Fra morgenstunden blev “Mark til Mellanie”, da vi var nødt til at omprioritere en forældres deltagelse i familiens skød- så fru Vendt var heldigvis frisk med ½ times frist til afgang mod Dyrehaven – med udsigt til en flot medalje og optimalt løbevejr.

Vi samlede Amalie op på vejen og havde total pigehyggebil. Carla var helt rutineret og cool med at skulle løbe for 2. gang og stressede ikke over hvor hurtigt vi skulle nå rundt. For min ømme læg var det ret optimalt at give slip på tidsmål og idealer, men bare nyde vejret og turen.

I startfeltet sludrede vi med en dame, der skulle løbe sit 43. Eremitageløb. Hun var med første gang, da hun var 14, så Carla fik god karma og street-credit før start 🙂

Det er sådan et flot syn, når 13.000 løbere skal sætte i gang! Starten var lavet om i år til at man selv skulle placere sig efter forventet sluttid, modsat at vi plejer at have en startgruppe, hvor vi er placeret efter anciennitet og sluttid året før. Det betød så, at nogle startgrupper var meget store bla. den vi stod i, så vi var 13 minutter om at komme i gang med at løbe. Vi havde forventet at høre Kim Larsen med “Tarzan Mama Mia” til opvarmningen, som vi har gjort i alle de år, jeg har været med, men den kom ikke. Det havde ellers været en fin lille hilsen en uge efter Kim Larsen er gået bort.

Ude på ruten stod skoven i sine flotteste farver. Vi så ingen dyr i år og jazz-orkesteret i Raadvad var sparet væk. Carla holdt sig til sin fart – snurrelige 6.00 pr km uden at få sidesting eller ondt nogle steder. Hun er mega-stabil! Det er så fedt at løbe med sin skønne datter på den måde. Jeg bliver så stolt og glad af at dele den slags oplevelser. (Og læggen holdt – yes! – ingen smerter, kun en lille ømhed)

Efter 10-11 km satte Carla farten op, og hun havde sgu god fart på i sin obligatoriske spurt de sidste 300 m op af bakke mod mål. Jeg kunne næsten ikke komme igennem alle de løbere, der var i opløbet. Jeg er vist vant til at være hurtigere i mål med lidt bedre plads imellem løberne.

Jeg havde gennemskuet, at Carla havde udset sig en far med sine to 10-12-årige fodbolddrenge som sine “Battle-boys”, altså dem, der bare ikke måtte komme i mål før hende. Så da jeg sagde til hende, at jeg havde gennemskuet hvem hun battlede mod, gav hun mig ret og skruede yderligere op for tempoet – så selvfølgelig nåede hun det. Vi fik gigantiske medaljer om halsen og en lækker pære “to go”. 1.17.59 blev tiden for Carla og to sekunder langsommere for mig.

Vi fandt aldrig mødestedet for ALOT’terne før løbet, så vi mødtes med Amalie og Mellanie v Lynkinesernes flag, fik en lækker hjemmegjort muslibar og begav os så mod bilerne. På hjemvejen måtte tøsebilen så selv sørge for at høre Kim Larsen, for det hører altså til Eremitageløbet!