AD-varsel – dette indlæg er lidt “ad”. Så er det sagt. Så er du sart vedr. kropsvæsker af forskellig art, skal du ikke læse videre… Der er nemlig lidt triatlonliv, som der ikke skrives så tit om, og som dog alligevel fylder en hel del i ens system før, under og efter race.

Hvad gør man med de dersens toiletbesøg???

Jeg lider af Colitis Ulcerosa og har tidligere skrevet lidt om triatlonlivet “når helbredet udfordrer“. Colitis Ulcerosa er en blødende tyktarmsbetændelse, som “flammer op” og kommer i udbrud.  Jeg har haft 3 relativt små udbrud af 2 måneders varighed i de ca 3 år, jeg har haft sygdommen. Men når udbruddene er der, er de meget generende for min sportslige udfoldelser (og mit liv i øvrigt). Jeg skal på toilettet mange gange før, under og efter træning/stævne, og det er svært at “time”, hvad jeg bør undgå at spise og hvad der er godt for maven.

Heldigvis har jeg ikke haft udbrud siden efteråret 2016, men et par gange i de seneste måneder har jeg frygtet, at noget var på vej. Det kunne lige passe, at det var maven, der skulle spænde ben for en god oplevelse, når jeg nu har passet min træning så “dydigt”!

Det er ikke kun, når sygdommen er i udbrud, at det kan være svært at styre toiletbesøg. I 40 år har jeg nu været “renlig” og pænt benyttet toilet, når der var behov 🙂 Knibeøvelserne bliver praktiseret dagligt og det er jeg taknemmelig for.

Men hvad gør en “klog”, når uret tikker på raceday, og jeg bare ikke orker at skulle ud af våddragten, stå af cyklen eller en tur i hækken?

Man kan såmænd tillære sig at tisse i bukserne på kommando – men det er ikke let, skulle jeg hilse at sige! I våddragten mens jeg ligger i vandet, går rimelig let – jeg er jo ligesom i det våde element… I USA kaldte vi det en “smile-break”, når vi svømmede i Colorado river, fordi det hele ligesom lettede lidt og man fik et saligt smil på læben 🙂

På cyklen er det straks sværere at lære. Det er bare ikke naturligt at være i bevægelse med sine ben, mens man tisser, samtidig med at man sidder på en hård sadel. Og slet ikke, hvis der er andre omkring mig – publikum!? Men det er nu lykkedes mig at træne fænomenet så godt, at jeg ikke længere behøver at køre i frigear og rejse mig let i sadlen for at det lykkes 🙂 Forleden lå jeg i bøjlerne og spiste endda en snickers, mens jeg klarede det – man tror det er løgn – og jeg skal vist snart øve mig i, at det altså IKKE er i orden at tisse alle steder – fx i køen i Netto…

Under løb hopper jeg i hækken eller på et toilet, hvis jeg får behov. Det er bare så besværligt at få klunset af – sådan en speedsuite, der skal ned om skuldrene og som er lavet til at sidde ålestramt, er ikke nem at få af, når man er varm og svedig.

Skal jeg mere end at tisse – er det noget shit. Det bryder i den grad den gode rytme at skulle ud af våddragten, stå af cyklen, eller løbe i hækken. Jeg håber så meget, at jeg kan undgå det på søndag. Jeg ved, at nogle atleter tager en imodium for at stoppe maven på raceday, det tør jeg simpelthen ikke. Min mave er rigelig sart i forvejen.

Maven kan godt blive urolig af al den “kunstige” energi, jeg indtager i form af geler, saft, salte, snickers osv. og samtidig ikke få “rigtig mad”. Og hvis jeg indtager fast føde kan det omvendt også give uro, hvis det er for tæt på løbeturen, så det skal times.

Man er ikke just en lækker steg i alt sit race-outfit. Man er fedtet ind i tis, sadelfedt i skridtet, babyolie i nakken og ved ærmer og fødder, spildte geler og saft på lårene, snot der snydes ud af næsen eller som blæsten selv får fat i på de vindblæste dage.

Der er sgu ikke noget at sige til, at der ikke er så mange kvinder, der orker det pjat… It takes one to know one…