I sådan en stille feriestund hvor dagene flyver afsted med meget lidt på programmet, har jeg været lidt nede af “Memorylane”. For hvordan har årene egentlig udviklet sig til en hverdag med ekstra volumen på løb og triathlon oveni lederjob, at være hustru, sports- og teenagermor og have hund, (sommer)hus og have…
Det er mere end 20 år siden, jeg helt tilfældigt blev lokket med til “Alt for damernes 5 km løb” i Fælledparken i 2001, i et par lånte løbesko, hvor jeg stillede op uden at have løbet en tur siden folkeskoletiden. Det tog så vidt jeg husker næsten 32 minutter, og jeg havde så ondt i dagene efter og vabler overalt. Jeg var lige blevet bachelor på mit studie, og Mark og jeg var ved at flytte sammen på Nørrebro. Efter løbet sad vi damer og var kæphøje og besluttede at tilmelde os Eremitageløbet samme år, og så var jeg nødt til både at købe mine egne løbesko og begynde at træne.
Jeg husker det som meget vildt at gennemføre 13,3 km – så langt havde jeg aldrig løbet nogensinde før og det er ikke en let rute med mange stigninger og deltagere. Hver gang jeg har løbet Eremitageløbet siden, har duften i Dyrehaven den første weekend i oktober, mindet mig om mit første “længere” løb. Den sprøde og kølige morgen, der som regel afløses af en lunere dag, som løbet skrider frem. Silhuetter af dyrene mellem træerne samtidig med at lyden af rytmiske åndedræt og skridt forstyrrer skoven.
I årene fra 2001-2006 løb Mark og jeg Eremitageløbet sammen eller hver for sig hvert år – afbrudt af et par år, hvor jeg var højgravid eller lige havde født. Jeg løb også mine 2 første halvmarathon i 2002, men så blev jeg gravid med Liva, vi købte og renoverede Pilevej mm, så i snit løb jeg ca. 3 gange om ugen 5-10 km ture.
I min anden barsel med Carla, fik jeg den idé, at jeg da ville løbe marathon, og jeg fik min søster med på ideen. Min antagelse var, at jeg havde masser af tid til at løbetræne, mens jeg gik hjemme og det var en god måde at få min krop tilbage på. Det var det bestemt også, men det var ikke så ligetil. Løbeturene skulle times med amning og babylure, og jeg var som regel afhængig af, at Mark var hjemme til at lytte til en babyalarm. Jeg havde Carla med i joggeren enkelte gange, da hun blev stor nok.
På marathondagen ca 7 mdr. efter jeg havde født, husker jeg mest af alt af at det haglede meget på Langelinje og at min søs og jeg fulgtes hele vejen rundt. Vi havde mindre kriser på skift, men en god oplevelse. Så var det flueben sat.
Mine race-resultater fra de første år er tastet manuelt ind på en “løbeside”, som jeg ikke husker navnet på længere, for jeg havde intet ur, og Garmin Connect var ikke opfundet 🙂
I 2007 havde jeg et absurd hårdt år og gik ned med stress med et brag. Det medførte, at jeg ikke kunne løbe noget videre hverken i 2007 eller 2008- det gav en knude i brystet, og halsen snørrede sig fuldstændig sammen hver gang jeg forsøgte. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom igang igen. Det hele står ret sløret i den periode. Men langsomt må det have løsnet op og jeg kom i gang igen.
Fra 2009-2014 løb jeg et marathon om året i København. Jeg trænede stadig med ca. 3 løbepas om ugen. Ofte rørte jeg ikke alkohol i flere måneder eller det sidste ½ år op til. Det gav mig en tilfredshed – også dengang – at have et mål og forfølge det.
I 2014 tilmeldte jeg mig Brøndby Kvindetri samme år som vi tilbragte 5 uger i autocamper i USA og renoverede køkken i løbet af en godt 2 mdr. lang orlov. Det havde virket som en god idé i foråret, men som ugerne gik med skøn rejse og renovering, virkede det som en absurd dum ide. Jeg endte med at låne en racercykel fra 1990’erne og havde en fest på dagen.
Jeg var hooked – det var fedt ikke bare at løbe, men at sætte svøm og cykeltur på forud for. Det betød, at jeg samme efterår pludselig sad med en billet til Øresund Triatlon 2015 – ½ distance – jeg ejede ikke en cykel, en våddragt eller andet gear og var på alle måder rookie. Jeg blev introduceret til ALOT via forældre i Carlas klasse – det er lidt sjovt at tænke på, at det var indgangsvinklen. Meget tilfældigt faktisk. De to forældre var Mellanie og René, som der er gået mange gode timer sammen med lige siden.
De første år i ALOT var jeg meget trofast svømmer to gange om ugen og løb og cyklede også tit med. Jeg fik enormt meget inspiration af mine nye klubkammier, lyttede til stævne- og røverhistorier i saunaen og samlede gode venner op af den vej. Jeg deltog i et hav af mini-tri stævner og sprinter for at træne skift mm. Det var fedt og gav en masse erfaring. La Santa Sprint serien, Karrebæksminde Triatlon, Stålmanden, Stevns Jernmand mfl.
Fra at den fulde distance (3,8/180/42,2) var totalt uden for rækkevidde kom det langsomt tættere og tættere på, da jeg havde kørt ½ nogle gange og efter en heppefest i København i 2016, var jeg SÅ tændt. Jeg tilmeldte mig og elskede alt ved de sommerfugle, det gav i maven. Stærkt vanedannende følelse!
Det var forud for Ironman (IM) i 2017, at jeg var på træningscamp på Mallorca for første gang og at jeg fandt ud af, at man kan træne rigtig meget på en uge svarende nærmest til en hel arbejdsuge. Katrines og min tur er stadig noget særligt og vi har så mange indforståede jokes, der stadig kører.
Jeg brød flere grænser det år. Fandt ud af, at jeg kan løbe to ture om dagen. Til og fra arbejde osv. “Always TRI” blev mottoet, jeg vil altid prøve (try) og tri-livet er vist kommet for at blive.
IM i København blev en kæmpe forløsning, som jeg havde en vildt god træning frem til. Jeg fik personlig træner på – Jeanne – og gennemførte i en rigtig flot tid 10.51 med Politiken som følgesvend på dagen.
Det var ikke uden omkostninger for familien, at jeg gennemførte min første ironman, så det skulle lige forhandles på plads, da jeg gerne ville gøre det igen i 2019. Min elskede mand bakker op på sin egen stille facon, ikke ved at tage med ud og heppe hver gang eller spørge en masse til det, men ved trofast at tage over på hjemmefronten, når jeg igen igen skal træne eller race. Jeg er så dybt imponeret. Vi har med årene fundet en måde at få plads til det på – hans stille accept af at sådan er det. “Den virkelige ironman er min mand, der udstår mig igennem alt dette” sådan skrev Politiken i det meget fine portræt, der blev bragt i dagene op til race.
Det er ikke kun tiden, jeg er væk pga. træning, men også den mentale boble og det konstante fokus, der er på det, der fylder. Det kræver sgu sin mand – og døtre – at leve sammen med sådan en type.
På et eller andet tidspunkt dukkede swimrun op som begreb og blev endnu en ting, der gav kriller i maven. Jeg blev lokket med først af Tanja til et afbud i Danmark og derefter af Caroline til Sverige et par gange. Det er en kombinationssport for hold a 2 personer, hvor der er mange skift mellem svøm og løb. At komme ud på dybt vand i det svenske sammen med en god klubkammi var banebrydende. Der skal mere planlægning til, hvilket jeg også synes er sjovt. Det blev langsomt tydeligere for mig, at det ikke kun er den sportslige præstation, der er et drive, men også hele den planlægningsmæssige del og det fælles i oplevelsen omkring den.
I 2019 nappede jeg 20 minutter af min Ironmantid i København og jeg havde stadig ikke mødt grænsen. Ti en halv time. Ironman det år blev en del af Big Four- fire store stævner på fire måneder. Det koncept eksisterede kun i 6-7 år, så det var fedt at få den med i scrapbogen.
Som for så mange andre blev der sat en stopper for mange ting da Coronaen kom i 2020. Men det åbnede også en masse døre. Vi blev gode til at arrangere virtuelle og længere løb. Vi havde god tid til ting, som der ellers ikke var så meget af, så jeg løb ALOT virtuel backyard og nåede 67 km og 10 runder en weekend i Havnsø. Det medførte, at jeg fik blod på tanden til længere løb end Marathon, ture på tværs af Bornholm, og senest fra fort til fort ved Københavns befæstning, rundt om Roskilde Fjord og Backyard løb stod pludselig i kø i min raceplan.
Første gang jeg kom over tre cifre var til Viborg 100 km i 2021. Og det var magisk at se tallet på uret. Også denne distance kunne jeg mestre, så jeg ved ikke hvad der bliver næste mål i skrivende stund. Jeg har for alvor kun mødt grænsen til Mammuthmarchen, hvor Amalie og jeg spontant tilmeldte os 3 uger før til at gå 100 km på mindre end 24 timer. Jeg havde ikke trænet til det, men hovmodigt tænkt at hvis jeg kunne løbe 107 km 14 dage før marchen, så kunne jeg vel også gå dem!
Jeg har altovervejende været forskånet for skader – kun lidt overbelastning, mindre forstuvninger på vrid eller fald. En enkelt brækket finger. Så min krop arbejder med og vil gerne lege, det er jeg meget taknemmelig for. Også på trods af Colitis Ulcerosa og tendens til besvimmelse…
Oplevelserne har stået i kø med det aktive løber- og triathlonliv – men særligt se sidste 8-10 år: Alt fra den lokale Parkstafet i Glostrup, CrayceY VM i badedyrsræs, at være Fundracers indsamler, vinde klubmesterskaber i ALOT, få podiepladser til stævner, deltage i Zombieløb, tage Vo2 max test på løb og cykel, gå mammuthmarch, svømme åben vand, løbe julekalenderløb, være Triathlonshop ambassadør og meget meget mere.
Jeg har altid løbeskoene med på tur – og elsker at starte et ophold med en løbetur der hvor jeg er – hvadenten det er ferie eller arbejdsrelateret.
Det er altså en gradvis proces over 20 år, hvor den ene fantastiske/fede/tilpasse grænseoverskridende/vanvittige og endorfinudløsende oplevelse efter den anden har bekræftet mig i – gang på gang – at mere vil have mere – fordi jeg kan og ikke kan lade være. Det har været sjovt indtil nu og jeg håber det varer ved og tager mig en tur til Hawaii som 60+ deltager … Some day… Always Tri…
(Det blev et laaaangt indlæg, brygget over flere uger i min ferie, så hvis du har læst med så langt, så er du også godt nede i feriegear… 🙂
Se liste over deltagelse og resultater her:
miathlon.com 