Jeg havde lige afsluttet et møde på arbejdet i torsdags kl ca. 14. Telefonen ringede, jeg fik ikke fat i navnet, men kun fat i, at han ringede fra Ironman Scandinavia eller noget. Han jokede med, at de havde aflyst stævnet på næste søndag, men fortalte så, at han havde fået mit nummer af en TRI kollega og ledte efter en kvindelig profil, som stiller op i sin første lange triatlondistance til et interview med Politiken.

De vil gerne have en historie om, hvad det kræver at forberede sig til en IM og hvilke omkostninger det har.

Jeg fortalte lidt om mit TRI liv og sagde ja til, at Politiken kunne ringe til mig. (Bagefter tjekkede jeg lige telefonnummeret på Facebook og fandt frem til, at det tilhørte en der hedder Frej, som er Marketing Manager hos Ironman Scandinavia, Estonia and Poland – så det var ikke nogen, der lavede fis med mig…)

En halv times tid efter ringer “Anders fra Politiken” – vi taler sammen og aftaler at mødes i næste uge. Hen mod slutningen af samtalen, spørger Anders om noget helt andet – om jeg er i familie med en, der hedder Line? Ja, det er min søster, svarer jeg. Og så viser det sig, at “Anders” er dén “Anders” med bloggen “Jeg løber“, som Line nu er ved at dramatisere til en forestilling på det Kgl. Teater med min svoger i hovedrollen. Så er verden altså lille – og i særdeleshed Danmark… 🙂

I dag har jeg så haft besøg af journalist Anders Legarth Schmidt og fotograf Martin. Det var rigtig sjovt, og jeg afslører ikke hvad vi talte om, men på lørdag d. 19. august kommer interviewet i Politiken, og der kommer også en fotograf med ved start og mål på søndag.

Hvad er mine pointer om forberedelse?

1. Forventningsafstem igen og igen i parforholdet, i vennekredsen og med familien. Du kommer til at takke nej til arrangementer, trække større veksler på tålmodighed fra kæresten, som oftere står alene med børn og det huslige. Huset kommer ikke til at stå snorelige i træningsperioden. Det kommer til at flyde med udstyr i stuen, i kælderen, i carporten, og du bliver ikke populær på at vælge parforholdet og børnene fra til fordel for en træningspas eller ved at rende rundt i spandex og neopren med cykelolie på fingrene.
2. Forvent ikke at blive forstået hverken på din passion eller din prioritering. Hverken din kæreste, familie eller dine venner forstår nødvendigvis, hvad der driver din motivation eller hvorfor du vælger at prioritere, som du gør. Måske bekymrer de sig endda ligefrem om du (og din familie) kan holde til det, eller bliver ærgerlige over at føle sig valgt fra til noget så ligegyldigt som en træningstur? Du vil nok opleve at stå lidt alene med dit TRI-liv.
3. Meld dig ind i en Triatlon-klub og få fællesskab med andre ligesindede som “forstår dig” og som du kan arrangere fællestræning med på de lange pas. Det hele går lidt smidigere i godt selskab, og det er nemmere at komme afsted, hvis andre venter på dig.
4. Læg de fleste træningspas, så det går mindst muligt ud over familien. Det kan være cykling til- og en omvej hjem fra arbejde, løb til og fra arbejde, svømning mens børnene har sport/legeaftaler osv. I ferier og weekender kan det være at stå tidligt op før resten af familien og få træningen afviklet, mens resten af familien sover.

Selv med disse råd, så har det store omkostninger for familien at træne i de mængder. Lad være at tro, det ikke har.

For nogle måneder var der en gut, der skrev til mig fra Frankrig og spurgte mig, om jeg ville give et bidrag til hans blog og triatlon community om, hvad jeg ville ønske, jeg havde vidst om triatlonlivet, før jeg gennemførte mit første stævne. Jeg svarede følgende:

The one thing I’d wish I had known before doing my first triathlon is how addicted I would become and how expensive it is. I’m a low budget triathlet – both in how much money I can spend on equipment and in the time I can use.

I’m a wife, a mother, a full time worker so even though I was used to go running several times a week and I had run 8 marathons, I never expected triathlon to become such a passion. The passion is boosted by training in my local triathlon club with lots of great people who are passionate about the sport aswell – no matter their age, fitness level, gender and so on.

My triathlon “career” all started 3 years ago when I borrowed an old aluminium race bike from a neighbor and attended a small race close to my home. It was raining all day and very windy – but never the less I was hooked! I love the many elements that influence the training – both the weather, your fitness level, a lot of technique also in maintaining your gear.

Now I’m training for my first Ironman in Copenhagen and I train 12-15 hours a week. I would like to have known how much all this training influences your family life, before I started – but hey – when I started I didn’t know I was gonna train to become an ironman – I just wanted to try it out – and it was such great fun – and still is…!

Se hele indlægget på mytriworld.com