1 og 3 år efter IRONMAN, jeg vil igen!

Hvis “hvem som helst” havde sagt til mig for 6 år siden, at vi i 2020 havde en pandemi der havde en gennemgribende indflydelse på, hvordan vi omgås hinanden, lever vores liv og hvordan samfundet (ikke) hænger sammen ville jeg ikke have troet på det.

Og hvis “hvem som helst” havde sagt, at jeg i 2020 kunne se tilbage på 2 gennemførte IRONMAN stævner, en utal af halve og kvarte og nu månedlige maratonløb ville jeg også have troet, de var vanvittige.

Ikke desto mindre er det virkeligheden. Alting går ikke altid som man regner med eller forudser. Jeg vil vove den påstand, at jeg er blevet bedre til klare mere komplekse situationer, højere arbejdsintensitet og mere tilstedeværelse i nuet ved at have fået triatlon og udholdenhedsløb ind i mit liv. Jeg har lært at skifte mellem at være i flow og samtidig acceptere at jeg pludselig kan bliver revet ud af min flowtilstand for at være nødt til at zappe og håndtere flere ting på en gang. Begge dele er ok.

D. 20. August 2017 var en vild dag, hvor Politiken fulgte mig rundt på ruten til min første Ironman. Jeg er stadig stolt over den artikel, selvom jeg havde alverdens forbehold ved at sige ja da de ringede og spurgte om de måtte følge mig. Jeg synes stadig, det er et mega fint portræt, der kom i avisen dagen før Ironman i 2017

Jeg kan faktisk blive helt rørt stadig over min ærlighed. Jeg kan grine over min målstregskommentar: Jeg troede det skulle gøre mere ondt 🙂 Men det troede og forventede jeg. Og i de her dage hvor alt minder om race-week kan jeg mærke boblerne i maven en gang til.

Så 2 år senere d. 18. August 2019 (et år siden i dag) gjorde jeg det igen, som en del Big FOUR. På alle måder var det vildt at det kunne lade sig gøre i 2019. Jeg var syg af Colitus Ulcerosa, var startet nyt job i foråret og havde konfirmation dagen før det første race af de fire store. Man kan meget mere end man regner med! Always Tri, som jeg siger (det er med vilje det ikke er stavet med Y). Jeg har kun haft to fantastiske oplevelser – i 2019 var det en gigantisk forløsning at gennemføre på 10.31 på trods af en 5 minutters tidstraf.

Nu går jeg så og overvejer at gøre det igen – selvom ingen ved om det reelt bliver en mulighed i 2021. Stævnerne udbydes pt, men er godt fyldt op af deltagere, der har udskudt fra i år- det kan blive rigtig svært at få en plads – og bliver det det samme hvis ikke publikum må samles og der kommer endeløse restriktioner for deltagerne? Men jeg higer efter det, kan jeg mærke. Tankerne kredser om det. Jeg længes som en cirkushest efter duften af savmuld. Jeg er blevet afhængig af det jo! Jeg er vel nok glad for at jeg nåede at få disse oplevelser i 2017 og 2019 med i rygsækken inden verden gik af lave.

Jeg håber det bedste for min sport. Jeg beruses af menneskemængder – både blandt deltagere og heppere. Jeg elsker begge dele. SUK, jeg savner det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s