Jeg er sund og rask – det siger alle lægerne!…

Måske lige på nær den der Colitis Ulcerosa (CU), som startede for et år siden stort set samtidig med at jeg deltog i Kvindetri i Brøndby og som (sammen med min fætters insisteren) var udslagsgivende for, at jeg “dæleme da skulle vise mig selv, at så kunne jeg godt gennemføre en ½ jern!”

Jeg fik konstateret CU i efteråret 2014 og har haft 2 udbrud – det seneste fra nytår og frem til medio marts. Det er stadig en tabu-belagt sygdom (hvem gider at tale om og ikke mindst lytte til snak om blødende tyktarm og afføring???) og den udfordrer også træningen, når den er i udbrud. Jeg er heldigvis ikke særlig hårdt ramt, men det spænder ben i mange sammenhænge.

Kan jeg fx bare stige af cyklen og gå i hækken mens jeg cykler med mine nye klubkammerater?
Venter de på mig? Er det pinligt? Og hvad hvis jeg skal bruge et toilet midt i svømningen – det går nok i svømmehallen, men kan jeg nå ud af våddragten? Og hvad hvis smerterne over lænden bliver for kraftige? Kan jeg så gennemføre mit stævne?

CU er også en sygdom, hvis udbrud kan fremprovokeres, hvis man presser sig selv – og det gør jeg jo alt andet lige med intensiveret træning…

Siden midt i marts har min CU heldigvis være i bero, så det har ikke drillet mig i stævnerne i foråret. Jeg spiser min medicin (Asacol) dagligt og skal nok regne med at blive ved med det…

Så dejser hun sgu om i poolen!

Og vi krydrer det hele med gentagne “løbechok”

Første gang jeg oplevede et såkaldt “anafylaktiske chok” var i sommerhuset for 3 år siden, hvor jeg efter en løbetur hævede op omkring øjnene, blev rød og rynket og fik en mærkelig astmatisk vejrtrækning. Det tog 2 dage før jeg så normal ud.

8 mdr. senere skete det igen – herhjemme. Denne gang markant voldsommere – min hals snævrede sig sammen og jeg opsøgte skadestue, hvor jeg “babu babu” kom forrest i køen, fik adrenalin og andet godt direkte i årene.

Det er sket yderligere et par gange og super dygtige allergispecialister på Gentofte Allergiklinik har fundet frem til, at jeg ikke kan tåle bukkehornsfrø, som jeg indtil da drak i min urtete og som er en vigtig ingrediens i indisk gul karry (som jeg er vild med!). Jeg kan faktisk ikke engang tåle at dufte til det…

Det er heldigvis ret nemt at undgå, så jeg lever fint med allergien i dag.

Men køn var jeg ikke! På billederne her er hævelsen faldet efter et par timers behandling…

Hvad er så pointen med al den sygdomssnak?

Man skal ikke gøre det for enhver pris! Jeg vurderer hver eneste situation/træning/stævne hver gang. Jeg skruer op, hvis jeg kan mærke, at det kan jeg godt, og jeg skruer ned, hvis jeg kan mærke det bliver for meget. Jeg har min telefon med – også i min havtaske i vandet. Jeg har altid et sygesikringskort med. Jeg orienterer mig i de omgivelser jeg skal træne i.

Jeg følger ikke en træningsplan mere end at den er flexibel og bruges som en rettesnor.

Jeg dropper om nødvendigt træningspas, stævner, svømmetests osv, hvis jeg kan mærke min krop har brug for noget andet. Jeg nægter at lade mig stresse af det (selvom det ind imellem er svært – fik jeg sagt, at jeg har været sygemeldt med stress i et ½ år tilbage i 2007?)

Der er så mange ting at sætte pris på og være glad for og det vil jeg hellere fokusere på – fx da min mand og jeg fejrede vores 10 års bryllupsdag i februar i år ved at få velsignet vores borgerlige vielse i Herfølge Kirke – kun med de allernærmeste, ikke noget stort…