I går løb jeg f…… 100 km, faktisk 101.1! Jeg havde forventet alle (u)mulige kriser undervejs, men slap og havde et meget stabilt løb. Det var vildt fedt, og jeg er sgu imponeret over hvad min krop kan…

Min plan var at tælle de 17 omgange i stedet for at tælle til 100 km, gå op af alle bakker og sørge for rigeligt væske pga varmen. Pace skulle ligge på ca 6.00 pr km. Det holdt ikke helt. Det gik bedre!

Dagen startede kl 5.45 og efter en portion medbragt havregryn på værelset kørte vi de 5 minutter, der var til startområdet. Vi byggede vores depotområde med en pavillon, et bord og et par stole, stillede vores mad og drikke op og tissede en sidste gang, inden vi gik til bussen som skulle køre os til start på den modsatte side af søen.

Jeg havde egentlig troet, jeg ville være mere nervøs. Dagen ville blive stegende hed og jeg forventede, at skulle være i gang, det længste jeg har prøvet – mere end 11 timer. Men jeg var derimod rolig, fokuseret og spændt.

Vi løb den halve omgang først og derefter ventede 17 omgange om søen. Jeg lå virkelig godt og roligt i pace ca 5.45 og før jeg så mig om, var de første 25 km bag os. Jeg tænkte, det måtte holde så længe det kunne, velvidende at jeg kunne blive straffet for at lægge for hårdt ud. Istedet for at tælle runder talte jeg mere andre delmål: 25 km=1/4 del, så Marathon, så 50 km (så er vi halvvejs), 67 km (det længste jeg har løbet indtil i går), 84.4 km (dobbeltmarathon) og så lige de sidste 16 som kun var næstsidste og sidste runde.

Jeg holdt en fast pace pr omgang (5.7 km) på ca 34-36 minutter på nær et par omgange som kom over 40 minutter. Sussi som jeg var i mødregruppe med med Carla deltog på 50 km og det var rigtig dejligt at se hende.

Jeg havde på intet tidspunkt tvivl, om at jeg kunne og jeg overvejede heller ikke at udgå. Jeg havde troet det ville være en større mental udfordring men jeg må have haft en god dag. De første tre runder havde jeg t-shirt på og så skiftede jeg til singlet. Jeg skiftede ikke sko undervejs. Der var heldigvis skygge på hele den ene side af søen. Det var så smukt, og der var livlig trafik og aktivitet af lokale hundeluftere, børn på cykler, kærester hånd i hånd, SUP boards på søen sammen med vandcykler og kajakker .

Jeg hørte Sara og Monopolet 9-12 og begyndte på min lydbog, men havde mere lyst til musik. Jeg så den samme lille larve, der krydsede stien igen og igen det samme sted på ruten og varmen tog mere og mere til for hver runde. Den toppede mellem 15-16 hvor skyggen var forsvundet fra vores “helle” steder.

Jeg havde min eneste krise ved 78-81 km, da jeg havde fået sidesting efter jeg havde spist et pølsehorn og tvunget det ned. Jeg var nede og gå lidt mere og forsøgte at trække vejret med armene over hovedet og få det væk. Jeg passerede en familie med bedsteforældre, forældre og småbørn. To små piger på løbecykler på 3-4 år. Den ene pige sagde “se mor, der er hende den lyserøde, hende hepper jeg på”. Jeg måtte smile og vinke tilbage og sige “yes” og så satte jeg i løb igen.

Jeg spiste ingen geler i går for første gang – men lagde en plan om hvad jeg havde lyst til eller brug for umiddelbart før jeg kom til depot. Hver 2. omgang tog jeg salt sticks.

Jeg havde ingen kvalme, kramper eller kriser med knæet. Jeg kunne ikke mærke de få vabler, jeg efterfølgende har opdaget. Jeg tog en flaske vand 0,3 l hver 3 km og drak og drak og hældte resten ud over mig. Allerede på første runde var den reserve-gel, jeg havde i venstre lomme gået i stykker og klistrede hele mit lår til. Jeg kunne knapt få mine shorts af når jeg skulle tisse.

På ruten var der et badested med bro, med mange badende i løbet af dagen. Det så sååå lækkert ud! Midt på eftermiddagen var der en hel flok unge på Livas alder og jeg savnede pludselig min store pige. Senere da jeg hørte min playliste, som Carla havde sat sammen tænkte jeg tilbage på vores sidste biltur op til oldemor, hvor vi skrålede med. Musikken er så stærk til at skabe minder og jeg elsker alle de tanker, jeg får undervejs på sådan en tur.

Jeg hilste på alle hunde og tænkte på min egen. Balder ville elske Søndersø. Der var mange hunde der badede, og på et tidspunkt var der en Chow Chow i lang line, der pludselig krydsede min vej, så jeg måtte brokke mig lidt over at blive afskåret min rute. Jeg løftede hundesnoren og løb under. Jeg kunne ikke stoppe. På omgangen efter sagde jeg undskyld til hundejerne over, at jeg brokkede mig, men syntes nok, at det også var deres ansvar at holde øje med trafik bagfra. Der var sat skilte op rundt om hele søen, om at det var DM i 100 km løb så lidt ekstra hensyn havde været på sin plads.

Jeg har sat 115.086 skridt i banken i går. Lad os bare sige, at det har jeg aldrig gjort før! Jeg kunne godt fornemme undervejs, at jeg ville komme under 11 timer (hvilket – helt ærligt – var mit mål- men med respekt for distancen og det ukendte land har jeg ikke turde sige det højt). Vi var jo kun tre i aldersgruppen 45-49, så hvis vi alle gennemførte, ville vi få medaljer i DM.

I vores depot hele dagen stod også et par af Lillian og Lars klubkammerater. Særligt Tom gjorde en kæmpe forskel – hentede is og satte de rette ring frem. Vi har alle 4 præsteret rigtig godt og er meget tilfredse med vores tider. De andre havde flere kriser med kvalme osv, så jeg er vist sluppet ret “billigt”.

På sidste omgang havde jeg lyst til at høre min families stemmer, så jeg ringede til Mark, der var til musikskoledage i Tivoli med Carla. Det var sååå dejligt at høre deres stemmer og fortælle at jeg næsten var i mål. Jeg ringede også til min bekymrede mor, så hun kunne slappe af. Hun var hos min kusine til fødselsdag, så hele selskabet var i mine ører, da jeg passerede målstregen.

Lars var kommet i mål i 9.36 og havde været hjemme i bad på hotellet, så den model fulgte jeg eftersom, der ville gå knap et par timer fra jeg kom i mål, til Tanja og Lillian kom i mål. Det var sååå rart at komme ud af det sved og gel-klistrede tøj og over i noget tørt.

Da alle var i mål, pakkede vi depotet sammen med vores stive ben, og jeg bestilte og hentede pizza til os 4, som vi spiste på vores værelse kl 21.45.

Jeg har sovet skidt i nat: det plejer jeg jo. Min blære har gjort ondt og mine ben værkede hver gang, jeg skulle vende mig. Jeg har taget piller, men i dag kan jeg mærke mine ben, som hvis jeg havde løbet et alm Marathon. De er ikke så stive som efter Bornholm – heldigvis!

Nu sidder vi i bilen på vej hjem. Med medaljerne om halsen og sludrer om alle detaljer. Det er det bedste ved disse ture- det sociale, der opstår. Jeg har fået to nye løbe-legekammerater. Og en “ordentlige en på opleveren”!