Ugen op til Backyard – og raceplan…

Der er kun en uge til jeg forhåbentlig skal løbe så langt, som jeg nogensinde har – og nu er der benspænd…

Al min træning er gået perfekt det sidste ½ år – julekalenderløb, dobbeltmarathon weekend, ultraløb og trail på Bornholm og i Thy, bakker, rødder, sten og vand – og så er det min mave der pludselig er en forhindring! Efter Røsnæs trail i lørdags blev jeg syg natten til søndag – og lå i sengen et par dage med mavepine, kvalme og meget lidt energi. Jeg tilskrev det blot løbeturen, overanstrengelse og strabadserne.

Men nu har det varet en hel uge og det svinger så kvalme og mavepine skiftes til at være der og madlede har fulgt trop. Jeg har kun meget lidt energi. Min krop er som bly. Jeg er oppe og i gang, men slap i betrækket. Først i går forsøgte jeg mig med en lille løbetur – det gik faktisk hæderligt, men påskens træning har kunne ligge et meget lille sted. Jeg cyklede 5 kvarter i Veddinge bakker i onsdags – og i dag havde jeg lidt bedre ben og nappede 2 timers bakkekørsel efterfulgt af årets første lille brickrun på 4.5 km (Mallorca og Triathlon-lifestyle coming up)…

Efter løbeturen i går, gjorde jeg status: der er flere tegn på, at det er et udbrud af Colitis Ulcerosa, der er på vej. Jeg har ikke haft sådan et siden 2019, da jeg trænede til CPH Ironman og der var jeg ret hårdt ramt.. Siden har jeg taget min medicin fuldstændig slavisk og ikke mærket noget som helst til det, men sådan som ugen er gået, og med de symptomer jeg har, har jeg besluttet at ringe til Herlev hospital, hvor jeg “hører til” og lige høre hvad jeg kan gøre. Der er ikke så meget der kan nå at virke før på lørdag, så alt efter hvordan den kommende uge går, kan det blive en kæmpe fiasko – ja endda en beslutning om ikke at stille til start. Nu må vi se… Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene omkring det. De andre gange, jeg har fået et udbrud, har jeg været enormt ked af det og har slet ikke kunne overkue det, men lige nu kan jeg jo hverken gøre fra eller til. Jeg har nærmest ingen træning tilbage, jeg er på nedtrapning den sidste uge, så jeg må bare afvente.

Hvis alt går vel, så begynder jeg at have en plan klar til næste weekend: Fredag aften kører jeg op og sætter “lejren op”. Måske Stig (fra ALOT) og jeg kan gøre det sammen.

Der er flere der har meldt deres ankomst som heppere – både fra klubben og fra mit løbenetværk. Mandy dukker nok op som hjælper ud på eftermiddagen. Jeg er spændt på overgangen til natten. Løbet starter kl. 8 og ca 21 bliver det mørkt. Da jeg løb Great Dane Backyard i Silkeborg var det svært for mig i overgangen fra dagslys til pandelampe. Jeg blev svimmel af lyskeglen efter 100 km løb. Det undgik jeg helt sidste år til Kronborg Backyard, eftersom vi startede om kl. 22, det var nemmere for mig at starte med mørkeløb.

Men nu ved jeg, hvad jeg skal forvente, jeg har flere erfaringer. Det håber jeg kan hjælpe mig. Jeg har gang i en pakkeliste, men genbruger også den fra tidligere år.

  • Løbevest og små dunke
  • Løbebriller
  • Vizor
  • Vest
  • Nummerbælte
  • Ekstra sko
  • Pandelampe
  • Ekstra batterier
  • Ekstra løbetøj
  • Stol og skammel
  • Liggeunderlag
  • Airpods
  • Oplader
  • Powerbank
  • Mavepine piller mm
  • Diverse energi og mad og snacks

Lørdag morgen tænker jeg at køre hjemmefra kl. 06 og ankomme i lejren ca 6.45. Jeg skal lige have de sidste ting gjort klar fra morgenstunden – måske jeg tager en køletaske med med kolde drikkevarer – også til heppere. Herefter skal jeg huske følgende:

Spis det der er i depot hver 2. time. Fra sidste år ved jeg at det er lækkert og mor Lenes madplan er allerede offentliggjort – og i år er suppen uden den forbistrede gule karry, jeg ikke kan tåle 🙂

Drik og spis lidt hver gang jeg er i depot

Skift tøj og sko undervejs, så det våde kommer af og så tøjet passer til vejret i løbet af dagen og natten

Først lydbog og musik når natten falder på

Runden er 6.7 km og jeg håber at løbe 24 runder og dermed nå de 100 miles / 160 km.

Men først skal jeg ligesom have det bedre…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s