“Jeg løber”, Carla løber, vi løber.

Jeg har haft tre livsbekræftende, rørende, herlige dage med løb!

Fredag løb jeg til og fra arbejde, hvilket jeg gør ca en gang om ugen for tiden som led i min træning til mit første 6-timers løb d. 28.10. Det giver 25 km løb i banken på et meget lille ekstra “tidsforbrug”, fordi det er lagt ind som transport, som jeg alligevel har. Normalt bruger jeg ca 40-45 min på min cykel eller i bil hver vej. Når jeg løber bruger jeg 1.08, så det er en skøn måde at få træningen lagt ind uden det går for meget ud over familien. Så da jeg kom hjem fredag, havde jeg fri og tid til hygge med mine egne piger og mine niecer.

Lørdag morgen tog Mark til Næstved med Carla til fodboldkamp, mens jeg kørte niecerne hjem og købte nye basketsko med Liva.

Efter en lang regnvejrsgåtur med Amalie og Balder, tog Mark og jeg til København for at se forestillingen “Jeg løber”, som er ny dansk dramatik, der spiller på det kongelige teater med min svoger Anders Juul i hovedrollen.

“Jeg løber” er skrevet af Danmarks dygtigste dramatiker, min elskede søster og bygger på bloggen af samme navn, som har kørt i Politiken skrevet af Anders Legarth Schmidt.

Se denne anmeldelse fra iscene.dk som på fineste vis beskriver stykket.

 

“Jeg løber” handler om tabet af datteren Ellen til leukæmi, om at løbe, om at tabe kontrol, og om at få håbet tilbage.

Jeg har aldrig haft så stor en teateroplevelse, som jeg havde i går.

“Jeg løber” er stor, stor kunst på så mange niveauer. Min søsters tekst er episk og et nærmest 75 minutter langt digt, der på fornemmeste vis spinder så mange ender, loops, sløjfer og paralleller undervejs imellem historiens elementer.

Det fungerer helt suverænt, at min svoger er i løb under hele sceancen. De forskellige tempi i løbet og rytmen i løbebåndet er en helt unik måde at forstærke de følelser, der bliver formidlet til os som publikum.

Og jeg troede faktisk, jeg kunne komme igennem forestillingen uden tårer.

Men jeg må give helt fortabt og nærmest hulker de sidste 15 minutter.

Forestillingen gør så ondt og er mit værste mareridt – Tanken om at miste en af mine piger.

Jeg blev så fascineret over min svogers kraftpræstation på scenen og ikke mindst over Anders Legarth Schmidts mod til både at blogge om sit tab og sit løb og derudover at have tillid til min søster og overdrage hende sin historie til fortolkning til scenen.

Gå ind og se den forestilling!!! Den kommer også på turne efter jul og har indtil nu fået 5 stjerner i Berlingske, Jyllandsposten, Jyske Stifttidende og Dagbladet.

Efter forestillingen blev vi inviteret op i min svogers garderobe i skuespilhuset: Didde og Steen og et par af min søsters venner.

Vi talte med Anders om vores oplevelse af forestillingen og fik indsigt i, hvordan han har forberedt sig: hele teksten hænger på væggen i garderoben, som har den smukkeste udsigt over havnen. Et tøjstativ fuld af løbetøj og løbesko. Claus Heckmanns løbetabeller og tal side om side med en børnetegning tegnet af Anders Legarth Schmidt datter Ellen. Den var så fin og forestiller en pige med en ballon der svæver over København – tegnet mens hun var indlagt. Jeg græder lidt igen. Det må virkelig være en vild forestilling at skulle spille igen og igen hver aften.

Forestillingen sidder i kroppen på mig endnu. Jeg er sgu nok nødt til at se den igen!

Søndag stod den på Eremitageløb! Lørdag aften måtte Mark kapitulere med en fortsat fodboldskade, som gør han ikke kan løbe. Carla var frisk og tog imod udfordringen med et stort smil og begejstring! Hun har spurgt de sidste 3-4 år, hvornår hun måtte komme med og det blev så spontant i år. Mine planer om at komme under en time blev fluks udskudt til næste år med udsigt til en dejlig tur med Carla.

Vi tog afsted 9.15 og mødtes med en lille håndfuld ALOT’er i en solskinnet plet i den efterårsklædte Dyrehave.

Kl 11 var vi klar til start og Carla var mega sej: de første 4 km med sidesting, så nogle km med ondt i fødderne og så begyndte musklerne at nive. Carla ville hellere løbe op af bakke end ned af bakke (i modsætning til moren) hvor hun bedre havde kontrol over tempoet. Hun lå stabilt hele vejen rundt, så flot!

Hun snuppede endda en crazy 300 m op af bakke-slutspurt hvor jeg ikke kunne følge med. Der lille ville smut sig igennem de andre løbere og overhalede nok 200 mennesker det sidste stræk.

Jeg var 24 år, da jeg løb mit første Eremitageløb på 1.27. Carla løb sin debut på Eremitagen 10 min hurtigere halvt så gammel. Hun er sej og jeg er stolt!

Tænk at løb kan give så fantastiske og forskelligartede oplevelser på 3 dage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s