Af journalist Thomas Østerlin Koch.

Efter 227 kilometers svømning, cykling og løb kan Mia Mørkeby kalde sig Ironman

Da hun tager de første favntag tænker hun »lækkert vand!«.

De sidste meter før mål »smeltede det hele sammen«, og så begyndte tårerne at trille.

Mia Mørkeby kan efter at have tilbagelagt 227  kilometer på knap 11 timer kalde sig Ironman.

Det, der ikke måtte ske

Mia Mørkebys dag begynder allerede ved fire-tiden i morges. Hun smører sig tre boller, dobbelttjekker udstyret og tager derefter mod Amager Strandpark med en god følelse af, at alt forløber helt efter planen.

I startområdet gennemgår hun koncentreret de planlagte rutiner. Og efter et nøje timet toiletbesøg trækker hun våddragten op over skuldrene. Da hun trækker den tæt op til halsen, kommer hun til at rive vedhænget af sin halskæde.

Alt i Mia Mørkebys ansigtsudtryk siger, at det var lige netop det, der ikke måtte ske.

Med hænderne gennem hegnet hjælper et par veninder med at få vedhænget, der er formet som et 13-tal, på plads på Mia Mørkebys neopren-dækkede krop. Halskæden er en gave fra hendes mor, og den minder hende om datteren, der bærer nummer 13 på fodboldbanen.

Det lykkes at få vedhænget på plads, og da veninder ønsker god tur, triller de første tårer.

»Jeg tuder, inden jeg overhovedet er kommet i gang«, siger hun og forsvinder ind i mængden af ensfarvede badehætter.

Svømmeturen går forrygende, og efter et skift til cykeltøj på et par minutter stryger hun ud på den 181-kilometer lange cykelrute.

Den virkelig Ironman

Et par kilometer inde i den marathon-lange løbeafslutning har Mia Mørkebys mand Mark Johnsen taget opstilling sammen med døtrene Liva og Carla.

Sammen med Mia Mørkebys anden familie i Albertslund triatlonklub danner familien en tunnel af high fives.

»De fleste spørger faktisk, om det ikke er min far, som skal lave Ironman«, siger den ældste datter Liva på tretten, efter at moren er strøget forbi:

»Når jeg så fortæller, at det er min mor, siger de wow«.

»Det er så sejt«, supplerer Carla på 11.

Mia Mørkeby har op til dagen race forklaret, at »den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette«.

Siden november har hun gradvist øget sin træning. Hun begyndte med at ligge på omtrent otte timer om ugen. I den sidste halvanden måned op til løbet har hun trænet næsten 17 timer om ugen.

De månedlange forberedelser med utallige timers træning kan da også mærkes på hjemmefronten.

»Men det er jo noget, vi finder ud af«, siger Mark Johnsen.

De to døtre glæder sig dog begge til at se mere til deres mor.

»Det bliver dejligt, at man kan være lidt mere sammen med hende«, siger Carla.

Mens Liva med en tænksom mine konkluderer, at det nok også bliver rart for moren:

»Hun har nemlig også haft virkelig dårlig samvittighed over ikke at være der, så i virkeligheden er det nok hende, som bliver mest lettet«.

Og så er der lige det med de huslige pligter, forklarer pigerne og betoner opgaver som hundeluftning og opvaskemaskinetømning.

»Du ved godt, hvor dyrt det bliver«

Da Mia Mørkeby har passeret familien for anden gang, hiver en af klubkammeraterne fat i Mark Johnsen.

»Du ved godt, hvor dyrt det bliver«, siger klubkammeraten:

»Hun ligger på en tredjeplads i sin aldersgruppe og ligger lunt i svinget til en billet til verdensmesterskaberne i Hawaii«.

Beskeden bliver modtaget med lige dele stolthed og bekymring.

»Er det rigtigt?«, siger Mark Johnsen.

Klubkammeraten nikker.

Det hele smeltede sammen

Et par timer senere svinger Mia Mørkeby ind på den røde løber op til målet på Ofelia Beach med tårerne trillende ned ad kinderne.

Hun kom i mål som nummer syv i sin aldersgruppe.

Familien kan lige akkurat nå at omfavne hende gennem afspærringen.

»Jeg troede, at det skulle gøre mere ondt«, er det første hun siger med et anstrængt ansigtsudtryk.

»Du var sej, mor«, siger Carla efter at have kysset sin mor gennem hegnet.

»Det var jeg«, siger Mia Mørkeby, og tårerne triller igen.

Se artiklen på politikens hjemmeside

Politikens hjemmeside 20.8.17 og dagen derpå i avisen s. 2