En helt almindelig familie + Triathlon = Hverdag med kompromis

På ferien har min dejlige og forstående mand og jeg haft flere snakke om det, at jeg nu har kastet mig over triathlon.

… og hvad det fylder i vores hverdag… Og hvad det fylder i mit mindset…

For det fylder – ingen tvivl om det.

Da vi kom hjem fra Sicilien, gik jeg i kælderen og sagde “hej” til min cykel.!!?!!

Da jeg øjnede en mulighed for en hav-svømmetur i fredags (med min mor som opsynskvinde) kunne jeg mærke, at jeg havde savnet duften af våddragten – af NEOPREN! Hvad sker der så???

Ingen tvivl om at det kommer snigende ind under huden og lige så langsomt bliver en livsstil. Og jeg elsker det. Læringskurven har været stejl de sidste 8-9 mdr. Jeg har lært utrolig meget om udstyr, skift, teknik og om mig selv.
Hverdagen.

Hjemme hos os spiller yngstepigen fodbold 3 gange om ugen og storepigen håndbold 2-3 gange om ugen – dertil kommer fyldte weekender med turnering, stævner og andre sportsrelaterede aktiviteter. 

Min mand spiller en enkelt fodboldkamp med gutterne om ugen ca. 3 gange pr måned i sommerhalvåret. Min mand arbejder forskudt af mig, pigerne har lektier, der skal handles, mad på bordet, leges med kammerater…
En helt almindelig hverdag hvor aftensmaden ofte indtages forskudt af hinanden. Pigernes træning ligger gerne henover kl 18.

Hvordan går den kabale op?

Det gør den ikke – det er det korte svar. 
Ofte må vi tage en dag af gangen og se hvad dagsformen er til. Vi har den holdning at pigernes sport skal være lystbetonet så hvis de har en dårlig dag, er trætte eller hellere vil lege med en veninde, så er det ok, så længe det ikke er hver gang.
Jeg lægger gerne cykelturene til og fra arbejde, løber i weekenden eller når jeg arbejder hjemme, for der har jeg ingen transporttid, og svømmer fast om tirsdagen i vinterhalvåret. Men jeg tænker meget ofte på, hvornår det næste pas liige kan snige sig, hvad der måske liiige kan lade sig gøre. Og det fylder!

Hvad gør andre triathleter? Nogle træner meget tidligt, andre meget sent. I min klub er der en del TRI par, som jeg ved forhandler og fordeler træningspas imellem sig. “Hvis du får en Ironman i år, så får jeg en til næste år” osv… men herhjemme deler min mand ikke passionen og synes ofte, at det fylder lidt vel rigeligt. Også når jeg taler om det. Han har på meget diplomatisk vis sat ord på det: det er som om, han er med til en fest, hvor alle kender hinanden og har en hel masse tilfælles, som han ikke er en del af. Og han ønsker faktisk heller ikke at blive det. Han har sit eget og det skal han have lov til!

Jeg er heldigvis A og han er B menneske, så tit kan jeg næsten afvikle træning eller stævne før han står op, men vi skal hele tiden finde balancen, så det ikke tipper til en side.

En varm løbetur i dag og tanker om hverdagen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s