Højlyngsløbet 67 km

Indrømmet- jeg er mega høj! I går har været en helt fantastisk, suveræn og ekstraordinær løbe- og naturoplevelse, som jeg tager med mig i anekdote dagbogen. Mit første ultra løb på Bornholm!

Alle løbe-københavnere (inkl omegnskommuner) med respekt for sig selv har de seneste 4-6 år løbet et langt eller stejlt eller tri-løb på Bornholm. Og nu forstår jeg hvorfor… jeg er hooked og allerede klar på mere!

Vi var en lille kvartet; der drog afsted mod solskinsøen fredag ved middagstid: Mandy og jeg som skulle løbe langt, Jakob (Mandys kæreste og turens supporter) og Caroline som skulle gå halvmarathon ruten, som var ca 26 km. Vi indlogerede os på Pension Slægtsgården i Allinge Sandvig – virkelig hyggeligt og tæt på alting.

Højlyngsløbet startede fra Sandvig Strand kl 8, så vi havde været tidligt oppe, som det hører sig til på racedays. Vi tankede godt op med stor morgenmad og kørte de 5 min til start. Tilfældigt havde jeg fundet ud af min Gymnasieveninde også var på øen denne weekend og boede i Sandvig, så vi havde aftalt at se, om vi kunne mødes. Så Lotte og hendes skønne datter Anna troppede simpelthen op på stranden og ønskede god tur og det var den bedste energizer at komme afsted på! Det var fedt at få nummer på maven igen!

Jeg havde pakket rygsækken med alt det nødvendige, men var super spændt på om maven kunne holde: man siger, at de virkelige ultraløbere er dem, der kan kontrollere maven og vablerne. Jeg havde kanelgifler, Snickers, nødder, vingummier, salttabs, geler og vand med. Og smertestillende piller, stoppiller og læbepomade med. Jeg havde sat mit ur til en alarm hver 30 minutter og planen var at spise og drikke her og hver “kl halv” spise en salttabs. Den plan holdt vi snurre lige, og jeg er ret overbevist om, at der var det, der også gjorde det til sådan en skøn tur! Vi havde ingen energi kriser.

Sharp kl 8 blev vi sendt afsted fra hver vores boks
De første km gik det stejlt opad fra stranden mod Opalsøen og Hammershus
Det lykkedes at fange en selfie i løb som den løbeturist jeg nu engang er 😂
Kort efter Hammershus løb vi forkert og trak 10-12 løbere med os ind i et spor langs en bæk. Vi havde overset er orange mærke, som ellers markerer stien. Derefter var vi mere obs på at orientere os🤪

Den første etape var på 25 km, før vi kom til det første depot. Vi løb gennem smuk skov og søer, små klippefremspring, men også en del asfalt på cykelstier. Lige før første depot var vi igen løbet forkert, fordi vi overså et skilt og var optagede af ro ryttere til hest, så vi kom skævt til depot. Jeg havde plottet de vigtigste punkter ind på telefonen, så vi fandt vej ved hjælp af dem.

Her er vi ved Lilleborg.
Rytterknægten kom vi også forbi. Vi overvejede kort at gå op, men rationerede på kræfterne.
Vi kom forbi 3 rokkestene, men ingen af dem kunne vi få til at rokke…

2. Depot var lige før Ekkodalen ved 41 km. Vi havde hørt fra to klubkammier, at de måske ville møde os, så pludselig stod Tina og Charley med lånehund på stien. Det var genialt! Vi fulgtes til depotet i let løb. Her begyndte det at regne, så det var et vådt ophold i depot. Jeg havde planlagt at skifte sko til trailsko i depotet, men glemte alt om det. Det fortrød jeg senere…

Vi råbte efter ekko i Ekkodalen. Jeg var begyndt at høre lidt musik på Mandys opfordring og Carla har en genial playliste med alle de sange vores familie har minder omkring. Den hjalp og jeg sang nærmest med fra 42-45 km. Det var indimellem en overraskelse, hvad Carla har sat på listen, og jeg blev helt rørt over at høre Shu-bi-dua, som også minder mig meget om min egen barndom 🙂

Fra 45-50 km var det lidt strengt. Regnen var tung og føret tiltagende dårligt. Det var glat. Mandy var nede og bide i mudderet, og vi vidste godt den strenge del af ruten stadig lå foran os. Jeg fortrød inderligt, at jeg hvad glemt at skifte til trailsko.

Vi løb igennem bisonskoven men så ingen dyr. Der lå stadig sne flere steder.

Her ses den “nemme del” af føret på sidste del af ruten. Senere blev det krydret med mudderskrænter, hvor vi var nødt til at gå for at holde balancen.
Heldigvis var der sat skilte op et par steder, til hvis man var i tvivl, om det overhovedet var en sti. Det var i tvivl om flere gange…! Det var uundgåeligt med våde mudderfødder.
Vi løb også på kanten af skrænter og skulle ikke træde forkert. Det var seriøs trail med rødder, sten, mudder og vand.

Jeg har døjet med bøvl med knæet den seneste måned og også en spøjs knyste agtig ting på højre fod. Og lænden værker også. I tirsdags var jeg hos min osteopat før første gang i årevis og det var tiltrængt. Hun gav mig en fuld behandling, og jeg tror sgu, det var den, der virkede. Jeg havde ingen smerter på hele turen og slet ikke den usikkerhed på om jeg kunne stole på mit knæ, når jeg skulle hoppe eller lægge vægt på osv. Det var virkelig rart! En lettelse og befrielse!

De sidste 2 km gik det nedad fra skoven mod havet i Ålsdalene. Hele østersøen lå åben for os. Medvind ned af bakke. Vi hjalp en medløber med lidt mandler og salt, da han krampede helt sammen. Pludselig kunne vi begge mærke knæ og lysken og alle dele af vabler, led og muskler. Få km inden da havde jeg lige sagt til Mandy, at jeg kunne fortsætte for evigt, men med udsigt til mål blev historien lidt en anden. Selv maven holdt så det kunne ikke være bedre! 1150 højdemeter har vi sat i banken…

For enden af bakken fik jeg øje på Caroline som nærmede sig mål og jeg fik råbt hende op, så vi kunne løbe sammen i mål alle 3 – på hver vores distance men samlet til sidst. Jeg elsker at dele disse oplevelser. Det er det, der er det allerbedste !

Vi kom i mål samlet som nr 2 og 3 blandt kvinderne men med den samme tid: 8 timer og 14 minutter og 26 sekunder. Mit ur var løbet tør for strøm efter 55 km, fordi jeg havde glemt at slå Bluetooth fra. Der var en overraskelse, at vi fik “podieplaceringer” og nogle virkelig flotte medaljer, hvor ruten er ridset ind i metallet. (Ps kun 5 kvinder gennemførte…)

I mål mødtes vi med Jesper fra ALOT, som også havde løbet. Vi fik tørt tøj på og stod hurtigt og frøs med et glas bobler og en skål. Tina og Charley fangede os også ligesom vi løb ind på “målopløbet.”

Hjemme på hotellet var det virkelig godt at få et bad, men der går nok nogle dage før mine fødder er fødder igen. Jeg kan simpelthen ikke få mudderet af og der ryger et par negle. Vablerne blev for store på et par tæer.

Vi hyggede hjemme med flere bobler og hentede en god to retters menu fra det gamle posthus på opfordring fra en kær kollega. Vi snakkede om alle de røverhistorie, vi havde fra ruten og grinede og pjattede overstadigt og indforstået.

Jeg elsker at jeg har fået denne oplevelse med. Tak Bornholm !

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s