Det er kun en måned siden, jeg har svømmet i hav, og jeg savner det allerede helt vildt.  Ja ja, jeg har da dyppet mig siden da – men ikke svømmet. Nu starter svømmehals-sæsonen, og jeg har allerede stået i kælderen og snuset til min våddragt, bare for at få duften af stævne og neopren i kroppen. Sæsonen er slut – jeg må sande det… Det var min 5. sæson med triatlon og min 5. sæson i verdens bedste løbe- og tri-klub nemlig ALOT.

Det har været en fed, men også virkelig både udfordret og udfordrende sæson, som har været præget af sygdom med Colitis Ulcerosa, nyt job men også flere personlige rekorder. Jeg er sgu lidt stolt over at det hele lykkedes – ærlig talt.

Vi valgte at blive i Danmark denne sommer – dels fordi jeg skulle køre IRONMAN, men også fordi pigerne og særligt Liva rigtig gerne ville se en del til sine venner. Forrige sommer var sat i rammer for at genoptræne hende efter ulykken, så denne sommer tilbragte vi 14 dage i sommerhuset med et hav af teenagere – kun afbrudt af hospitalsbesøg for mit vedkommende og et fodboldstævne for Carla. Det var virkelig held i uheld, at vi ikke skulle rejse i år. Jeg tør ikke tænke på, hvordan sommeren ville have været i udlandet med mig så syg, som jeg var i juli. Det ville have været tæt på umuligt at slappe af for os alle…

Foråret startede ellers med en fantastisk tur i maj til Mallorca med Caroline som roomie og The Vendts og Madsens som ALOT kammier. Vi var pivheldige med vejret og boede skønt.  Der blev lagt en virkelig god bund for sommerens træning og kort tid efter hjemkomsten skulle Liva konfirmeres. Det var en magisk dag på alle måder og den var på ingen måder påvirket af, at jeg trods mange skrupler dagen efter skulle løbe CPH marathon som første løb i BIG FOUR.

I juni havde jeg “kun” 3 races, hvor jeg ellers ofte har haft 6-7 stk. Det første race var Karrebæksminde Triatlon, som var ALOTs klubmesterskab.  Det var en gyselig svømning med meterhøje bølger, som satte mig lidt ud af spillet, men det var som altid en dejlig dag med klubben. Jeg blev mange erfaringer rigere med søsyge og måtte fortjent vige 3 år i træk som klubmester, da Mellanie bare er stærkere i svøm under hårde vilkår. Man kan ikke blive klubmester, når man svømmer bryst det meste af vejen – trods alt:-)

Et par uger senere var det tid til Helsingør Ironman 70.3 og sommeren var for alvor kommet til Danmark. Varmen var massiv, så da jeg længe har jagtet at komme under 5 timer på den halve distance og det endelig lykkedes trods varmen, var det fantastisk! IRONMAN stævner kan altså bare noget. Det hele bliver skruet godt op.

Kun en uge efter var jeg igen i vælten på ½ distance til Stevns Jernmand, et mere low key stævne som jeg har virkelig god historik i og på trods af, at det var over 30 grader og jeg var ret slidt af Helsingør ugen før lykkedes det mig at få en podieplacering. Så der var hattrick ved podie på Stevns. Elsker det pjat…

I juni tog min sygdom til og under begge de to halve distancer, var jeg rigtig syg og måtte bla i hækken flere gange. I juli blev det kun værre og træningen var virkelig vanskelig at gennemføre i vores ferie, og jeg tvivlede seriøst på, om det overhovedet ville være muligt at gennemføre Ironman i august. Jeg ved ikke, hvad der gjorde, at jeg alligevel kløede på og blev ved med at tro på det, men på trods af en ret umulig ferie, nåede jeg frem til 18. august og raceday for den fulde distance. Jeg er taknemmelig for at Mellanie og jeg har holdt fast i at træne sammen – også på de svære dage…

KMD Ironman CPH var 3. race i BIG FOUR og en fest for både Caroline og mig. Jeg har nydt at være til stævne igen og igen med Caro, vi er hinandens tro væbnere, wing women, partners in crime og hun lokker altid med spændende eventyr. Jeg elsker hendes dedikation og energi, for hendes forår og sommer har ved Gud heller ikke været let. Sygdommen var endelig aftagende efter skift i medicin så jeg slap for hæk og “lorteløbetur”.

På trods af at jeg fik en 5 minutters tidsstraf, ikke havde sovet mere end 1 times tid natten før pga nabo-have-fest og at det var en ret våd løbetur, kom jeg i mål i ny PR og klubrekord blandt kvinderne på IRONMAN distancen.  Det var fedt at gennemføre igen og jeg var ydmyg og benovet over hvad kroppen kan stå model til.

Det sidste løb denne sommer-sæson var CPH half , det sidste af de fire store i BIG FOUR. Også dette var en PR, så det er blevet til i alt 3 personlige rekorder i de fire store: på Helsingør i tiden 4.56, på KMD Ironman på 10.31 og på CPH half på 1.36. Sikken en sæson!

Nu venter BIG FOUR award ceremoni d. 31.10. Vi er 40 kvinder, der har gennemført og jeg er nr. 5. Dertil kommer 180 mænd. Og jeg nyder pt at der ikke er en træningsplan, at jeg kan løbe intervaller når jeg føler for det og roligt de andre dage og at jeg kan drikke rødvin, når jeg har lyst.