Min sindsygt (u)sunde familie?

I sidste uge blev jeg kontaktet af et casting firma, som havde set min Instagram profil og Miathlon.com og som gerne ville tale med mig om, hvorvidt vores familie havde lyst til at være med i et TV2 program, der hedder “Min sindsygt sunde familie”. Jeg har fået lignende henvendelser før; BT har bl.a. spurgt om jeg ville medvirke i en portræt serie om “dedikerede kvinder” eller noget lignende. Jeg har kun sagt ja en gang, det var da Politiken kontaktede mig op til Ironman i 2017.

Jeg satte mig i sofaen og så første sæson af TV2 programmet og kunne meget hurtigt sande, at det slet ikke var noget for hverken mig eller os som familie. Jeg kunne slet ikke spejle mig i de familier, som medvirkede og som var virkelig ekstreme. Herhjemme spiser vi jo masser af slik og kage, der bliver drukket rødvin – også på onsdage, og så længe alt er med måde, så går det nok.

img_5943

Men det satte alligevel tanker igang: Hvornår bliver det sunde usundt? Hvornår er træning “for meget” træning? Begge mine piger træner også meget: 3-4 gange om ugen med henh. fodbold og basket. Så sent som i dag har jeg være med Carla hos ortopæd, hvor hun efter 10 måneder med smerter i knæ og svang har fået konstateret Chrondomalaci, en aldersbetinget brusk-lidelse, som giver smerter i knæene i forbindelse med og efter fysisk aktivitet.  Det skyldes ikke træningsmængde men en almindelig teenagehormon forandring. Det går væk for de fleste efter teenageårene. Men hun skal leve med smerterne så længe.

Liva er begyndt som træner for et basket pigehold foruden sin egen træning, som i denne sæson foregår sammen med drengene, da der ikke er nok piger til et selvstændigt hold. Hun får kamp til stregen både til træning, men også i skolen pga. senfølgerne efter hjernerystelsen og mange overvejelser om fremtiden i gymnasium eller på efterskole – hvordan skal det gå med de behov hun har?

Jeg har haft mange tanke om hele setup’et. Er det min/vores egen “skyld” at pigerne er blevet så ambitiøse og målrettede? Jeg når hele tiden frem til den samme konklusion: så længe pigerne oplever at deres forældre er nærværende og bakker op, så går det nok. Vi taler generelt meget om tingene herhjemme og om hvilke valg vi træffer og hvilke konsekvenser de har. Om livet og de muligheder det byder på. Om at opsøge de gode oplevelser og det der gør os glade.

Ja, jeg træner over gennemsnittet og periodevis meget og det gør mig langt overvejende glad. Men bare det, at jeg opfattes som kandidat til et TV2 program om ekstreme familier, er tankevækkende. Jeg sætter pris på at sætte træningen i system i mange måneder om året, men jeg elsker også at give slip, når de store mål er nået. Det er det sted jeg er nået til lige nu. Kontrasterne motiverer mig! Jeg henter så meget energi i træningen, som jeg bruger på mit arbejde og i hverdagen med børn, mand, hus og hund. I dag har jeg løbet en laaaangsom resti-tur efter lørdagens hurtige halvmarathon, hvor jeg lige fandt et hul mellem to haglbyger og luntede rundt i skoven.  Det var dejligt – fordi jeg IKKE skulle løbe bestemte pas eller tempi, men på andre tider af året elsker jeg, at jeg “skal.”

Her efter BIG FOUR er i hus, bliver jeg tit spurgt hvad næste års mål er. Hvad skal du så næste år? Jeg har besluttet ikke at planlægge 2020, før vi når til 2020. Måske skal jeg mere swimrun, måske et forsøg på hurtigere marathon, måske flere ½ ironman. Jeg ved det ikke. Ikke fuld ironman- det er helt sikkert. Men jeg venter til efter nytår med at beslutte og booke.

Indtil næste år, vil jeg nyyyyde at der lige rundt om hjørnet venter en efterårsferie på Kreta bare os 4. Vi skal snakke, ose, spise, nyde, vandre, bade (håber jeg), spille spil og bare være. Jeg glæder mig helt vildt!

Og så har Caroline lokket mig med på “et lille bitte marathon” 24. november i Helsingør, så der venter Holger Danske – på rutinen – og “side by side” med Shawn Mendez, Justin Timberlake og alle de andre vi plejer at høre efter 30 km.

Måske er vi hverken meget sunde eller det modsatte. Jeg har det bedre med min colitis ulcerosa. Den er stort set væk her en måned efter IRONMAN. Måske er vi bare meget almindelige midt i noget lidt ualmindeligt?

2 thoughts on “Min sindsygt (u)sunde familie?

  1. Du skriver så fint Mia, så ærligt og man kan relatere sig i dine tanker. Og tænk hvor mange ting du lærer på denne rejse, hvor du konstant reflekterer over din livsstil og valg. I er så gode forældre og så fin familie, I er heldige at have sådan et dejligt firkløver ❤ Knus Louise

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s