Arbejde, konsultationssamtale på skolen og teatertur (jeg skulle have set “Jeg løber” med dejlige damer fra ALOT).

I dag var så dagen: Skulle jeg tage afsted eller blive hjemme? I aftes var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle afsted for nu var Liva jo kommet godt hjem, men her til morgen var jeg virkelig vægelsindet, tudevorn og sart – havde slet ikke lyst til at forlade mit barn, bare lyst til at kigge på hende hele dagen. Men hun ville hellere ned og heppe på sit baskethold, når hun nu ikke kunne spille med.

Jeg tror ikke, det er gået op for mig, hvad der var sket, før i dag. Jeg har sammen med Mark bare klaret, ordnet og fixet, hvad der var brug for. Men her til morgen var der plads til, at jeg kunne “føle” og ikke “ordne”.

Jeg endte med at tage afsted – i tvivl om jeg havde lyst, om jeg gad, om det var det værd, men fordi jeg også havde lyst til at se de her to dejlige ALOT damer og få et kram og lidt frisk luft.  Jeg hylede allerede, da jeg så dem, men fandt smilet frem til fotografen.

Caroline og jeg havde ovenikøbet venindesko på fra Hoka (Arahi) – og det var Carolines første marathon, og jeg havde glædet mig til at være med til det og til forhåbentlig at slå Tanjas distance på de 6 timer, som er lidt over 60 km :-O

Men sådan gik det ikke. Jeg løb marathon i dag og de sidste 3 runder hylede jeg hele vejen rundt og ville bare hjem. Jeg savnede min familie. Jeg besluttede ved 37 km, at jeg ville udgå efter marathon, som jeg løb på 4.08 i stormende kuling – heldigvis den “rigtige vej” rundt om søen med mest mulig medvind.

Jeg havde ellers gode ben, men et sløjt hoved. Det blev tydeligt for mig i dag, hvor meget ens præstation hænger sammen med hovedet – ikke med benene. Jeg kunne sagtens være fortsat med mine ben i dag, men mit hoved og mit hjerte ville hjem. Jeg lå jævnt med faste km tider og ville nok være havnet i top 3 og var stadig i overskud, da jeg stoppede.

Jeg udgik efter 19 runder a 2,221 km og luskede hen til min bil efter grådkvalt at have hvisket farvel til mine skønne klubkammerater, som var de bedste frivillige arrangører i depoterne, i tidstagningen og i hele afviklingen af dette fantastiske løb.

Da jeg kom hjem, kom mine forældre og svigerforældre på besøg kort efter , og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle være lige der sammen med dem, mens min Liva fortalte om sin oplevelse.

PS Tanja skrev således på sin Facebookprofil:

“Lørdag løb jeg marathon rundt om Tueholmsø – 19 omgange for at være helt præcist.

For mange handler løb om tal – tider, km, hastighed, placering mm. For mig handler løb også om venskab, om at komme tæt på hinanden. Jeg løb de første fem omgange sammen med skønne Mia, der i lørdags skulle have løbet sit første 6-timers løb, men Mia valgte at udgå efter marathon, for hende datter blev i onsdags kørt ned af en bil og fik hjernerystelse og kraniebrud. Det var først lørdag, at reaktionerne på ugens voldsomme begivenhed rigtig ramte Mia og det var hårdt for hende allerede fra morgenstunden. Vi fik talt uheldet og alle tankerne igennem på vores tur rundt og rundt om Tueholmsø. Vi fik også talt om teaterstykket “Jeg løber”, om kræft, tab, sorg, savn og angst for, at der sker vores børn noget.

Det er tunge emner, men det er godt at snakke, mens man løber. Derfor kommer man også bare nogle gange meget tæt på hinanden, når man løber sammen og det er faktisk en af de ting, som jeg sætter mest pris på ved løb. Jeg har fundet venner for livet gennem mit løb og det er jeg meget taknemmelig for”