Jeg er høj! Nogle gange går alting bare op i en højere enhed – og det gjorde det så sandelig denne St. bededagsweekend. Selvom det var en tæt pakket konfirmationsdag, var alle så dejligt afslappede og så virkelig ud til at nyde det. Vi holdt fest i 12 timer! Alle de nødvendige ingredienser var til stede: 56 festklædte familiemedlemmer og venner, taler og sange, unge og ældre som hyggede sig sammen på tværs af alder. Der blev pakket gaver ud, grædt rørtheds- og glædestårer, skrevet hilsner på fronten af baren, i gæstebogen osv. Der blev danset, spillet beerpong, joket, grinet og talt om stort og småt. Jeg gik i seng 2, men sov først ca. 03.30, da huset var roligt. Det susede for mine ører af alle de indtryk fra en magisk dag, Nøj det var fedt!

Så da vækkeruret ringede 6.45 søndag morgen efter tre timers søvn og alskens alkoholindtag dagen før, var det verdens dårligste idé at have ambitioner om BIG four  i år og dermed at skulle løbe CPH marathon, som det første race af fire. Jeg vidste det jo godt, men fuck jeg var slap i betrækket…

Caroline, Katrine og jeg mødtes i det sene tog og var i startområdet kl. 9 og nåede kun lige tissekøen før vi smed vores rygsæk i bagagen og så var løbet i gang. Ikke så meget med at nyde startområdet osv.

Ruten var omvendt i år – det er mit 8. CPH marathon, så det var meget fedt at se ruten den modsatte vej rundt. Jeg kiggede slet ikke på uret på turen rundt (på trods af, at jeg på expoen før marathon netop har anskaffet mig et nyt lækkert Garmin Fenix 5S plus – Rosegold). Jeg havde besluttet, at tiden var helt og aldeles ligegyldig og det bare var et løb hvor jeg løb, hvad der føltes godt.

Vejret var skønt, men varmen kom snigende, så mange af løberne søgte skyggen på de steder, hvor det kunne lade sig gøre.

Efter 22 km stod min søster og niece Elise – og jeg skulle ind og kysse og sige tak for i går. Ved Stefansgade stod niece Ebba og hendes veninde. Også kys til dem og lige sige hej. På Frb heppede Mellanie og Per fra ALOT og på Nørrebrogade stod Karina fra arbejdet.

Jeg kunne udmærket godt mærke at farten dalede efter halvmarathon. Fik lidt mavemuskel-krampe og var et par gange nede og gå 10 sekunder. Ved Fælledparken ved omkring 34 km stod Jan og Per (igen), og jeg måtte lige give Per ret i, at marathon dagen efter konfirmation ikke er en kønt, men nærmere overlevelse (han gjorde det sidste år). Jeg fik en tår cola af Jan, det hjalp på maven.

Mellanie og Rene var der igen ved Øster Allé og her var jeg blevet tuden og stoppede helt op og snakkede en masse om festen og tudede lidt – for nu ville jeg bare gerne hjem. Jeg fik lidt ny energi derefter. Og så tudede jeg lidt igen, da der blev spillet ColdPlay spillet igennem Powerzonen ved Parken.

Turen føltes ikke lang, selvom jeg godt kunne mærke, at jeg var lidt slidt. Målstregen var hurtigt overstået (tiden blev 3.52.40) og 20 min senere sad jeg i toget på vej hjem.

Resten af eftermiddagen og aftenen gik med oprydning og “visitter”. Først kom svoger og svigerfar og hentede deres biler, så kom kokken efter fade og Mellanie kiggede også forbi og endte med at drikke sjat-rester (det er jo synd sådan at smide 2 næsten hele flasker bobler ud) mens vi gik og slog telte sammen og stablede gulv. Haven ligner næsten sig selv igen.

I dag har jeg heldigvis taget fri og jeg nulrer rundt og nyder alle de fine hilsner, ryder op, ordner affald og sorterer alt det lånte service, bærer det retur til naboer osv.

Nøj for en intens weekend! Jeg behøver dog ikke planlægge marathon efter konfirmationsfest på den måde en anden gang… Så er der hak ved den.