Mia Mørkeby deltager for første gang i en ironman søndag. Her fortæller hun, hvorfor hun udsætter sig for 11-12 timers strabadser i vand, på cykel og i løbesko.

»Jeg tog beslutningen for et år siden, da jeg sammen med min klub, ALOT, Albertslund Løb og Tri, heppede på atleterne på den sidste del af Ironman Copenhagen. Vi havde en heppestation, hvor vi dansede rundt i klipklapper, drak sodavand, grillede pølser og heppede på vores klubkammerater og andre, der kom forbi.

Jeg blev grebet af stemningen. Jeg vidste godt, at tog jeg først derind og heppede, ville jeg få lyst til at gennemføre en ironman selv. Jeg havde dyrket triatlon et par år og følte mig klar til at træne mig op til den ultimative distance. Indtil da havde det været overkommeligt. Altså, jeg vil ikke kalde det let, men det var kontrollerbart og overskueligt op til en halv ironman.

Jeg kan godt lide at komme derud, hvor jeg ikke ved, hvad der sker.

Det er interessant, fordi jeg lærer noget om mig selv og min krop. Jeg lærer også, at jeg kan mere, end jeg tror. Det har jeg prøvet mange gange i det her game. Selv når jeg tænker, at jeg har prøvet det her tusind gange, kommer jeg ud et sted, hvor det er overraskende hårdt og ekstra svært. Det er sjovt.

Jeg begyndte at løbe i 2001, da jeg lånte løbesko af en veninde og deltog i et 5-kilometer-løb for kvinder. Det var sådan, det startede. Efter det løb jeg i mange år og var glad ved det. Jeg løb flere halvmaraton og maraton og nød friheden af bare at kunne blive ved med at løbe.

Afhængig af en tilstand

Jeg er flowjunkie. Jeg kan lige så godt sige det. Jeg er dybt afhængig af den der tilstand i løb, hvor alt andet er lukket ude, og du kun løber. Jeg var spændt på, om jeg kunne tage den følelse med over i svømning og cykling også.

Der var flere, der drillede mig og sagde: Du laver da en ironman, inden du er 40. De spurgte, hvorfor jeg ikke dyrkede triatlon, for jeg cyklede til og fra arbejde og var god til at løbe og svømme. For tre år siden meldte jeg mig til en triatlon for kvinder i Brøndby med 800 deltagere. Jeg lånte en rigtig 80’er-cykel, pink og grå med gear nede på stangen. Det var øsende regnvejr, jeg svømmede i mit løbetøj og cyklede i løbesko.

Jeg meldte mig til en halv ironman og var nødt til at købe en rigtig cykel, sko og våddragt. Jeg har brugt omkring 30.000 kroner på udstyr. Det er mindre end mange andre triatleter.

Jeg kunne mærke, at triatlon var sjovt. Der er noget grænseoverskridende over det. Der er elementer af vind, vejr, fysik og teknik. Du kan punktere. Få problemer med kæden.

Jeg har joket med, at da jeg valgte ikke at få flere børn end to, måtte jeg gøre noget andet, hvor jeg kunne opnå den samme fantastiske bedrift som at føde. Jeg ville have den følelse af power igen. Måske var det en erstatning for ikke at få flere børn. På den anden side kunne jeg også få nogle flere børn. Det kan være, at det er mere givende på den lange bane.

Jeg bliver høj af træning og konkurrence. Jeg kommer i en tilstand, hvor intet handler om madpakker, hundeluftning og arbejdsopgaver. Jeg er bare i vandet. Jeg kan kun høre min vejrtrækning og koncentrerer mig om at navigere efter et punkt derude. Jeg er kun der. Jeg får en bølge i munden, jeg skovler en vandmand væk. Flow er, når man glemmer alt omkring sig og er i ro. Jeg glemmer tid og sted, selv om det er hårdt.

Jeg startede i november på en ironmantræningsplan, som min personlige træner har lagt. Jeg vidste godt nogenlunde, hvordan jeg skulle træne, men havde brug for lidt mere struktur. I vinter trænede jeg 8-10 timer om ugen. Fra april 12 timer om ugen, juni 12-13, og i juli fik jeg en plan, der gik helt amok med 15-16-17 timers træning om ugen. Jeg tænkte, at det magter jeg ikke, samtidig med jeg skal holde ferie med mand og børn. Men det gik. De seneste uger har jeg trappet ned frem mod ironmanen søndag.

Min træning er fordelt mellem 60 procent cykling, 30 procent løb og 10 procent svømning. Det afspejler nogenlunde tidsforbruget under en ironman. Jeg kommer fra løb, så det har jeg blot skullet holde ved lige. Cykling har jeg skullet lære, der er meget teknik. Svømning skulle jeg også lære, men ikke fra bunden, jeg kunne svømme crawl, da jeg gik i gang med triatlon.

Nogle dage svømmer jeg om morgenen og løber til og fra arbejde; det er 13 kilometer hver vej. Det er vildt fedt at bruge transport som træning. Det tager 40 minutter på cykel fra mit hjem i Glostrup til mit arbejde på Tagensvej i København. Løber jeg, tager det en time og nogle minutter. Det er næsten gratis i tidsforbrug. Cykler jeg på arbejde, kører jeg en omvej ud omkring lufthavnen på vej hjem. Jeg nyder virkelig den der til-og-fra-træning, der ikke går ud over familien i samme grad som i weekenden, når jeg cykler og løber de lange ture.

Under min træning til ironman var min længste svømmetur 4-5 kilometer i en svømmehal. Min længste cykeltur var 5 timer eller 150 kilometer, og jeg har løbet 1,5 timer som det længste. Jeg arbejder 37 timer om ugen, men har efter aftale med min chef ikke lagt alle de arbejdstimer, jeg skal, mens jeg trænede til ironman. Jeg har et minus på et par timer om ugen. Jeg skylder alle steder: arbejdet, familien og vennerne.

Helt lavpraktisk er det min mand, Mark, der tager med vores datter til fodboldstævne, mens jeg cykler fem timer. Jeg løber til og fra arbejde, men det kan jeg kun, fordi han handler ind. Det er en evig forhandling. Den virkelige ironman er min mand, der holder sin kone ud gennem alt dette.

Det er ikke mig, der laver en ironman, det er os, selv om det er mig, der fysisk er i vælten og lægger træningstimerne og tankerne. Det er ikke kun træningstimerne. Det er også tiden omkring. Jeg pakker, vasker og kører. Jeg er væk to timer, når jeg skal svømme en time. Min mand står med lorten i alt det praktiske. Han er på forkant med alt i familien. Det er jeg ikke. Han har gjort, hvad han kunne, men han har også været ved at brække sig over det.

Min teenagedatter siger, at hun savner mig, og når hun vil snakke med mig om noget vigtigt, står jeg i entreen og er enten på vej ud eller er lige kommet ind. Eller også er mine tanker et andet sted. Jeg er så meget i en boble, hvor jeg kun kan tænke på træningen.

Jeg føler, at jeg svigter mine børn. Jeg har grædt over det og tænkt: Fuck, jeg gider ikke mere, det gør noget skidt ved min familie. Hvis det bare var mig uden Mark, pigerne, huset og hunden, var det anderledes. Så var det bare af sted. Trods omkostningerne gør jeg det alligevel, fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg oplever det der flow og bliver høj af energi.

Jeg kan ikke dit-dut-dat

Min datter Carla på 11 er stolt og nysgerrig. Hun fortæller sine veninder og deres forældre, at jeg skal lave en ironman. Min datter Liva på 13 synes, jeg er væk hele tiden.

Forleden havde jeg lovet at vække hende om morgenen, fordi hun skulle til basketstævne. Jeg skulle lufte hund og kom skævt ud ad døren til min cykeltur, så jeg glemte det. Jeg kom i tanke om det under en punktering i Ballerup. Jeg ringede og vækkede hende og sagde, at hun måtte sige til træneren, at det var hendes dumme, latterlige ironmanmor, der glemte at vække hende.

Mit sociale liv har været ikkeeksisterende. Jeg er heldig at have venner, som gider indrette sig efter mig og gå tur med vores hunde, lige når jeg kan. Jeg har hele tiden sagt: Nej, jeg kan ikke dit-dut-dat, for jeg skal cykle, løbe og svømme. Mit sociale liv er med dem, jeg træner med.

Hvis du overvejer en ironman, så forvent ikke, at dine omgivelser forstår din passion og dine prioriteringer. Jeg er konstant blevet udfordret af mine venner og min familie. Jeg taler så lidt som muligt om træning herhjemme, for de gider ikke at høre om det. Den klarer vi i klubben, når vi sidder på cyklen eller står på en parkeringsplads ved Ishøj Strand og skifter til våddragt. Mit helle er min klub.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan gennemføre. Jeg har i mit liv oplevet, at jeg lykkes med de ting, jeg kaster mig ud i. Også i triatlon. Jeg er god til det. Jeg vandt Stevns’ halve ironman i juni som bedste kvinde. Pludselig stod jeg øverst på podiet. Jeg er spændt på, hvilken oplevelse der venter søndag, og forventer, at det bliver hårdt, og at der kommer kriser undervejs.

En klubkammerat sagde forleden, at en hel ironman er fire gange så hård som en halv – jeg har gennemført en halv tre gange. Det koster fire gange så lang tid at træne til en hel. Der tænkte jeg: Fuck, du har tilmeldt dig, der er ingen vej tilbage. Men jeg har al træningen bag mig. Jeg har gennemført det lange og seje træk mod søndag.

Frygter et race from hell

Jeg frygter mest et race from hell med skybrud og punkteringer, lyn og torden, otte toiletbesøg i hækken på cykel- og løberuten. Jeg har en energiplan i dagene op til og under selve konkurrencen. Under konkurrencen tager jeg energigeler, spiser figenstænger, Snickers og lidt salt. På Geels Bakke står en klubkammerat med en bolle med Nutella.

Da jeg tilmeldte mig, aftalte jeg med min mand, at jeg kun kunne gøre det, hvis han og børnene står ved målstregen og på løberuten. Det har han lovet. Mine forældre og nogle veninder kommer også og hepper. Min drømmetid er et sted mellem 11 og 12 timer.

Jeg græder tit, når jeg kommer over målstregen. Nogle gange er det til bittesmå stævner. Det er så hårdt at nå dertil, så jeg bliver helt overvældet, når jeg kommer i mål. Jeg forventer at være en rigtig tudeprinsesse i mål. Jeg bliver meget berørt af at tale om det nu, kan jeg mærke.

Selve opløbet er på en rød løber. Der er en crazy intens stemning. Tit løber jeg og opildner tilskuere ved at hæve armene; de reagerer med det samme. Det vil jeg gøre søndag også. Jeg vil flyve ind over målstregen. Og så tuder jeg.

Jeg kommer stadig til at løbe og dyrke triatlon, men jeg glæder mig til at træne mere lystbetonet, hvor jeg ikke hele tiden skal kæmpe for at mingelere noget rundt i kalenderen, så det passer. Jeg tror, jeg vil forfine nogle af de kortere distancer, som ikke kræver samme mængde tid i træningen.

Jeg skal ikke lave en ny ironman foreløbig. Det kan jeg ikke byde min familie«.

Af Anders Legarth Schmidt –  bragt i Politiken 19.8.2017