Denne beretning bliver sgu nok lidt usammenhængende – for det var sådan det hele endte i nat og sådan jeg også har det i dag. Jeg kom efter 24 timer og de 160 km og gik hjem med 18 og godt 120 km – det var, hvad der var. Det meste var fedt – og det forfærdelige er sikkert fedt om nogle uger, når følelserne lige er sunket ind.

Jeg holdt mig helt til planen, som beskrevet i min raceplan. Min mave har været status quo hele ugen op til – ikke god men heller ikke værre. Jeg var i Helsingør Ferieby kl. 6.45 som en af de første i fællesteltet. Stig stødte til og vi fik indrettet vores base. Mens solen stod op ankom de øvrige knap 60 løbere, flere med hjælpere og familier i telte rundt om på pladsen.

7.45 var der race-briefing og derefter var vi ude på 1. runde. Jeg havde forberedt mig på ikke at tælle hverken omgange eller kilometer men inddele dagen i etaper (formiddag, eftermiddag, aften, sen aften, nat og morgen) men også efter de gode måltider som mor Lene havde gjort klar til os hver 2. time.

Jeg fulgtes flere omgange eller lå i nærheden af Maj-Britt som jeg lærte at kende sidste år til samme løb og med Thomas som virkede så bekendt og vi fandt hurtigt frem til at vi begge løber for Fundracers og samler ind til Børnecancerfonden. De to var en dynamisk duo fuld af godt humør og energi, lige til deres sidste omgang.

Fra morgenstunden havde jeg sagt dav til Peter fra Næstved, som havde hilsner med fra Janni og Mette – vi fik også løbet flere passager sammen på flere omgange.

Jeg havde det godt langt de fleste af de lyse timer. Jeg fulgtes også med Kristian, som er debutant i Backyard regi, men flerdobbelt Ironman – og han løber stadig mens jeg skriver dette. Han var så stærkt løbende. Han har passeret 31 runder og er blandt de sidste to løbere – meget imponerende!

Over middag dukkede Danny fra ALOT op med sin dejlige hund – jeg fik lige et jag af savn til min egen familie. Den ene runde tog den anden og jeg kan ikke adskille dem. Der var god stemning og nysgerrig snak mellem os løbere ude på ruten og tilbage i teltet. Jeg fik pause for pause skiftevis spist og drukket og fik stængerne op, tisset af, skiftet t-shirt. Jeg var så glad for de stole vi havde lånt at Tanja, hvor man næsten kom ned at ligge. Venepumpeøvelserne blev lidt nemmere på den måde.

Jeg havde 10-14 minutter i depot efter hver runde indtil mørket kom. Så faldt farten fordi jeg skulle orientere mig bedre undervejs, sætte fødderne rigtigt mellem de efterhånden velkendte sten og rødder på ruten.

Anders fra ALOT (og meddeltager fra sidste år) dukkede med sin datter, samtidig med at de tændte op i bålfadet på pladsen. Det betyder enormt meget at se kendte ansigter. Og nogle der har været med selv. Jeg havde gruet for overgangen til mørket og selvom jeg mentalt prøvede at negligere den og bare forholde mig åbent til den, så tog den igen røven på mig. På “kl, 20 omgangen” havde vi pandelamperne med for at tænde dem på slutningen af omgangen. Og da vi stævnede ud kl. 21 på 14. omgang var det mørkt.

Den der 14.’er trak tænder ud. Jeg blev svimmel på et helt fladt og åbent stykke, så meget at jeg udbrød wow og et par medløbere spurgte om jeg var ok. Det fucker så meget med min hjerne med den pandelampe-lyskegle. Jeg forsøgte mig med lydbog for at aflede, men måtte droppe det igen.

I depot var der efter aftensmaden kommet en hel bande fra ALOT med Poul og Tanja som også løb sidste år og Christian – foruden Anders og Cille, som stadig var der. Da jeg kom ind efter 14. var jeg grådlabil, spooked af svimmelheden, bange for at besvime og kunne slet ikke overskue noget som helst. Jeg brugte flere minutter på at trække vejret og jeg skulle helst også gerne nå at spise den vegi-brændende kærlighed, som der var på menuen. Tanja mindende mig om at “kriser kommer og går” og mit system lige skal vænne sig til mørket – og jeg skulle bare ud på 15. omgang, som er der hvor man runder 100.

Imens jeg havde krise fik Alotterne lappet Stigs ødelagte trailsko med en omgang gaffa.

Der tikkede beskeder ind på telefonen også fra min familie, men jeg nåede ikke at se eller svare på så meget af det. Særligt en fra min Søs og niecer gjorde indtryk. Hun skrev “Vi tænker meget på dig og pigerne snakker meget om hvor fucking sej en moster de har. Og som Elise sagde: “Sådan en moster er der altså ikke mange der har”.

På 14. omgang var min højre ankel også begyndt at udfordre. Den spændte helt vildt hen over svangen og jeg fornemmede en hævelse. Den tog bare til og til og på runde 18. kunne jeg mærke, hvordan skoen strammede om det.

På runde 16. havde jeg et styrt – ikke langt fra det sted, jeg styrtede sidste år og hvor jeg brækkede fingeren – det var også på runde16. Det er åbenbart styrte-runden. Alle begyndte at falde over deres egne ben, trætheden i mørket var udfordrende. Stig havde et flot styrt på 18. hvor han både snublede over en stor rod og ramte hovedet på en anden. Stig og jeg fulgtes on/off i løbet af dagen men mere og mere i løbet af natten.

Fra ca. kl. 13 og helt til slut havde vi hjælp af Stigs tidl. kollega Jesper, som var fantastisk til at hente og bringe, og gøre det klar som vi havde brug for. Han blev helt til den bitre ende.

Stemningen i fællesteltet blev mere og mere intens som aftenen og natten skred frem. Stemmerne blev mere stille og der blev klappet når alle får øje på en pandelampe fra en løber langs skrænten. Ruten er en ud og hjem rute med et loop ind i skoven. ca halvdelen er single track trail og resten er grusstier. Det går op og ned, og vi går op af alle små eller store stigninger.

Om natten bliver der pruttet – alle prutter – ingen holder igen .-D. Nu har vi ligesom også kendt hinanden og løbet sammen i 14-15 timer, så det går nok.

Min mave blev også værre og værre i mørket – jeg var i hækken igen og igen. Og ankel-krisen ville heller ikke slippe. Og så skete der noget mærkeligt – mit hoved begynde at drille mig: Jeg så mærkelige “syner” at små tegneseriefigurer i mørket og troede hele tiden jeg havde tabt min næsering – altså den jeg ikke har haft i 15 år. Jeg ledte og ledte efter den men kom så i tanke om at jeg ikke har den længere – for 5 minutter senere at lede igen. Jeg vil ikke mene, jeg var hverken dehydreret eller ikke havde fået spist nok, jeg havde virkelig været dydig og fyldt på og på. Jeg havde ½ liter med ud på hver 3. runde og drukket og spist i depot hver gang. Men det var meget spøjst, og jeg var ikke bange for det, men forholdt mig sådan lidt undrende til det.

Jeg blev også mere og mere grådlabil. Ankel, mave og mærkelige syner tilsammen gjorde, at da Stig og jeg løb ind efter 18. runde netop som fløjten blæste, at der var 3 minutter til næste start, klaskede jeg bare sammen i gråd på græsset og vidste, at nu var der ikke mere. Om jeg græd fordi jeg ikke nåede mine 24 timer eller fordi at det nu var overstået eller af bar udmattelse ved jeg ikke.

Backyard er i sandhed “easy until it’s not” – fedt og forfærdeligt på samme tid!

Jeg fik lidt længe ventet kartoffel-porre-suppe (uden karry alene for min skyld) og en kold øl og ringede til Mandy, som havde lovet at komme og hente mig, hvis der blev behov. Det er absurd god stil 🙂 Jeg er omgivet af gode mennesker og så taknemmelig! Jeg glæder mig til at jeg kan gengælde den tjeneste! Imens hun kørte mod mig, nåede jeg et lyn-bad i kælderen og fik skyllet det værste salt af. Jeg har i øvrigt ingen problemer haft med blæren – og heller ikke indtaget salt-sticks, så jeg tror faktisk at de gange jeg har oplevet blærebetændelseslignende tilstande skyldes for meget salt.

Stig lagde sig på gulvet med sin dyne og ville sove lidt før han selv ville køre hjem. Jesper hjalp med at pakke vores ting sammen og bære til bilerne. Jeg konstaterede at anklen er hævet, og at jeg er nådigt sluppet med en enkelt vabel og alle resterende negle er intakte (der er røget 4 på ultraløb i marts)

Stig og jeg fik taget vores DNF billede og som det ses, er vi stolte og trætte. Der var kun 6 løbere tilbage – heraf 1 kvinde, da vi udgik. 122,2 km viste mit ur og officielt har vi løbet 120.6.

Mandy kom og snakken gik livligt i bilen på vej hjem og hun hjalp mig ind med mine ting kl 04 i et stille hus. Jeg gik i seng, men opdagede at jeg var sulten og måtte op igen og spise. Jeg har ikke sovet meget. Ømme ben og for mit indre blik blev jeg ved med at løbe og løbe… og løbe.

Ved 9 tiden var jeg vågen og ca kl. 10 ude med hunden. Vi kørte Liva i lufthaven til hendes Erasmus tur til Finland og derefter til Helsingør, så jeg kunne køre bilen hjem og lige hilse på de resterende løbere og sige tak for i går. Må have en lur nu. Over and out.